KRIMINEL KVINDELIST »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster?«
Af BO GREEN JENSEN
FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.
Gamle film bliver genindspillet med (d)et andet køn i helterollerne. Ghostbusters genopstod med kvindelige stand-up komikere. En ny version af The Lord of the Flies er undervejs, nu med strandede piger på øen.
Det er værd at bemærke, at britisk film og tv-fiktion foretog omstillingen allerede i 1980erne og 90erne, da Lynda La Plante (f. 1943) skrev miniserien Widows (1983-1985, da. Enker) og fulgte succesen op med et helt kompleks af projekter, hvor den feministiske faktor var prioriteret. La Plante var showrunner, før man havde begrebet.
Widows – som Steve McQueen nyfortolkede i 2018– fik en fortsættelse i She's Out (1995), og La Plante skrev Prime Suspect (1991-2006, da. Mistænkt) til Helen Mirren, der spillede rollen som DCI Jane Tennison i samtlige syv sæsoner. Hun tog ved lære, blev ældre og havde et liv. Karakteren var aldrig en sum af klicheer.
The Governor (1995-1996) med Janet McTeer som fængselsinspektør Helen Hewitt fik ikke samme gennemslagskraft, men The Commander (2003-2008) med Amanda Burton som politichef Clare Blake havde næsten samme slidstyrke.
Imens var politiserien Cagney & Lacey (1982-1988) og forskellige gradbøjninger af 70er-klenodiet Charlie's Angels (1976-1981) det nærmeste, man kom en renovering af genrerne i USA.
ERGO ankommer Ocean’s Eight som den første helhjertede Hollywood-indsats. Her bliver den klassiske kupfilm iscenesat for otte kvinder, der ikke giver mændene noget som helst. Debbie Oceans håndplukkede crew slår til ved den årlige galla, som The Met i New York afvikler sammen med Vogue Magazine.
Ocean’s-serien har en lang stamtavle, og der er tradition for, at spillerne tager deres private persona med på arbejde. Ydermere er det chauvinistisk arvesølv. Ocean's 11 (1960) var skræddersyet til Frank Sinatra og The Rat Pack. Angie Dickinson leverede seksuelt blikfang.
Steven Soderbergh genindspillede filmen i 2001, nu med George Clooney som Danny Ocean og stjerner som Brad Pitt og Matt Damon. Julia Roberts var kvinden på holdet. To fortsættelser fulgte, før serien blev for selvtilfreds. På Ocean’s Eight er Soderbergh krediteret som producer sammen med Susan Ekins.
DEBBIE Ocean (Sandra Bullock) er søster til Danny, som på bestyrtende vis er gået bort siden sidst. Hun har aldrig været nævnt med et ord i de tre film om sin storebror. Man kan næsten høre stemmerne på manuskriptmødet: »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster og lod hende styre den samme slags hold?«
Debbie sidder i fængsel, men snyder sig til at blive prøveløsladt. Hun begynder da at tilrettelægge et kup, som hun har brugt de første fem år, otte måneder og tolv dage af sin afsoningstid på at udtænke. Det er fuldkommen som at se hendes bror i aktion. Hele den nye teknologi er i spil. Til gengæld bliver der ikke løsnet et skud eller nikket en skalle.
Kort sagt går planen ud på at stjæle en diamanthalskæde til 150 mio. dollars. Der er castet med opfindsomhed og et øje på diversiteten. Bullock og Cate Blanchett samler et hold bestående af Helena Bonham-Carter, Rihanna, Mindy Kaling, Awkwafina og Sarah Paulson. Anne Hathaway har særstatus som Daphne Kluger, der bærer smykket fra Cartier.
Koryfæer som Elliott Gould medvirker, og Vogue-redaktøren Anna Wintour spiller sig selv. Men selv om der er mange metakrøller, bliver selvironien holdt på lavt blus. Så Ocean's Eight overbeviser trods alt. Det er en stærk og stilren kupfilm i den cerebrale genre. Der er ingen ekstreme biljagter, og inde bag pynten er stoffet solidt.
TILBAGE TIL ABERNES PLANET En miskendt version af fremtidslegenden
Af BO GREEN JENSEN
CALIMA er abernes navn for de hellige ruiner, som indtager en central position i religionen på deres planet. Stedet er knyttet til myten om Semos, den rebelske Messias-chimpanse, som trak en streg i sandet og én gang for alle gjorde op med abernes forhold til menneskene.
Vist fortaber historien sig i legendernes tid. Vist betragter de sofistikerede orangutaner og de videnskabeligt orienterede chimpanser Semos-kulten med en overbærenhed, der minder påfaldende om vores egen holdning til kristendommens grundmateriale. Men for de harniskklædte gorillakrigere er troen på Semos en levende kraft.
Det bliver da også med den, at planetens skæbne står og falder i Tim Burtons med spænding imødesete udgave af 60er-klenodiet Planet of the Apes.
Der er ingen grund til at røbe den anstrengt overrumplende pointe, som prøver at matche styrken i førsteudgavens slutbillede. Derimod kan man ikke skrive om de justeringer, som er foretaget i forhold til den oprindelige kontekst, hvis man ikke røber lidt om Calima. Filmen selv gør det midtvejs og udløser således spændingen om, hvordan man vil give en forklaring på kloden, som måske/måske ikke er Jorden.*
1. Vejen til Calima
I BEGYNDELSEN af filmen, da astronauten Leo Davidson (Mark Wahlberg) endnu ikke har fulgt chimpansen Perikles gennem det magnetiske stormfelt, som fører ham til Abernes planet, ser vi besætningen arbejde om bord på rumfartøjet Oberon. Demonstrativt rettes blikket mod et skilt med ordene CAUTION LIVE ANIMALS.
En god spilletime senere er Davidson blevet anfører for de sidste vilde mennesker på Abernes planet, hvor den fanatiske general Thane (Tim Roth), en kolerisk og stærkt Hitler-lignende chimpanse, kun anerkender udrensning som en løsning på det menneskelige problem. Davidson styrer da mod de signaler, som kommer fra Calima i den forbudte zone.
HVERKEN menneskene, som er med ham, eller forskeraben Ari (Helena Bonham Carter), en særdeles charmerende hun-chimpanse, er trygge ved at træde ind i Calima, men Davidson insisterer, og det lykkes at slippe forbi gorillahæren. Endelig når karavanen da midten af det golde landskab, som en fjern katastrofe har ødelagt.
Ifølge Davidsons søger befinder man sig nær moderskibet Oberon (filmen er fuld af Shakespeare-henvisninger; forløbet af slaget i slutningen minder i slående grad om Henry V). På en støvet væg af rustent jern står der CA-LI-MA. Davidson stryger støvet væk, læser skiltet og forstår, at han virkelig er tilbage på skibet, men ikke i sin egen tid.
LÆNGE er gode råd dyre. Abehæren er større og stærkere end menneskene, selvom disse jagede kræ (der alle taler lydefrit engelsk, som man nu engang gør det i abernes stat) til lejligheden har retableret de dræbende teknologier, som også hér er artens specialitet. Omsider er der ingen rimelig grund til at håbe og tro, men Davidson kan ikke lade være.
Det kunne astronauten i den gamle version af fremtidslegenden. I Beneath the Planet of the Apes (1970, da. Flugten på abernes planet), den første film i serien af fortsættelser, trak mennesket Taylor selv i det håndtag, som udløste arsenalet af kernevåben. Han gjorde det endda beslutsomt, i vrængende væmmelse og med en grimasse, som kun Charlton Heston kunne skære.
SÅ dyb bliver Davidson aldrig, og så skarp i sin stille kritik af vor samtid er den nye filmudgave slet ikke. Den gamle Planet of the Apes var autentisk science fiction, et fabulerende stykke spekulativ fiktion, som tog sin præmis og dens parametre alvorligt, fordi man ville tale til og om sin egen tid.
Den nye Planet of the Apes er snarere løssluppen fantasy, et mørkt eventyr om en mulig verden, hvor aber regerer. Til slut skal vi se det store skred, som er sket i balancen mellem de trods alt forbundne virkeligheder, men det virker som en påhægtet gimmick. Derimod løftes noget på plads, og det føles dybt befriende, da profetien om Semos’ genkomst på sæt og vis går i opfyldelse.
2. En bismag af apokalypse
VIL man repetere baggrunden og gense de gamle film i serien, der blev en af 70ernes store biografsucceser, bør man ikke tøve med at anskaffe det boxsæt, som samler hele sagaen under fællestitlen Planet of the Apes – The Evolution. Her findes også en overordnet indføring i tidens tendenser, som de yngste tilskuere – Burtons films primære målgruppe – formentlig kun kender som løse rygter fra skolen, tv og andre film.
Det er jo ikke tilfældigt, at man i kampåret 1968 fandt det naturligt at skabe så markant en mainstreamfilm som den genuint visionære førsteudgave af Abernes planet. I 60erne tog man nærmest for givet, at Jorden ville gå under en dag. Hvornår var ikke til at sige, men tiårets mange forestillinger om en verden, der lever videre efter atomragnarok, har som regel en tidshorisont, der begynder ved årtusindeskiftet, vi nu har passeret.
Tiden elskede sine mørke profetier lige så meget, som den frygtede en tredje verdenskrig. Selv de letteste, mest kulørte fremtidsdrømme har en bismag af apokalypse.
FRANKLIN J. Schaffners Planet of the Apes (1968) havde premiere samme år som 2001: A Space Odyssey (da. Rumrejsen år 2001). Stanley Kubricks visionære værk kaster længere skygger, men i første omgang havde Abernes planet større gennemslagskraft. Filmen var en sensation, som mange gik ind og så flere gange, fordi slutbilledet gav dem gåsehud.
Det er da også en mageløs slutning. I to timer har vi fulgt astronauten George Taylor (Heston), der nødlander på en planet, hvor aber har taget menneskets plads. Han er blevet ydmyget og eksperimenteret med, men har også fundet venner i chimpanserne Dr. Zira (Kim Hunter) og Cornelius (Roddy McDowall), der begge forsker i menneskets væsen.
Sammen med Nova (Linda Harrison) – en kvinde uden sprog var stadig det seksuelle ideal – rider Taylor langs stranden, kun iført riffel, lændeklæde og Hestons signatursmil. Da ser han en kæmpemæssig figur, som er halvvejs begravet i sandet. Han falder på knæ og forbander sine artsfæller, som »virkelig gjorde det denne gang.« Endelig zoomes der ud, så også publikum kan se figuren. Det er den amerikanske Frihedsgudinde.
DET er svært at sige, hvorfor øjeblikket virker så stærkt. Abernes planet bygger på franskmanden Pierre Boulles roman La planète des singes (1963). Denne er ikke så bogstavelig som filmen, har ikke nogen trickslutning og interesserer sig mest for at spejle menneskets verden i abernes samfund.
Rod Serling, som skabte tv-serien The Twilight Zone (1959-65), bearbejdede i flere omgange Boulles bog, før Michael Wilson skrev det endelige manuskript. Serling genbrugte da pointen fra Twilight Zone-episoden »I Shot an Arrow in the Air« (1960), hvor amerikanske astronauter i et afsvedent kraterlandskab ser to forvitrede vejskilte og begriber, at de er strandet på Jorden i fremtiden.
EFFEKTEN er langt stærkere i filmen, men uden Serlings inspirerede genbrug ville der næppe være produceret fire sequels, to tv-serier (den ene animeret) og diverse andre fortsættelser til Planet of the Apes. Hovedsagen i sagaen er dog ikke, hvad menneskene har gjort ved hinanden. Det er forholdet mellem de herskende aber og de sidste mennesker. Og hvordan ville abernes verden se ud? Orangutanger tænker og regerer; gorillaer kæmper og kontrollerer; chimpanser forsker og føler. Vel er præmissen original, men magtfordelingen i abesamfundet er forudsigelig og ordinær.
I DET store hele står de gamle film flot. Man rådede ikke over digitale teknikker. Alt er derfor gjort med pap, sminke, gummi og plast. Slutningen viser et glasmaleri, og John Chambers’ abe-makeup er ikke så imponerende, som man husker den. Alligevel fungerer illusionen. Man vænner sig til at være på abernes planet, og man begynder at føle med Zira og Cornelius, som sammen med sønnen Caesar bliver gennemgående skikkelser.
ANDRE elementer røber filmenes tilblivelsestid. Der blev zoomet utrolig meget i 60ernes og 70ernes actionfilm. Det er derfor en næsten psykedelisk oplevelse at jage gennem terrænet. I dag er virkningen lige så svær at abstrahere fra som de dobbelte skygger, man dengang kastede i interiørscener.
Ted Post instruerede den første forsættelse, Beneath the Planet of the Apes (da. Flugten på abernes planet), i 1969. Den er mørkere, men også mere latterlig end originalen. Filmen følger de astronauter, som skal finde Taylor og hans besætning. Nogle af de sidste mennesker har dannet en kult, som dyrker Bomben og holder til i resterne af New York Citys undergrundsbane. Det ville være perspektivrigt, hvis alting ikke var udført så kitschet.
SIDEN faldt niveauet støt, og der gik næsten soap opera i den fortsatte historie. Bedst er Escape from the Planet of the Apes (1971, da. Truslen fra abernes planet), hvor Zira og Cornelius rejser tilbage til USA i 1970erne. Don Taylor instruerede dette kapitel, der har Sal Mineo og Ricardo Montalban som gæstestjerner.
Både fjerde og femte afsnit, Conquest of the Planet of the Apes (1972, da. Oprør på abernes planet) og Battle for the Planet of the Apes (1973, da. Kampen om abernes planet) blev instrueret af veteranen J. Lee Thompson. De er kun af interesse for den, som har set de første tre kapitler og længes meget stærkt efter mere.
DET flotte boxsæt blev udsendt i en såkaldt Limited Edition på 100.000 eksemplarer. Man er sikkert ikke løbet helt tør endnu. Den sjette disc indeholder dokumentaren Behind the Planet of the Apes. Det er produceret i 1998, umiddelbart før skuespilleren Roddy McDowalls død. McDowall medvirkede i fire af de fem biograffilm og var også hovednavnet i tv-serien, som levede i to sæsoner fra 1974-76. Han er derfor den oplagte turguide. Dokumentaren varer to timer og koncentrerer sig fornuftigvis om den første film.
3. Forstemmende futilitet
ALTSÅ hverken en helt ny fortælling eller en ordinær genindspilning, men en gendigtning, en såkaldt »re-imagining« af den første film om menneskets skæbne i fremtidens mørke på Abernes planet. Dét er konceptet, som ligger til grund for Tim Burtons store modernisering.
Når der er tænkt så meget over en dækkende betegnelse, har det vel at gøre med »Adel forpligter«-princippet. Richard Zanuck, der som nybagt studiechef hos 20th Century Fox gav grønt lys for Schaffners original, har også produceret versionen, som beviser, hvad Poul Nesgaard har sagt mange gange: at mennesket er en efterabe.
Burtons film er en mærkelig størrelse, men ikke på den frodige måde, som vi ellers forbinder med instruktøren af Batman, Edward Scissorhands, Ed Wood og Sleepy Hollow.
»Gentænkningen« giver kun mening, hvis man kender den første filmatisering af Boulles satiriske dystopi. Omvendt er det ingen ubetinget fordel at have denne baggrund. Alt for megen mental energi brændes af på at reflektere over sammenfald og forskelle mellem de to film. Uvisheden om planetens skæbne, som burde være hovedsagen, bliver noget rent formelt, mens den egentlige spænding knytter sig til, hvordan Burton og de tre krediterede manuskriptforfattere vil bære sig ad med at skrive en slutning, der kan måle sig med fremtidschokket i den gamle film, som endnu er pletfri efter 33 år.
SNART sagt ingen sammenligning falder ud til den nye films fordel. Vist kan teknikken mere, og vist er Rick Bakers abe-makeup mere livagtig, men i de fleste andre forhold falder Burtons film igennem. Der skabes aldrig et overbevisende billede af hverdagen i abernes samfundsorden. De sidste mennesker er rene karikaturer, fra Kris Kristoffersons grånende Karubi til Estella Warrens smægtende Daena, der i bedste B-filmstil bærer læbestift, lændeklæde og bobbet blond hår. Tim Roths hysteriske despot er imponerende, men også umådeligt anstrengende, og helt ude på det campede overdrev spiller Charlton Heston hans døende far.
KUN Michael Clarke Duncans ærefrygtindgydende krigergorilla Attar og Helena Bonham Carters nænsomme, nysgerrige Ari gør indtryk, man vil bære med sig. Ligesom i de gamle film fremlægges en række etniske analogier. Vores racisme bliver set i et spejl, kan man sige.
Hos Burton fornemmer man tydeligt, at de brave gorillaer er afrikansk-amerikanske. En tid lang synes filmen at lege med en mulig romance mellem Davidson og Ari. Allerede englænderen Poul Dehn lod en hybrid af abe og menneske komme til verden i sit første manuskript til Flugten på Abernes Planet, men studiet nedlagde veto.
Så ikke meget har ændret sig. I 1968 frygtede man Bomben. I 2001 synes etnisk udrensning at være det store tema, som nærer vor angst. Planet of the Apes er Tim Burtons mest ansigtsløse arbejde til dato, men rent formalistisk, som en gennemført mainstream-stiløvelse, fungerer filmen til husbehov. Vist er der gode detaljer. Vist gør man sig tanker på vejen til Calima, men i det lange løb føles projektet mest af alt som et futilt supplement.
*) I Pierre Boulles roman bliver der leget mere med tiden og de store overraskelser, som forrykker og korrigerer perspektivet. Et ungt par holder ferie i rummet og læser fortællerens beretning om planeten, hvor forholdet mellem aber og mennesker er vendt.
Ved slutningen vender fortælleren tilbage til Jorden sammen med kvinden Nova, som i mellemtiden har født deres søn. De lander i Paris, hvor Eiffeltårnet stadig står. En lastbil standser og samler dem op. Fortælleren får et chok, som ligner overraskelsen i Schaffners film, da han ser, at chaufføren er en gorilla.
Men hvem er det egentlig, som læser i bogen med journalistens historie? Hos Boulle har parret svært ved at tage fortællingen alvorligt. En verden, hvor mennesker tænker som aber og kan skrive og selv regne tingene ud? Den må du længere ud på landet med, mener både Jinn og Phillys, som er forelskede chimpanser.
The Folio Society genudgav Planet of the Apes i 2020. Biologen og antropologen Frans de Wall har skrevet et forord, som tager præmissen alvorligt. David De Las Heras, den spanske kunstner og illustrator, har formgivet bogen og skabt syv nye grafiske arbejder. Oversættelsen er Xan Fieldings version fra 1964. I førsteudgaven fra 1963 var den engelske titel Monkey Planet.
Planet of the Apes. Instr.: Tim Burton. Manus: William Broyles Jr., Lawrence Konner, Mark Rosenthal. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. USA 2001. Dansk premiere: 24.08.2001.
Planet of the Apes (Abernes planet). Instr. Franklin J. Schaffner. Manus: Michael Wilson, Rod Serling. Foto: Leon Shamroy. 112 min. USA 1968. Dansk premiere: 23.05.1968.
Planet of the Apes - The Evolution (1967-73). Instr.: Franklin J. Schaffner, Ted Post, Don Taylor, J. Lee Thompson. 6 disc-boxsæt. 20th Century Fox Home Entertainment.
Pierre Boulle: Planet of the Apes. Oversat efter »La Planète de singes« (1963) af Xan Fielding. Introduced by Frans de Waal. 172 s. London: The Folio Society, 2020
Fotos: 20th Century Fox/ Twentieth Century Studios/ CBS/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets, LLC/ The Folio Society
Planet of the Apes (2001) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 06.06.2007
Planet of the Apes (1968) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+,Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray Planet of the Apes 5-Film Collection | 1968-1973 | 5 Mvies, 7 Cuts | fra 20th Century Fox 11.10.2011
Teksten stod [med rubrikken »Vejen til Calima«] i Weekendavisen Kultur 24.08.2001.
DER er næsten ingen ende på Shakespeare i 90erne. Australieren Baz Luhrmann, instruktøren bag den overrumplende Romeo + Juliet (1996), har sikkert ret, når han siger, at samtidigheden i Shakespeare er selvforstærkende. I tider, hvor værdierne flyder og tingene skrider, vil man instinktivt søge tilbage til værker, der altid har været der, for på den måde at kunne spore forandringen, når man læser dem i sin egen tids lys.
Twelfth Night or What You Will blev skrevet og opført som festspil for hoffet i 1601 eller 1602. Shakespeare skrev det samme år som Hamlet, og stykket betragtes i regelen som den sidste af de modne komedier – de andre er Much Ado about Nothing (da. Stor ståhej for ingenting) og As You Like It (da. Som man behager) – der er skrevet i tragediernes skygge, men har vist sig mindst lige så levedygtige.
De baner vej for de senere mørke komedier, de store historiske stykker, Shakespeare selv måske har set som sit zenit, og den kosmiske scene i The Winter's Tale (da. Vintereventyret) og The Tempest (da. Stormen), der er hinsides genrer i gængs forstand.
DET er bemærkelsesværdigt moderne teater. Forvekslingsfarcen og situationskomedien samt et par andre moderne genrer bor i maven af Shakespeares lettere stunder, og de opleves gang på gang som en behagelig, velkommen overraskelse. Til at begynde med virker de pjattede, for ikke at sige fortænkte, men siden forundres man over, hvor mange af livets farver, de får med. Måske er sproget større i tragedierne, men det er ikke mindst komedierne som beviser i hvor høj grad Shakespeare var forud for sin tid.
Teatermennesket Trevor Nunn (f. 1940) er i udlandet bedst kendt for sine spektakulære opsætninger af moderne musicals, fra Cats og Chess til Aspects of Love og Sunset Boulevard, men det er hos Royal Shakespeare Company, hvor han var fastansat 1965-1986, at han har ydet sin primære indsats. Så godt som alle de store kanoniske numre er blevet versioneret af Nunn.
Med sin radikale og gavmilde tv-version af Charles Dickens'The Life and Adventures of Nicholas Nickleby (1982), et pionerarbejde inden for fænomenet totalteater, viste Nunn, hvor god han er til at tackle produktioner, der bryder formatet og antager militære operationers omfang. Man kan derfor ikke fortænke ham i at gå efter charmen og den bitre sødme i et lille spil som Twelfth Night.
FOR et par årtier siden ville Trevor Nunns version sikkert have set radikal ud. Som flere sene Shakespeare-stykker er Helligtrekongersaften henlagt til et arkadisk-idyllisk andetsteds og intetsteds, her kaldet Illyrien, som hvad det så ellers er, netop er et helt andet sted, hvor tingene som vi kender dem er drejet en smule og vendt på hovedet. En verden som et teater, med andre ord. Nunn er derfor i sin gode ret til at blande victorianske og edwardianske træk sammen med feudale islæt og operetteagtige wieneruniformer.
Helhedsindtrykket er på én gang teatralsk og interessant, mere excentrisk end i Kenneth Branaghs pastoralske Much Ado about Nothing fra 1993, som er dén af de nyere Shakespeare-film, Nunns Twelfth Night minder mest om, men bestemt også mindre forpligtende. Der er en umiskendelig aura af det preciøse og uforbederligt smagfulde over Nunns film. Man fornemmer aldrig, som hos Luhrmann, Zeffirelli, Loncraine, Pacino eller for den sags skyld Branagh selv, at en egentlig vision er på spil.*
SAMTIDIG skal der ikke herske tvivl om, at denne Helligtrekongersaften på sin egen måde og sine egne præmisser er en overmåde vellykket film. Nunns bearbejdelse af teksten bestræber sig på at finde plads til situationskomikken, såvel som romantikken og den gennemgribende melankoli hos Shakespeare, dét træk der for alvor giver historien dybde og bittersødt format.
Frem for at bruge de farciske optrin med bajadserne Hikke og Blegnæb – alias Sir Toby Belch og Sir Andrew Aguecheek – som isoleret comic relief, prøver Nunn at integrere dem i den overordnede sammenhæng.Filmens smukkeste scene udspiller sig om natten i køkkenet hos kammerjomfruen Maria (Imelda Staunton), hvor svirebrødrene sammen med narren Feste er i skiftevis sentimentalt og vulgært humør.
Narren Feste spørger, om han skal synge en elskovssang eller kvæde en opbyggelig vise. Hikke og Blegnæb vælger balladen – »O mistress mine, where are you roaming?« – som er en af de smukkeste sange hos Shakespeare. Sidste linies ord om, at ungdom ikke varer evigt – »Youth's a stuff will not endure« – bliver en melankolsk indsigt, der eksploderer i drikkebrødrenes ansigt. Feste gentager den tre gange, stadig mere anfægtet, og kameraet trækker sig tilbage til total.
Et øjeblik har selv de komiske figurer fået værdighed. Så bryder opkomlingen Malvolio ind med sine gule strømper og sin indbildske adfærd og kræver drikkelaget standset, hvilket som bekendt bliver hans bane.
SVAGEST står i virkeligheden hovedhistorien om Viola, der tror sin bror Sebastian omkommet i forliset Helligtrekongersaften, som sætter hele den kosmiske komedie i gang. Hun vil gerne i huset hos den unge grevinde Olivia, der på lignende vis sørger over sin bror og sin far og derfor har vendt verden ryggen. Forklædt som mand tager hun navnet Cesario og tjener i stedet grev Orsino, der i årevis har bejlet til Olivia.
Så Olivia forelsker sig i Cesario/Viola, som til gengæld falder pladask for Orsino. Undervejs dukker Sebastian op, og pointen er, at ingen kan se forskel på de to søskende. Det kan vi imidlertid, og dén del af det bærende conceit fungerer ikke rigtigt hér. Adskillige moderne kritikere har beskæftiget sig med den seksuelle dobbelthed og det androgyne islæt i denne komedie. Enkelte har set den som stedet, hvor Shakespeare springer ud af skabet og erklærer sig.
Den side af sagen interesserer Nunns version sig ikke for, og det er vel fornuftigt nok.** Til gengæld bliver Malvolios ydmygelse – en af teaterhistoriens grummeste practical jokes – og Olivias forelskelse i Cesario, gjort til komiske sætstykker. Narren Feste cirkulerer konstant i periferien og kommenterer alt med sine sange, sit sørgmodige væsen og sin særdeles moderne facon. Twelfth Night bærer ikke for ingenting undertitlen What You Will. Man kan få hvad som helst ud af de blandede stemmer, men det er svært at være uberørt.***
DET er spillerne, der giver filmen liv som andet og mere end filmet teater. Imogen Stubbs spiller dobbeltrollen som Viola/Cesario med en saglig og dækkende tyngde, der især er god til at udtrykke den forvirring, som figuren føler, efterhånden som hun drages mod Orsino (Toby Stephens).
Helena Bonham Carter, som i øvrigt debuterede i en film af Trevor Nunn, Lady Jane fra 1984, er upåklagelig som Olivia, mens trinde Mel Smith og bønnestagen Richard E. Grant går rigelig langt ud ad den komiske planke i rollerne som Hikke og Blegnæb. Det er Nigel Hawthornes Malvolio og Ben Kingsleys bedrøvede nar, som gør det største og varigste indtryk.
DE forskellige forsøg på at bryde scenen ned og komme ud af teatret, som Nunn investerer betragtelig energi i, er sjældent mere end formelle og futile. Kun er forliset forrest i filmen skrevet op til et mægtigt sætstykke, endda med nyskreven pastichedialog.
Til gengæld går han tæt på personernes ansigter og lader os opleve dybden og nuancerne i nogle karakterer, der på en scene defineres ved – og i processen reduceres til – et sæt manerer og en bestemt gestik, som er underordnet sproget.Det er derfor ikke helt retfærdigt at affærdige Nunns version som filmet teater.
Snarere kan den i glimt minde om et forstørret tv-spil. Dialogen behandles i øvrigt med respekt og sikker stilfornemmelse. Man bliver aldrig utålmodig. Tværtimod drages man gradvis ind og engagerer sig i de menneskelige relationer. Til hverdag kan man sagtens gå forgæves i teatret efter dét.
Ellers er alting som altid hos Shakespeare, og regnen den regner hver eneste dag.
*) Baz Luhrmanns ekstravagante Romeo + Julie (1996) og Kenneth Branaghs uforkortede Hamlet (1996) satte både hver for sig og sammen en ny, høj standard for Shakespeare-filmen som genre. Franco Zeffirellis Hamlet (1990) med Mel Gibson, Helena Bonham Carter, Alan Bates og Glenn Close var en markant og radikal fortolkning fra den italienske filmskaber, som på samme måde havde fornyet Shakespeare-filmen med sinRomeo and Julie (1968), hvor Olivia Hussey og Leonard Whiting var yngre, end man før havde set det. Richard Loncraine og Ian McKellens dystopiske Richard III (1995) udspiller i en diktaturstat, der ligner et nazistisk England i 1930erne. Al Pacino beskrev sit arbejde med Richard III i Looking for Richard (1996), som han selv instruerede. Filmen blander dokumentar med essayistisk analyse og iscenesætter centrale scener fra tragedien.
**) Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skrev sådan i 1997. 25 år senere er det om noget de flydende åbne kønsroller, der giver filmen en frisk og langtidsholdbar kvalitet. Jeg reagerede måske på den aggressive annoncering for noget »pikant« eller »dristigt«, som filmens trailer og den øvrige lancering gjorde til salgsargumentet. Twelfth Night bliver solgt som et værk i traditionen fra Some Like It Hot, Priscilla, Queen of the Desert og The Birdcage. Gender bender-aspektet er »vovet« camp, der på skrømt skal forhale en endelig heteroseksuel formæling. Faktisk har Ingen er fuldkommen noget af Helligtrekongersaftens DNA. Transkønnetheden bevares til slut. Men forvirringen er altid set humoristisk. It's all good fun. Begæret bliver aldrig en subversiv faktor.
***) »When that I was and a tiny little boy,/ with hey, ho, the wind and the rain,/ A foolish thing was but a toy,/ for the rain it raineth every day«. Narren Feste synger fire tidløse sange i Twelfth Night: »O Mistress Mine«, »Come Away Death«, »I Am Gone, Sir« og »Feste's Song« med stroferne om »The Wind and the Rain«. Han begynder på en femte, »Hey Robin, Jolly Robin«, men bliver afbrudt få linier inde.
Twelfth Night or What You Will (Helligtrekongersaften). Instr. og manus: Trevor Nunn. Foto: Clive Tickner. UK-USA 1996. 134 min. Dansk premiere: 18.04.1997.
Fotos: Renaissance Films/ BBC Films/ First Line Features/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikiwand/ Art UK (Daniel Maclise: Scene from Twelfth Night: Malvolio and the Countess, 1840).
Filmen streames ikke i Europa - i USA på Amazon Instant, Google Play og VUDU. Dvd fra 2001 er stadig i omløb. Der findes ingen blu-ray udgivelse.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.04.1997
FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)