Translate

søndag den 7. juni 2020

Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013) [Black Lives Matter 9]



I FØRSTE PERSON
En glemt, genopdaget slavefortælling 

Af BO GREEN JENSEN

SOLOMON Northup (1808-63) var tømrer og violinist. Han var søn af frigivne slaver og levede næsten spidsborgerligt med sin familie i Saratoga Springs, New York. Han var vellidt i lokalsamfundet, som satte pris på hans musikalske formåen. I 1841 tog hans hustru og sønner væk for sommeren. Solomon blev kontaktet af to impressario-typer, som tilbød ham gode penge for at akkompagnere deres rejsende varieté.
   Turneen sluttede i Washington D.C. Northup fik sin løn og blev budt på middag. Bagefter besvimede han. Da han kom til bevidsthed, var hotelsengen erstattet af et gulv i en stald. Sammen med andre bortførte sorte blev Solomon sejlet til Louisiana og solgt på slavemarkedet i New Orleans. Først efter tolv år lykkedes det ham – ved en canadisk tømrers uegennyttige mellemkomst – at kontakte sin familie. Da Northup blev hentet, krævede ejeren kompensation for sit tab.
   I 1853 fortalte Solomon sin historie til journalisten David Wilson. De skrev i fællesskab Twelve Years a Slave, som blev trykt i 30.000 eksemplarer. Det var kun en tiendel af, hvad Harriet Beecher Stowes Onkels Toms Hytte havde afsat året før, men Northups tilfælde gav genlyd i samtiden. Han holdt foredrag og var aktiv i kampen mod slaveriet. I 1863 blev sorte og hvide stillet lige for loven. Det gjaldt måske kun på papiret, men Syden tabte borgerkrigen, og bevægelsen mod frihed var sat i værk.



DEN britiske kunstner og filmskaber Steve McQueen har bearbejdet Northups bog med samme intensitet, som han lagde i Hunger (2008) og Shame (2011). Der er dog færre signaturer. Hunger – som skildrer IRA-partisanen Bobby Sands’ sultestrejke i Nordirland i 1981 – viser en himmel fuld af fugle, da Sands dør. I Shame er New York gjort blå og kold, så byen ligner den seksuelt afhængige mands ensomhed. Der er ingen af disse stilgreb i 12 Years a Slave. McQueen bad fotografen Sean Bobbit skyde filmen uden filtre: »Vi kan ikke sætte et filter for vores historie, vores virkelighed – vi må vise den, som den er.«
   Chiwetel Ejiofor har den altdominerende rolle som Solomon Northup. Han lærer at tie og tilpasse sig, mens han bærer slag og lidelser. Nogle plantageejere er svage og konfliktsky. Først bliver Solomon solgt til Ford (Benedict Cumberbatch), en i og for sig human prædikant, som synes, at slaven har gode ideer. Han giver Solomon en violin og vil beskytte ham mod den sadistiske formand (Paul Dano). Så han videresælger ham til den drukfældige Epps, som foragter sin iskolde hustru (Sarah Poulson), mens han er erotisk besat af slaven Patsey (Lupita Nyong’o).


   
MICHAEL Fassbender havde hovedrollen i både Hunger og Shame. Her er han castet som djævelen Epps, der på sin egen måde er en nødstedt, sønderreven eksistens. Han behandler dog sine slaver som dyr, og han skåner ikke Patsey, der hader sin skønhed, fordi den gør hende mere udsat. Mrs Epps gør alt for at skade Patsey og er et sindbillede på hvid, frigid skadefryd og kynisme.
   Solomon engagerer sig nødigt i sine fællers liv. Han forsøger dog at trøste den ulykkelige Eliza (Adepero Oduye), som bliver skilt fra sine børn, og han prøver i mange omgange at hjælpe Patsey, som egentlig bare vil dø. Mrs Epps giver sin mand besked på at piske Patsey. Epps giver ordren videre til Solomon. Det er almindelig praksis. Plantagen har sine kapoer. McQueen understreger parallellen mellem Sydens plantager og kz-lejrene i nazisternes Tyskland.



FILMEN følger Northups bog og deler dens hensigt: at vise tilskueren, hvad slaveri er, hvordan systemet fungerer, hvordan det føles, og hvordan det ser ud, når mennesker bliver behandlet som kvæg. McQueen kendte ikke Northups bog, da han gik i gang med sit projekt. Det var vigtigt for ham at have en hovedperson, der var født i frihed og kunne betragte slaveriets institution med forfærdet vantro.
   12 Years a Slave gør sin virkning ved at aldrig at give efter for fristelsen til at svælge, hverken i brutalitet eller blidhed. Den vege Ford kan vride sine hænder så meget han vil, han er dog en del af systemet. Solomon må anstrenge sig for at huske, hvad han er og hvem han er. Medslaverne har ikke ondt af ham. Der er ingen, der har ondt af nogen. Bortset, måske, fra den martrede Patsey.
   Der bliver aldrig hældt storladen musik på, skønt Hans Zimmer har skrevet det økononomiske score. I en scene synger slaverne en salme om deres smerte og længsel. Da Solomon istemmer, føler han glæde. Hans rejse til helvede varer så længe, at han mister håbet og troen. I lange stræk er der bare arbejdet, søvnen og maden. McQueen fokuserer på en tallerken med mad. Da Solomon ser ned på sine hænder, ligner han mændene fra Hunger og Shame.
   12 Years a Slave må være den vægtigste af de film, som er produceret i forbindelse med 150-året for Emancipationserklæringen: Tate Taylors The Help, Lee Daniels’ The Butler, Steven Spielbergs Lincoln, Tarantinos Django Unchained, Ryan Cooglers Fruitvale Station. Mens disse titler er specifikt amerikanske, insisterer McQueen – selv søn af sorte indvandrere - på at inddrage hele den afrikanske diaspora.



MCQUEENS film har trods alt en lutrende virkning. Både Solomon og tilskueren får lov at føle glæden og lettelsen ved at vende hjem og vide sig sikker. Måske har han ikke haft hjerte til at fortælle resten af Northups historie.
    Solomon stævnede mændene, som havde bedøvet og solgt ham, men sagen blev afvist, fordi sorte ikke kunne vidne mod hvide. Heller ikke i Washington D.C. Endnu et sagsanlæg mod bortførerne, nu med et hvidt hovedvidne, kom aldrig for retten. Efter 1863 er der ingen vidnesbyrd om Solomon Northup. Hans hustru døde i 1876. En lokalavis skrev, at Anne Northup ville blive savnet. Om hendes mand stod, at han »efter at have vist sig frem over hele landet« blev »en uduelig vagabond.«



FORMENTLIG gik han til i bitterhed og alkoholisme. Hans bog blev glemt med tiden. Modsat andre slaveberetninger var den skrevet i samarbejde med en hvid mand, og man mistænkte Northup for at pynte på historien.
   Andre bøger af undslupne slaver som Frederick Douglass, William Wells Brown, Henry Bibb og Harriet Jacobs blev de kanoniserede slave narratives. Først i 1968 blev Northups bog rehabiliteret. Gordon Parks, som instruerede blaxploitation-klassikeren Shaft (1971), lavede en tv-udgave i 1984: Solomon Northups’s Odyssey.
   Jeg ved ikke, om Steve McQueen så Roots (1977) i sin ungdom. Han siger selv, at han ikke interesserede sig for andre fremstillinger af slaveriets historie, men kun for denne film. Alligevel er det Roots, som man husker og tænker på undervejs. Blot ser McQueens film ikke væk, når pisken river kødet op. Den gør slaveriets grundvilkår – at man kan eje andre mennesker – til skamfuld virkelighed her og nu.


12 Years a Slave. Instr.: Steve McQueen. Manus: John Ridley. Foto: Sean Bobbit. 134 min. USA-Storbritannien 2013. Dansk premiere: 20.02.2014

Solomon Northup: Tolv år som slave. Oversat efter »Twelve Years a Slave« (1853) af Hans-Jørgen Birkmose. 294 s. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014


Fotos: Regency Enterprises/ Fox/ SF Studios/ FilmAffinity
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 21.02.2014 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar