PATTY Jenkins’ første film om Wonder Woman (2017) var en stor succes både kritisk og populært. Den fortalte tilblivelseshistorien fra Antikken og henlagde sin hovedfortælling til Europa under 1. verdenskrig. I rammen om det hele blev der knyttet an til en nutid. Entreprenøren Bruce Wayne (dvs. Batman i civil) kontaktede historikeren Diana Prince (dvs. heltinden til hverdag) og bad om forklaringen på et foto, der var taget ved fronten 100 år før.
Diana kommer fra Themyscira i det ægæiske hav, hvor tåge holdt verden på afstand, så amazoneprinsessen, der er datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen) og Zeus, kunne blive oplært i empati af sin mor og i praktiske færdigheder, herunder krigsførelse, af sin moster, general Antiope (Robin Wright). Et fly faldt ned ved øen i 1918. Diana forelskede sig i piloten Steve Trevor (Chris Pine) og tog med ham til vores virkelighed.
WONDER Woman kan afværge skud med sine armbånd og tvinge fjender til at sige sandheden med sin guldvævede lasso. Hun er klædt i en ekstravagant fantasi over USA-flaget med stjerner og striber. Dragten har altid været et hit blandt seksuelle fetichister og i vide cosplay-kredse.
Af alle figurer fra superheltenes guldalder har Wonder Woman den særeste origin story. De fleste skikkelser blev skabt af unge mænd med hang til sci-fi og bibelsk mytologi. Wonder Woman er tænkt som en feminin arketype. Hun blev skabt i 1942 af psykologen William Moulton Marston, som på samme tid opfandt løgnedetektoren.*
Marston var før-feminist på sin måde og levede i et non-binært ménage à trois med sin kollega og hustru, Elizabeth Holloway, og aktivisten Olive Byrne. Historien er så god, at den har fået sin egen film, Professor Marston and the Wonder Women (2017). Der er næsten mere at hente her, end i de store effektfilm, hvor kompleksiteten trods alt er begrænset.**
TIDEN bider ikke på en halvgud, så i 1984 er Diana Prince den samme, som hun var i Belgien i 1918 og bliver i Paris i 2020rne, hvor rammehistorien fra den første film foregår.
Hun arbejder på Smithsonian Institution i Washington D.C. Her bliver hun først veninde med Barbara Minerva (Kristin Wiig), som er summen af alle mobbede kvinder; siden opsøgt af Steve Trevor i en anden mands krop; så den eneste, som kan forhindre finansmanden Max Lord – en Donald Trump-type med endnu mere storhedsvanvid – i at udløse arsenalet af kernevåben.
Da verdens skæbne hænger i balancen, og hendes kræfter ikke rækker i kampen mod Barbara Minerva, som nu er forvandlet til urvæsenet Cheetah (en ærkefjende fra tegneserien), spiller Jenkins sin trumf og lade Diana bære gudinden Asterias gyldne rustning. Der er stadig bløde steder. Wonder Woman redder faktisk dagen ved at tale til det gode i Max Lord.
HELE korttricket lykkes især, fordi Gal Gadot har fysik og karisma til at spille Wonder Woman, og fordi Susan Jenkins går til stoffet og genren med lige dele kærlighed og distance. Så langt det bedste ved filmen er det nostalgisk-ironiske tidsbillede. Epilogen foregår ved juletid. En ældre kvinde redder et barn. Vi ser da, at Asteria har levet blandt mennesker ligesom Diana. Asteria bliver spillet af 69-årige Lynda Carter, som var Wonder Woman i tv-serien fra 1976-79.
Fans finder filmen rigeligt blød. Jeg håber nu, at der kommer en treer. Det er genrefilm i den helt store skala, og det er dejligt at slippe for selvfedmen, som præger de kosmiske kampe i Marvel-universet.***
*) Marston skrev Wonder Woman under navnet Charles Moulton. Han får som regel hele æren, men faktisk var flere kræfter i spil. Illustratoren Harry George Peter (1880-1958) og dennes hustru, Adonica Fulton, som rentegnede og farvelagde, formgav serien i begyndelsen. Joye Hummel (1924-2021) var Marstons assistent, men hun begyndte at skrive historierne i 1944, da han blev syg. Efter Marstons død i 1947 fortsatte Peter med at tegne figuren. Mange tegnere har arbejdet med Wonder Woman. En særstilling indtager Trina Robbins, som skabte The Legend of Wonder Woman i 1986. Gail Simone var hovedforfatter på serien fra 2007-2010. På forsiden af Wonder Woman #184 (2002) har Adam Hughes tegnet Phil Jimenez-inkarnationen af heltinden, der møder urversionen af sig selv som tegnet af H.G. Peter.
**) Professor Marston and the Wonder Women er skrevet og instrueret af Angela Robinson. Luke Evans, Rebecca Hall og Bella Heathcote spiller William Moulton Marston (1893-1947), Elizabeth Holloway (1893-1993) og Olive Byrne (1904-1990). William og Elizabeth kender begge den psykologistuderende Olive fra deres undervisning på Harvards Radcliffe College. William ansætter Olive som forskningsassistent. Det er hans løgnedetektor, som røber, at de alle tre elsker hinanden. Således opstår (eller bekræftes) det »polyamorøse« kærlighedsideal og det åbne tresidige forhold, som var radikalt og kontroversielt for tiden. Filmens sætstykke er bryllupsceremonien, hvor Olive bærer de lænker/armbånd, som Diana Prince siden bruger i serien. Begge kvinder er skeptiske, for at sige det mildt, da William fortæller om sin idé til Wonder Woman. De tre fik sammen en familie i fuld skala. Olive satte sin uddannelse på pause for at tage sig af Elizabeths og Williams søn. Hun fik selv to sønner med William. Elizabeth og Olive blev sammen efter Marstons død. Filmen fik ikke dansk premiere, men streames bl.a. på HBO Max.
***) Patty Jenkins har skrevet manuskriptet til Wonder Woman 3, som efter planen skal produceres i sommeren 2023. Både Gal Gadot og Lynda Carter medvirker. Endvidere er er et spinoff-projekt, en film eller serie om amazonerne på Themiscyra i tiden efter Dianas afrejse, under udvikling. Min kilde er IMDB og rygtebørsen på Wikipedia.
Wonder Woman 1984. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Dave Callahan, Geoff Johns, Patty Jenkins. Foto: Matthew Jensen. 151 min. USA 2020. Dansk premiere: 11.02.2021 [streaming + Drive-in Bio].
Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ The Stone Quarry/ SF Studios/ HBO Max/ Strongman/ Annapurna Pictures/ Comics.org
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 12.02.2021 [under anden COVID19-nedlukning]
WONDER Woman – som engang hed Mirakelkvinden på dansk – er en af de ældste superhelte. Hun blev født i hæftet All Star Comics i 1941, umiddelbart før USA gik ind i 2. verdenskrig. Det var da også nazister, som hun hjalp piloten Steve Trevor med at bekæmpe i de første historier.
De fleste latexklædte helte blev skabt af unge jødiske mænd. Wonder Woman kommer et andet sted fra. Psykologen William Moulton Marston (1893-1947) havde talt om tegneseriens potentiale i et interview, som forlæggeren Max Gaines havde læst. I de år var mediet opsat på at legitimere sig kulturelt, og Gaines bad Marston skabe en ny heltetype.
Marston levede i et menage à trois med Elizabeth Holloway Marston, som både var hans kollega og hustru, og veninden Olive Byrne. De gik alle tre ivrigt i seng med hinanden, og begge kvinder inspirerede amazoneprinsessen fra Thermyscira, der er »smuk som Afrodite, klog som Athena, hurtigere end Hermes og stærkere end Herkules«.
Wonder Woman blev med andre ord – ret enestående – skabt som en feministisk rollemodel. Marston så hende som »psykologisk propaganda for en ny slags kvinde, der efter min opfattelse burde herske over verden.« Han var rasende, da figuren senere blev optaget i Justice League of America – DC-superheltenes forbund – men fik status som alliancens sekretær.
HISTORIEN har været fortalt på mange måder i de forløbne 80 år. Patty Jenkins’ stort budgetterede film bruger mere eller mindre Marstons version. Visuelt er den især inspireret af den modernisering, som George Perez (1954-2022) foretog i forbindelse med relanceringen af figuren i 1987. Perez blev for Wonder Woman, hvad Frank Miller var for Batman.
Diana (Gal Gadot) vokser op på amazonernes ø som datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen), der har formet hende af en klump ler, som Zeus har pustet liv i. Hun bliver trænet af sin moster, general Antiope (Robin Wright), og er kampklar, da nutiden bryder igennem den tåge, som Zeus har lagt over paradisøen.
Året er 1918, da Steve Trevor (Chris Pine) nødlander i forklædning som tysk pilot, forfulgt af tyske flådesoldater. Der er en blodig kamp mellem soldater og amazoner. Så følger Diana med Trevor til London for at dræbe krigsguden Ares.
Her skal hun færdes i mændenes verden, som ikke er gearet til fysisk overlegne amazoner. Det kommer der en kulørt, let selvironisk og ganske god historie ud af. Filmen smager lidt af Indiana Jones. Skurken er en tysk sadist, der vil vende krigen med en særligt potent sennepsgas.
WONDER Woman har altid været en fest for fetischister, og hele udstyret – inklusive kugleafvisende armbånd og en gylden sandhedslasso – er dygtigt anvendt i filmen. Wonder Woman udgør fjerde del af det genstartede DC Universe og hører sammen med Man of Steel (2013), Batman vs. Superman: Dawn of Justice (2016), Suicide Squad (2016) og Justice League (2017).
I rammehistorien sidder Diana Prince – som halvgudinden hedder i menneskenes verden –på Louvre og skriver en mail til Bruce Wayne, der har fundet et foto fra fronten i Belgien 1918. Hun forklarer altså Batman, hvordan sagen hænger sammen. Der er al denne kærligt tegnede baggrund. Det er næsten synd, at filmen slutter med et konventionelt actionbrag.
ISRAELSKE Gal Gadot har både fysikken og udstrålingen til at spille Wonder Woman. Tilbage i 1970erne, da figuren blev et vartegn for amerikanske feminister (Gloria Steinem brugte hende som coverstar på magasinet Ms.) spillede Lynda Carter heltinden i tre sæsoner af en mere kælen tv-serie.*
Carter lignede også ret godt, men den nye film går til stålet. Der er gjort meget for at skabe en heltinde, som ikke støtter sig til mændene – tværtimod støtter de sig til hende – eller fungerer som dekorativ biperson.
Warner Bros. og DC Comics har fået kritiske tæv for de mørke superheltefilm, der står i kontrast til den lettere tone i Marvel-universet. Jeg kan nu godt lide den stringens, der er, og den mere klassiske tyngde.
*) Den ikoniske serie med Lynda Carter (f. 1951) har stadig en dedikeret fanbase. Pilotepisoden (1975) og første sæson (ABC 1976-77) bevarede forankringen i 1940erne. I anden (CBS 1977-78) og tredje (CBS 1978-79) sæson var titlen ændret til The New Adventures of Wonder Woman, og tiden blev skruet frem til 1970erne.
Charles Fox og Norman Gimbel skrev temasangen, der er lige så corny, som den er uopslidelig: »Wonder Woman, Wonder Woman/ All the world's waiting for you, and the power you possess/ In your satin tights, fighting for your rights/ and the old Red, White and Blue.// Wonder Woman, Wonder Woman/ Now the world's ready for you, and the wonders you can do.// Make a hawk a dove,/ Stop a war with love,/ Make a liar tell the truth.// Wonder Woman/ Get us out from under, Wonder Woman./ All our hopes are pinned on you/ and the magic that you do./ Stop a bullet cold,/ Make the Axis fold,/ Change their minds,/ and change the world.// Wonder Woman, Wonder Woman/ You're a wonder, Wonder Woman«.
Allerede i 1966 forsøgte William Dozier, producer af The Green Hornet og Batman-serien med Adam West og Burt Ward, at skabe interesse for et tilsvarende sitcom-take på Wonder Woman. Her spilles heltinden af to skuespillere. Diana Prince (Ellie Wood Walker) dagdrømmer, at hun er Wonder Woman (Linda Harrison). Ideen vandt ikke gehør. Kun udkastet til en pilotepisode blev filmet. Titlen er Wonder Woman: Who's Afraid of Diana Prince? Mere udfoldet er Wonder Woman (1974) med Cathy Lee Crosby og Wonder Woman (2011) med Adrianne Palicki. Begge var pilotepisoder til serier, som ikke blev videreført.
Wonder Woman. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Allen Heinberg. Foto: Matthew Jensen. 141 min. USA 2017. Dansk premiere: 01.06.2017.
Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ Cruel & Unusual Films/ Dune Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
FAMILIEN Murphy har det hele. Steven (Colin Farrell) er en stjerne på hospitalet, hvor han fungerer som hjertekirurg. Anna (Nicole Kidman) arbejder som øjenlæge. Parret tjener så mange penge, at der er råd til et lille palads. Sønnen Bob og datteren Kim er rene mønsterbørn.
Det er faktisk svært at sætte en finger på den idylliske ramme. Man kunne dog sige det samme om kernefamilien i Dogtooth (2009), Yorgos Lanthimos' græske gennembrudsfilm, hvor han og medforfatteren Efthymis Filippou udviklede den absurdistiske signaturstil, som de siden har videreført i engelsksprogede produktioner som The Lobster (2015).
Steven og Anna er gode forældre, som lever flade, næsten mekaniske liv i en hverdag, hvor folk fører endeløse samtaler om småting. Steven bliver præsenteret, mens han og en kollega diskuterer, om et armbåndsur skal fastgøres med rem eller kæde. Det giver Steven noget særligt, hvis Anna ligger stille og leverer »en fuld narkose«, når de elsker. Ellers er der få afvigelser fra den automatiske norm. Livet kører på velsmurte skinner.
Men hvad er det så med Martin (Barry Keogh), den jævne unge mand, som begynder at følge med Steven? Først mødes de på isolerede steder. Så dukker Martin op på hospitalet og bliver behandlet om en æresgæst. Drengen stiller banale spørgsmål. Manden svarer ham som en far. Kolleger i kredsen ser undrende til.
DER går lang tid med at at afkode relationen, både for Anna og tilskueren. Og lad være med at læse mere, hvis forholdets nærmere væsen – og filmens usikre fundament – skal være en komplet overraskelse.
Lad mig så røbe to ting for den læser, som fremturer. For det første er der en grund til, at filmens titel henviser til myten om Agamemnon, som måtte ofre datteren Iphigenia, da han dræbte en hellig hjort og påkaldte sig Artemis’ vrede. For det andet har Martin en klemme på Steven, som ingen bestikkelse er stor nok til at standse.
Da forbandelsen kastes og fordrer et liv, nægter lægerne naturligt nok at anerkende den sorte magi. Deres medicinske specialer, hjerte og øjne, er ikke valgt i flæng. For nu bliver det tung og håndgribelig alvor.
Lanthimos og Filippou står ikke tilbage for Euripides og Racine. Her er blødende øjne, konkret tortur og en regulært forfærdende scene, hvor alle i familien får sorte hætter på. Kirurgen skyder om sig i blinde, så skæbnen kan vælge, hvilken hjort der skal dø. Da det kommer så vidt, er de komiske takter fra begyndelsen glemt.
FILMEN er effektivt orkestreret. Den trykker på de samme knapper som Michael Hanekes Funny Games og Lars von Triers Antichrist, for nu blot at nævne nogle nyere eksempler på kunstfilm, der går gyserens vej. Cape Fear og The Shining kunne være andre forbilleder.
Der er den truede kernefamilie, som infiltreres af fremmede kræfter. Der er mørke hemmeligheder, som gradvis bløder igennem normaliteten. Især er der udsatte mennesker i et kosmos, som enten er indifferent eller aktivt ikke vil os det godt.
De græske filmskabere har i hvert fald en original signatur. The Lobster var en komisk dystopi med absurd accent. Her er grundtonen tragisk og ritualistisk. Det er både ægte horror og noget andet.
For publikum ligger fornøjelsen i akkumuleringen af atmosfære. Farrell og Kidman tager hele registret i brug. Stemningen piskes i vejret med hysterisk musik fra klassiske kilder som Schubert og György Ligeti, der også var Stanley Kubricks foretrukne utryghedsskaber.
Det er en mesterligt manipulerende film. Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvad jeg skal med historien. Det klassiske tema bliver ikke større af moderniseringen. Og især bliver det aldrig specielt relevant.
The Killing of a Sacred Deervar i konkurrence på Cannes Festivalen, hvor Lanthimos og Filippou modtog prisen for det bedste manuskript. Det er dybest set kunstfilm for kunstfilmens skyld. Interessant er forsøget dog hele vejen – fra diskussionen om rem eller kæde til skuddet, der fælder den hellige hjort.
The Killing of a Sacred Deer. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Foto: Thimios Bakatakis. 121 min. UK-Irland-Frankrig-USA 2017. Dansk premiere: 09.11.2017.
Fotos: Element Pictures/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
Slaget ved Thermopylæ ifølge Frank Miller Af BO GREEN JENSEN
»FREMMEDE, bring spartanerne bud om, at vi har
gjort, hvad vi bør, og ligger døde hér.« Slaget ved Thermopylæ blev udkæmpet i
september 480 f.Kr., da den persiske kong Xerxes førte sin mægtige hær mod de
græske bystater, som på daværende tidspunkt – og absolut kun af nød - var
allierede i et skrøbeligt peloponnesisk forbund. Under ledelse af kong Leonidas
holdt 300 spartanske hoplitter i tre dage stand mod en persisk hær på
ca. 200.000 soldater.
Herodot af
Halikarnassos, historieskrivningens fader, som skildrer slaget i syvende bog af
pionerværket Historia, mente ganske vist, at den persiske hær var på
mere end fem millioner mand, men moderne historikere regner med, at han løb sur
i de asiatiske tal. Ligeledes talte den græske koalitionshær mere end fem
tusind mand, men der var tale om et skrabsammen af thebanere, korintere,
mykenere m.m., som førte hver sin undtagelsespolitik. I slagets afgørende fase
synes der virkelig kun at have været Leonidas’ tapre 300 til at dæmme op for
den persiske flod.
BEDRIFTEN var mulig, fordi passet ved Thermopylæ (»de varme porte«) dengang kun var 15-20
meter bredt, en ufremkommelig sti mellem bjerget og havet. I dag er landskabet
forvandlet, men monumentet over spartanerne bærer stadig den indledningsvis citerede
gravskrift, som skyldes Simonides af Keos. Især amerikanske kilder holder af at
citere den mundrette engelske version, som begynder med ordene »Go tell the
Spartans«. På alle verdens militærakademier brænder en evig ild for
spartanerne.
Slaget bliver
i Zack Snyders effektfilm 300 en surrealistisk voldsom historie, som
åbenlyst hylder de spartanske soldaters »nødvendige« blodoffer. Forlægget er
Frank Millers grafiske fremstilling fra 1997, et hovedværk i nyere amerikansk
seriekunst. Prologen skildrer beundrende, hvordan drengebørn i Sparta blev
tugtet og hærdet fra tumlingestadiet, sat ud i sneen til ulve og vildsvin, som
de siden blev mænd ved at dræbe. Man kasserede straks det svageste afkom. Mænd
og kvinder levede netop spartansk i en kollektiv samfundsorden, som foregriber
flere moderne totalitærstater.
SPARTA var den komplementære modsætning til
demokratiet i Athen. Dét har altid været paradokset og attraktionen ved det
klassiske eksempel.*
Muligvis havde militærstaten ingen kunstnere og filosoffer,
men det var de hårde mænd fra Sparta, som gjorde det nødvendige og skred til
handling, når intellektuelle sofister ville diskutere problemerne bort. Mange
tvivlsomme sager er retfærdiggjort med henvisning til det spartanske ideal. Det
er potent propaganda for nationalister og ammunition for fanatiske kræfter. At
det fascistiske Sparta faldt fra hinanden, mens den demokratiske model havde
fremtiden for sig, bliver sjældent råbt fra talerstolen.
Millers
grafiske roman blev oprindelig udsendt i fem seriehæfter og senere samlet i
bogform. Den lækre sofabordsbog kom i Danmark på
feinschmeckerforlaget G. Floy Studio. I sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte Christopher Arzrouni værket en krydsning mellem »fejende flot
fascisme« og »herligt hellensk heltemod«. »Hvilken skamfuld nydelse,«
konkluderer den indsigtsfulde artikel.
EN sådan guilty
pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den
blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan
Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt
computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin
anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen
som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på
millioner af Reichsmark til
rådighed.«
Noget er
der nok om snakken, men filmen vil andet og mere. 300 er filmkunstens svar på arkitektonisk brutalisme. Især er
Snyder – som Frank Miller – opsat på at fjerne ethvert spor af gylden eventyraura.
Allerede Herodot benytter det heroiske nederlags retorik om spartanernes
indsats. Det er dét, som gør Thermopylæ til et stednavn på linje med Alamo og
Balaklava. Historien kan bruges af alle, som taber med ære og dør uden at
stille spørgsmål. Ted Post lavede i 1978 en film om de sidste franske tropper i
Indokina og de første amerikanske »rådgivere«. Titlen var netop Go Tell the Spartans.
FRANK Millers primære inspirationskilde er –
naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over
Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne
således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra
Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da
filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:
»Jeg var
på én gang rystet og inspireret af det, jeg havde set, for det gik pludselig op
for mig, at heltene ikke nødvendigvis er dem, der får medaljerne til sidst. De
virkelige helte er mennesker, der gør det, der er nødvendigt og det, der er det
rigtige at gøre, selv om de må betale den ultimative pris. Hele mit liv har jeg
villet fortælle den historie, for det er stadig den bedste, jeg nogensinde har
hørt. Så da jeg havde tilegnet mig tilstrækkelig erfaring som tegner, kastede
jeg mig ud i det.«
Der er
næppe tvivl om, at det i lige så høj grad var tegneserieudgaven af filmen, som
bjergtog den 8-årige knægt. Før VHS og dvd var det sådan, man lagrede filmiske
indtryk. Herhjemme udkom Løven fra Sparta som nr. 12 i serien
Filmklassikere, der var et af Illustrerede Klassikeres mange forsøg på at
forlænge succesen med de bearbejdede værker fra verdenslitteraturen. Løven
fra Sparta var en bevægende oplevelse, som drenge kunne gentage dagligt.
Der var ingen ende på offerviljen. Vi ville alle leve i Sparta.
FOR nylig
genfandt jeg tegneserien, der fyldte så meget for 55 år siden. Der er tale om
et tarveligt hæfte på 32 sider, et gennemført dusinprodukt, tegnet i 60ernes
kønsløse husstil, dårligt farvelagt og ubehjælpsomt tekstet. Formentlig var
kunstnerne italienske, det var stort set hele holdet bag den østrigsk fødte
Matés filmudgave, et ambitiøst eksempel på 60ernes glæde ved udstyrsstykker i
sværd-og-sandal genren, som var filmet i Cinemascope og befolket med tusind
statister. Richard Egan spillede Leonidas, og Diane Baker var hans dronning,
Gorgo, som hjemme i Sparta taler politikerne til rette, mens hoplitterne kæmper
mod Xerxes i passet.
Hos Snyder
ses Gerard Butler som Leonidas og Lena Headey som Gorgo. Hun lader sig
misbruge seksuelt for at få taletid i rådet. Han bruger hvert øjeblik til at
råbe fyndord om ære og svinge sine våben over perserne. Forræderen Efialtes
(Andrew Tiernan), som lukker fjenden ind ad en bagvej, da Leonidas har afvist
ham, er en forkrøblet vanskabning. Xerxes lover ham kvinder og respekt.
Efialtes ligner samtidig en af de dekadente eforer, præsterne som forsøger at
standse Leonidas. Der er for skams skyld også en snert af Gollum og Ringenes Herre på spil.
ALT er gjort med skuespillere, som agerer på
computerskabte baggrunde. Det er det for alvor radikale ved 300. Man har faktisk aldrig set noget
lignende. Snyders film overfører æstetikken fra Millers grafiske roman (som var
farvelagt af hans daværende hustru, Lynn Varley) til levende, stærkt
stiliserede billeder, der giver tilskueren indtryk af at befinde sig midt i en
altomsluttende simulation. Hvor Millers og Robert Rodriguez’ Sin City
(2005) dyrkede forlæggets sort-hvide askese, hælder Snyder masser af detaljer
på. Grækernes verden er badet i kobber. Det forrevne mørke bløder livagtigt.
Man er
derfor delt mellem principiel respekt, stedvis begejstring og en overordnet
betænkelighed ved filmens fascistiske formsprog. For det er klart, at 300 kan tages til indtægt for ekstreme
ideologiske positioner. Det var ingen ubetinget god nyhed, at den blev et tilløbsstykke i USA, Rusland, Korea og Indonesien. Efter 14 dage var der solgt
billetter for 240 mio. dollar. Det fortjente filmen ikke.
For Miller
er spartanerne ikke overmennesker – kødets skrøbelighed er en forudsætning for
den tragiske heroisme – men de er modeller for, hvad et menneske kan og bør kan
være. Som han sagde i Cannes i 2005, da jeg spurgte ham om volden i Sin City: »Jeg erkender, at jeg har en
tragisk opfattelse af historiens væsen og den menneskelige natur. Jeg er ikke
leveringsdygtig i utopier, for jeg tror ikke på dem, og jeg kan ikke bruge dem
til noget. For mig er en helt et menneske, der vil ofre alt for at gøre de
rigtige ting. Ikke en mand, der får en medalje til slut, eller en Harry Potter
som resten af klassen tiljubler.«
DEN androgyne kong Xerxes (Rodrigo Santoro) begærer Leonidas og sender elefanter og
næsehorn mod spartanerne. Kværnende masser af »udødelige« stormtropper presser
på, men hoplitterne hugger dem ned som de kommer. Man føjer stadig mere stof
til ligmuren, der er filmens makabre sætstykke.
Med
dybdepsykologisk filmkunst har 300 kun lidt at gøre. Man kan dog heller
ikke tale om genreforlængende spekulation. Som Millers serie er Snyders film
båret af en umiskendelig kunstnerisk vision. Den er skiftevis som en
gammeldags western, en syret rapport fra helvedes porte og et playstationspil,
der vil mobilisere. Man er uafbrudt fascineret og af og til godt underholdt.
FILMEN blev en stor succes, skønt den kritiske velvilje aftog. 300 fik i 2014 en fortsættelse, som egentlig er en prequel, der fortæller forhistorien, i form af 300: The Rise of Empire. Her taler Gorgo til sine tropper om Slaget ved Marathon (890 f.Kr.), hvor Xerxes' far døde. Krigen mod grækerne begyndte som et hævntogt. Det fører ti år senere til søslaget ved Salamis, som foregår samtidig med forsvaret af Thermopylæ. Især forholdet mellem Xerxes og hans admiral, Artemisia (Eva Green), er i fokus. I slutningen af det lange flashback, kommer Gorgo selv de græske skibe til undsætning med flere krigere. Filmen krediterer Frank Miller, men er skrevet af Zack Snyder og instrueret af Noam Murro. Lena Headey gentager rollen som Gorgo. Hun var i mellemtiden blevet et stort navn i kraft af sin rolle som Cersei Lannister i Game of Thrones (2011-2019). Hvis film som 300 gødede jorden for Game of Thrones, kan fortsættelsen omvendt siges at være præget af den fantastiske realisme (eller realistiske fantastik) i HBO-serien. Frank Millers egen udgave af Xerxes udkom først i 2018. Til gengæld er Xerxes: The House of the Fall of Darius and the Rise of Alexander en større historie, der fortsætter efter Xerxes' død i 465 f.Kr. og slutter ved Darius den Tredjes grav i 331 f.Kr., da perserhæren er endeligt besejret, og Alexander den Store indleder sit asiatiske felttogt.
I 2020 kan man se, hvor ny og tæt-på-primitiv CGI-teknikken var i 2007. Det er til gengæld næsten nostalgisk at sammenligne 300 med Oliver Stones Alexander fra 2004. Ikke alene er Colin Farrell fejlcastet som Alexander. Stone vælger også en klassisk episk stil, der vil være Spartacus eller Ben-Hur for sin tid, men ender med at have mere tilfælles med Løven fra Sparta, end 300 har med sit mentale forbillede, som må være Ridley Scotts Gladiator. Det er en kvalitet i både 300 og Xerxes, at kvinderne får lov at være stærke og grusomme semi-fascister på linje og højde med mændene. Til Frank Millers andre bedrifter hører hans opskrivning af Elektra-karakteren fra DareDevil-universet. Hun fik sin egen film med Jennifer Garner i 2005. Elektra Natchios er forløberen for Artemisia, Eva Greens karakter i 300: The Rise of an Empire.
SET fra 2020, var 300 et kulturelt øjeblik. Vi blev faktisk revet med i fem minutter. Miller er sin egen mand. Han har haft personlige og professionelle problemer i tiåret mellem Sin City-filmen og Xerxes. Bogen hører ikke til hans bedste værker. Det gør til gengæld Batman: The Dark Knight: Master Race (2017), hvor gammelmandsinkarnationen af Nattens Ridder er tilbage som fascistisk selvtægtsmand (med Carrie Kelley som Robin og Batwoman). Jeg kommer fra en tid, hvor man gik i biografen og så westerns og romantisk adventure til en dobbeltforestilling søndag eftermiddag. Lørdag aften handlede midnatsforestillingen typisk om horror, hemmelige agenter, 2. verdenskrig og hed erotik. Det var fantastiske tider, som forsvandt med VHS, kabel-tv, dvd og endelig streaming. Men de dér dobbeltforestillinger var vores serie-binging. 300 havde passet perfekt i genrelandskabet. Den var nok blevet vist efter midnat, men det var søndag eftermiddags drenge, der sneg sig ind for at aflure mændenes slag. Så Go tell the Spartans: Løverne lever. Antikkens soldater har gjort deres pligt.
*) Man kan fortolke meget forskelligt på Sparta. Nobelpristageren William Golding (1911-1993), som skrev andet og (meget) mere end Fluernes Herre, samlede i 1965 ti års essays og artikler op i en bog med titlen The Hot Gates. Her står en lovsang til spartanernes selvopofrende konge: "Neither you nor Leonidas nor anyone else could foresee that here thirty years' time was won for shining Athens and all Greece and all humanity (...) A little of Leonidas lies in the fact that I can go where I like and write what I like. He contributed to set us free." ("Hverken du eller Leonidas eller nogen anden kunne forudse, at der her blev vundet tredive år for strålende Athen og hele Grækenland og hele menneskeheden (...) Lidt af Leonidas lever videre i den kendsgerning, at jeg kan gå, hvor jeg vil, og skrive, hvad jeg har lyst til. Han bidrog til at sikre vores frihed.")Der er ingen, der kan vide ret meget om kong Leonidas' motiver. Der er intet, der tyder på, at de var særligt ædle. Men det er, som Golding skriver, en kendsgerning, at diktaturet i Sparta forsvarede demokratiet i Athen. Tilsyneladende uden at anfægte sine ordrer. Leonidas bliver i regelen fremstillet som kriger, en hoplit med sin hjelm og sit spyd. En romantisk og lidt vidtløftig undtagelse er franskmanden Jacques-Louis Davids portræt fra 1814. David er især kendt for heroiske fremstillinger af Napoleon Bonaparte og for sit portræt af den myrdede Jean-Paul Marat. Han malede mange motiver fra Antikken. Det er formentlig en pointe, at neoklassicisten skildrer det gamle og det nye på samme måde.
Frank Miller & Lynn Varley: 300. 117 s. Dark Horse Comics, 1999
Frank Miller & Alex Sinclair: Xerxes: The Fall of the House of Darius and the Rise of Alexander. 112 s. Dark Horse Comics, 2019 300. Forfatter og tegner: Frank Miller. Farvelægger: Lynn Varley. Oversat af Steffen P. Maarup. 90 s. Roskilde: G. Floy Productions, 2007 300. Instr.: Zack Snyder. Manus: Zack Snyder og Kurt Johnstad. Foto: Larry Fong. 117 min. USA 2007. Dansk premiere: 30.03.2007
300: The Rise of an Empire. Instr.: Noam Murro. Manus: Zack Snyder, Kurt Johnstad. Foto: Simon Duggan. USA 2014. Dansk premiere: 06.03.2014
Løven fra Sparta (The 300 Spartans). Instr: Rudolph Maté. Manus: George St. George, Ugo Liberatore, Remigio Del Grosso, Giovanni d'Eramo, Gian Paolo Callegari. Foto: Geoffrey Unsworth. 114 min. USA 1962.
Fotos: Warner Bros. Pictures/ Legendary Entertainment/ Virtual Studios/ Hollywood Gang Productions/ Atmosphere Entertainment/ Mel's Cite du Cinema/ Nimar Studios/ Dark Horse Comics/ G. Floy Productions/ Faber & Faber/ Wikimedia Commons
300 streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 05.10.2020
300: Rise of an Empire streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.09.2014
Kimen til artiklen var en anmeldelse af 300 i Weekendavisen Kultur 30.03.2007. Resten er skrevet i juli 2020.
PATTY Jenkins’ første film om Wonder Woman (2017) var en stor succes både kritisk og populært. Den fortalte tilblivelseshistorien fra Antikken og henlagde sin hovedfortælling til Europa under 1. verdenskrig. I rammen om det hele blev der knyttet an til en nutid. Entreprenøren Bruce Wayne (dvs. Batman i civil) kontaktede historikeren Diana Prince (dvs. heltinden til hverdag) og bad om forklaringen på et foto, der var taget ved fronten 100 år før.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
