Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]

SÅRET NATION

Fire film om Utøya-traumet

Af BO GREEN JENSEN

EN sommerdag i 2011 realiserede Anders Breivik sin plan om at angribe menneskeheden. Det var noget, han gjorde for fremtidens skyld. Målet var at svække Det norske Arbeiderparti. Socialdemokraterne ødelagde landet med en inklusiv asylpolitik, som snart ville føre til kaos.

   Han signerede sin »europæiske uafhængighedserklæring«, et manifest på 1500 sider med diffuse herrefolkstanker. Han pakkede bilen med sprængstof, en gødningsbombe på næsten et ton, og kørte til byen. Otte mennesker døde, og 90 blev såret i eksplosionen, som rystede Oslo.

   To timer senere ankom Breivik til den traditionsrige sommerlejr, en blanding af diskussionsforum og feriekoloni, som Arbeidernes Ungdomsfylkning afholdt på Utøya i Tyrifjorden. Han var nu i polititøj og bar på kufferter med automatiske våben. Alligevel kom han med færgen. 600 unge deltog i sommerlejren. Breivik dræbte 69 af dem på 72 minuter.

JEG kan huske, hvor jeg var, da katastrofenyhederne begyndte. Det kan de fleste danskere nok. Og studieværternes skepsis over den gule stribe med breaking news. Ingen kunne tro ubegribeligheden. Også politiet var i tvivl. Derfor ankom hjælpen sent.

   Breivik var en utilpasset højreekstremist på 32 år. En morsdreng med megalomane fantasier og en lang liste over personlige nederlag. Der blev talt om ikke at nævne hans navn. Det blev desværre ikke til noget. Snart kom der bøger som Åsne Seierstads En af os (2014). Det var jo dét, der for alvor rykkede grænsen. At morderen ikke kom udefra.

DET skete for ti år siden i Norge, men tragedien bliver ved med at kræve sin ret. Breivik tog 77 liv ud af det blå. Efter massemordet kastede landet sig ud i et kollektivt sorgarbejde. Det var, som om nationen forpligtede sig på at rumme og i en vis forstand stå ved Anders Breivik.

   Måske var filmskaberne allerede i gang? Alene i 2018 er der premiere på tre Utøya-film. Jeg ser dem, fordi jeg er filmkritiker. Jeg ser dem ikke, fordi jeg vil genopleve Utøya. Jeg synes heller ikke, der er meget at forstå. Jeg kan forestille mig frygten og angsten.

   Set udefra virker processen absurd. Hvis vi ikke respekterer morderens rettigheder, synker vi ned på hans niveau, hedder det. Men Breivik var bagefter stolt af sig selv. Han har på intet tidspunkt vaklet i troen. Så hvordan kan der være tvivl om hans skyld og tilregnelighed, om hans ret til at blive anstændigt behandlet?

   Anders Behring Breivik fortjener ikke at blive anstændigt behandlet. Han fortjener at være låst inde på livstid. Og måske en dag indse, hvad han har gjort, uden samtidig at smile.

REKONSTRUKTION Utøya er den første dokumentarfilm. Fire af de overlevende samles i et filmstudie og genskaber mareridtet, som de oplevede det. For at begribe og bearbejde, for »at overleve og leve videre«, som filmen selv udtrykker det.

   De fire får hjælp af 12 andre unge, som ikke var på Utøya, men har meldt sig som statister, fordi de vil forstå, hvordan det føltes. De hjælper til med at indrette scenen, finde enkle rekvisitter, spille levende og døde. Men først og fremmest lytter de. Efter tur får Rakel Mortensdatter Birkeli fra Finnmark, Mohammed Saleh fra Hamar, Jenny Andersen fra Trondheim og Torje Hansen fra Tromsø, den yngste og ivrigste deltager, fortalt om deres oplevelser. I 2011 var de henholdsvis 17, 21, 19 og 14 år gamle.

   Alle er mærket for livet, men ingen er helt ødelagt. De viser, hvordan de skjulte sig, spillede døde eller narrede morderen på andre måder. Breivik var metodisk, men i tidsnød. Mohammed stod på tæer under vandet. Han holdt vejret, indtil han ikke kunne mere. Da han stak hovedet op, så han ryggen af Breivik, der var på vej mod nye ofre. Det er alt sammen norsk og fornuftigt. Alle fortæller stille og roligt.

   

DET er gjort meget enkelt og sobert. Den tomme filmstudie ligner en hangar. Gulvet er sort som en tavle. Topografien markeres med hvid gaffatape: planter, klipper, veje og vandløb. Somme tider bliver der brugt sætstykker som store sten af papmache.

   Hver af de fire forbereder sig. De fortæller lidt om, hvem de var, da de kom til Utøya. De var alle uskyldige optimister. Det er de ikke mere. Alle mener, at man kan lære noget af Utøya. Først og fremmest at sætte pris på livet. I hvert fald er det vigtigt at kæmpe på englenes side. De vil hver især demonstrere, at »håbet er større end hadet«.

   Selve rekonstruktionen er kort og prosaisk. De hvide streger og krydser på gulvet får tilskueren til at tænke på Lars von Triers Dogville. Det er næppe meningen, men det visuelle ekko giver øget resonans. Også Dogville skildrer, hvordan det gode i mennesket kommer til kort.

BAGEFTER følger en lettet snak om, hvordan det var at være tilbage. De synes alle, det var nyttigt. Vigtigt at huske, men også vigtigt at komme videre fra. Ingen af dem raser eller taler om Breivik. Det gælder om at se fremad, rette klimaet op, være gode socialdemokrater i verdens mest fornuftige land. Som publikum savner man vreden. Omvendt er det godt at se, hvordan tiden arbejder for livet til hverdag.

   Nogle temaer går igen. Alle fire taler taknemmeligt om den varme modtagelse, som de fik, da de nåede fastlandet bagefter. De blev svøbt ind i hvide tæpper. Sådan kunne de overlevende kende hinanden. En af de unge mænd husker, at han tænkte: »Så. Nu tilhører jeg folket med hvide tæpper. Det er nok bare sådan, det er.«

   Alle fire gør sig særligt umage med at finde den rigtige lyd til de skud, som blev med at falde. Nogle husker en spruttende lyd som af popcorn. Andre bruger jernrør til at gentage lyden.

CARL Javérs film giver publikum en god idé om, hvordan det var. Dertil er den smukt fotograferet. Efter de dramatiske rekonstruktioner i Erik Poppes Utøya 22. juli og Paul Greengrass’ 22 July kan den bare ikke undgå at føles som en tilføjelse. Det er »den eneste film om Utøya, du har brug for,« skrev dagbladet VG i Norge. Det er jeg ikke sikker på.

   Det bliver altid diskuteret, om fiktionsfilm må skildre unævneligheder som Utøya og 9/11. For går man ikke forbrydernes ærinde, og lukrerer man ikke på ofrenes smerte? Holocaust er undtagelsen. Dette folkemord må huskes, så historien ikke gentager sig. Utøya var én mands gerning. Meget taler for at tie fascistens angreb på fællesskabet ihjel.

   Det føles i hvert fald perverst og lidt dekadent at bedømme de æstetiske kvaliteter. Ingen af filmene vil udpensle gruen eller spekulere i sorgen. Alligevel gør de noget, der ligner. En fortælling stiller krav, der må være helte og dæmoner. Måske går øvelsen ud på at undgå en genrefilms virkemidler. Det slipper Rekonstruktion Utøya bedst fra.

ERIK Poppes Utøya 22. juli var den første fiktive fremstilling. Filmen gør meget ud af ikke at vise morderen Breivik. Han er aldrig mere end et omrids, der ses på lang afstand. Til gengæld er lydsiden fuld af hans skud. Filmen følger Kaja (Andrea Berntzen), et amalgam af autentiske typer, som var hun the final girl i en intens horrorfilm.

   Utøya 22. juli ligner netop en blanding af gyser og katastrofefilm. Våde kroppe presser sig ind til hinanden, mens monstret passerer. På papiret giver det mening at være taktfuld. I praksis virker det som en manér. Ofrene synger en salme, netop som de skal være stille. Var der virkelig nogen, der sang på Utøya?

   Filmen er skudt i virkelig tid. De 72 minutter varer virkelig 72 minutter. Det giver nerve og soliditet. Især er Poppe god til at skildre, hvor tøvende kaos begynder. Der går længe, før Kaja opdager, at noget er virkelig galt.

PAUL Greengrass’ 22 July giver et overblik, som ingen af de andre to vil fortabe sig i. Den film er til gengæld fuld af Breivik, som bliver spillet af Anders Danielsen Lie. Lie har en sårbar udstråling, som han brugte smukt i Joachim Triers Reprise og Oslo 31. august. Han fremstiller Breivik foruroligende empatisk.

   Hos Greengrass kortlægges hele forløbet. Den britiske instruktør har erfaring i at fortælle neutralt om store ugerninger. Han gjorde det i Bloody Sunday (2002), som rekonstruerede britiske styrkers angreb på nordirske demonstranter i 1972. Han gjorde det i United 93 (2006), hvor passagererne gik til modangreb på terroristerne i det fjerde fly fra 9/11. Han gjorde det for den sags skyld i Captain Phillips (2013), hvor fragtskibet Maersk Alabama blev kapret af pirater ved Afrikas Horn.

   22 July havde premiere på filmfestivalen i Venedig, før den blev lagt på Netflix, som har betalt produktionen. Manuskriptet bygger netop på Åsne Seierstads En af os, som jeg nævnte i begyndelsen.

ANDERS Breivik er dog skildret som indbegrebet af noget andet, en moralsk anomi og mental alien. På et tidspunkt klager han over smerten fra en knoglesplint, der har sat sig i hans finger. Han kræver at blive tilset. Sådan er attituden under processen, som skildres i detaljer. Breivik er gennemført led, narcissistisk og arrogant. Jeg vil tro, at han ligner manden i virkeligheden.

   Det er vigtigt, at nogen vil vidne. Det gør den overlevende Viljar Hanssen (Jonas Strand Gravli), som har kæmpet sig gennem en lang genoptræning. Filmen ser også Viljars forældre og lader os reagere med dem. Viljar taler i retten, og Breivik bliver dømt. Men hvordan kunne der være nogen som helst tvivl?

   Erik Poppe skaber en kropsnær her-og-nu fiktion. Paul Greengrass dramatiserer retssagen. Carl Javér sætter fokus på de overlevende. Til sammen udgør de tre film et kompositfoto, hvor motivet bliver undersøgt og set fra alle vinkler. Kan vi sige, at Utøya endelig er dækket?

I APRIL 2021 er der norsk premiere på Generation Utøya, en dokumentarfilm af Aslaug Holm og Sigve Endresen. Fire kvindelige overlevere fortæller om mareridtsdagen og hvordan de kom videre efter Utøya. De blev alle ramt flere gange af Breiviks skud og tilhører, hvad en af de unge kalder »folket med de hvide tæpper« i Rekonstruktion Utøya.

   Hver har bevaret engagementet. To er blevet stærke politiske stemmer. Ina Libak var leder af AUF fra 2016 til 2018. Kamzy Gunaratnam er borgmester og »varaordfører« for Arbeiderpartiet i Oslo. Renate Tårnes var med til at genåbne sommerlejren. Line Hoem døjer med PTSD, men forbliver i Arbeiderpartiet.

   Det er ikke ren idyl. Alle har modtaget hate mail. Der bliver hvert år malet hagekors på mindesmærkerne. Men genopbyggelsen er større end selve skabelsen, som Martin Hall skrev engang. Filmen viser også, hvordan det norske socialdemokrati har taget Utøya 22. juli ind i sin fortælling. Der er næsten en exceptionalisme i spil. Håbet skal være stærkere end hadet.

Rekonstruktion Utøya. Instr.: Carl Javér. Manus: Carl Javér og Fredrik Lange. Foto: Henrik Bohn Ipsen. 91 min. Norge-Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 29.11.2018

22 July. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Pål Ulvik Rokseth. 143 min. Norge-Island-USA 2018. Dansk premiere: 04.10.2018

Utøya 22. juli. Instr.: Erik Poppe. Manus: Siv Rejendram Eliassen og Anna Bache-Wiig. Foto: Martin Otterbeck. 93 min. Norge 2018. Dansk premiere: 03.03.2018

Generasjon Utøya. Instr., manus, foto: Aslaug Holm, Sigve Endresen. 100 min. Norge 2021.

Fotos: Camera Film (Rekonstruktion Utøya)/ Nordisk Film (Utøya 22. juli)/ Netflix (22 July)/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmcentralen

Rekonstruktion Utøya streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Utøya 22. juli streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

22 July streames på Netflix

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 30.11.2018 (revideret og justeret 22.07.2021)