FREMSKRIDTETS AMBASSADØR
To sene arbejder af Andrzej Wajda
Af BO GREEN JENSEN
FAGFORENINGSLEDEREN Lech Walesa (f. 1943) var ofte i 70ernes og altid i 80ernes tv-nyheder. På behændig vis fik han orkestreret en folkelig modstand, som hverken regeringen i Warszawa eller overmyndigheden i Moskva syntes om. Det lykkedes dog at holde balancen og mobilisere på relativt fredelig vis. Der blev aldrig slået ned på det polske eksempel, som man havde gjort i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968.
Af BO GREEN JENSEN
Situationen spidsede til i 1981, da general Jaruzelski erklærede Polen i undtagelsestilstand. Fagbevægelsen blev forbudt, og Walesa sad i fængsel i 11 måneder. I 1983 fik han lov at genoptage arbejdet på Leninværftet i Gdansk, atter som elektriker. Samme år modtog han Nobels Fredspris og sendte sin hustru, Danusa, til Oslo for at modtage den. Ni år senere blev han sit lands præsident og bestyrede embedet frem til 1995.
I 2013 fylder Walesa 70. Han er ikke længere medlem af Solidarnosc. Han meldte sig ud i 2006, da fagforbundet valgte at støtte brødrene Kaczynskis konservative nationalister. Omvendt er han fortsat modstander af fri abort og LGBT- ægteskaber. Der er grænser for tolerancen, men alt i alt har Walesa stået distancen. Man nævner ham sammen med Vaclav Havel og Mikhail Gorbatjov, når tøbruddets helte bliver husket.
Manden fra Solidarnosc bliver hyldet i Andrzej Wajdas portrætfilm, der er overraskende konventionel i sit udtryk, men bærer præg af at være skabt af en medpassager, som husker tidens særlige vilkår.
Før Muren faldt, var Polen både tæt på og langt væk. Man delte flere kulturelle markører, og Wajdas film husker de mindste ting. For eksempel er det gribende, da alle i Walesas opgang følger med i Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre), den amerikanske miniserie med Peter Strauss og Nick Nolte, som også var en dansk landeplage. Der blev strejket for livet på B&W, før værftet kom i problemer. Og alle så tv på samme kanal.
ANDRZEJ Wajda (1926-2016) var 17 år ældre end Walesa. Han havde for længst skabt hovedværker som Aske og diamanter (1958) og Landskab efter slaget (1970), da den unge elektriker fik for meget af sendrægtigheden og skævhederne i det kommunistiske system. Wajda instruerede to af sine stærkeste, mest system- og mediekritiske film, Marmormanden (1977) og Jernmanden (1981), mens Solidarnosc trodsede statsmagten.
Walesa – Håbets mand bliver derfor set som slutningen på en trilogi. Dét er nok en tilsnigelse. Der er intet kontroversielt over filmen, som tegner et solidt portræt af Polen i perioden. I 1970 er Walesa en ilter frontkæmper, som reagerer uden tøven, når han ser overgreb og urimeligheder. Han lægger altid sit armbåndsur, så familien har noget at holde sig til, hvis han ikke kommer hjem. Den ustandselige mand er sympatisk og uimodståeligt spillet af Robert Wieckiewicz.
ELLEVE år efter er stemningen vendt, da den italienske auteur-journalist Oriana Fallaci (Maria Rosaria Omaggio) kommer til Gdansk for at interviewe Walesa på vegne af Time Magazine. Walesa bliver mistænkeliggjort af sine modstandere og kritiseret af sine fæller. Han skændes med Fallaci og fortryder samtalen. I baggrunden høres Danuta og parrets seks børn. De får to mere, før årtiet er forbi. Fysikken er tung. Walesa virker ikke længere som en mand, der sætter livet på spil for en brugt barnevogn.
WAJDAS film tegner et kritisk portræt af Walesa. Denne har dog altid historien på sin side. Vi ved, at alle afsavn betaler sig i længden. Walesa bliver fremskridtets ambassadør. Han forandrer det polske system, og de historiske kræfter forvandler Europa.
Der er ingen nostalgi. Filmen kritiserer også vor egen epoke, hvor arbejdskraften bliver solgt for en slik og eliten igen vil regere. Blot er kommunismen erstattet af liberalisme, og nødvendigheden bliver kaldt globalisering.
DANUTA Walesa fremstilles af Agnieszka Grochowska. Hun er i hele forløbet en loyal og ligeværdig medspiller. Somme tider siger hun fra, og det gør filmen mere livfuld.
Den er bedst i begyndelsen, hvor Walesas stædighed og retfærdighedssans har et næsten jovialt skær af folkekomedie. Den undgår fuldkommen ubønhørligheden og kompleksiteten, der prægede Katyn (2007), Wajdas film om de sovjetiske troppers mord på 20.000 polske soldater i 1940. Også instruktørens far blev udrenset.
Katyn forbliver veteranens hovedværk, men Håbets mand er en gavmild og vellykket tilføjelse. Både Walesa og Wajda var glade, da de i 2013 kom til festival i Venedig og lod sig hylde ved filmens internationale premiere. Der var heller ikke grund til andet. De polske paragoner blev fejret som konger.
Strzeminski var født i Minsk og viste sine første konstruktivistiske værker i Vilnius. I 1923 kom han til Warszawa og stiftede kunstnergruppen Blok sammen med Henrik Berlewi. Ideerne fra Blok blev videreudviklet i teorien om Unisme. Strzeminski forestod opbygningen af museet for moderne kunst i Lodz og var hovedkraft i sammenslutningen »a.r.« (som arbejdede hen over faglige skel og kunstneriske discipliner). Sala Neoplasticyczna (»Neoplastisk rum«) fra 1948, Strzeminskis egen installation, var samlingens kronstykke.
Da kulturminister Wlodzimierz Sokorski i 1949 implementerede regeringens doktrin om heroisk socialistisk realisme (ikke at forveksle med socialrealisme) som enerådende stil, blev jazz, abstrakt kunst, litterær modernisme og andre entartete elementer forbudt. Strzeminski blev afskediget, da han ikke ville ændre praksis. Neoplastisk Rum blev fjernet fra udstillingen på museet i Lodz. Væggene i værelset blev simpelt hen malet over.
EFTER Stalins død i 1953 blev der gradvis slækket på de formalistiske krav. Fra 1955 og frem fik kunsten lov at eksperimentere igen. Det var for sent for Strzeminski, som døde (af tuberkulose) i 1952, da doktrinen blev hårdest håndhævet. Wajdas film tager sin titel fra en serie sene malerier, der fastholder solens efterbilleder på kunstnerens nethinde.
Wajdas store tema var altid integritet. Han kaldte selv den socialistiske kulturpolitik en katastrofe. Det var ikke desto mindre Sokorski, som gav filmskaberen midler til at optage gennembrudsværket Pokolenie (1955, da. En generation). Efter Marmormanden og Jernmanden er Efterbillede måske i højere grad end Håbets mand den film, der lukker trilogien om kunst, politik og sandhed i Polen i efterkrigstiden.
Neoplastisk rum blev genåbnet i 2010. Efterbillede var Polens Oscar-bidrag i 2018.
Walesa – Håbets Mand (Walesa. Czlowiek z nadziei). Instr.: Andrzej Wajda. Manus: Janusz Glowacki. Foto: Pawel Edelman. 127 min. Polen 2013. Dansk premiere: 12.06.2014
Afterimage (Powidoki). Instr.: Andrzej Wajda. Manus: Andrzej Mularcyk. Foto: Pawel Edelman. 98 min. Polen 2016.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar