Translate

torsdag den 9. april 2020

Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013)


DET PRAGTFULDE DYR
Sorrentino på sporet efter Fellini

Af BO GREEN JENSEN

PAOLO Sorrentinos La grande bellezza var så langt den smukkeste film på Cannes Festivalen 2013. Her kom endelig de store billeder, man sultede efter hos mere sagsorienterede realister, og skønt menneskesynet er vildt misantropisk, findes også en varme inderst i værket, hvor inspirationen mod alle odds bliver fornyet.
   Sorrentinos film er en kærlighedserklæring til Rom. Den citerer fra samtlige film, som kom før, men er i bund og grund sit eget pragtfulde dyr. Man kan indvende, at æstetikken tangerer en visuel barok eller manierisme, som bevidst går efter det storladne udtryk. Det er dog få film, som lykkes så sikkert på så høj en præmis.




FLANØREN og dandyen Jep Gambardella (Toni Servillo har i hovedrollen en distraherende lighed med den ældre Ebbe Rode) fejrer sin 65-års fødselsdag med en fest på tagterrassen. Hans lejlighed har udsigt til Colosseum. Et sammenrend af ekstreme, forvredne og dekadente typer hopper op og ned til musikken. De lever hedonismen ud, så man ikke har set magen siden Federico Fellinis stilskabende La Dolce Vita (1960, da. Det søde liv).
   Et meget langt stykke af vejen er det den samme personkreds af karikerede døgnvæsener, som er ajourført for tiden 50 år efter. I centrum er Jep, forfatteren der kun skrev en enkelt bog, romanen Det menneskelige apparatur. Siden har han levet – og levet godt – af at skrive portrætinterviews til de store aviser. Han er vittig, skarp og elegant. Som filmen skrider frem, fornemmer man, at hans kynisme dækker over en form for kvæstet følsomhed. Jep er romantiker i sit hjerte, men frygter, at alt er for sent. Også andre referencer er hentet hos Fellini. Sorrentino skildrer Rom med den samme sult på emnet, som Fellini demonstrerede i Roma (1972).




JEP føler ikke længere den samme glæde ved festerne i den smagfulde lejlighed, hvor loftet kan ses som et blåt hav i solen. Han er vant til at have kontrol over situationen og sine følelser. Han er også vant til at være tilfreds med den ene roman, som det blev til. Nu begynder masken at glide af. Han finder sammen med en yngre kvinde, den sårede skønhed Ramona (Sabrina Ferilli), som er datter af en gammel ven. Han introducerer sin verden til hende – og på den måde også til publikum.
   Jep ydmyger en selvretfærdig veninde og nedgør systematisk hendes intellektuelle bedrifter. Hvis Jep er en aldrende Marcello Rubini, kunne Stefania (Galatea Ranzi) ) være Oriana Fallaci-wannabe typen. Monologen er et retorisk sætstykke – hvem ville ikke gerne kunne tale så skarpt? Alligevel er det den samme veninde, han danser med på græsset til sidst, da det står klart, at slutningen nærmer sig hastigt. Det er altid senere, end vi tror. Jeb har altid sagt sådan, men det er ikke før nu, at han også har følt det.


   
LUCA Bigazzis kamera gør notater på samme måde, som Jep registrerer poetiske detaljer: et særligt lys, en eksplosion af fugle, skikkelser på gaden i sære konstellationer. Det er meget i stilen og ånden fra Gianni Di Venanzo (1920-1966), som var fotograf på Fellinis 8½, men også på Antonionis La notte, som er det andet forbillede for Sorrentino.**
   Der er satire over kirken, den højere finansverden, populistisk tv, kulturradikal jounalistik og pornografisk konceptkunst à la Marina Abramovic. Der er fin musik fra mange kilder og en stor, bedrøvet skønhed. Det er en mageløs film af instruktøren til Il Divo og This Must Be The Place. I La grande bellezza lykkes det hele.





*) Den store skønhed fik både Oscar, Golden Globe og en britisk BAFTA som årets internationale spillefilm. Ved European Film Awards var der fire store priser: bedste film, instruktør, skuespiller og klipper. Den fik ingen priser i Cannes. 2013 var året, hvor Steven Spielberg var juryformand i hovedkonkurrencen (mens Thomas Vinterberg præsiderede over Un Certain Regard-siderækken), og det blev set som sejr for et eller andet, at Guldpalmen gik til LGBT-filmen Adéles liv kapitel 1 & 2. Denne var samtidig  allerede dengang  udskældt for det maskuline blik, som Abdellatif Kechiche kastede på Léa Seydoux og Alèle Exarchopoulos i de udførlige sexscener (som dog er for intet at regne i forhold til, hvad Kechiche efterfølgende har brugt tid på i Mektoub, My Love: Canto Uno (2018) og Mektoub, My Love: Intermezzo (2019). Den store skønhed var kortlistet til danske Bodil- og Robert-priser, men begge foreninger (Bodil er en kritikerpris, Robert uddeles af filmbranchen) fulgte eksemplet fra Cannes.  
   

**) La dolce vita, 8½ og La notte havde faktisk den samme manuskriptforfatter, Ennio Flaiano (1910-1972), som i Den store skønhed synes at være en direkte inspiration, ikke for Jep Gambardella-figuren, men for hans nærmeste ven, Lello Cava, som bliver spillet af Carlo Buccirosso. Buccirosso er sminket, så han også rent fysisk ligner Flaiano.  



Den store skønhed (La grande bellezza). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Conzarello og Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 142 min. Italien-Frankrig 2013. Dansk premiere: 05.09.2013



Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.09.2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar