ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.
Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.
PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.
Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.
Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.
FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.
Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.
DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.
Den nye version gør figuren ære og viser respekt. Det er atter den tragiske realisme, der kalder Nattens Ridder hjem. The Batman er en værdig tilføjelse til DC-universet. Og faktisk en god og ganske stilren film noir.
Slaget ved Thermopylæ ifølge Frank Miller Af BO GREEN JENSEN
»FREMMEDE, bring spartanerne bud om, at vi har
gjort, hvad vi bør, og ligger døde hér.« Slaget ved Thermopylæ blev udkæmpet i
september 480 f.Kr., da den persiske kong Xerxes førte sin mægtige hær mod de
græske bystater, som på daværende tidspunkt – og absolut kun af nød - var
allierede i et skrøbeligt peloponnesisk forbund. Under ledelse af kong Leonidas
holdt 300 spartanske hoplitter i tre dage stand mod en persisk hær på
ca. 200.000 soldater.
Herodot af
Halikarnassos, historieskrivningens fader, som skildrer slaget i syvende bog af
pionerværket Historia, mente ganske vist, at den persiske hær var på
mere end fem millioner mand, men moderne historikere regner med, at han løb sur
i de asiatiske tal. Ligeledes talte den græske koalitionshær mere end fem
tusind mand, men der var tale om et skrabsammen af thebanere, korintere,
mykenere m.m., som førte hver sin undtagelsespolitik. I slagets afgørende fase
synes der virkelig kun at have været Leonidas’ tapre 300 til at dæmme op for
den persiske flod.
BEDRIFTEN var mulig, fordi passet ved Thermopylæ (»de varme porte«) dengang kun var 15-20
meter bredt, en ufremkommelig sti mellem bjerget og havet. I dag er landskabet
forvandlet, men monumentet over spartanerne bærer stadig den indledningsvis citerede
gravskrift, som skyldes Simonides af Keos. Især amerikanske kilder holder af at
citere den mundrette engelske version, som begynder med ordene »Go tell the
Spartans«. På alle verdens militærakademier brænder en evig ild for
spartanerne.
Slaget bliver
i Zack Snyders effektfilm 300 en surrealistisk voldsom historie, som
åbenlyst hylder de spartanske soldaters »nødvendige« blodoffer. Forlægget er
Frank Millers grafiske fremstilling fra 1997, et hovedværk i nyere amerikansk
seriekunst. Prologen skildrer beundrende, hvordan drengebørn i Sparta blev
tugtet og hærdet fra tumlingestadiet, sat ud i sneen til ulve og vildsvin, som
de siden blev mænd ved at dræbe. Man kasserede straks det svageste afkom. Mænd
og kvinder levede netop spartansk i en kollektiv samfundsorden, som foregriber
flere moderne totalitærstater.
SPARTA var den komplementære modsætning til
demokratiet i Athen. Dét har altid været paradokset og attraktionen ved det
klassiske eksempel.*
Muligvis havde militærstaten ingen kunstnere og filosoffer,
men det var de hårde mænd fra Sparta, som gjorde det nødvendige og skred til
handling, når intellektuelle sofister ville diskutere problemerne bort. Mange
tvivlsomme sager er retfærdiggjort med henvisning til det spartanske ideal. Det
er potent propaganda for nationalister og ammunition for fanatiske kræfter. At
det fascistiske Sparta faldt fra hinanden, mens den demokratiske model havde
fremtiden for sig, bliver sjældent råbt fra talerstolen.
Millers
grafiske roman blev oprindelig udsendt i fem seriehæfter og senere samlet i
bogform. Den lækre sofabordsbog kom i Danmark på
feinschmeckerforlaget G. Floy Studio. I sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte Christopher Arzrouni værket en krydsning mellem »fejende flot
fascisme« og »herligt hellensk heltemod«. »Hvilken skamfuld nydelse,«
konkluderer den indsigtsfulde artikel.
EN sådan guilty
pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den
blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan
Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt
computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin
anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen
som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på
millioner af Reichsmark til
rådighed.«
Noget er
der nok om snakken, men filmen vil andet og mere. 300 er filmkunstens svar på arkitektonisk brutalisme. Især er
Snyder – som Frank Miller – opsat på at fjerne ethvert spor af gylden eventyraura.
Allerede Herodot benytter det heroiske nederlags retorik om spartanernes
indsats. Det er dét, som gør Thermopylæ til et stednavn på linje med Alamo og
Balaklava. Historien kan bruges af alle, som taber med ære og dør uden at
stille spørgsmål. Ted Post lavede i 1978 en film om de sidste franske tropper i
Indokina og de første amerikanske »rådgivere«. Titlen var netop Go Tell the Spartans.
FRANK Millers primære inspirationskilde er –
naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over
Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne
således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra
Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da
filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:
»Jeg var
på én gang rystet og inspireret af det, jeg havde set, for det gik pludselig op
for mig, at heltene ikke nødvendigvis er dem, der får medaljerne til sidst. De
virkelige helte er mennesker, der gør det, der er nødvendigt og det, der er det
rigtige at gøre, selv om de må betale den ultimative pris. Hele mit liv har jeg
villet fortælle den historie, for det er stadig den bedste, jeg nogensinde har
hørt. Så da jeg havde tilegnet mig tilstrækkelig erfaring som tegner, kastede
jeg mig ud i det.«
Der er
næppe tvivl om, at det i lige så høj grad var tegneserieudgaven af filmen, som
bjergtog den 8-årige knægt. Før VHS og dvd var det sådan, man lagrede filmiske
indtryk. Herhjemme udkom Løven fra Sparta som nr. 12 i serien
Filmklassikere, der var et af Illustrerede Klassikeres mange forsøg på at
forlænge succesen med de bearbejdede værker fra verdenslitteraturen. Løven
fra Sparta var en bevægende oplevelse, som drenge kunne gentage dagligt.
Der var ingen ende på offerviljen. Vi ville alle leve i Sparta.
FOR nylig
genfandt jeg tegneserien, der fyldte så meget for 55 år siden. Der er tale om
et tarveligt hæfte på 32 sider, et gennemført dusinprodukt, tegnet i 60ernes
kønsløse husstil, dårligt farvelagt og ubehjælpsomt tekstet. Formentlig var
kunstnerne italienske, det var stort set hele holdet bag den østrigsk fødte
Matés filmudgave, et ambitiøst eksempel på 60ernes glæde ved udstyrsstykker i
sværd-og-sandal genren, som var filmet i Cinemascope og befolket med tusind
statister. Richard Egan spillede Leonidas, og Diane Baker var hans dronning,
Gorgo, som hjemme i Sparta taler politikerne til rette, mens hoplitterne kæmper
mod Xerxes i passet.
Hos Snyder
ses Gerard Butler som Leonidas og Lena Headey som Gorgo. Hun lader sig
misbruge seksuelt for at få taletid i rådet. Han bruger hvert øjeblik til at
råbe fyndord om ære og svinge sine våben over perserne. Forræderen Efialtes
(Andrew Tiernan), som lukker fjenden ind ad en bagvej, da Leonidas har afvist
ham, er en forkrøblet vanskabning. Xerxes lover ham kvinder og respekt.
Efialtes ligner samtidig en af de dekadente eforer, præsterne som forsøger at
standse Leonidas. Der er for skams skyld også en snert af Gollum og Ringenes Herre på spil.
ALT er gjort med skuespillere, som agerer på
computerskabte baggrunde. Det er det for alvor radikale ved 300. Man har faktisk aldrig set noget
lignende. Snyders film overfører æstetikken fra Millers grafiske roman (som var
farvelagt af hans daværende hustru, Lynn Varley) til levende, stærkt
stiliserede billeder, der giver tilskueren indtryk af at befinde sig midt i en
altomsluttende simulation. Hvor Millers og Robert Rodriguez’ Sin City
(2005) dyrkede forlæggets sort-hvide askese, hælder Snyder masser af detaljer
på. Grækernes verden er badet i kobber. Det forrevne mørke bløder livagtigt.
Man er
derfor delt mellem principiel respekt, stedvis begejstring og en overordnet
betænkelighed ved filmens fascistiske formsprog. For det er klart, at 300 kan tages til indtægt for ekstreme
ideologiske positioner. Det var ingen ubetinget god nyhed, at den blev et tilløbsstykke i USA, Rusland, Korea og Indonesien. Efter 14 dage var der solgt
billetter for 240 mio. dollar. Det fortjente filmen ikke.
For Miller
er spartanerne ikke overmennesker – kødets skrøbelighed er en forudsætning for
den tragiske heroisme – men de er modeller for, hvad et menneske kan og bør kan
være. Som han sagde i Cannes i 2005, da jeg spurgte ham om volden i Sin City: »Jeg erkender, at jeg har en
tragisk opfattelse af historiens væsen og den menneskelige natur. Jeg er ikke
leveringsdygtig i utopier, for jeg tror ikke på dem, og jeg kan ikke bruge dem
til noget. For mig er en helt et menneske, der vil ofre alt for at gøre de
rigtige ting. Ikke en mand, der får en medalje til slut, eller en Harry Potter
som resten af klassen tiljubler.«
DEN androgyne kong Xerxes (Rodrigo Santoro) begærer Leonidas og sender elefanter og
næsehorn mod spartanerne. Kværnende masser af »udødelige« stormtropper presser
på, men hoplitterne hugger dem ned som de kommer. Man føjer stadig mere stof
til ligmuren, der er filmens makabre sætstykke.
Med
dybdepsykologisk filmkunst har 300 kun lidt at gøre. Man kan dog heller
ikke tale om genreforlængende spekulation. Som Millers serie er Snyders film
båret af en umiskendelig kunstnerisk vision. Den er skiftevis som en
gammeldags western, en syret rapport fra helvedes porte og et playstationspil,
der vil mobilisere. Man er uafbrudt fascineret og af og til godt underholdt.
FILMEN blev en stor succes, skønt den kritiske velvilje aftog. 300 fik i 2014 en fortsættelse, som egentlig er en prequel, der fortæller forhistorien, i form af 300: The Rise of Empire. Her taler Gorgo til sine tropper om Slaget ved Marathon (890 f.Kr.), hvor Xerxes' far døde. Krigen mod grækerne begyndte som et hævntogt. Det fører ti år senere til søslaget ved Salamis, som foregår samtidig med forsvaret af Thermopylæ. Især forholdet mellem Xerxes og hans admiral, Artemisia (Eva Green), er i fokus. I slutningen af det lange flashback, kommer Gorgo selv de græske skibe til undsætning med flere krigere. Filmen krediterer Frank Miller, men er skrevet af Zack Snyder og instrueret af Noam Murro. Lena Headey gentager rollen som Gorgo. Hun var i mellemtiden blevet et stort navn i kraft af sin rolle som Cersei Lannister i Game of Thrones (2011-2019). Hvis film som 300 gødede jorden for Game of Thrones, kan fortsættelsen omvendt siges at være præget af den fantastiske realisme (eller realistiske fantastik) i HBO-serien. Frank Millers egen udgave af Xerxes udkom først i 2018. Til gengæld er Xerxes: The House of the Fall of Darius and the Rise of Alexander en større historie, der fortsætter efter Xerxes' død i 465 f.Kr. og slutter ved Darius den Tredjes grav i 331 f.Kr., da perserhæren er endeligt besejret, og Alexander den Store indleder sit asiatiske felttogt.
I 2020 kan man se, hvor ny og tæt-på-primitiv CGI-teknikken var i 2007. Det er til gengæld næsten nostalgisk at sammenligne 300 med Oliver Stones Alexander fra 2004. Ikke alene er Colin Farrell fejlcastet som Alexander. Stone vælger også en klassisk episk stil, der vil være Spartacus eller Ben-Hur for sin tid, men ender med at have mere tilfælles med Løven fra Sparta, end 300 har med sit mentale forbillede, som må være Ridley Scotts Gladiator. Det er en kvalitet i både 300 og Xerxes, at kvinderne får lov at være stærke og grusomme semi-fascister på linje og højde med mændene. Til Frank Millers andre bedrifter hører hans opskrivning af Elektra-karakteren fra DareDevil-universet. Hun fik sin egen film med Jennifer Garner i 2005. Elektra Natchios er forløberen for Artemisia, Eva Greens karakter i 300: The Rise of an Empire.
SET fra 2020, var 300 et kulturelt øjeblik. Vi blev faktisk revet med i fem minutter. Miller er sin egen mand. Han har haft personlige og professionelle problemer i tiåret mellem Sin City-filmen og Xerxes. Bogen hører ikke til hans bedste værker. Det gør til gengæld Batman: The Dark Knight: Master Race (2017), hvor gammelmandsinkarnationen af Nattens Ridder er tilbage som fascistisk selvtægtsmand (med Carrie Kelley som Robin og Batwoman). Jeg kommer fra en tid, hvor man gik i biografen og så westerns og romantisk adventure til en dobbeltforestilling søndag eftermiddag. Lørdag aften handlede midnatsforestillingen typisk om horror, hemmelige agenter, 2. verdenskrig og hed erotik. Det var fantastiske tider, som forsvandt med VHS, kabel-tv, dvd og endelig streaming. Men de dér dobbeltforestillinger var vores serie-binging. 300 havde passet perfekt i genrelandskabet. Den var nok blevet vist efter midnat, men det var søndag eftermiddags drenge, der sneg sig ind for at aflure mændenes slag. Så Go tell the Spartans: Løverne lever. Antikkens soldater har gjort deres pligt.
*) Man kan fortolke meget forskelligt på Sparta. Nobelpristageren William Golding (1911-1993), som skrev andet og (meget) mere end Fluernes Herre, samlede i 1965 ti års essays og artikler op i en bog med titlen The Hot Gates. Her står en lovsang til spartanernes selvopofrende konge: "Neither you nor Leonidas nor anyone else could foresee that here thirty years' time was won for shining Athens and all Greece and all humanity (...) A little of Leonidas lies in the fact that I can go where I like and write what I like. He contributed to set us free." ("Hverken du eller Leonidas eller nogen anden kunne forudse, at der her blev vundet tredive år for strålende Athen og hele Grækenland og hele menneskeheden (...) Lidt af Leonidas lever videre i den kendsgerning, at jeg kan gå, hvor jeg vil, og skrive, hvad jeg har lyst til. Han bidrog til at sikre vores frihed.")Der er ingen, der kan vide ret meget om kong Leonidas' motiver. Der er intet, der tyder på, at de var særligt ædle. Men det er, som Golding skriver, en kendsgerning, at diktaturet i Sparta forsvarede demokratiet i Athen. Tilsyneladende uden at anfægte sine ordrer. Leonidas bliver i regelen fremstillet som kriger, en hoplit med sin hjelm og sit spyd. En romantisk og lidt vidtløftig undtagelse er franskmanden Jacques-Louis Davids portræt fra 1814. David er især kendt for heroiske fremstillinger af Napoleon Bonaparte og for sit portræt af den myrdede Jean-Paul Marat. Han malede mange motiver fra Antikken. Det er formentlig en pointe, at neoklassicisten skildrer det gamle og det nye på samme måde.
Frank Miller & Lynn Varley: 300. 117 s. Dark Horse Comics, 1999
Frank Miller & Alex Sinclair: Xerxes: The Fall of the House of Darius and the Rise of Alexander. 112 s. Dark Horse Comics, 2019 300. Forfatter og tegner: Frank Miller. Farvelægger: Lynn Varley. Oversat af Steffen P. Maarup. 90 s. Roskilde: G. Floy Productions, 2007 300. Instr.: Zack Snyder. Manus: Zack Snyder og Kurt Johnstad. Foto: Larry Fong. 117 min. USA 2007. Dansk premiere: 30.03.2007
300: The Rise of an Empire. Instr.: Noam Murro. Manus: Zack Snyder, Kurt Johnstad. Foto: Simon Duggan. USA 2014. Dansk premiere: 06.03.2014
Løven fra Sparta (The 300 Spartans). Instr: Rudolph Maté. Manus: George St. George, Ugo Liberatore, Remigio Del Grosso, Giovanni d'Eramo, Gian Paolo Callegari. Foto: Geoffrey Unsworth. 114 min. USA 1962.
Fotos: Warner Bros. Pictures/ Legendary Entertainment/ Virtual Studios/ Hollywood Gang Productions/ Atmosphere Entertainment/ Mel's Cite du Cinema/ Nimar Studios/ Dark Horse Comics/ G. Floy Productions/ Faber & Faber/ Wikimedia Commons
300 streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 05.10.2020
300: Rise of an Empire streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.09.2014
Kimen til artiklen var en anmeldelse af 300 i Weekendavisen Kultur 30.03.2007. Resten er skrevet i juli 2020.
.jpg)
