Official Competition | Competencia oficial (2021)

EJ BLOT TIL LYST

En alvorlig komedie om skuespilkunst

Af BO GREEN JENSEN

INTET kan som forfængelighed vise, hvor små og ens vi er alle sammen. Derfor er filmkunsten fuld af vanitasbilleder, skønt selvkritik ikke ligger til faget. Kulturbranchen bugner af vittig satire. For vi kan altid sagtens se og enes om, hvor opblæste de andre er.

   Finansmanden Humberto Suáres (José Luis Gomez) fylder 80 år og vil efterlade et betydningsfuldt mindesmærke. Det skal ikke være snoren til endnu en dødssyg motorvejsbro, han klipper over ved indvielsen. Hans assistent foreslår, lidt distræt, at bygge noget kulturelt, måske et operahus?

   Dét gør blot Humberto vred. Ingen har brugt det prægtige auditorium, som han fik opført for en formue (der kunne trækkes fra i skat). Han får selv ideen til at lave en film. »En film?« siger assistenten forvirret. Han kan ikke se det for sig. Men Suárez vil hverken optræde eller instruere. Han vil producere det ypperste værk med de bedste råvarer.

HAN savner muligvis både finesse og smag, men penge har fyrsten rigeligt af. Så i næste billede bejler han til Lola Cuevas (Penélope Cruz), der er øjeblikkets feterede instruktør i den iberisk-latinamerikanske filmverden. Hun fik internationale priser for både Tomrummet (2011) og Dis (2015). Mæcenen har ikke set disse film. Han har heller ikke læst den bog, Rivalerne, som Lola skal filmatisere. Men han har købt rettighederne for et astronomisk beløb.

   Lola siger ja for pengenes skyld, men hendes ambitioner er oprigtige. Official Competition er skabt af et argentinsk powerteam: Mariano Cohn og Gastón Duprat har instrueret og skrevet manuskriptet sammen med Andrés Duprat, Gastóns storebror, som til hverdag er direktør på Museo Nacíonal de Bellas Artes i Buenos Aires, den argentinske udgave af SMK. Trioen markerede sig på Venedig Festivalen i 2016, hvor El ciudadano ilustre/ The Distinguished Citizen så på verdenslitteraturen med samme syrligt satiriske blik.* 

   Official Competition har gjort stor lykke på festivaler og bliver præsenteret som en farce, man morer sig vildt og sanseløst over. Men det er nu ikke en finkulturens La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter), som Cohn og Duprat-brødrene præsenterer. For det første har filmen en kerne af alvor. For det andet knækker den over på midten og har en mørk, nøje afvejet slutakt, der sætter ny rekord i komisk kynisme.

   

INSTRUKTØREN får fri rådighed over Suaréz Auditoriet, en futuristisk åbenbaring, der rejser sig stejlt i det frodige landskab. Metafilmen er optaget i universitetskomplekset ved San Lorenzo de El Escorial ved Madrid. Competencia oficial blev til under COVID-19-pandemien og bruger de favnende tomrum med flair. 

   Lola Cuevas – som kunne være en karikatur af virkelighedens Lucrecia Martel (La niña santa/The Holy Girl, La mujer sin cabeza/The Headless Woman, Zama), der er kendt for sine høje idealer og strenge faglige tilgang – kontakter to af tidens mest respekterede skuespillere. Félix Rivero (Antonio Banderas) og Ivan Torres (Oscar Martínez) kan heller ikke sige nej til Suaréz-guldet. Så kan geniet købes for penge? Lad os undersøge sagen, siger filmen.

   Svaret er ikke så klart, som man venter, men Lola ved præcis, hvad hun gør. De to mænd er diametrale og dog komplementære modsætninger. Hun vil nære filmen ved deres gensidige foragt og caste dem som brødre, der både hader og er afhængige af hinanden. De er jo hinandens spejlbilleder, udgaver af den samme person.

FILMEN har sit komiske hjerte i det ni uger lange prøveforløb. De tre er alle faser igennem. Magtbalancen skifter i en sindrig symmetri. Det er Lolas plan at de- og rekonstruere talentet, men jægeren bliver selv offer for jagten.

   Félix Rivero er Hollywood-stjernen, der går mest op i sin Instagram-profil. Han laver videoer om den udrydningstruede lyserøde flodhest og kan græde på kommando. Ivan Torres kommer fra klassisk teater og har absolut intet til overs for filmindustrien. Han øver sig på talen, han vil holde, når han afviser sin Oscar.

   Prøvetiden er en svir. Da begge krukker skal føle sig presset, får Lola dem til at øve under en fem tons tung granitblok, som hænger fra en spinkel kran. Det gør underværker for indlevelsen. Og mændenes vrede er stor og spontan, da de forstår, at stenen er en attrap. Men Félix kan anerkende humoren og bruge situationen på SoMe. Ivan er altid stiv ind til benet.

DER er mange flere krøller i forløbet. Endelig foreligger en film, som deltager i den officielle konkurrence på KZFF-festivalen, der naturligvis er fiktiv, skønt den ligner noget ægte, som alle filmens øvrige navne, titler og forhold. 

   Premieren bliver ikke, som nogen af de fire havde tænkt. Hykleriet når svimlende højder i en tale med ordene »Mester, ven, bror«, men alle – også autricen, som ellers var kunstnerisk kompromisløs – gør gode miner til spillet. Det handler trods alt om forfængelighed. Og lidt om processer, man ikke kan standse.

   Banderas og Martínez er perfekte til deres roller, begge lidt brugte i deres fysik og sårbare under manéren. Men det er Cruz, som virkelig gnistrer og funkler. Det lykkes for dem alle tre at finde et menneske i karikaturen. Muligvis stikker værket ikke så dybt, men bagatellen er smukt kalibreret.

PS: Cohn og Duprat er aktuelle med miniserien Nada (144 min; 5 eps), som streames på Disney+ i Latinamerika, USA, Canada, Australien, UK og Spanien. En gnaven gammel madanmelder (Luis Brandoni) skal vænne sig til en ung husbestyrer (Belén Chavanne) fra Paraguay. Nada blev vist på San Sebastián International Film Festival i oktober 2023. Cohn og Duprat skildrer Buenos Aires, cirka som Paolo Sorrentino skildrede Rom i La Grande Bellezza (2013, da. Den store skønhed). Hovedattraktionen er Robert De Niro, der spiller madanmelderens ven og fungerer som seriefilmens fortæller.

*) Lido di Venezia 04.09.2016: »Alle elementer – lige bortset fra billedmagien, som de store film har spandevis af – er til stede i El ciudadano ilustre (»The Distinguished Citizen«). En argentinsk forfatter, Daniel Mantovani (Oscar Martínez), har boet i Europa i 40 år og været professionel dissident, siden han modtog Nobelprisen for en af sine bøger om landsbyen Salas, hvor han voksede op. Efterhånden siger Daniel nej til alle officielle engagementer, men han tager hjem til Argentina og Salas, da byens borgmester tilbyder ham prisen som æresborger.

   Besøget begynder høfligt, men udarter både med hensyn til satire, situationskomik og dødelig alvor, efterhånden som Daniel og byens spidser erfarer, at de ikke har noget til fælles.  Filmen – der er skabt af makkerparret Gaston Duprat (f. 1975) og Mariano Cohn (f. 1969) – handler om noget så corny og quaint som politisk og kunstnerisk integritet. Der er endda en Homo Faber-agtig episode omkring en gammel kærestes datter. Det udvikler sig til en bizar jagthistorie.«

   Oscar Martínez modtog mændenes Copa Volpi for sin rolle som Daniel Mantovani (der sagtens kunne være forfatter til bogen, som bliver filmatiseret i Competencia ofícial). El ciudadano ilustre var efterfølgende det officielle argentinske Oscar-bidrag. Andrés Duprat skrev en romanudgave under pseudonymet Daniel Mantovani. Her fortæller DM historien i første person og en pastiche på høj nobelpristagerstil. 

Official Competition (Competencia oficial). Instr.: Mariano Cohn, Gastón Duprat. Manus: Mariano Cohn, Andrés & Gastón Duprat. Foto: Arnau Valls Colomer. 115 min. Argentina-Spanien 2021. Dansk premiere: 01.09.2022.

Fotos: The MediaPro Studio/ Instituto de la Cinematografía y de las Artes Audiovisuales (ICAA)/ Orange/ Radio Televisión Española (RTVE)/ Televisió de Catalunya (TV3)/ Protagonist Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC [YouTubeTrailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY.

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 01.09.2022, trykt i WA Kultur 02.09.2022

Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015)

BLODETS TRONE

Moderne Macbeth med empatisk forklaring

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Macbeth – »the Scottish play« – er en af de vildeste tragedier i digterens lange værkliste. Den er også en af de sidste, skrevet efter Kong Lear og i desillusion kun overgået af Coriolanus.

   De mørke stykker siger mere til dagens filmskabere end komedierne og romancerne, som blev endevendt for 20 år siden, da John Madden og Tom Stoppards Shakespeare in Love havde givet verden et lettere syn på den elizabethanske faderfigur. For intrigerne ligner tv-nyheder.

   Ralph Fiennes instruerede Coriolanus med sig selv i titelrollen i 2011. Den film kom aldrig i dansk distribution. Når det lykkes for Justin Kurzels Macbeth, skyldes det uden tvivl stjernernes navne. Filmen har dog mange kvaliteter.

   Kurzel foretager en bogstavelig læsning af tragedien om generalen og hans hustru, som bliver ødelagt af deres magtbegær og drevet til sindets yderste grænse. Hun falder ud over kanten. Han kan stadig se ironien, da heksenes profeti går i opfyldelse. Macbeth vil herske, indtil skoven marcherer mod hans slot. Det er som et af de politiske løfter, der gælder »indtil solen brænder ud«.

DET halve af Shakespeares tekst er intakt, men der er tilføjet flere faktorer. Kurzel gør alt for at flytte handlingen ud i det fri. Filmens første akt kulminerer i et episk slag, som stykket blot refererer. Her bliver det lige dele Braveheart, Kurosawa og Saving Private Ryan. Volden er aldrig abstrakt.

   Mere problematisk er forsøget på at give Macbeth og hans hustru en motivation, så vi forstår dem, skønt vi ikke billiger tronraneriet. Her har de mistet en søn. Udslettelsen af de andre familier er en forvreden måde at hævne sig på.

   Ydermere er der indført en kristen symbolik. Lady Macbeth sidder i en kirke, da hun taler om blodet, som ikke kan vaskes af, og borgen er fuld af formanende kors. Det passer til tiden, men ikke til teksten.

   At Shakespeare altid er moderne, skyldes ikke mindst stykkernes mangel på tro. Der er ingen teologiske dogmer og kun få religiøse billeder. Han undgik dem sikkert af hensyn til det prekære forhold mellem katolikker og protestanter, fordi man aldrig kunne vide med majestæter og mæcener.

DER er to ældre film, som Kurzel må forholde sig til. Orson Welles' Macbeth fra 1948 er filmet teater i én dekoration, som John Russell fotograferer fra alle tænkelige vinkler, både for at skabe en effekt af forvrængning og for at få produktionen til at se større ud. Welles lader Macbeth være en voodoo-dukke, som skæbnen stikker nåle i. Også han tilføjer en præst.

   Roman Polanskis version fra 1971 er tættere på Kurzel. Den har samme sans for den blodige bogstavelighed. Monologerne, især dén om brølet og vreden, som ingenting betyder, står klarere hos Polanski.

   Det samme gør pagten mellem Macbeth og hans hustru. Polanski prøver ikke at forklare deres handlinger. I hvert fald forsvarer han dem ikke.

MICHAEL Fassbender ser rigtig ud som Macbeth og er næsten for god til at gå i stykker. Marion Cotillard er mere usikker, men filmen registrerer forfaldet i deres forhold troværdigt. En banketscene, hvor gæsterne gøres til gidsler, er fremragende realiseret.

   Macbeth er essensen af de tragiske antihelte. Stykket blev skrevet til ære for James I, som blev Shakespeares sponsor ved dronning Elizabeths død. Han betragtede Banquo som sin stamfar og havde brug for royal propaganda.

   Det er ikke sådan, man læser teksten i dag. Man læser Macbeth som en fabel om grådige konger. Macbeth ender med at blive værre end sine fæller, men i begyndelsen er han den bedste mand i sin verden.

   Heri ligger tragedien, hos Kurzel såvel som i digterens urtekst.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]. 

Macbeth. Instr.: Justin Kurzel. Manus: Jakob Koskoff, Michael Lesslie, Todd Louiso. Foto: Adam Arkapaw. 113 min. UK-Frankrig-USA 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.

Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015

Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996)

DE ELSKENDE FRA VERONA BEACH

Moderniseringen lykkes som gestus og drama

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares evige tragedie om de to unge elskende fra Verona har været udsat for lidt af hvert gennem tiden. Af klassiske filmatiseringer nævner man i regelen to, George Cukors amerikanske fra 1936 og Franco Zeffirellis britisk-italienske fra 1968. Endvidere findes en sjældnere set engelsk udgave med Laurence Harvey og Susan Shentall, instrueret af Renato Castellani i 1954.

   De har alle det problem, at teksten dør i filmsammenhæng, mens hovedaktørerne enten er for gamle eller savner erfaring at fylde i ordene. Når Zeffirellis version lykkes bedst, skyldes det afgjort, at hans elskende har den rigtige alder. Leonard Whiting og Olivia Hussey var henholdsvis 17 og 15 år, da de spillede det ikoniske teenagepar. Norma Shearer og Leslie Howard var 34 og 43.*

 

MAN har altid haft øje for det store i historien, der er et af Shakespeares enkleste stykker, både i sproglig og tematisk henseende. To familier har hadet hinanden så længe, at ingen husker hvorfor. Sønnen fra det ene hus forelsker sig i datteren fra det andet, men det bestående modarbejder deres kærlighed på alle niveauer.

   En hjælpsom præst fostrer en plan som giver bagslag. Alle dør på tragisk vis, først den ene, så den anden, og Fyrsten kan sluttelig konkludere, at »en større sorg i verden ingen ved/ end Romeo og Julies kærlighed.« De efterladte fædre har dog.lært af børnenes eksempel. Montague og Capulet forlader scenen sammen, da Fyrsten til slut har belært dem.**

DER må være en stor film et sted i den historie. Baz Luhrmanns radikale versionering er derfor langt fra det første forsøg på at de- eller rekonstruere teksten. Herhjemme gjorde Erik Clausen det for eksempel i Rami og Julie fra 1988, men den til dato mest totale bestræbelse har været musicalen West Side Story fra 1961, som Robert Wise instruerede med Jerome Robbins som koreograf og Leonard Bernstein og Stephen Sondheim som sangskrivere.

   Skønt Luhrmanns Romeo + Juliet umiddelbart ligner Ian McKellens Richard III (1995), for så vidt som begge film skaber en helt ny verden til teksten, som de til gengæld behandler respektfuldt, er det i virkeligheden West Side Story, den ligger tættest på.

DER er flere blændende indfald. For eksempel er Korets prolog og Fyrstens slutord lagt i munden på en tv-speaker, der rapporterer om familieopgøret, og alene den stilfulde uniformering af de unge riddere fra husene Capulet og Montague gør meget for filmens totale præg. Scenografien skyldes atter Catherine Martin, som designede Luhrmanns gennembrudsfilm Strictly Ballroom (1992). Hun arbejder også her med romantiske ekstremer, men for det første er formatet et andet, for det andet savner Romeo + Julie to ting, som Strictly Ballroom næsten løb over af: humor og selvironi.

   

TRODS sin erklærede hensigt om at sætte teksten i centrum, drukner filmen ofte ordene i visuel overdådighed. Det, som lykkes bedst i klassisk forstand, er balkonscenen og dødsscenen, hvor man sætter alle produktionsmæssige sejl til.

   Da Julie dør ved siden af sin Romeo, falder skæret fra to tusind kærter på deres ansigter. Maskeradescenen først i filmen giver Julie englevinger og gør Romeo til brynjeklædt halvgud. Disse billedorgier løfter effektivt filmen op til de romantiske højder, som den gerne vil tangere, men de skubber samtidig teksten ud på et sidespor.

ANDRE har oplevet det anderledes, men jeg vil vove at påstå, at ikke én scene i filmen for alvor bæres af Shakespeares tekst. De bæres af sangene, som kører under og kommenterer det hele; af det konstante drive og den tætte klipning; af det kaotiske bylandskab, som Luhrmann og Pearce til lejligheden kalder Verona Beach, men selve ordene forbliver fremmedlegemer, der næsten distraherer og i bedste fald virker som en effekt.

   At lade teksten stå er en nobel gestus, bestemt en Romeo værdig, men Luhrmann kunne have komponeret filmen rent i billeder og musik og stå med et lige så effektivt resultat.

   For effektiv er filmen. Man er svimmel af billeder, når man forlader biografen, og man bærer lidt af passionen med sig bagefter. Flere afsnit er usammenhængende, andre er imponerende sætstykker. Bandeopgørene, som koster Mercutio og Tybalt livet, lykkes på fremragende vis, også selv om det tangerer det fortænkte at gøre Mercutio til en mexicansk drag queen.

DER skrives tekst på filmen, der citeres ivrigt fra nær og fjern; her er virkelig et værk, hvor den nervøse postmoderne form kommer til sin fulde ret. Men i midten af det hele bærer Leonardo DiCaprio og Claire Danes filmen i kraft af deres enkle spil, som er holdt helt nede på legendernes jord.

   Brian Dennehy og Paul Sorvino får aldrig liv som mafiafædrene i Verona Beach. Pete Postlethwaite bærer distraherende associationer til andre film med sig, men leverer en dækkende Lorenzo, her Father Laurence, og Fyrsten Vondie Curtis-Hall er polichef 

i traditionen fra NYPD Blue.

DER er kors, tro og våben alle vegne i Verona Beach, men de stærkeste skud bliver trods alt de centrale, besværgende billeder af Romeos og Julies lykke, mens deres kærlighed endnu er mulig. Det er dét, man bærer med sig fra en film, der drukner teksten i billeder, men alligevel lykkes som gestus og drama.

*) Franco Zeffirellis film har bevaret sin nyklassikerstatus så længe, at man kan fjerne forstavelsen nu, men den er stadig beundret og kontroversiel. Zeffirelli døde i 2019. Paramount Pictures relancerede Romeo and Juliet i 2022, og The Criterion Collection udgav filmen på Blu-ray i februar 2023. Olivia Hussey og Leonard Whiting gik til retten med et erstatningskrav på 500 millioner dollars for livslang traumatisering (skønt Hussey havde lovprist både filmen og Zeffirelli i sin erindringsbog The Girl on the Balcony fra 2018). Efter californisk lov var hun og Whiting mindreårige, da Paramount lod Zeffirelli caste og udstille dem. Studiet havde i forvejen problemer med den stående dom over Roman Polanski, som instruerede bl.a. Rosemary's Baby (1968) og Chinatown (1974) for Paramount. Samtidig vaklede tronen under en anden italiensk auteur, da der igen blev skabt debat om, hvordan Maria Schneider (1952-2011) følte sig misbrugt under indspilningen af Bernardo Bertoluccis Last Tango in Paris (1972, da. Sidste tango i Paris), da hun som 19-årig spillede over for Marlon Brando. #MeToo-bevægelsen var på sit højeste, men retten i Californien afviste sagen i maj 2023. Olivia Hussey døde i december 2024. Hun blev 73. Whiting arbejder stadig i England. I skrivende stund [16.05.2025] er han 74. 

**) Jeg citerer fra Edvard Lembckes oversættelse. I Niels Brunses kurante og mere mundrette version (2012) står der: »ingen ofred mer for større tro/ end Julie og hendes Romeo.« 

Se også To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); ); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

Se også Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; Baz Luhrmann: Australia (2008); Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]; Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

Romeo + Juliet (Romeo & Julie). Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann & Craig Pearce. Foto: Donald McAlpine. USA-Mexico 1996. 120 min. Dansk premiere: 07.03.1997.

Fotos: Bazmark Films/ Twentieth Century Fox/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube (4K re-release trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 01.11.2010

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.03.1997

Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]

GUDERNES VREDE
Evig tragik i moderne forklædning

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Murphy har det hele. Steven (Colin Farrell) er en stjerne på hospitalet, hvor han fungerer som hjertekirurg. Anna (Nicole Kidman) arbejder som øjenlæge. Parret tjener så mange penge, at der er råd til et lille palads. Sønnen Bob og datteren Kim er rene mønsterbørn.

   Det er faktisk svært at sætte en finger på den idylliske ramme. Man kunne dog sige det samme om kernefamilien i Dogtooth (2009), Yorgos Lanthimos' græske gennembrudsfilm, hvor han og medforfatteren Efthymis Filippou udviklede den absurdistiske signaturstil, som de siden har videreført i engelsksprogede produktioner som The Lobster (2015).

   Steven og Anna er gode forældre, som lever flade, næsten mekaniske liv i en hverdag, hvor folk fører endeløse samtaler om småting. Steven bliver præsenteret, mens han og en kollega diskuterer, om et armbåndsur skal fastgøres med rem eller kæde. Det giver Steven noget særligt, hvis Anna ligger stille og leverer »en fuld narkose«, når de elsker. Ellers er der få afvigelser fra den automatiske norm. Livet kører på velsmurte skinner.

   Men hvad er det så med Martin (Barry Keogh), den jævne unge mand, som begynder at følge med Steven? Først mødes de på isolerede steder. Så dukker Martin op på hospitalet og bliver behandlet om en æresgæst. Drengen stiller banale spørgsmål. Manden svarer ham som en far. Kolleger i kredsen ser undrende til.

DER går lang tid med at at afkode relationen, både for Anna og tilskueren. Og lad være med at læse mere, hvis forholdets nærmere væsen – og filmens usikre fundament – skal være en komplet overraskelse.

   Lad mig så røbe to ting for den læser, som fremturer. For det første er der en grund til, at filmens titel henviser til myten om Agamemnon, som måtte ofre datteren Iphigenia, da han dræbte en hellig hjort og påkaldte sig Artemis’ vrede. For det andet har Martin en klemme på Steven, som ingen bestikkelse er stor nok til at standse.

   Da forbandelsen kastes og fordrer et liv, nægter lægerne naturligt nok at anerkende den sorte magi. Deres medicinske specialer, hjerte og øjne, er ikke valgt i flæng. For nu bliver det tung og håndgribelig alvor.

   Lanthimos og Filippou står ikke tilbage for Euripides og Racine. Her er blødende øjne, konkret tortur og en regulært forfærdende scene, hvor alle i familien får sorte hætter på. Kirurgen skyder om sig i blinde, så skæbnen kan vælge, hvilken hjort der skal dø. Da det kommer så vidt, er de komiske takter fra begyndelsen glemt.

FILMEN er effektivt orkestreret. Den trykker på de samme knapper som Michael Hanekes Funny Games og Lars von Triers Antichrist, for nu blot at nævne nogle nyere eksempler på kunstfilm, der går gyserens vej. Cape Fear og The Shining kunne være andre forbilleder.

   Der er den truede kernefamilie, som infiltreres af fremmede kræfter. Der er mørke hemmeligheder, som gradvis bløder igennem normaliteten. Især er der udsatte mennesker i et kosmos, som enten er indifferent eller aktivt ikke vil os det godt.

   De græske filmskabere har i hvert fald en original signatur. The Lobster var en komisk dystopi med absurd accent. Her er grundtonen tragisk og ritualistisk. Det er både ægte horror og noget andet.

   For publikum ligger fornøjelsen i akkumuleringen af atmosfære. Farrell og Kidman tager hele registret i brug. Stemningen piskes i vejret med hysterisk musik fra klassiske kilder som Schubert og György Ligeti, der også var Stanley Kubricks foretrukne utryghedsskaber.

   Det er en mesterligt manipulerende film. Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvad jeg skal med historien. Det klassiske tema bliver ikke større af moderniseringen. Og især bliver det aldrig specielt relevant.

   The Killing of a Sacred Deer var i konkurrence på Cannes Festivalen, hvor Lanthimos og Filippou modtog prisen for det bedste manuskript. Det er dybest set kunstfilm for kunstfilmens skyld. Interessant er forsøget dog hele vejen – fra diskussionen om rem eller kæde til skuddet, der fælder den hellige hjort.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder.

The Killing of a Sacred Deer. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Foto: Thimios Bakatakis. 121 min. UK-Irland-Frankrig-USA 2017. Dansk premiere: 09.11.2017.

Fotos: Element Pictures/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon 05.03.2018

Bragt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017