Translate

lørdag den 18. juli 2020

I mytens lys: Judy Garland 1922-1969


HVOR REGNBUEN ENDER
Judy Garland genopstår i britisk biopic

Af BO GREEN JENSEN

JUDY Garland levede hele sit liv på en scene. Hun voksede op i fuld offentlighed og blev tidligt afhængig af bifaldet. Uanset hvad tiden slog i stykker, kunne hun ikke give slip på sit publikum. Af samme grund fik hun hengivne fans, hvor andre kunstnere bare har tilskuere.
   Frances Gumm var kun to år, da hun gik på scenen – i forældrenes biograf  og sang »Jingle Bells« med sine søstre. Hun var 13, da hun skrev kontrakt med MGM. Efternavnet blev ændret – ikke på studiets, men på manageren George Jessels foranledning. Jessell fandt, at søstrene Gumm var smukke som »a garland of flowers«. Fornavnet fandt hun selv i sangen »Judy« (1934) af Hoagy Carmichael og Sammy Lerner.





GARLAND var 15, da hun sang »You Made Me Love You« til Clark Gables foto i Broadway Melody of 1938. Scenen gjorde så stort indtryk, at hun blev castet som naboens datter i den første af talrige »baghavemusicals«, hvor hun dannede par med Mickey Rooney. Imens fulgte heldet med vinden i Kansas. Judy var netop fyldt 16, da hun spillede Dorothy Gale i den syvende filmudgave af L. Frank Baums første Oz-bog.
   Troldmanden fra Oz (1939) beseglede hendes skæbne. Garland fik lov at være lysende ung i Vincente Minnellis Mød mig i St. Louis (1941). Ellers foretrak MGM at bruge hende som en ordinær kontrast til Lana Turner. Judy var taknemlig. Hun giftede sig med Minnelli og var en fejlfri stjerne årtiet igennem.
   I Summer Stock fra 1950 har hun hatten på skrå og synger tårerne væk i »Get Happy«. Det er en af de sange, som er klogere end sit kulturelle øjeblik. Dem sang Garland mange af. Eller hun fik banaliteter til at lyde som perler af dyrekøbt visdom. Summer Stock blev hendes sidste film for MGM. Studiet kasserede hende efter brug, kan man sige.


   
DER var flere gode roller – frem for alt den store som Esther Blodgett/ Vicky Lester i meta-musicalen En stjerne fødes (1954) og en sjælden sangfri indsats i Dommen i Nürnberg (1961). Hendes sidste film blev I Could Go on Singing (1963), hvor hun atter næsten spiller sig selv som sangerinden Jenny Bowman, der forelsker sig i Dirk Bogarde.
   Alligevel var det på scenen, som dronningen af det evige comeback, hun levede stærkest de sidste årtier. Hun tog piller for at sove, for at synge og smile, for ikke at ryste. Hun var skind og ben, et nervebundt. Den sidste koncert fandt sted i Falconer Salen på Frederiksberg den 25. marts 1969. Hun døde den 22. juni og blev kun 47 år.




DET er den desorienterede Garland, der har nået stedet, hvor regnbuen ender, som vi møder i Rupert Goolds biografiske forestilling om Judy.
   I 1968 lå Garlands liv i ruiner. Hun blev skilt fra Sidney Luft og flakkede rundt med børnene Lorna og Joey. Til en fest hos deres halvsøster, Liza, mødte Judy sin ægtemand nr. fem, Mickey Deans. Han bliver i Goolds film spillet af Finn Wittrock og er endnu en mand, som tror, han kan rejse legenden. Rufus Sewell spiller Sid Luft, som ser til og ved bedre.
   Renée Zellweger spiller Garland med tæret fysik og den døende stjernes manierismer. Hun synger også en snes af de store fakkelsange: »By Myself«, »Get Happy«, »The Trolley Song«, »For Once in My Life« og naturligvis Harburg og Arlens uopslidelige »Over the Rainbow«, som forelå i 1003 coverversioner, sidst der blev talt efter. Zellwegers sidste replik er en forklaring på sangen. Den er ærligt talt ikke nødvendig: »If happy little bluebirds fly beyond the rainbow/ Why, oh, why can’t I?«
     Filmen følger Garland på hendes sidste britiske turné. Manageren Bernard Delfont (Michael Gambon) har booket legenden til en serie udsolgte koncerter i sin natklub The Talk of the Town. Her er hun skiftevis magisk og håbløs, som regel beruset, men ude af stand til at være ligeglad hele tiden.
   Mens det nye forhold til Mickey er godt, leger han med tanken om at sætte Judy på scenen sammen med The Rolling Stones. Ideen er slet ikke dårlig. Garland havde en rockstjernes psyke. Det var alt eller intet hver eneste aften.


JUDY er baseret på et skuespil af Peter Quilter, som hedder The End of the Rainbow. På teatret har der sikkert været koncert i den ene side af scenen og flashbacks til begyndelsen i den anden. Man tænker sig, at lyset blev tændt og slukket efter behov, når der skulle klippes i tiden.
   Filmen gør det rent i flashbacks, som efterhånden bliver mekaniske. De fokuserer på den første tid og Andy Hardy-filmene med Mickey Rooney. Parret bliver sendt på date for pressens skyld, og studiet holder Garland på en streng diæt af amfetamin og barbiturater.
   Første scene er hjerte- og gerningsstedet i ét: den unge Judy (Darci Shaw) står på settet til Troldmanden fra Oz sammen med Louis B. Mayer (Richard Cordery), som nedgør og kontrollerer hende filmen igennem. Mayer skrev en del af de ting, som han hér får lagt i munden. Han bliver dæmoniseret, mens Judy bliver kanoniseret. Der er ingen grå toner. Goold går rent efter mytens lys, som virker bedre på teater end på film.
   Garland har altid været dyrket særlig ivrigt i LGBT-kulturen. Rufus Wainwright (som synger »Have Yourself a Merry Little Christmas« på lydsporet til Judy) tog konsekvensen, da han lavede en coverversion af Judy at Carnegie Hall (1962) og kopierede albummet tone for tone.
   I filmen er der et atypisk afsnit, hvor den ensomme Judy går med to fans hjem til deres lejlighed og viser sin søsterligt trøstende side. De kommer og hører hende hver aften. De vil have pengene igen, da Delfont sætter Lonnie Donegan på. Det er faktisk et stilbrud, men episoden emmer af varme og menneskelighed.



DET er ikke en Hollywood-produktion, filmen er britisk til benet. Man har opdyrket en regulær minigenre: Verdensstjerner, som kommer på besøg, da det lakker mod enden, og viser mennesket bag myten. Det begyndte med Michelle Williams som Marilyn Monroe i My Week with Marilyn (2011). Filmstjerner dør ikke i Liverpool (2017), med Annette Bening som Gloria Grahame, blev i Danmark lagt direkte på Filmstriben. Det var for resten den samme impressario, Bernard Delfont, som sendte Stan og Ollie på skumringstur gennem 50rnes England i Gøg & Gokke (2018).
   Judy har ikke helt samme fylde, men Zellweger er eminent. Mange har spillet Garland på film, blandt andre Andrea McArdle (1978), Tammy Blanchard (2001) og Elizabeth Karsell (2001), men det er Judy Davis’ fremstilling i Life With Judy Garland: Me & My Shadows (2001) – og Betty Glosteds danske sceneudgave – som Renée Zellweger skal overtrumfe.
   Det gør hun med nerve, sødme og glans. På indholdssiden er der tale om en Garland for begyndere. Man savner at høre om alle de ting, som skete i 40rne og 50rne. Omvendt bliver kronologien håndterlig, og legenden får lov at stå, som den fortjener.



Judy. Instr.: Rupert Goold. Manus: Tom Edge. Foto: Ole Bratt Birkeland. 118 min. UK 2019. Dansk premiere: 24.10.2019


Fotos: Scanbox Entertainment/  Warner Archive/  Cinematerial 
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 25.10.2019

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar