Translate

onsdag den 23. marts 2022

To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]


TILBAGE TIL ABERNES PLANET
En miskendt version af fremtidslegenden

Af BO GREEN JENSEN

CALIMA er abernes navn for de hellige ruiner, som indtager en central position i religionen på deres planet. Stedet er knyttet til myten om Semos, den rebelske Messias-chimpanse, som trak en streg i sandet og én gang for alle gjorde op med abernes forhold til menneskene.
   Vist fortaber historien sig i legendernes tid. Vist betragter de sofistikerede orangutaner og de videnskabeligt orienterede chimpanser Semos-kulten med en overbærenhed, der minder påfaldende om vores egen holdning til kristendommens grundmateriale. Men for de harniskklædte gorillakrigere er troen på Semos en levende kraft.
   Det bliver da også med den, at planetens skæbne står og falder i Tim Burtons med spænding imødesete udgave af 60er-klenodiet Planet of the Apes.
   Der er ingen grund til at røbe den anstrengt overrumplende pointe, som prøver at matche styrken i førsteudgavens slutbillede. Derimod kan man ikke skrive om de justeringer, som er foretaget i forhold til den oprindelige kontekst, hvis man ikke røber lidt om Calima. Filmen selv gør det midtvejs og udløser således spændingen om, hvordan man vil give en forklaring på kloden, som måske/måske ikke er Jorden.*

1. Vejen til Calima

I BEGYNDELSEN af filmen, da astronauten Leo Davidson (Mark Wahlberg) endnu ikke har fulgt chimpansen Perikles gennem det magnetiske stormfelt, som fører ham til Abernes planet, ser vi besætningen arbejde om bord på rumfartøjet Oberon. Demonstrativt rettes blikket mod et skilt med ordene CAUTION LIVE ANIMALS. 
   En god spilletime senere er Davidson blevet anfører for de sidste vilde mennesker på Abernes planet, hvor den fanatiske general Thane (Tim Roth), en kolerisk og stærkt Hitler-lignende chimpanse, kun anerkender udrensning som en løsning på det menneskelige problem. Davidson styrer da mod de signaler, som kommer fra Calima i den forbudte zone.


HVERKEN menneskene, som er med ham, eller forskeraben Ari (Helena Bonham Carter), en særdeles charmerende hun-chimpanse, er trygge ved at træde ind i Calima, men Davidson insisterer, og det lykkes at slippe forbi gorillahæren. Endelig når karavanen da midten af det golde landskab, som en fjern katastrofe har ødelagt.
   Ifølge Davidsons søger befinder man sig nær moderskibet Oberon (filmen er fuld af Shakespeare-henvisninger; forløbet af slaget i slutningen minder i slående grad om Henry V). På en støvet væg af rustent jern står der CA-LI-MA. Davidson stryger støvet væk, læser skiltet og forstår, at han virkelig er tilbage på skibet, men ikke i sin egen tid.


LÆNGE er gode råd dyre. Abehæren er større og stærkere end menneskene, selvom disse jagede kræ (der alle taler lydefrit engelsk, som man nu engang gør det i abernes stat) til lejligheden har retableret de dræbende teknologier, som også hér er artens specialitet. Omsider er der ingen rimelig grund til at håbe og tro, men Davidson kan ikke lade være.
   Det kunne astronauten i den gamle version af fremtidslegenden. I Beneath the Planet of the Apes (1970, da. Flugten på abernes planet), den første film i serien af fortsættelser, trak mennesket Taylor selv i det håndtag, som udløste arsenalet af kernevåben. Han gjorde det endda beslutsomt, i vrængende væmmelse og med en grimasse, som kun Charlton Heston kunne skære.


SÅ dyb bliver Davidson aldrig, og så skarp i sin stille kritik af vor samtid er den nye filmudgave slet ikke. Den gamle Planet of the Apes var autentisk science fiction, et fabulerende stykke spekulativ fiktion, som tog sin præmis og dens parametre alvorligt, fordi man ville tale til og om sin egen tid.
   Den nye Planet of the Apes er snarere løssluppen fantasy, et mørkt eventyr om en mulig verden, hvor aber regerer. Til slut skal vi se det store skred, som er sket i balancen mellem de trods alt forbundne virkeligheder, men det virker som en påhægtet gimmick. Derimod løftes noget på plads, og det føles dybt befriende, da profetien om Semos’ genkomst på sæt og vis går i opfyldelse.

2. En bismag af apokalypse

VIL man repetere baggrunden og gense de gamle film i serien, der blev en af 70ernes store biografsucceser, bør man ikke tøve med at anskaffe det boxsæt, som samler hele sagaen under fællestitlen Planet of the Apes – The Evolution. Her findes også en overordnet indføring i tidens tendenser, som de yngste tilskuere – Burtons films primære målgruppe – formentlig kun kender som løse rygter fra skolen, tv og andre film.

   Det er jo ikke tilfældigt, at man i kampåret 1968 fandt det naturligt at skabe så markant en mainstreamfilm som den genuint visionære førsteudgave af Abernes planet. I 60erne tog man nærmest for givet, at Jorden ville gå under en dag. Hvornår var ikke til at sige, men tiårets mange forestillinger om en verden, der lever videre efter atomragnarok, har som regel en tidshorisont, der begynder ved årtusindeskiftet, vi nu har passeret.
   Tiden elskede sine mørke profetier lige så meget, som den frygtede en tredje verdenskrig. Selv de letteste, mest kulørte fremtidsdrømme har en bismag af apokalypse.


FRANKLIN J. Schaffners Planet of the Apes (1968) havde premiere samme år som 2001: A Space Odyssey (da. Rumrejsen år 2001). Stanley Kubricks visionære værk kaster længere skygger, men i første omgang havde Abernes planet større gennemslagskraft. Filmen var en sensation, som mange gik ind og så flere gange, fordi slutbilledet gav dem gåsehud.
   Det er da også en mageløs slutning. I to timer har vi fulgt astronauten George Taylor (Heston), der nødlander på en planet, hvor aber har taget menneskets plads. Han er blevet ydmyget og eksperimenteret med, men har også fundet venner i chimpanserne Dr. Zira (Kim Hunter) og Cornelius (Roddy McDowall), der begge forsker i menneskets væsen.
   Sammen med Nova (Linda Harrison) – en kvinde uden sprog var stadig det seksuelle ideal – rider Taylor langs stranden, kun iført riffel, lændeklæde og Hestons signatursmil. Da ser han en kæmpemæssig figur, som er halvvejs begravet i sandet. Han falder på knæ og forbander sine artsfæller, som »virkelig gjorde det denne gang.« Endelig zoomes der ud, så også publikum kan se figuren. Det er den amerikanske Frihedsgudinde.


DET er svært at sige, hvorfor øjeblikket virker så stærkt. Abernes planet bygger på franskmanden Pierre Boulles roman La planète des singes (1963). Denne er ikke så bogstavelig som filmen, har ikke nogen trickslutning og interesserer sig mest for at spejle menneskets verden i abernes samfund.
   Rod Serling, som skabte tv-serien The Twilight Zone (1959-65), bearbejdede i flere omgange Boulles bog, før Michael Wilson skrev det endelige manuskript. Serling genbrugte da pointen fra Twilight Zone-episoden »I Shot an Arrow in the Air« (1960), hvor amerikanske astronauter i et afsvedent kraterlandskab ser to forvitrede vejskilte og begriber, at de er strandet på Jorden i fremtiden.



EFFEKTEN er langt stærkere i filmen, men uden Serlings inspirerede genbrug ville der næppe være produceret fire sequels, to tv-serier (den ene animeret) og diverse andre fortsættelser til Planet of the Apes. Hovedsagen i sagaen er dog ikke, hvad menneskene har gjort ved hinanden. Det er forholdet mellem de herskende aber og de sidste mennesker. Og hvordan ville abernes verden se ud? Orangutanger tænker og regerer; gorillaer kæmper og kontrollerer; chimpanser forsker og føler. Vel er præmissen original, men magtfordelingen i abesamfundet er forudsigelig og ordinær.



I DET store hele står de gamle film flot. Man rådede ikke over digitale teknikker. Alt er derfor gjort med pap, sminke, gummi og plast. Slutningen viser et glasmaleri, og John Chambers’ abe-makeup er ikke så imponerende, som man husker den. Alligevel fungerer illusionen. Man vænner sig til at være på abernes planet, og man begynder at føle med Zira og Cornelius, som sammen med sønnen Caesar bliver gennemgående skikkelser.


 ANDRE elementer røber filmenes tilblivelsestid. Der blev zoomet utrolig meget i 60ernes og 70ernes actionfilm. Det er derfor en næsten psykedelisk oplevelse at jage gennem terrænet. I dag er virkningen lige så svær at abstrahere fra som de dobbelte skygger, man dengang kastede i interiørscener.
   Ted Post instruerede den første forsættelse, Beneath the Planet of the Apes (da. Flugten på abernes planet), i 1969. Den er mørkere, men også mere latterlig end originalen. Filmen følger de astronauter, som skal finde Taylor og hans besætning. Nogle af de sidste mennesker har dannet en kult, som dyrker Bomben og holder til i resterne af New York Citys undergrundsbane. Det ville være perspektivrigt, hvis alting ikke var udført så kitschet.


SIDEN faldt niveauet støt, og der gik næsten soap opera i den fortsatte historie. Bedst er Escape from the Planet of the Apes (1971, da.
Truslen fra abernes planet), hvor Zira og Cornelius rejser tilbage til USA i 1970erne. Don Taylor instruerede dette kapitel, der har Sal Mineo og Ricardo Montalban som gæstestjerner.
   Både fjerde og femte afsnit, Conquest of the Planet of the Apes (1972, da. Oprør på abernes planet) og Battle for the Planet of the Apes (1973, da. Kampen om abernes planet) blev instrueret af veteranen J. Lee Thompson. De er kun af interesse for den, som har set de første tre kapitler og længes meget stærkt efter mere.


DET flotte boxsæt blev udsendt i en såkaldt Limited Edition på 100.000 eksemplarer. Man er sikkert ikke løbet helt tør endnu. Den sjette disc indeholder dokumentaren Behind the Planet of the Apes. Det er produceret i 1998, umiddelbart før skuespilleren Roddy McDowalls død. McDowall medvirkede i fire af de fem biograffilm og var også hovednavnet i tv-serien, som levede i to sæsoner fra 1974-76. Han er derfor den oplagte turguide. Dokumentaren varer to timer og koncentrerer sig fornuftigvis om den første film.

3. Forstemmende futilitet

ALTSÅ hverken en helt ny fortælling eller en ordinær genindspilning, men en gendigtning, en såkaldt »re-imagining« af den første film om menneskets skæbne i fremtidens mørke på Abernes planet. Dét er konceptet, som ligger til grund for Tim Burtons store modernisering.
   Når der er tænkt så meget over en dækkende betegnelse, har det vel at gøre med »Adel forpligter«-princippet. Richard Zanuck, der som nybagt studiechef hos 20th Century Fox gav grønt lys for Schaffners original, har også produceret versionen, som beviser, hvad Poul Nesgaard har sagt mange gange: at mennesket er en efterabe.
   Burtons film er en mærkelig størrelse, men ikke på den frodige måde, som vi ellers forbinder med instruktøren af Batman, Edward Scissorhands, Ed Wood og Sleepy Hollow.
   »Gentænkningen« giver kun mening, hvis man kender den første filmatisering af Boulles satiriske dystopi. Omvendt er det ingen ubetinget fordel at have denne baggrund. Alt for megen mental energi brændes af på at reflektere over sammenfald og forskelle mellem de to film. Uvisheden om planetens skæbne, som burde være hovedsagen, bliver noget rent formelt, mens den egentlige spænding knytter sig til, hvordan Burton og de tre krediterede manuskriptforfattere vil bære sig ad med at skrive en slutning, der kan måle sig med fremtidschokket i den gamle film, som endnu er pletfri efter 33 år.


SNART sagt ingen sammenligning falder ud til den nye films fordel. Vist kan teknikken mere, og vist er Rick Bakers abe-makeup mere livagtig, men i de fleste andre forhold falder Burtons film igennem. Der skabes aldrig et overbevisende billede af hverdagen i abernes samfundsorden. De sidste mennesker er rene karikaturer, fra Kris Kristoffersons grånende Karubi til Estella Warrens smægtende Daena, der i bedste B-filmstil bærer læbestift, lændeklæde og bobbet blond hår. Tim Roths hysteriske despot er imponerende, men også umådeligt anstrengende, og helt ude på det campede overdrev spiller Charlton Heston hans døende far.


KUN Michael Clarke Duncans ærefrygtindgydende krigergorilla Attar og Helena Bonham Carters nænsomme, nysgerrige Ari gør indtryk, man vil bære med sig. Ligesom i de gamle film fremlægges en række etniske analogier. Vores racisme bliver set i et spejl, kan man sige.
   Hos Burton fornemmer man tydeligt, at de brave gorillaer er afrikansk-amerikanske. En tid lang synes filmen at lege med en mulig romance mellem Davidson og Ari. Allerede englænderen Poul Dehn lod en hybrid af abe og menneske komme til verden i sit første manuskript til Flugten på Abernes Planet, men studiet nedlagde veto.
   Så ikke meget har ændret sig. I 1968 frygtede man Bomben. I 2001 synes etnisk udrensning at være det store tema, som nærer vor angst. Planet of the Apes er Tim Burtons mest ansigtsløse arbejde til dato, men rent formalistisk, som en gennemført mainstream-stiløvelse, fungerer filmen til husbehov. Vist er der gode detaljer. Vist gør man sig tanker på vejen til Calima, men i det lange løb føles projektet mest af alt som et futilt supplement.


*) I Pierre Boulles roman bliver leget mere med tiden og de store overraskelser, som forrykker og korrigerer perspektivet. Et ungt par holder ferie i rummet og læser fortællerens beretning om planeten, hvor forholdet mellem aber og mennesker er vendt.
   Ved slutningen vender fortælleren tilbage til Jorden sammen med kvinden Nova, som i mellemtiden har født deres søn. De lander i Paris, hvor Eiffeltårnet stadig står. En lastbil standser og samler dem op. Fortælleren får et chok, som ligner overraskelsen i Schaffners film, da han ser, at chaufføren er en gorilla.
   Men hvem er det egentlig, som læser i bogen med journalistens historie? Hos Boulle har parret svært ved at tage fortællingen alvorligt. En verden, hvor mennesker tænker som aber og kan skrive og selv regne tingene ud? Den må du længere ud på landet med, mener både Jinn og Phillys, som er forelskede chimpanser. 
   The Folio Society genudgav Planet of the Apes i 2020. Biologen og antropologen Frans de Wall har skrevet et forord, som tager præmissen alvorligt. David De Las Heras, den spanske kunstner og illustrator, har formgivet bogen og skabt syv nye værker. Oversættelsen er Xan Fieldings version fra 1964. I førsteudgaven fra 1963 var den engelske titel Monkey Planet.



Planet of the Apes. Instr.: Tim Burton. Manus: William Broyles Jr., Lawrence Konner, Mark Rosenthal. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. USA 2001. Dansk premiere: 24.08.2001.

Planet of the Apes (Abernes planet). Instr. Franklin J. Schaffner. Manus: Michael Wilson, Rod Serling. Foto: Leon Shamroy. 112 min. USA 1968. Dansk premiere: 23.05.1968.

Planet of the Apes - The Evolution (1967-73). Instr.: Franklin J. Schaffner, Ted Post, Don Taylor, J. Lee Thompson. 6 disc-boxsæt. 20th Century Fox Home Entertainment.

Pierre Boulle: Planet of the Apes. Oversat efter »La Planète de singes« (1963) af Xan Fielding. Introduced by Frans de Waal. 172 s. London: The Folio Society, 2020


Fotos: 20th Century Fox/ Twentieth Century Studios/ CBS/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets, LLC/ The Folio Society
Planet of the Apes (2001) streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Planet of the Apes (1968) streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime
Bokssættet med den samlede saga udkom på Blu-ray i 2011
Teksten stod [med rubrikken »Vejen til Calima«] i Weekendavisen Kultur 24.08.2001.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar