I FØRSTE PERSON
Af BO GREEN JENSEN
SOLOMON Northup (1808-63) var tømrer og violinist. Han
var søn af frigivne slaver og levede næsten spidsborgerligt med sin familie i
Saratoga Springs, New York. Han var vellidt i lokalsamfundet, som satte pris på
hans musikalske formåen. I 1841 tog hans hustru og sønner væk for sommeren. Solomon
blev kontaktet af to impressario-typer, som tilbød ham gode penge for at akkompagnere
deres rejsende varieté.
Turneen sluttede
i Washington D.C. Northup fik sin løn og blev budt på middag. Bagefter
besvimede han. Da han kom til bevidsthed, var hotelsengen erstattet af et gulv
i en stald. Sammen med andre bortførte sorte blev Solomon sejlet til Louisiana
og solgt på slavemarkedet i New Orleans. Først efter tolv år lykkedes det ham –
ved en canadisk tømrers uegennyttige mellemkomst – at kontakte sin familie. Da
Northup blev hentet, krævede ejeren kompensation for sit tab.
I 1853 fortalte Solomon
sin historie til journalisten David Wilson. De skrev i fællesskab Twelve Years a Slave, som blev trykt i
30.000 eksemplarer. Det var kun en tiendel af, hvad Harriet Beecher Stowes Onkels Toms Hytte havde afsat året før,
men Northups tilfælde gav genlyd i samtiden. Han holdt foredrag og var aktiv i kampen
mod slaveriet. I 1863 blev sorte og hvide stillet lige for loven. Det gjaldt
måske kun på papiret, men Syden tabte borgerkrigen, og bevægelsen mod frihed var
sat i værk.
DEN britiske
kunstner og filmskaber Steve McQueen har bearbejdet Northups bog med samme
intensitet, som han lagde i Hunger
(2008) og Shame (2011). Der er dog
færre signaturer. Hunger – som
skildrer IRA-partisanen Bobby Sands’ sultestrejke i Nordirland i 1981 – viser
en himmel fuld af fugle, da Sands dør. I Shame
er New York gjort blå og kold, så byen ligner den seksuelt afhængige mands
ensomhed. Der er ingen af disse stilgreb i 12
Years a Slave. McQueen bad fotografen Sean Bobbit skyde filmen uden filtre:
»Vi kan ikke sætte et filter for vores historie, vores virkelighed – vi må vise
den, som den er.«
Chiwetel Ejiofor
har den altdominerende rolle som Solomon Northup. Han lærer at tie og tilpasse
sig, mens han bærer slag og lidelser. Nogle plantageejere er svage og
konfliktsky. Først bliver Solomon solgt til Ford (Benedict Cumberbatch), en i
og for sig human prædikant, som synes, at slaven har gode ideer. Han giver
Solomon en violin og vil beskytte ham mod den sadistiske formand (Paul Dano). Så
han videresælger ham til den drukfældige Epps, som foragter sin iskolde hustru
(Sarah Poulson), mens han er erotisk besat af slaven Patsey (Lupita Nyong’o).
MICHAEL Fassbender havde hovedrollen i både Hunger
og Shame. Her er han castet som djævelen
Epps, der på sin egen måde er en nødstedt, sønderreven eksistens. Han behandler
dog sine slaver som dyr, og han skåner ikke Patsey, der hader sin skønhed,
fordi den gør hende mere udsat. Mrs Epps gør alt for at skade Patsey og er et
sindbillede på hvid, frigid skadefryd og kynisme.
Solomon
engagerer sig nødigt i sine fællers liv. Han forsøger dog at trøste den ulykkelige
Eliza (Adepero Oduye), som bliver skilt fra sine børn, og han prøver i mange
omgange at hjælpe Patsey, som egentlig bare vil dø. Mrs Epps giver sin mand
besked på at piske Patsey. Epps giver ordren videre til Solomon. Det er
almindelig praksis. Plantagen har sine kapoer. McQueen understreger parallellen
mellem Sydens plantager og kz-lejrene i nazisternes Tyskland.
FILMEN følger
Northups bog og deler dens hensigt: at vise tilskueren, hvad slaveri er,
hvordan systemet fungerer, hvordan det føles, og hvordan det ser ud, når
mennesker bliver behandlet som kvæg. McQueen kendte ikke Northups bog, da han
gik i gang med sit projekt. Det var vigtigt for ham at have en hovedperson, der
var født i frihed og kunne betragte slaveriets institution med forfærdet vantro.
12 Years a Slave gør sin virkning ved at
aldrig at give efter for fristelsen til at svælge, hverken i brutalitet eller
blidhed. Den vege Ford kan vride sine hænder så meget han vil, han er dog en
del af systemet. Solomon må anstrenge sig for at huske, hvad han er og hvem han
er. Medslaverne har ikke ondt af ham. Der er ingen, der har ondt af nogen.
Bortset, måske, fra den martrede Patsey.
Der bliver
aldrig hældt storladen musik på, skønt Hans Zimmer har skrevet det økononomiske
score. I en scene synger slaverne en salme om deres smerte og længsel. Da
Solomon istemmer, føler han glæde. Hans rejse til helvede varer så længe, at
han mister håbet og troen. I lange stræk er der bare arbejdet, søvnen og maden.
McQueen fokuserer på en tallerken med mad. Da Solomon ser ned på sine hænder,
ligner han mændene fra Hunger og Shame.
12 Years a Slave må være den vægtigste
af de film, som er produceret i forbindelse med 150-året for
Emancipationserklæringen: Tate Taylors The
Help, Lee Daniels’ The Butler,
Steven Spielbergs Lincoln, Tarantinos
Django Unchained, Ryan Cooglers Fruitvale Station. Mens disse titler er
specifikt amerikanske, insisterer McQueen – selv søn af sorte indvandrere - på
at inddrage hele den afrikanske diaspora.
MCQUEENS film
har trods alt en lutrende virkning. Både Solomon og tilskueren får lov at føle
glæden og lettelsen ved at vende hjem og vide sig sikker. Måske har han ikke
haft hjerte til at fortælle resten af Northups historie.
Solomon
stævnede mændene, som havde bedøvet og solgt ham, men sagen blev afvist, fordi
sorte ikke kunne vidne mod hvide. Heller ikke i Washington D.C. Endnu et
sagsanlæg mod bortførerne, nu med et hvidt hovedvidne, kom aldrig for retten.
Efter 1863 er der ingen vidnesbyrd om Solomon Northup. Hans hustru døde i 1876.
En lokalavis skrev, at Anne Northup ville blive savnet. Om hendes mand stod, at
han »efter at have vist sig frem over hele landet« blev »en uduelig vagabond.«
FORMENTLIG gik
han til i bitterhed og alkoholisme. Hans bog blev glemt med tiden. Modsat andre
slaveberetninger var den skrevet i samarbejde med en hvid mand, og man
mistænkte Northup for at pynte på historien.
Andre bøger af undslupne slaver
som Frederick Douglass, William Wells Brown, Henry Bibb og Harriet Jacobs blev de
kanoniserede slave narratives. Først
i 1968 blev Northups bog rehabiliteret. Gordon Parks, som instruerede blaxploitation-klassikeren Shaft (1971), lavede en tv-udgave i
1984: Solomon Northups’s Odyssey.
Jeg ved ikke, om
Steve McQueen så Roots (1977) i sin ungdom.
Han siger selv, at han ikke interesserede sig for andre fremstillinger af
slaveriets historie, men kun for denne film. Alligevel er det Roots, som man husker og tænker på
undervejs. Blot ser McQueens film ikke væk, når pisken river kødet op. Den gør
slaveriets grundvilkår – at man kan eje andre mennesker – til skamfuld virkelighed
her og nu.
Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012); Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013)
12 Years a Slave. Instr.: Steve McQueen. Manus: John Ridley. Foto: Sean Bobbit. 134 min. USA-Storbritannien 2013. Dansk premiere: 20.02.2014
Solomon Northup: Tolv år som slave. Oversat efter »Twelve Years a Slave« (1853) af Hans-Jørgen Birkmose. 294 s. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014
Fotos: Regency Enterprises/ Fox/ SF Studios/ FilmAffinity
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 21.02.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar