Erik Poppe: A Thousand Times Good Night (2013)

STILHEDEN INDE I STØJEN

For at tage de nødvendige billeder

Af BO GREEN JENSEN

KAN historiens vidner føle for meget? Har iagttageren nogen sinde set nok, og er selvopofrende idealisme somme tider blot et synonym for egoisme? Disse etiske spørgsmål er emnet for Tusen ganger god natt, der i lange stræk kan ligne et fiktivt særnummer af Presselogen på TV2 News.

   Mange krigskorrespondenter forsvinder over tid i deres gerning. Det er i hurtigt tempo ved at ske for stjernefotografen Rebecca (Juliette Binoche). Der findes måske en optimal balance mellem journalistisk engagement og nødvendig selvopholdelsesdrift, men hvis der gør, har hun aldrig lært at respektere den.

   Rebecca besøger verdens brændpunkter og sætter alle personlige hensyn til side for at registrere, dokumentere og rapportere, i princippet så objektivt og sandfærdigt, at den globale offentlighed måske siger fra. Hun foragter politisk vægelsind og betragter sin profession som et kald. Hendes erklærede mål er at ændre det bestående svineri.

FOTOGRAFENS familie værdsætter det hele, men ægtemanden Marcus (Nikolaj Coster-Waldau) og døtrene Lisa og Steph er bange, hver gang kvinden i huset igen tager afsted. Især den 13-årige Steph (Lauren Canny) er begyndt at tvivle på sin mor. Rebecca må knuse en tåre, da hun finder Stephs scrapbog med udklip og fødselsdagskort, som beklager, at Mor igen var i felten.

   Familien bor i øvrigt landligt-malerisk et sted på Irlands østkyst. Marcus er en god, dedikeret skolelærer, som praktiserer lokal miljøaktivisme. Han har taget hele slæbet med at samle og passe familien. Han er imidlertid ved at have nok, da Rebecca kun med nød og næppe overlever et attentat i Kabul. »Dit snavsetøj lugter af død,« råber han.   

HER er den anden side af norske Erik Poppes ganske smukke og præcise film om omkostningerne ved at brænde for menneskets sag. Mens familiescenerne fra Irland er tilbøjelige til at dyrke det trygge og konforme, er der også æstetisk mere på spil i de afsnit, hvor Rebecca praktiserer sit håndværk.

   I Irland er hun dybest set en tilskuer til hverdagen. Hun er altid hjemme for at komme sig og samle kræfter. I Afghanistan og DR Congo bliver hun på ingen tid opslugt, kompetent og fokuseret. Erik Poppe og fotografen John Christian Rosenlund gør effektiv brug af Juliette Binoches rene, rolige træk.

   Overhovedet er billedsiden, snarere end den pædagogiske dialog, det store aktiv i filmen. Prologen skildrer som i en drøm, hvordan Rebecca har lejlighed til at følge afghanske kvinders forberedelse til et selvmordsattentat. Der er sat klare, betagende billeder på hendes nærdødsoplevelse, og tilskueren bliver lige så effektivt ramt af stilheden inde i støjen, da hun ligger på jorden og betragter det forrevne kaos.

DA Rebecca beslutter at gå på pension, giver Marcus forholdet endnu en chance. Ægtefællerne genopdager hinanden og går stemningsfulde ture langs stranden. Disse kønne scener er meget banale, og man er ikke overvældet af lidenskaben mellem Binoche og Coster-Waldau, som ellers begge hver for sig gør det godt.

   Rebecca prøver at falde til ro i nærmiljøet, hvor Marcus er lidt af en stjerne. Hovedkonflikten har dog at gøre med forholdet mellem mor og datter. Det er Steph selv, som foreslår sin mor, at de sammen besøger en flygtningelejr. Da partisaner angriber, vælger Rebecca at blive på stedet og tage de nødvendige billeder. Datteren føler sig svigtet og skubbet til side, men må samtidig beundre sin mors passion for noget større. Hun begynder også selv at fotografere på turen.

   

HJEMME igen må Rebecca forholde sig til, hvad hun har gjort. Der er bitter konsekvens i Coster-Waldau-karakterens reaktion, men Poppes film stikker halen mellem benene ved at vise en udsoningscene fra den store temaaften på skolen, hvor Steph kan rejse sig og tale om sin fantastiske mor.

   Til slut er Rebecca tilbage i Kabul, hvor de kvindelige martyrer gør en pige på Stephs alder klar til at bære mavebæltet med sprængstoffer. Det er hér, at Rebecca endelig knæler og synes at have mere end nok.

DER findes mange film om pressefolks feltarbejde. Som regel bliver konflikten i krigen, men også Rebeccas dilemma er skildret nogle gange, bl.a. i Jordan og Ridley Scotts fine bidrag til antologifilmen All the Invisible Children (2005), hvor krigsfotografen Jonathan er hjemme på orlov og føler sig fremmed i det mørke daggry ved huset.

   Erik Poppe instruerede den elegante Hawaii, Oslo (2004) og har selv en fortid som reporter for Reuter. Det er den tredje film, som han skaber sammen med forfatteren Harald Rosenløw-Eeg, og man fornemmer fortroligheden. Filmens finansiering er svensk, lokaliteterne irske, skuespillerne franske og danske. Alle taler sammen på engelsk. Tusen ganger god natt er delikat euro-pudding.

Se også Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]; Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

A Thousand Times Good Night (Tusen ganger god natt). Instr.: Erik Poppe. Manus: Harald Rosenløw-Eeg, Erik Poppe. Foto: John Christian Rosenlund. 117 min. Irland-Sverige-Norge 2013. Dansk premiere: 01.05.2014.

Fotos: Paradox Rettigheter AS/ Newgrange Pictures/ Film i Väst/ Zentropa International Sweden/ Trust Film Sales 2/ Filmbazar.dk/ Rotten Tomatoes/ Arrow Films (YouTube Trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN og HBO Max

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.05.2014

To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021)

KRISTINAS VERSION
Vilhelm Moberg ifølge Jan Troell og Erik Poppe

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire romaner i Vilhelm Mobergs klassiske serie om Udvandrerne: Utvandrarna (1949), Invandrarna (1952), Nybyggarna (1956) og Sista brevet till Sverige (1959). Senere trækkes der tråde fra fortællingen i Din stund på jorden (1963), hvor en svensk immigrant ser tilbage på sit liv.

   Moberg begyndte at skrive i Carmel-by-the-Sea i Californien og var på dyb research i Chisago County i Minnesota, hvor familien Nilsson/Nelson fra Småland bosætter sig efter det arketypiske opbrud og den ikke mindre ikoniske Atlanterhavsoverfart (med det gode danske skib Charlotta), som er sætstykker i historien.

   Moberg var allerede agtet for romanen om Raskens (1927) og den selvbiografiske trilogi om Knut Toring (1935-39), da han skrev om Kristina fra Duvemåla og Karl-Oskar fra Korpamoen, som forpligter sig på et liv med hinanden. Efter Udvandrerne blev han en institution. Han tog sit liv i 1973, men levede stadig og gav sit besyv, da Jan Troell realiserede sine to store helaftensfilm om Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972).

MAX von Sydow og Liv Ullmann var kendt fra Ingmar Bergmans arbejder (og von Sydow for sin rolle som Kristus i The Greatest Story Ever Told). Nu blev de internationalt folkeeje. Troell, som selv havde fotograferet og klippet sit storværk, redigerede samtidig tv-versionen, der blev set af så godt som alle i Norden. »Karl-Oskar, jeg er med barn,« var noget, som folk sagde i sjov, men efterbilledet af de to film er majestætisk. Det er en åbenbaring at gense dem nu: det er New Hollywood i Skandinavien.

   En forkromet klassiker, altså. Alene af den grund skal nordmanden Erik Poppe (A Thousand Times Good Night, Utøya 22. juli, Kongens valg) have point for at røre klenodiet igen. Hans Udvandrerne vil ikke være en genindspilning, men en ny fortolkning af grundmaterialet. I 50-året får vi Kristinas version.

JAN Troells to film skulle bruge syv timer til at fortælle historien. Poppe løser opgaven på to en halv. Det er gjort, for det første, ved at fokusere på Kristinas synsvinkel snarere end den fælles historie, som slutter ved Karl-Oskars død i 1890. For det andet ved at beskære personkredsen og åbne helt fremme ved afrejsen. Manuskripforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Eliassen har generelt ryddet op, taget væk, glattet ud og forenklet, så fortællingen glider moderne og let. Karaktererne siger mere om, hvad de tænker og føler. Der er en pædagogisk tydeliggørelse, som ærlig talt blot trækker helheden ned.

STØRST er tabet af Roberts historie. Karl-Oskars skrøbelige lillebror, fantasten og romantikeren, var et alter ego for Moberg, og hans tragiske spor hører med. Robert (Eddie Axberg) tager til Californien for at finde guld og søge lykken, der altid vil undslippe ham. Han kommer nedbrudt hjem med en formue i værdiløs valuta, »wildcat money«. Kristina elsker blidheden i Robert, som altid bløder fra øret. Han dør i 1855.

   Troells film skildrer guldfeberen i Californien – den mørke side af Amerika-drømmen – i en psykedelisk tonet montagestil, der er uden dialog og afviklet til lyden af kantede, håndholdte trommer. Det løser måske nogle narrative problemer at fjerne Robert helt fra historien. Det svarer samtidig til at skære en arm og et ben af den raske patient.

   Der er også positive ændringer. Den bedste tilføjelse er fortællerstemmen, som Poppe gør brug af fra først til sidst. Vi lytter til en blanding af dagbog og brev. Den bliver påbegyndt af Kristina og færdiggjort af hendes datter, Lill-Märta (Kerstin Linden). Her kommer den nye æstetik til sin ret.

DET er ikke en ny idé at løsne Kristinas historie fra resten. Björn Ulvaeus gjorde det samme, da han og Benny Andersson skrev musicalen Kristina från Duvemåla til Malmö Stadsteatern i 1995. De beholdt dog samtlige karakterer.

   Pionererne repræsenterer jo alle de svenske – ca. 1,2 mio. – som forlod fødelandet. Moberg skildrer hele lokalsamfundet og gør en dyd af at kortlægge begge hierarkier. Fra hans hånd var Udvandrarna en kollektiv folkehistorie: »Detta är en berättelse om några människor, som från sine hem i Ljuder i Småland utvandrada til Nordamerika (…) De som stannade kvar, de tröga och tvehågsna, kallade dem äventyrlystna.«

   Poppes film prioriterer menneskestemmen. For Troell var det lige så vigtigt at undgå den konventionelle voiceover, som på den tid, i miniseriernes barndom, var overforbrugt i fiktionen. Han og medforfatteren Bengt Forslund (som tillige var producer på de to film) eksponerer i fyndige skærmtekster, der betoner neutral statistik.

BEGGE versioner er af deres tid. De to gamle film demonstrerer et marxistisk historiesyn og er fulde af logisk realpolitik. Kritikken af folkemordet på den oprindelige befolkning er skarp og knastør. Tematikken er koncentreret i scenen, som skildrer vinterhængningen af 38 sioux/lakotakrigere efter opstanden i 1862. Og ugerningerne, begge sider begår.

   I Poppes film er man mere tilbøjelig til at glide af på identitetspolitikken. Her er den samme scene, hvor uramerikanere skræmmer Kristina, undersøger tingene i hytten og er gået igen, da hun vender sig om. Rædslerne bliver kun omtalt. Karl-Oskar markerer i alle versioner sit standpunkt. Han føler ingen skyld. De har plantet korn og skabt velstand, hvor der før kun var vildnis og sten som i Sverige.

POPPE når sent til historien om de andre svenske tilflyttere og de nidkære religiøse pedanter, som ikke vil acceptere, at Kristina er ven med den forhenværende prostituerede Ulrika (Tove Lo i Mai Zetterlings signaturrolle som »Glæden«). Værre endnu har hun giftet sig med en baptistpræst. De kristne vil kun sende drenge i skole. Karl-Oskar, der altid ser tro som en begrænsning, siger, at børnene skal gå i amerikansk skole.

   I den gamle version stod de sammen og sagde fra. I den nye har Kristina mere indgroet respekt for de religiøse. Det er derfor så meget større, da hun siger fra og fortæller præstekonen Judit (Sofia Helin), hvor hun kan gøre af sin fordømmelse. »Kan du ikke få styr på din kvinde?« bliver Karl-Oskar spurgt. Han smiler og svarer: »Åbenbart ikke.«

   Fremstillingen af de oprindelige amerikanere er lagt i et naturmystisk møde med mørket i skoven, hvor man farer vild som i bøger af Nathaniel Hawthorne og holistiske film af Terrence Malick. For at føje Kristina sætter Karl-Oskar i sidste øjeblik Lill-Märta af og siger, at skolen må vente. Kristina får lejlighed til at fortryde. Der er en udsoningscene mellem mor og datter. Det er lakotakvinden Wichahpi (Díana Bermudez), som hjælper de nødstedte indvandrere. Det er smukt som på et genremaleri.

GUSTAF Skarsgård er god nok som Karl-Oskar, og Lisa Carlehed (der har gjort indtryk i danske film som I dine hænder, Til vi falder og Psykosia) er fremragende som Kristina. Det er vigtigt for den nye film at formulere en feministisk dagsorden. Der er en (ny) scene, hvor Karl-Oskar går i marken og siger, at han kommer hjem »engang i aften«. Så er Kristina alene med børnene, og klaustrofobien og hjemveen eskalerer.

   Udvandrerne er bare ikke det oplagte sted at revidere et patriarkalsk perspektiv. Teksten skildrer et langt og godt, skønt ikke altid lykkeligt parforhold, hvor ægtefællerne er jævnbyrdige. De elsker hinanden, der er gensidig respekt. Liv Ullmann og Max Von Sydow var umådeligt overbevisende sammen, og det er svært at komme efter dem. Ullmann var castet som Kristinas mor i den nye film, men måtte sige fra undervejs.

MIT råd til tilskueren er faktisk: Lad være med at gense de gamle film, og lad være med at læse i bøgerne først. For Moberg var det vigtigt at fortælle om et samfund: »I hemorten är deras namn glömda och deras utvandrings äventyr skall snart ingå i sagan och legendan.« For Troell var det vigtigt at undsige kirken og staten og skildre et kærligt ægteskab i lyst og megen modgang.

   For Poppe er det primære at aktualisere historien. I titelsekvensen til slut er der billeder af moderne migranter, som banker på døren til Fort Europa. Det er blevet til en ny og lidt amputeret fortælling om en svensk familie, der slår sig ned et nyt sted. Der er færre børn, mindre vinter og en regelret historie, hvor karaktererne egentlig ikke bliver ældre. Der er intet af visionen fra Troell.

SOM nævnt er der skåret og plukket. Nogle scener står dog 1:1. Datteren Annas død afvikles i et strategisk flashback, og Kristina insisterer på atter at elske med Karl-Oskar i en scene, som er præcis magen til. I den gamle film følte man tiden. I den nye betragter Kristina sin mand og forstår, at Amerika giver ham mulighed for at være sin egen landshøvding.

   »Kan man blive fanget i en andens frihed?« spørger hun retorisk. Det er i hvert fald dét, som sker for Kristina fra Duvemåla. Heldigvis er filmen i sidste instans en tillidserklæring til Lill-Märta fra Ki-Chi-Saga, der vil lære af sin mors eksempel og vide at gøre det bedre endnu.

Se også To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015) [Bogen og filmen]; To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig, Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. 148 min. Sverige-Norge-Danmark-New Zealand 2021. Dansk premiere: 11.08.2022.

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 191 min. Sverige 1971. Dansk premiere: 17.02.1972.

Nybyggarna (Nybyggerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 202 min. Sverige 1972. Dansk premiere: 05.09.1972.

Fotos: Film i Västerbotten/ Nordsvensk Filmunderhållning/ Tre Vänner Produktion AB/ Svensk Filmindustri/ SF Studios/ The Criterion Collection

1971-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime

2021-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Jan Troells Utvandrarna (The Emigrants) og Nybyggarna (The New Land) er udgivet på dvd og blu-ray af The Criterion Collection (2016)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.08.2022

Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]

SÅRET NATION

Fire film om Utøya-traumet

Af BO GREEN JENSEN

EN sommerdag i 2011 realiserede Anders Breivik sin plan om at angribe menneskeheden. Det var noget, han gjorde for fremtidens skyld. Målet var at svække Det norske Arbeiderparti. Socialdemokraterne ødelagde landet med en inklusiv asylpolitik, som snart ville føre til kaos.

   Han signerede sin »europæiske uafhængighedserklæring«, et manifest på 1500 sider med diffuse herrefolkstanker. Han pakkede bilen med sprængstof, en gødningsbombe på næsten et ton, og kørte til byen. Otte mennesker døde, og 90 blev såret i eksplosionen, som rystede Oslo.

   To timer senere ankom Breivik til den traditionsrige sommerlejr, en blanding af diskussionsforum og feriekoloni, som Arbeidernes Ungdomsfylkning afholdt på Utøya i Tyrifjorden. Han var nu i polititøj og bar på kufferter med automatiske våben. Alligevel kom han med færgen. 600 unge deltog i sommerlejren. Breivik dræbte 69 af dem på 72 minuter.

JEG kan huske, hvor jeg var, da katastrofenyhederne begyndte. Det kan de fleste danskere nok. Og studieværternes skepsis over den gule stribe med breaking news. Ingen kunne tro ubegribeligheden. Også politiet var i tvivl. Derfor ankom hjælpen sent.

   Breivik var en utilpasset højreekstremist på 32 år. En morsdreng med megalomane fantasier og en lang liste over personlige nederlag. Der blev talt om ikke at nævne hans navn. Det blev desværre ikke til noget. Snart kom der bøger som Åsne Seierstads En af os (2014). Det var jo dét, der for alvor rykkede grænsen. At morderen ikke kom udefra.

DET skete for ti år siden i Norge, men tragedien bliver ved med at kræve sin ret. Breivik tog 77 liv ud af det blå. Efter massemordet kastede landet sig ud i et kollektivt sorgarbejde. Det var, som om nationen forpligtede sig på at rumme og i en vis forstand stå ved Anders Breivik.

   Måske var filmskaberne allerede i gang? Alene i 2018 er der premiere på tre Utøya-film. Jeg ser dem, fordi jeg er filmkritiker. Jeg ser dem ikke, fordi jeg vil genopleve Utøya. Jeg synes heller ikke, der er meget at forstå. Jeg kan forestille mig frygten og angsten.

   Set udefra virker processen absurd. Hvis vi ikke respekterer morderens rettigheder, synker vi ned på hans niveau, hedder det. Men Breivik var bagefter stolt af sig selv. Han har på intet tidspunkt vaklet i troen. Så hvordan kan der være tvivl om hans skyld og tilregnelighed, om hans ret til at blive anstændigt behandlet?

   Anders Behring Breivik fortjener ikke at blive anstændigt behandlet. Han fortjener at være låst inde på livstid. Og måske en dag indse, hvad han har gjort, uden samtidig at smile.

REKONSTRUKTION Utøya er den første dokumentarfilm. Fire af de overlevende samles i et filmstudie og genskaber mareridtet, som de oplevede det. For at begribe og bearbejde, for »at overleve og leve videre«, som filmen selv udtrykker det.

   De fire får hjælp af 12 andre unge, som ikke var på Utøya, men har meldt sig som statister, fordi de vil forstå, hvordan det føltes. De hjælper til med at indrette scenen, finde enkle rekvisitter, spille levende og døde. Men først og fremmest lytter de. Efter tur får Rakel Mortensdatter Birkeli fra Finnmark, Mohammed Saleh fra Hamar, Jenny Andersen fra Trondheim og Torje Hansen fra Tromsø, den yngste og ivrigste deltager, fortalt om deres oplevelser. I 2011 var de henholdsvis 17, 21, 19 og 14 år gamle.

   Alle er mærket for livet, men ingen er helt ødelagt. De viser, hvordan de skjulte sig, spillede døde eller narrede morderen på andre måder. Breivik var metodisk, men i tidsnød. Mohammed stod på tæer under vandet. Han holdt vejret, indtil han ikke kunne mere. Da han stak hovedet op, så han ryggen af Breivik, der var på vej mod nye ofre. Det er alt sammen norsk og fornuftigt. Alle fortæller stille og roligt.

DET er gjort meget enkelt og sobert. Den tomme filmstudie ligner en hangar. Gulvet er sort som en tavle. Topografien markeres med hvid gaffatape: planter, klipper, veje og vandløb. Somme tider bliver der brugt sætstykker som store sten af papmache.

   Hver af de fire forbereder sig. De fortæller lidt om, hvem de var, da de kom til Utøya. De var alle uskyldige optimister. Det er de ikke mere. Alle mener, at man kan lære noget af Utøya. Først og fremmest at sætte pris på livet. I hvert fald er det vigtigt at kæmpe på englenes side. De vil hver især demonstrere, at »håbet er større end hadet«.

   Selve rekonstruktionen er kort og prosaisk. De hvide streger og krydser på gulvet får tilskueren til at tænke på Lars von Triers Dogville. Det er næppe meningen, men det visuelle ekko giver øget resonans. Også Dogville skildrer, hvordan det gode i mennesket kommer til kort.

BAGEFTER følger en lettet snak om, hvordan det var at være tilbage. De synes alle, det var nyttigt. Vigtigt at huske, men også vigtigt at komme videre fra. Ingen af dem raser eller taler om Breivik. Det gælder om at se fremad, rette klimaet op, være gode socialdemokrater i verdens mest fornuftige land. Som publikum savner man vreden. Omvendt er det godt at se, hvordan tiden arbejder for livet til hverdag.

   Nogle temaer går igen. Alle fire taler taknemmeligt om den varme modtagelse, som de fik, da de nåede fastlandet bagefter. De blev svøbt ind i hvide tæpper. Sådan kunne de overlevende kende hinanden. En af de unge mænd husker, at han tænkte: »Så. Nu tilhører jeg folket med hvide tæpper. Det er nok bare sådan, det er.«

   Alle fire gør sig særligt umage med at finde den rigtige lyd til de skud, som blev med at falde. Nogle husker en spruttende lyd som af popcorn. Andre bruger jernrør til at gentage lyden.

CARL Javérs film giver publikum en god idé om, hvordan det var. Dertil er den smukt fotograferet. Efter de dramatiske rekonstruktioner i Erik Poppes Utøya 22. juli og Paul Greengrass’ 22 July kan den bare ikke undgå at føles som en tilføjelse. Det er »den eneste film om Utøya, du har brug for,« skrev dagbladet VG i Norge. Det er jeg ikke sikker på.

   Det bliver altid diskuteret, om fiktionsfilm må skildre unævneligheder som Utøya og 9/11. For går man ikke forbrydernes ærinde, og lukrerer man ikke på ofrenes smerte? Holocaust er undtagelsen. Dette folkemord må huskes, så historien ikke gentager sig. Utøya var én mands gerning. Meget taler for at tie fascistens angreb på fællesskabet ihjel.

   Det føles i hvert fald perverst og lidt dekadent at bedømme de æstetiske kvaliteter. Ingen af filmene vil udpensle gruen eller spekulere i sorgen. Alligevel gør de noget, der ligner. En fortælling stiller krav, der må være helte og dæmoner. Måske går øvelsen ud på at undgå en genrefilms virkemidler. Det slipper Rekonstruktion Utøya bedst fra.

ERIK Poppes Utøya 22. juli var den første fiktive fremstilling. Filmen gør meget ud af ikke at vise morderen Breivik. Han er aldrig mere end et omrids, der ses på lang afstand. Til gengæld er lydsiden fuld af hans skud. Filmen følger Kaja (Andrea Berntzen), et amalgam af autentiske typer, som var hun the final girl i en intens horrorfilm.

   Utøya 22. juli ligner netop en blanding af gyser og katastrofefilm. Våde kroppe presser sig ind til hinanden, mens monstret passerer. På papiret giver det mening at være taktfuld. I praksis virker det som en manér. Ofrene synger en salme, netop som de skal være stille. Var der virkelig nogen, der sang på Utøya?

   Filmen er skudt i virkelig tid. De 72 minutter varer virkelig 72 minutter. Det giver nerve og soliditet. Især er Poppe god til at skildre, hvor tøvende kaos begynder. Der går længe, før Kaja opdager, at noget er virkelig galt.

PAUL Greengrass’ 22 July giver et overblik, som ingen af de andre to vil fortabe sig i. Den film er til gengæld fuld af Breivik, som bliver spillet af Anders Danielsen Lie. Lie har en sårbar udstråling, som han brugte smukt i Joachim Triers Reprise og Oslo 31. august. Han fremstiller Breivik foruroligende empatisk.

   Hos Greengrass kortlægges hele forløbet. Den britiske instruktør har erfaring i at fortælle neutralt om store ugerninger. Han gjorde det i Bloody Sunday (2002), som rekonstruerede britiske styrkers angreb på nordirske demonstranter i 1972. Han gjorde det i United 93 (2006), hvor passagererne gik til modangreb på terroristerne i det fjerde fly fra 9/11. Han gjorde det for den sags skyld i Captain Phillips (2013), hvor fragtskibet Maersk Alabama blev kapret af pirater ved Afrikas Horn.

   22 July havde premiere på filmfestivalen i Venedig, før den blev lagt på Netflix, som har betalt produktionen. Manuskriptet bygger netop på Åsne Seierstads En af os, som jeg nævnte i begyndelsen.

ANDERS Breivik er dog skildret som indbegrebet af noget andet, en moralsk anomi og mental alien. På et tidspunkt klager han over smerten fra en knoglesplint, der har sat sig i hans finger. Han kræver at blive tilset. Sådan er attituden under processen, som skildres i detaljer. Breivik er gennemført led, narcissistisk og arrogant. Jeg vil tro, at han ligner manden i virkeligheden.

   Det er vigtigt, at nogen vil vidne. Det gør den overlevende Viljar Hanssen (Jonas Strand Gravli), som har kæmpet sig gennem en lang genoptræning. Filmen ser også Viljars forældre og lader os reagere med dem. Viljar taler i retten, og Breivik bliver dømt. Men hvordan kunne der være nogen som helst tvivl?

   Erik Poppe skaber en kropsnær her-og-nu fiktion. Paul Greengrass dramatiserer retssagen. Carl Javér sætter fokus på de overlevende. Til sammen udgør de tre film et kompositfoto, hvor motivet bliver undersøgt og set fra alle vinkler. Kan vi sige, at Utøya endelig er dækket?

I APRIL 2021 er der norsk premiere på Generation Utøya, en dokumentarfilm af Aslaug Holm og Sigve Endresen. Fire kvindelige overlevere fortæller om mareridtsdagen og hvordan de kom videre efter Utøya. De blev alle ramt flere gange af Breiviks skud og tilhører, hvad en af de unge kalder »folket med de hvide tæpper« i Rekonstruktion Utøya.

   Hver har bevaret engagementet. To er blevet stærke politiske stemmer. Ina Libak var leder af AUF fra 2016 til 2018. Kamzy Gunaratnam er borgmester og »varaordfører« for Arbeiderpartiet i Oslo. Renate Tårnes var med til at genåbne sommerlejren. Line Hoem døjer med PTSD, men forbliver i Arbeiderpartiet.

   Det er ikke ren idyl. Alle har modtaget hate mail. Der bliver hvert år malet hagekors på mindesmærkerne. Men genopbyggelsen er større end selve skabelsen, som Martin Hall skrev engang. Filmen viser også, hvordan det norske socialdemokrati har taget Utøya 22. juli ind i sin fortælling. Der er næsten en exceptionalisme i spil. Håbet skal være stærkere end hadet.

Rekonstruktion Utøya. Instr.: Carl Javér. Manus: Carl Javér og Fredrik Lange. Foto: Henrik Bohn Ipsen. 91 min. Norge-Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 29.11.2018

22 July. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Pål Ulvik Rokseth. 143 min. Norge-Island-USA 2018. Dansk premiere: 04.10.2018

Utøya 22. juli. Instr.: Erik Poppe. Manus: Siv Rejendram Eliassen og Anna Bache-Wiig. Foto: Martin Otterbeck. 93 min. Norge 2018. Dansk premiere: 03.03.2018

Generasjon Utøya. Instr., manus, foto: Aslaug Holm, Sigve Endresen. 100 min. Norge 2021.

Fotos: Camera Film (Rekonstruktion Utøya)/ Nordisk Film (Utøya 22. juli)/ Netflix (22 July)/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmcentralen

Rekonstruktion Utøya streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Utøya 22. juli streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

22 July streames på Netflix

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 30.11.2018 (revideret og justeret 22.07.2021)