Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008)

EN FORTÆLLING OM EN BY

Frank Miller møder Will Eisners The Spirit 

Af BO GREEN JENSEN

DET har aldrig været en hemmelighed, at tegneserieskaberen Frank Miller (f. 1957) talte kollegaen Will Eisner (1917-2005) blandt sine primære helte og inspirationskilder. I 1970erne, da Warren Publishing Company genudgav Eisners legendariske The Spirit-hæfter fra 1940erne og 1950erne, stod Miller forrest i køen i seriebutikken. Da han i 1980erne selv blev en stjerne i kraft af sin relancering af Marvel-helten DareDevil og DC Comics-ikonet Batman, undlod han aldrig at takke Eisner, skønt man sagtens kan læse den banebrydende miniserie The Dark Knight Returns (1985) uden at tænke på Eisner. Miller er garant for en slags hyperrealistisk ultravold. Eisner har derimod altid stået som mediets runde humanist par excellence.

   Med noir-krimiserien Sin City (1991-1999) skabte Miller fra bunden sin egen verden. Her er formen kogt ned til sit mest basale udtryk. Alt er sort og hvidt, kompakt form og skrøbelig stregtegning, vildt i sit væsen og tættere på kunstgrafik end på seriehæfter. Robert Rodriguez (El Mariachi, Desperado, Once Upon a Time in Mexico) var så stor en fan af serien, at han ansatte Miller som medinstruktør, da han i 2005 filmatiserede Sin City. Her blev en ny form skabt ved at blande computeranimation og spillefilm. Miller har kaldt formen »a comic book movie«. Den er sjældent subtil, men udtrykket rykker, og dét er dybest set, hvad Miller vil.

   Sin City var et stort tilløbsstykke. Det samme blev Zack Snyders endnu mere ekstreme filmatisering af 300 (2007), Millers krypto-fascistiske hyldest til kong Leonidas og de øvrige 299 spartanere, som i år 480 f.Kr. holdt stand mod persernes hær ved Thermopylæ. Med disse radikale hits i bagagen har Miller haft mulighed for at realisere to gamle drømme: for det første at skrive og instruere en film uden andres indblanding; for det andet at hylde sin læremester, Will Eisner, og digte videre på det moderne eventyr om The Spirit.

SPIRIT-skikkelsen blev skabt i 1940, da William Erwin Eisner var en ung mand på 23 år. Efter to år som partner i firmaet Eisner & Iger, hvor man ansatte tegnere som Jules Feiffer og Jack Kirby, den senere stjerne hos Marvel, og producerede færdigpakkede serier, der blev solgt til udgivere som Fiction House og Quality Comics, fik Eisner et enestående tilbud. Han havde så godt som frie hænder til at skabe et 16 siders indstik, faktisk et mini-magasin, der skulle følge med søndagsavisen Des Moines Register og syndikaliseres via bureauet Tribune.

   Den eneste betingelse var, at Eisner skabte en helt med en hemmelig identitet og gerne overnaturlige kræfter. Eisner ville hellere skrive og tegne en selvironisk detektivserie, som kombinerede de bedste træk fra Dick Tracy og Hollywoods film noir med en realistisk skildring af hverdagslivet i New York.* Han kunne dog se fornuften i kravet. To år efter lanceringen af Superman og ét efter succesen, som mødte Bob Kanes Batman, ville mediets læsere ikke høre om andet end gæster fra rummet med magiske kræfter og maskerede selvtægtsmænd, som tog hævn og beskyttede almuen mod overgreb fra nazister, korruption og kriminalitet.

EISNER havde selv haft skolekammeraten Bob Kane ansat på Eisner & Iger, hvor han også personligt sagde nej tak til to ideer, som Jerry Siegel og Joe Shuster kom forbi med. Den ene hed Spy. Den anden var ur-versionen af Superman.

   I Charles Brownsteins samtalebog Eisner/Miller (2005), hvor den gamle tegner kort før sin død taler disciplen Frank Miller gennem centrale aspekter ved sit liv, sin tid og sit fag, erkender han at have begået en brøler. Men Superman var en ufærdig idé, og Eisner & Iger solgte pakkede serier. Eisner ser i øvrigt både manden fra Krypton, Batman og The Spirit som udtryk for det samme behov:

   »Pointen er, at deres idé udsprang af en sublimeret jødisk tanke, som er universel snarere end udelukkende jødisk. Husk at på den tid løb nazisterne Europa over ende. Det så ud til at være en uimodståelig kraft, og hvad man har brug for, hvis man vil standse sådan en kraft, er en urokkelig genstand. Deres superhelt var sådan en genstand. De opfandt ikke ideen; Edgar Rice Burroughs gjorde det, Bibelens forfattere gjorde det...«

   »Ja, det går hele vejen tilbage,« indskyder Miller. »Længe før Batman, havde man Den Røde Pimpernel, man havde Zorro. Disse skikkelser har så mange forløbere, at ingen af dem er fuldkommen originale.«

   »Hvad jeg prøver på at sige er, at hele forestillingen om superhelte har cirkuleret fra tidernes morgen og bliver ved med at være i omløb. Derfor vil superhelten aldrig forsvinde,« slutter Eisner.**

HANS svar på Superman og Batman blev The Spirit. Denne var egentlig en ung betjent ved navn Denny Cole, som tilsyneladende mistede livet under jagten på kriminelle kræfter i Central City, da han blev oversprøjtet med kemikalier. Straks han var begravet, stod han op fra de døde på Wildwood Cemetery og kunne som manden med halvmasken være en blanding af hemmeligt våben og fri detektiv.

   The Spirit samarbejder med sin gamle chef, kommissær Dolan, og nærer blandt seriens mange herlige kvinder en særlig varm følelse for dennes datter, Ellen Dolan, der begynder som retsmediciner og ender som Central Citys borgmester.

   Spirit ligner Zorro og The Shadow, men skylder bestemt også Batman en del. Under alle omstændigheder var serien for Eisner et påskud for at skabe en fortælling om en by. Spirit fik en anstrengt morsom sort assistent, Ebony White, der blev opfattet som racistisk og med tiden erstattet af tre gadedrenge. I seriemagasinet var der altid en bærende Spirit-historie på syv-otte sider og nogle kortere vignetter fra udkanten af universet.

   I sine velmagtsdage fulgte The Spirit Section med 20 søndagsaviser og nåede fem millioner læsere. Serien løb i 12 år og overlevede også de tre, som Eisner tilbragte i hæren. Især efter krigen blev den en hjertesag for Eisner. Han gjorde her, hvad han kunne for at skabe en lødig og dog levende serie, som kunne legitimere mediet i en tid, hvor det i stigende grad blev lagt for had. Læs i øvrigt Spirit-historien »The Deadly Comic Book« (1949), som er en fin satire over dæmoniseringen af tegneseriemediet, der i 50erne også fik medløb herhjemme.

MILLERS film er en visuel tour de force, som på frodig vis eksperimenterer med mediets formsprog. Samtidig er det dog påfaldende, hvor lidt af sjælen fra Eisners serie, der er overført til filmudgaven. Eisners univers er karakteriseret ved et selvironisk lune og et anekdotisk overskud, som kommer til udtryk i et mylder af sidehistorier. Dybest set ville Eisner fortælle om byen, som Spirit på én gang beskyttede og personificerede. I flere af de originale historier træder helten tilbage, og scenen overlades til bipersoner, som kunne være hverdagsmennesker i en novelle af O.Henry eller Isaac Bashevis Singer.

   Også Millers Spirit elsker sin natby, men hans metropol har mere tilfælles med den sort-hvide storby i Sin City. Nogle af Eisners bedste historier ser ind gennem husenes vinduer og fortæller kærligt-ironisk om livet som leves. »Pas dig selv« (1949) følger mælkemanden Jenkins, der i første ramme skræver over den livløse Spirit og tænker, at han nok er en hjemløs fulderik. Men synet bliver ved med at plage Jenkins, og til slut må han ned på gaden og se, hvad det var.

I DEN svært raffinerede »To skæbner« (1948) sidestilles parallelle levnedsløb i næsten identiske striber, der konvergerer på strategiske steder. En ægtemand flygter fra sin dominerende kone, mens en fange bryder ud af sin celle. De to mænd er dobbeltgængere. De mødes da og bytter liv. Forbryderen ender i et fængsel, som er værre end det første, mens den kuede mand omsider er lykkelig i sin celle. Alt er fortalt på syv sider, uden at helten optræder overhovedet. Vignettens eneste forbindelse til Spirit-universet er den unge ordensbetjent Sam Klink, som på ironisk vis indfanger den fortabte ægtemand.

   Spirit-historierne er fulde af den slags narrative svinkeærinder. Af samme grund har man som serielæser aldrig opfattet Spirit som hverken detektiv eller superhelt. Eisner fortæller om byen og befolker et helt univers. Miller tager hovedpersonen, repeterer fortællingen om hans tilblivelse og kører herefter sit eget løb, der handler mere om visuel stil end levende liv. Der er kun ringe varme og slet ingen dufte hos Milller. Humoren kommer et andet sted fra. Det er ikke en film om The Spirit, man ser, men Frank Millers version af Will Eisners figur.

DER er dog væsentlige kompensationer. Fem af Spirits mange kvinder er plukket ud og klædt på, helt i seriens ånd, som karikerede forførersker. Miller har ikke forsøgt sig med P’Gell (»I am P’Gel... And this is not a story for little boys!«), supervampen med syv ægtemænd, men Sand Saref, Denny Colts barndomskæreste, som vokser op og bliver tyv og freelancespion, fremstilles kreativt af Eva Mendes, mens atomfysikeren Silken Floss, som bistår arvefjenden Octopus, er yppigt og ypperligt kropsliggjort af Scarlett Johansson.

   Som den hengivne Ellen Dolan, kommissær Dolans datter, der altid lapper Spirit sammen efter hans kvæstelser, ses Sarah Paulson, som var så fremragende i Aaron Sorkins desværre kortlivede tv-serie Studio 60 on the Sunset Strip. Spanske Paz Vega medvirker i en enkelt, mindeværdig scene som danserinden Plaster of Paris, mens Jaime King som Lorelei Rox beviser, at døden må være en meget smuk kvinde.

   Der er desværre ingen spor af favoritter som Castanet, Saree, Dulcet Tone, Nylon Rose, Sparrow Fallon, Autumn Mews og Flaxen Weaver. Når det gælder kvindenavne, var Eisner endnu mere kreativ end Ian Fleming.

MAN må medgive Millers film, at den ikke spiller sikkert og prøver at ligne alle de øvrige superheltefilm, som seriefremstilles i Hollywood. Den ligner Sin City og 300, og som alle Millers kreationer er den besat af at bryde de gængse formater, for enhver pris og med alle midler. Med sin stærkt stiliserede hybridform er den hverken live action eller animation, men en sammensmeltning af begge dele. Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, at den er skabt i et studie ved hjælp af computer generated images (CGI) og at alt skuespil finder sted foran en grøn skærm. Helhedsindtrykket er meget syntetisk og fungerer afgjort bedst i de stiliserede sekvenser, hvor The Spirit jager alene, mens hans stemme taler fortroligt på lydsiden.

DERIMOD er det en fuldkommen misforståelse at at give ærkefjenden Octopus et ansigt. I serien så man kun et par behandskede hænder. Oven i købet tilhører ansigtet Samuel L. Jackson, der spiller rollen vildt karikeret og ret rædselsfuldt. I en campet torturscene er han og Scarlett Johansson klædt ud som teaternazister, der ligner flygtninge fra The Producers. 

   Et fantastisk voldsomt og langtrukkent slagsmål, som velsagtens skal demonstrere, at helten og skurken er skæbnetvillinger, der ikke kan slå hinanden ihjel, fordi begge allerede er døde, er tæt ved at sætte filmen i stå. Det er dog ikke u-Eisner’sk. Eisner skabte kun få Spirit-historier efter 1952, men han tegnede mange nye forsider, da serien blev genoptrykt i 1980erne. Her er Spirit ofte en kvæstet, næsten formløs ting, der rejser sig for at begynde igen.

   Det er en god gimmick, da man første gang ser den skaldede, lallende Louis Lombardi dubleret i rollen som alle de undværlige kloner, Octopus og Silken Floos fremelsker i deres laboratorium og sender i marken som håndlangere. De er alle ens at se på, men hver har et navn trykt på den sorte t-shirt. De første kloner hedder Etos, Logos og Patos. Senere udgaver bærer navne som Eros og Thanatos. Morsomheden er dog for længst blevet træt, da Miller i bunken med »osser« når ned til treenigheder som Laos, Sucros og Glucos.

   

ANDET i filmen er stærkt konciperet. Der er således stil over titelfiguren, som Gabriel Macht lægger stemme og krop til. Miller har beholdt uniformen – handskerne, hatten, habitten, frakken og selvsagt halvmasken – som nu er helt sort-i-sort. Så meget mere dramatisk virker det blodrøde slips, der i hver natscene trækkes frem som den eneste kontrastskabende farve.

   Lidt af seriens humor og menneskelighed hænger trods alt ved i de alt for få scener, hvor The Spirit interagerer med Dolan og datteren Ellen. Et flashback til den svundne barndom, hvor Sand Saref og Denny Colt var kærester, er decideret Eisner’sk i tonen. En ordveksling mellem Sand Saref og Silken Floss har rester af den sofistikerede, erotiske selvironi, som alle dage gjorde The Spirit til en serie for voksne med hang til romantisk film noir.

FRANK Millers The Spirit er ingen katastrofe, men den vil skuffe Eisners kernelæsere, og som film er den mest et eksotisk kuriosum. Der findes en ældre tv-film med Sam Jones, Michael Schultz’ The Spirit (1987). Den var bare banalt ordinær, og så er Millers vilde udgave af Eisners milde vigilante trods alt at foretrække. Måske fandt Miller hjem i Sin City, men hans særlige tilgang til Eisner var tydeligst i måden, som hans relancering af Batman, The Dark Knight Returns, formåede at inddrage storbyens liv på.

   Eisners pionerserie peger frem mod de senere grafiske romaner om jødisk opvækst og hverdag, som fra A Contract with God and Other Tenement Stories (1978), A Life Force (1988) og Dropsie Avenue (1996) til sene formidlingsprojketer som Fagin the Jew (2003) og den posthumt udgivne The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2006) realiserede hans ambitioner og høje håb for tegneserien som kunst.

EISNER var den første, som brugte betegnelsen graphic novel, ligesom han med lærebøgerne Comics and Sequential Art (1985) og Graphic Storytelling and Visual Narrative (1996) skrev to af branchens faglige bibeler. I 1970erne blev The Spirit et inspirationssted for de serieskabere, som i dag selv er legendariske navne: Alan Moore, Neil Gaiman og Dave Gibbons. Forlaget Kitchen Sink Press, som forestod et af de samlede genoptryk, overtalte i 1997 Eisner til at lade sine celebre fans samarbejde om en ny Spirit-serie. Resultatet savnede dog mesterens glød, og lige sådan er det med Millers film.

   Den allersidste Spirit-historie, »The Escapist and The Spirit«, skrev og håndtegnede Eisner i 2005 til nummer 6 af Michael Chabon Presents: The Amazing Adventures of the Escapist, dvs. den anbefalelsesværdige antologiserie, som på metavis er skabt over figuren, som serieskaberne Sammy Clay og Joe Kavalier arbejder med i romanen The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

   Filmudgaven af The Spirit er mere eleven Frank Millers version af Will Eisner, end noget der kommer fra mesteren selv. I 2020 ligner den på ingen måde et overset mesterværk, der skal genopdages. Snarere en slags brutalistisk bugtalerkunst, som er det modsatte af kærlig og kongenial. Alligevel ser man den igen med sympati og interesse.***

   For i 00erne var der stadig tegneseriefilm, som turde satse, følge ekstreme visioner og tage livtag med stoffet. Der var en diversitet i feltet på samme måde, som der er i den favnende kunstart. I 10erne blev husstilen fra Marvel Cinematic Universe så dominerende og lukrativ, at andre mulige måder forsvandt. Marvels superheltefilm erobrede verden. Men de ødelagde genren ved kun at kopiere og variere aftrykket af den første succes.

Se også Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Joe Kelly | Anders Walther: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012); Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Eisner havde arbejdet på en serie om en detektiv, John Law fra kriminalpolitiet i Crossroads City, der holder sig fri af bestikkelse og korrigerer moralske regnskaber efter fyraften. Han ryger pibe og har klap for det ene øje. Da The Spirit slog an, tog Eisner de bedste ideer fra John Law og brugte dem i The Spirit Section. Den ikoniske forside fra »Bring in Sand Saref« (1950) begyndte sit liv som splash page til historien »Meet John Law« to år før. Serien kom aldrig i produktion. I 1983 blev de samlede John Law-historier farvelagt og udgivet som en prequel til The Spirit, der udkom på Eclipse Comics. I 2004 blev de genudgivet sammen med nye historier i ånden fra Eisner, skrevet og tegnet af Gary Chaloner. Will Eisner's John Law: Dead Man Walking udkom på IDW.   

**) Eisner/Miller. A One-on-One Interview Conducted by Charles Brownstein. 352 s. Dark Horse Comics, 2005. Det kan undre, at tonen i Millers film ligger så langt fra lyden hos Eisner. De taler godt sammen i Brownsteins bog, som behandler begges arbejde og vægter det ligeværdigt, mens 60 års amerikansk tegneseriehistorie bliver fortalt og belyst gennem velvalgte illustrationer. Det fremgår, at Eisner var en mand, som fulgte aktivt og levende med til det sidste. Miller er på sin side ikke ude af stand til at sætte sig i andres situation, og skønt filtrene er så forskellige, deler begge mænd en kærlighed til byen som levende organisme. Det bliver klart, at Sin City og Central City er to billeder af den samme storby. Eisner er i storform. Brownsteins bog er på mange måder den bedste introduktion til hans praksis, kun overgået af det definitive portræt, som Paul Levitz leverer i Will Eisner: Champion of the Graphic Novel fra 2015.     

***) Millers film blev dårligt anmeldt og fik ikke samme succes som Sin City, selv om den gik nogenlunde. Den er ikke gået over i historien som en af de store fadæser. Den er bare blevet glemt. I forbindelse med premieren skrev Mark Cotta Vaz The Spirit: The Movie Visual Companion (Titan Books, 2008), som er meget smukt produceret og indeholder et væld af kuriosa og arbejdspapirer. Miller har skrevet et forord. Man bliver ikke gladere for filmen, men man får større respekt for bestræbelsen. I 2014 var Miller medinstruktør på Sin City: A Dame to Kill For, som han og Robert Rodriguez signerede sammen. Han har ellers ikke sat skibe i søen. Miller fik travlt med at rette op på sit liv, der var blevet en film noir i sig selv. 

The Spirit. Instr. og manus: Frank Miller. Foto: Bill Pope. 103 min. USA 2008. Dansk premiere: 02.01.2009

Selve filmanmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2008. Stoffet om Eisner og Miller er skrevet til i maj 2020.