Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015)

EN MAND I SIN TID

Et missing link mellem »Peter von Scholten« og »Viften«

Af BO GREEN JENSEN

THORKILD Hansens ærværdige Slavernes Kyst (1967) har et af de mest effektive anslag i nyere dansk litteratur: »Vi havde et fort i Afrika. Det ligger dernede endnu, bygget paa et lavt klippefremspring, hvor kysten ligesom sætter en fod ud i havet.«

   Hansen bruger fortet, der hedder Christiansborg, som et ledemotiv gennem hele første bind af sin trilogi om den danske trekantshandel med sukker og slaver: »Det hvide fort lyser mellem palmerne«, »Fortet lyser mellem palmerne«, »Saa ligger havet foran det hvide fort som et forspist rovdyr, der bare viser tænder men ikke gider rejse sig,« osv.*

   På samme måde fungerer Christiansborg i Guldkysten, filmskaberen Daniel Denciks ambitiøse forsøg på at fortælle en historie fra udtoningen af den danske kolonitid i Guinea. Alle scener er skudt on location, og stedet brænder sig virkelig ind.

   Publikum oplever det sammen med embedsmanden Wulff (Jakob Oftebro), som ankommer i 1836. Meget sker, men fortet bevarer sin dragende uudgrundelighed. På en måde giver det mening, at heller ikke denne film får løst Mørkets hjerte-mysteriet.

SIDST nogen før Dencik forsøgte at skildre de danske tropekolonier på film, var i 1987, da Palle Kjærulff-Schmidt instruerede Peter von Scholten. Sven Holm skrev manuskriptet til filmen om den danske generalguvernør, der i 1848, for egen regning, proklamerede slavernes emancipation fra fortet ved Frederiksted på Saint Croix.

   Ole Ernst havde titelrollen, Etta Cameron spillede Anna Heegaard, guvernørens vestindiske hustru. Produktionen var kostbar og kontroversiel. Filmen blev en respektabel skuffelse. Den fik, hvad man kalder en lunken modtagelse og har et problematisk, hensygnende eftermæle.

   Det samme får Guldkysten sikkert. Sagkundskaben vil efterlyse historisk akkuratesse, og publikum vil føle sig snydt, fordi det ikke får det romantiske kolonitidsmelodrama – en Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten) i danske gevandter – som uden tvivl ligger i stoffet et sted. Eller vreden, satire/sarkasmen og absurditeten i Frederikke Aspöck og Anna Neyes identitetspolitiske lærestykke om Viften (2023). 

   I stedet får det billedet af en lidenskabelig mand i sin tid. Skønt filmens Wulff sådan set ikke ligner den historiske Wulff Joseph Wulff (1809-1842), er det »hans« Guinea, som udgør baggrunden. Wulffs optegnelser blev i 1917 samlet med titlen Da Guinea var dansk.**

VED ankomsten er Wulff først skuffet og forfærdet, så romantisk betaget og vidtåben for indtryk. Han anlægger en plantage og prøver at uddanne arbejderne. Han erfarer, at der stadig sendes slaver til Vestindien, skønt denne trafik blev forbudt i 1792. Han vinder en principiel pyrrhussejr, bliver effektivt sat fra bestillingen og dør vel af »klimatfeberen«, som ramte mange danskere i Guinea.

   På Guldkysten færdes en række evige kolonitidstyper: den svage guvernør (Morten Holst som Fritz Mørch); de hensynsløse embedsmænd (Anders Heinrichsen som Lucas Dall og Adam Ild Rohweder som libertineren Herbst); de idealistiske kristne (Danica Curcic og Mikkel Hilgart som missionærparret Autrup).

   Wulff presser levende orme ud af væskende sår og ender med næsten at elske sin sygdom. Han er det romantiske menneske, i hvilket instruktøren ser en forløber og bror:

   »Jeg er betaget og opslugt af 1800-tallet og i særdeleshed højromantikken. 1900-tallet var så frygteligt et århundrede, men når man nu endelig kan løfte blikket fra det sekel, får man øje på 1800-tallet, som for mig er ensbetydende med Schubert, et sværmerisk, lyrisk livssyn og guldalderkunst.«

   Først og fremmest er Guldkysten en hyldest til oplysningsmennesket, en higende skabning, som vil lære arternes væsen at kende og leve i pagt med naturen. Her er han botaniker. Wulff taler henført om Carl Linné (1707-1778) og Alexander Humboldt (1769-1859). Som de vil han åbne og kortlægge verden.

FILMENS akter er stemt i forskellige toner. Efter den lyriske begyndelse følger en handlingspræget midterdel, hvor Wulff stiller Herman Richter (Wakefield Ackuaku), en autentisk blanding af købmand og krigsherre, til regnskab. Endelig giver Dencik sin danske helt en rituel skæbne.

   Den historiske Wulff fik ingen afrikansk himmelbegravelse. Han trivedes i Guinea og skrev efter to år på stedet: »Da Livet her er blevet mig saa godt som uundværligt og ikke lader sig føre i Europa, saa er det nu afgjort, at Kysten og jeg vil leve sammen.«

   Wulff byggede købmandsgården Frederiksminde, blev gift med den stedfødte Sara Malm, fik tre børn og grundlagde (som det hedder flere steder) »en talrig efterslægt«. Wulff har stadig efterkommere i Ghana. Han blev begravet i kælderen under sit hus og var måske den af danskerne i Guinea, som kom tættest på at blive afrikaner.

DET er afgjort et fascinerende liv. Det er bare ikke den slags mand, Dencik vil skildre. Filmen følger en romantisk pilgrim, som kommer til et jordisk Paradis, rystes over forholdene, kæmper det godes kamp og bliver knust under hjulene. Guldkysten udspiller sig derfor i en mere mytologisk version af historien.

   Her dør den dekadente Mørch uden at løfte en finger. Han afløses af den kyniske Dall, som sammen med Herbst har sendt slaver til Dansk Vestindien. De prøver først at pacificere Wulff ved at forfremme og dekorere ham. Da han fremturer, bliver han sat i arresten, hvor Dall og Herbst prygler og tilpisser ham. Her ligger han i filmens prolog.

   Også i virkeligheden overtog Lucas Dall lederskabet i en kort periode. Så ankom den dynamiske Edward Carstensten (bror til Tivolis grundlægger) med planer om at gøre kolonien rentabel. Da havde regeringen dog besluttet af afhænde Guldkysten. Guinea blev solgt til Storbritannien for 10.000 pund i 1850.***

I DENCIKS film indretter Dall og Herbst sig på Frederiksgave. De henter den nøgne Wulff i arresten og lader ham dirigere et orkester, som spiller Beethoven i en pivfalsk version. Det er asynkron, idiotisk musik med sin egen besværgende styrke. Wulff taler i vildelse til sine medfanger om kosmisk samhørighed og William Shakespeare.

   Dencik siger om Guldkysten: »Det har været min hensigt at skabe et drømmende, euforisk værk, der er på øjenhøjde med de unge mennesker i filmen.« Han tilføjer: »Det skal være radikalt i sin subjektivitet, men også almengyldigt og åbent.«

   Denne subjektivitet er filmens styrke og svaghed. Dencik krediterer fire kilder: Wulffs breve, Hansens slavetrilogi, Rousseaus Drømmerier og den franske filmskaber Robert Bresson. Alle fire præger filmen, som ligner en krydsning af Werner Herzogs Fitzcarraldo og Francis Ford Coppolas Apocalypse Now. Nærmeste nyere slægtning er Terrence Malicks The New World (2005), som i samme ånd skildrer mødet mellem John Smith og Pocahontas.

ÆSTETISK er filmen en vild oplevelse, som lykkes på mange niveauer. Alene musikken af Angelo Badalamenti (1937-2022) føjer meget til mysteriet, som fotografen Martin Munch viser frem. Problemet er det dokumentariske anslag. Dencik opgiver efterhånden at skabe overensstemmelse mellem fabel og historie. Der er smukke steder i opløsningslandskabet, men de havde stået stærkere som ren fiktion.****

   Billederne brænder, og man vil huske Jakob Oftebros Joseph Wulff. Guldkysten er en uegal størrelse. Den historiske baggrund bliver solgt for en skilling, men filmen har visionær styrke og tangerer et romantisk manifest.

   Fortet lyser stadig. Lad derfor de sidste ord være Hansens: »Du ser de tre palmer, og bag dem det blaa hav, og bag det den tomme horisont. Og saa ser du ikke mere. Der var en gang, du mente, det var nok.«

Se også Yulene Olaizola: Tragic Jungle/Selva trágica (2020); James Gray: The Lost City of Z (2017); Apocalypse Now - Final Cut (1979/2019); Louise Friedberg: Eksperimentet (2010) [Etnisk arrogance]; Hlynur Lálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022); Vagn Lundbye: Palindromos (1991); Ib Michael: Vanillepigen (1991).

* Slavernes kyst blev fulgt af Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970), så værkets struktur spejler økonomien. I biografien Thorkild Hansen – forfatteren og livet (2015) ser Kurt L. Frederiksen bogens hookline som »en let omskrivning af Karen Blixen«, der indledte Den afrikanske farm (1937) med:

   »Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjærget Ngong. Selve Ækvators Linie trak sig over Højlandet femogtyve Mil længere nordpaa. Men min Farm laa to Tusend Meter over Havet. Midt paa Dagen kunde man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til Solen, men eftermiddagene og Aftnerne var klare og svale, og Nætterne var kolde.«

   Det er sandt, at Hansen bruger flere af Blixens retoriske stilgreb til at anbringe læseren midt i landskabet: »Christiansborg ligger paa 5 grader nordlig bredde, fra søbatteriet er der en smuk udsigt ned over linjen, du befinder dig i ækvatorialbæltet, solens kronland paa jorden, bevogtet i nord af en krebs og i syd af en stenbuk. Ingen aarstider, lige saa mange blomster i januar som i juli, dag og nat delt op i tropernes evige jævndøgn. Ingen dæmring og ingen skumring, dagslyset tændt og slukket, som om der hver dag paa samme klokkeslæt blev trykket på en knap.«

Men hvor Blixen ser op fra verdens midte, står Hansen ved tidsmaskinen og begynder at læse topografien: »Hele vejen langs stranden staar palmerne i grupper paa to og tre og kikker ud over havet med deres forpjuskede hoveder ligesom paa en børnetegning. Der gror ingen palmer inde paa den trekantede slette, og man kan faa det indtryk, at træerne på et eller andet tidspunkt er begyndt at vandre ned over landet, indtil de ikke kunde komme længere. Ligesom de lange rækker af slaver, der kom gaaende ned til kysten for at blive solgt paa det hvide fort.«

   Her er vi ved kernen: »Skridt for skridt. Én og én. Tavse og svedende i den vaade tropevarme. Nej, de var ikke lænket sammen med jernkæder, som det ses i populære fremstillinger. Jern var et kostbart materiale, og desuden, hvem skulde man faa til at slæbe det tunge grej tilbage, naar handelen paa fortet var afsluttet, og man måtte op i regnskoven efter nye forsyninger? (...) Over trætoppene skinnede solen fra en blaa himmel; hernede herskede der en bestandig skumring. Udenfor kunde vinden blæse saa meget, den vilde; hernede var der ikke et blad, der rørte sig.«

   »Som en stor kaalorm kom kolonnen ud af skoven og bugtede sig ind gennem slettens savanne.« Hansen slutter sig til processionen, går med til slavemarkedet, følger med pengene, så at sige. Han går virkelig dybt ind i tiden og deler ikke mindst slavernes vilkår. Slavetrilogien er på alle måder et fremragende værk, som skildrer hver side af sagen med empatisk realisme. Der er næppe skrevet bedre historisk reportage i Danmark.   

**) Wulff Joseph Wulff: Da Guinea var dansk. Breve og Dagbogsoptegnelser fra Guldkysten 1836-1842. Udgivet med Noter og Oplysninger af Carl Behrens. Bogen udkom på Nyt Nordisk Forlag i 1917. Forlaget Lindhardt og Ringhof har genudgivet teksten digitalt i 2018. Nils Hartmann skrev i 2020 børnebogen Hvid mands grav – dansker på Guldkysten 1836-1842, som bygger på Wullfs historie. Bogen udkom på forlaget ABC.

***) Forterne i Vestafrika var aldrig en egentlig koloni. Per Oluf Hernæs forklarer i bind 4 af Danmark og kolonierne:  »Der skal ikke herske tvivl om, at man nærede ønsker om det. I første halvdel af 1800-tallet var der centrale røster i København, der talte varmt for en dansk koloni i Afrika. Udgangspunktet var halvanden hundrede års handel på 'Kysten Guinea', som man sagde dengang. Handelsforterne på det nuværende Ghanas østlige kyst, fra Accra til den lille by Keta i Voltaregionen, kunne fungere som brohoveder, troede man, for at virkeliggøre visionerne om et Dansk Guinea. Men historien ville det anderledes; den kom til at handle om et mislykket projekt, en kolonial stræben, som gik i sig selv.«

   Standardværket om den danske tid som kolonimagt var i en menneskealder Vore gamle tropekolonier 1-8 (red. Johannes Brøndsted; 1952-53, rev. 1967), som er en skiftevis saglig og sentimental redegørelse i tidens paternalistiske tone. For eksempel skriver Georg Nørregaard i bind 8, der omhandler »de danske etablissementer i Guinea«:

   »Lidet påvirket af europæerne på kysten fortsatte de afrikanske negerfolk således deres liv efter deres egne skikke. I et skønt og gavmildt land skabte de ved deres overtro og krigslyst selv de værste plager. Altid udsat for farer havde de det ganske utrygt, men tyngedes normalt næppe derved, gav sig tværtimod hen i dans og fest, så ofte lejlighed bød sig. Var skæbnen dem ugunstig, og de blev gjort til slaver, føjede de sig oftest deri uden at kny. Deres dybere følelsesliv lykkedes det i reglen ikke europæerne at trænge ind til, så lidt som til deres inderste religiøse tanker.« [74]

   Omvendt nærer Nørregaard ingen illusioner om motivet for aktiviteten på Guldkysten: »Efter at forordningen af 1792 om negerhandelens ophør blev bekendtgjort, var Hager og Moe de første, der fremsatte tanken om, at de danske etablissementer måske burde sælges, når de ikke længere havde nogen berettigelse som leverandører af slaver til de danske øer i Vestindien.« [336]

  

Vore gamle tropekolonier blev i 2017 omsider erstattet af Danmark og kolonierne 1-5 (red. Niels Brimnes, Hans Christian Gulløv, Erik Gøbel, Per Oluf Hernæs, Poul Erik Olsen og Mikkel Venborg Pedersen), som er skrevet helt uden imperialistisk accent:

   »Den danske slavehandel er et historisk faktum, som vi må erkende og forholde os til. Danske forter og danske skibe deltog aktivt i den massive tvangsforflytning af mennesker, som går under navnet den transatlantiske slavehandel, og som foregik med kirkens, statens og den daværende handelskapitalismes 'velsignelse': Ud fra nutidens normer om humanitet og menneskeværd kan vi hurtigt blive enige om, at dette tegner et sort kapitel i vores historie. Kommercialiseringen af det afrikanske slaveri og trafikken over Atlanten afstedkom oceaner af ydmygelse og ufattelig menneskelig lidelse, som også peger frem mod racisme og strukturel undertrykkelse i vor egen tid. Skal vi påtage os skylden for vores forfædres ugerninger? Kan nuværende generationer og moderne stater egentlig, et par hundrede år efter, stilles til ansvar for det forgangne? Det kan der selvsagt være delte meninger om. Ét er dog sikkert: Vi har et oplagt ansvar for, at nulevende og kommende slægter får en solid viden om slavehandelstiden.« 

****  Længe var Kelvin Lindemanns Huset med det grønne træ (1942) – og fortsættelsen Gyldne kæder (1948) – et enkeltstående forsøg på at bruge den danske kolonimagtstid i fiktionssammenhæng. J. Bech Nygaards roman Guvernøren (1956) foregår på Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan under tre skiftende generalguvernører. Nygaard interesserer sig mere for de politiske intriger end for slavernes vilkår, hvilket er overraskende i betragtning af, at Bech Nygaard var forfatter til Guds blinde Øje og Du blev træl (1941). 

   Thorkild Hansens trilogi var en stor øjenåbner, men den almindelige dansker opfattede ikke kolonitiden – og i særdeleshed slavehandlen – som noget, der havde forbindelse med os og samtiden. Vi fordømte racismen i andre lande. Vi rejste frejdigt til U.S. Virgin Islands for at se Dansk Vestindien med egne nostalgiske øjne og konsolidere de historiske bånd. I skolesystemet har kolonitiden altid været underbelyst.

   Der er sket adskilligt i skønlitteraturen efter 2000. Birgitte Livbjergs Vejen til Amerika (2001), Maria Hellebergs Miss Suzanna (2002) og Kim Langers Flugten fra Vestindien (2010) er henvendt til unge læsere. Hovedværket må være Mich Vraas romantrilogi, som består af Haabet (2016), Peters kærlighed (2017) og Faith (2018). Vraa beskriver i efterordet sin egen erkendelsesproces. Alle begik »hvad man i dag uden overdrivelse kan kalde forbrydelser mod menneskeheden«.

   Med Jeppe Brixvolds monumentale I de levendes verden (2023), en kritisk og fuldt moderne roman, er barren sat for videre praksis. Bevægelsen udgør således en cirkel. Brixvold følger med Paul Erdmann Isert (1756-1789), der kommer til Guinea som læge. Han tilhører samme den Isert-familie, som er skildret i Kelvin Lindemanns bøger.

   Daniel Denciks film tager i højere grad sine farver fra Henrik Stangerups brasilianske betagelse. Denciks Joseph Wulff kunne være en fætter til Stangerups P.W. Lund i romanen Vejen til Lagoa Santa (1981). Guldkysten er på sin måde i slægt med A Terra é Plana (1977, da. Jorden er flad), Stangerups sidste og nu næsten glemte film, der omsatte Ludvig Holbergs Erasmus Montanus (1723) til brasiliansk-portugisisk kolonitid.

Guldkysten. Instr.: Daniel Dencik. Manus: Daniel Dencik, Sara Isabella Jønsson. Foto: Martin Munch. 114 min. Danmark-Sverige-Ghana 2015. Dansk premiere: 02.07.2015.

Fotos: Haslund / Dencik Entertainment [stills: Martin Munch]/ Film i Väst/ InGenius Africa/ DFI/ DR/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Haslund Film/ Dencik Film/ SF Studios// Crone Film | Metronome Productions (stillfoto fra Peter von Scholten)/ Meta Film | Brain Academy (stillfoto fra Viften);  Gyldendal/ Lindhardt og Ringhof/ Gads Forlag/ Forlaget Systime [kort med ghanesiske forter + foto af Christiansborg] / YouTube [trailer + TV2-klip 2004 v/ Ole Kolster - studievært Divya Das]

Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.07.2015.

Bush + Renz: Antebellum (2020) [Black Lives Matter 21]

FORTIDEN ER IKKE DØD

En omvendt Borte med Blæsten

Af BO GREEN JENSEN

DER er tre afsnit og et stort tankespring i Antebellum. Oplevelsen er helt afhængig af overraskelsen, som filmen leverer efter en time. Jeg røber ikke noget, men vil alligevel begynde med en ekstra indtrængende spoiler alert. Jeg havde selv læst en synopsis, som afslørede sammenhængen.

   Første akt udspiller sig på en bomuldsplantage i Syden under den amerikanske borgerkrig. Her bliver slaven Eden (Janelle Monáe) mishandlet og misbrugt som de øvrige afrikanske amerikanere. Plantageejeren, som er general i Konføderationshæren, holder Eden isoleret som en særlig favorit. Flere flugtforsøg mislykkes. Atmosfæren er som i en koncentrationslejr. Generalen brændemærker Eden – og lover hende, at alt vil blive godt.

I ANDEN akt var det heldigvis bare en drøm, som sociologen Veronica (også spillet af Janelle Monáe) vågner af. Veronica lever let og moderne med Nick, som er det modsatte af en #MeToo-skurk, og datteren Kennedi, som er en solstråle. Hun diskuterer systemisk racisme i tv og holder foredrag om sin seneste bog, der handler om at bryde med offermentaliteten. »Revolution er bedre end assimilation,« siger et slogan.

   Når Veronica går i byen med sine veninder, lyder de som en satirisk tv-sitcom. Jagende mænd bliver spiddet og ristet. De får det bedste bord midt i restauranten. New Orleans har ændret sig. Det er virkelig andre tider i Syden.

TREDJE akt føjer stykkerne sammen på uventet vis. Så har jeg ikke sagt for meget. Antebellum lanceres som horror og mørk fantasy, men er faktisk ingen af delene. Tiden hænger sammen på logisk og lineær vis.

  Snarere er filmen en instruktiv fabel i The Twilight Zone-traditionen: en identitetspolitisk thriller om amerikansk racisme før, nu og altid. »The past is never dead. It’s not even past – « skrev William Faulkner. For en sikkerheds skyld bliver han citeret to gange.

   

ANTEBELLUM er produceret af samme selskab, QC Entertainment, som stod bag Spike Lees BlacKkKlansman (2018) og Jordan Peeles Get Out (2017) og Us (2019). De historiske troper er endelig vendt. Antebellum åbner med en nøje koreograferet kameragang, et otte minutter langt tracking shot, der fører gennem plantagens kvarterer. Det er næsten en omvendt Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten).

   Som sagt ligner formen en tv-novelle. Der er én god, stor idé, og når den er brugt, er der ikke så meget mere. M. Night Shyamalans film, som var tilløbsstykker for 20 år siden, havde samme relative problem. Antebellum deler en række motiver med Shyamalans The Village (2004).

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016). 

Antebellum. Instr. & manus: Gerard Bush & Christopher Renz. Foto: Pedro Luque. 105 min. USA 2020. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos: QC Entertainment/ Lionsgate/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime og ViaPlay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.09.2020

Lars von Trier: Manderlay (2005)

DEN ANDEN GRACE
Verden skrevet sort på hvidt

Af BO GREEN JENSEN

MED Dogville (2003) påbegyndte Lars von Trier den tredje trilogi i et filmværk, der fra begyndelsen er kommet videre ved at fastlægge regler og sætte mål for sig selv. Efter Europa-trilogien (1984-91) fulgte Guldhjerte-trilogien (1996-2000). Også Riget (1994-97) var tænkt som en tredækker, men fremstår nu som det hængsel i midten, der blev Triers populære danske gennembrud. Her demonstrerede instruktøren, at han kan være lun og elskelig, når det skal være. Er der noget vi holder af, er det lune. Vi har det straks sværere med den skarphed, som Trier også er eksponent for.*

   Dogville fik ingen priser i Cannes og dannede ikke skole på samme måde, som Triers dogmeprojekt havde gjort. Der hersker dog ægte respekt omkring alvoren i eksperimentet og viljen til at modarbejde det lækre præg, de digitale effekter og detaljer, som tidens mainstreamfilm har fået stadig lettere ved at puste sig op med. Filmen solgte ikke mange billetter. Man skal dog ikke tage fejl af dens gennemslagskraft. For en fremstillingspris på 86 mio. kr. følger her anden del af historien om Grace Margaret Millington.

MANDERLAY har adskilligt imod sig. Det er toeren i en trilogi, og den teatralske form, det rensede rum, som filmen udspiller sig i, synes denne gang ikke så radikal. Tværtimod virker det logisk, at hvor Dogville satte kridtstreger i et sort univers, bliver topografien i Manderlay markeret med sort tape på en hvid overflade.

   Endvidere ligger de indre spændinger i dialogen. Denne film har begravet sit hjerte i teksten, og lidenskaben bliver neutraliseret af John Hurts fortællerstemme, som også denne gang sætter lærestykket i anførselstegn. Filmen fortolker sig selv ad hoc, og det skal man vænne sig til. Til gengæld bliver den aldrig veltilfreds eller selvretfærdig.

 

MANDERLAY åbner, hvor Dogville tog afsked. Fra apokalypsen i Colorado kører Grace med sin far (Willem Dafoe) og hans gangstere til Alabama, hvor bomuldsplantagen Manderlay bliver endnu en bestemmende station på Graces moralske dannelsesvej. Stedet er i øvrigt opkaldt efter huset i Rebecca (1938), Daphne du Mauriers gotiske sjæler, som de fleste sikkert kender bedst i Alfred Hitchcocks filmudgave.

   Her lever arbejderne stadig som slaver, skønt årstallet er 1933. Stedet drives efter reglerne i »Mam’s Law«, som den døende ejer (Lauren Bacall) har liggende under madrassen. Grace accepterer at blive den nye Mam, men har høje humanistiske ambitioner. Hun giver afroamerikanerne deres frihed, indfører demokratiske fællesmøder og pålægger den hvide forpagterfamilie en slags stavnsbånd som soning for deres synder i det forgangne. Alle forbedringer implementeres med gangsternes hær i kulissen.

SIN gennemgribende dydsirethed til trods, begynder Grace at nære seksuelle fantasier om Timothy (Isaac de Bankolé), den stolteste, mest trodsige og afrikanske af slaverne, som bliver frigjorte med eller mod deres vilje. I det demokratiske eksperiment synes husslaven Wilhelm (Danny Glover) længe at være hendes medsammensvorne, men der viser sig at være grunde til, at »Mam’s Law« ser ud som den gør.

   Grace begynder at smugkigge i fortegnelsen, hvor de sorte livegne er opdelt i syv kategorier. Hvem der faktisk skrev »Mam’s Law« bliver en overraskelse, man har anet vil komme. Det chokerer heller ikke, at høsten er truet, fordi man fælder Mams lystskov i frihedens navn. Nogle er mere lige end andre. Der er også et ekko af Orwell og lidt af en Kammerat Trier på spil.

   I Dogville var Grace en blanding af offer, slave og syndebuk, der til slut tog hævn over byen, som fortjente at blive jævnet med jorden. Hun ender med at mene det samme om Manderlay, men diverse faktorer forhindrer blodhævnen. Der er ingen apokalyptisk katarsis i Manderlay, som trods nakkeskud, lynchning og et sort-hvidt samleje i Mandingo-traditionen er en relativt behersket affære. Da Grace ankommer til Manderlay, får hun Timothy løsnet fra træet, han skulle have været pisket ved. Til slut fører hun selv slagene igennem med overbevisning. Manderlay er historien om, hvordan Grace på denne forstemmende måde kommer fra A til B.

DET er en film, som demonstrerer og diskuterer ideer. Dogville tog afsæt i Bertolt Brechts Dreigrosschenoper: »Und wenn der Kopf fällt, sag ich: Hoppla!« Manderlay henter sin inspiration i forordet til O’s historie, hvor pseudonymet Pauline Réage (egentlig det franske akademimedlem Jean Paulhan) fortæller om en episode i forbindelse med slaveriets ophævelse på Barbados. I 1838 henvendte en gruppe frisatte slaver sig til deres ejer og bad ham blive Massa igen. Da han afslog, dræbte de ham og familien, hvorpå de indrettede sig på plantagen og begyndte at leve som før.

FORMELT er Manderlay skarpere turneret og mere gennemarbejdet end Dogville. Der er færre finurlige ornamenter, og fordi formen er mindre forelsket i sig selv, kan de enkelte, ofte knastørre lag i teksten bedre arrangere deres argumenter optimalt. Til gengæld må det siges, at man savner noget af vildskaben, glæden ved kaos, som prægede Dogville.

   Med alle sine kvaliteter står Bryce Dallas Howard svagere som »den anden Grace«. Hvor Nicole Kidmans figur naturligt koncentrerede både blikket og handlingsgangen i Dogville, må Howard tilkæmpe sig opmærksomheden i de store scener, som er vendepunkter for hendes karakter.

   En lykkelig undtagelse er den afgørende scene, hvor Grace giver efter for dyret i kvinden og har et grådigt samleje med Timothy. Trier anbringer parret i sengen på en forhøjning – denne gang er der flere sætstykker, og plantagens hovedbygning er opført som et dukkehus uden facade – hvilket forstærker scenens rituelle præg. Howard lader virkelig Grace give slip, og hér kan hun noget, både med hensyn til styrke og udsathed, som Kidman ville have sværere ved.

   Først bagefter indser Grace, at Timothy trods alt ikke tilhører den stolte, uforsonlige slavetype, som »Mam’s Law« placerer i kategori 1. Egentlig er han en 7’er, kamelæonen, som kan tilpasse sig og vise den side, som fjenden helst vil se. Hvor farveblinde vi faktisk er, hvor svært det er at se forskel på individer af en anden race, er en stadig humoristisk pointe. Som reformator falder Grace for alvor igennem, da hun vil gøre noget særligt for den kreative unge mand i en familie. Velmenende henvender hun sig til den forkerte, en bror som må rømme sig høfligt og korrigere hendes fejltagelse. Det gør han selvsagt med en vis spydighed.

DER er ikke en finger at sætte på teksten. Trier afvikler flere dagsordener, mens John Hurts fortæller »in eight straight chapters« eksponerer og fortolker med skiftevis kælen og syrlig betoning. Øverst i betydningshierarkiet ligger historietimen, et regulært politisk foredrag om hvide menneskers udnyttelse af de sorte, der bliver et billede på magtmisbrug og overgreb til alle tider. Det er den uangribelige faktor, som i Cannes fik Trier til at gøre følgende iagttagelse, da jeg spurgte ham, hvorfor amerikanerne havde taget så mildt imod Manderlay, når de to år før rasede over Dogville:

   »Jeg tror, det er fordi de er så sindsygt bange for den dér racekonflikt, at man simpelt hen holder kæft. Det var så sjovt til den dér pressekonference, der var ikke et eneste kritisk spørgsmål. Det var den nemmeste, mest afdæmpede pressekonference, jeg nogen sinde har været til. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er dét. De blev i den grad pacificeret af, at Danny Glover var til stede, men også af hele problematikken. Man kan ikke kritisere den, og det var noget, der først blev klart for mig på pressekonferencen. Du kan ikke kritisere den, uden at komme ud på dybt vand.«

BAG det korrekte lag løber en filosofisk diskurs, hvor vedtagne størrelser relativeres, og værdier som frihed og lighed sættes i paradoksal belysning. Grace gør mere skade end gavn, når hun indfører forbedringer uden at tænke sig om. Fællesmøderne i kollektivet har karakter af børnehave. Det utopiske eksperiment minder ofte om landet Laputa i Gullivers rejser, hvor politiske fraktioner fører krig, fordi de er uenige om, hvordan man bedst slår hul på et æg. Grace har på intet tidspunkt problemer med at støtte sig til sin fars gangsterhær, der nok er en teatralsk mulighed for guddommelig indgriben, men samtidig minder slående om »verdenspolitiet«, som det amerikanske militær er blevet i egen forståelse.

   Under det satiriske spor er en etisk dimension, som har at gøre med illusionen om moralske absolutter. Godt og ondt tages ikke for pålydende, og det er hér, at usa-trilogien tydeligst røber sit udspring i Marquis de Sades opbyggelige traktater om søstrene Juliette og Justine. Justine er den gode søster, som lider alle dydens genvordigheder og straffes for sin næstekærlighed. Juliette er det hæmningsløse driftsvæsen, som belønnes for sin selviske sadisme.

   Triers Guldhjerte-figurer – Bess i Breaking the Waves, Karen i Idioterne, Selma i Dancer in the Dark – har altid været kusiner til den ukueligt gode Justine. Modsat de Sade, som foragter sin altruistiske noksagt, går Trier imidlertid i brechen for sine heltinder. I en gennemført kynisk og grusom verden får disse undtagelser lov at sejre på trods. Fornedrelsen gør dem til bedre mennesker, offerviljen bestyrker dem. Det er den del af tematikken, som forveksles med en underkendelse af feminismen og et karikeret kvindebillede. Derfor taler Trier og hans kvindelige kritikere ofte godt og grundigt forbi hinanden.

ENDELIG er der, hvad man kunne kalde ursuppen. Her er samtlige love opsagt. Lave drifter flyder mellem høje principper; alt er håbløst blandet sammen; vi befinder os blandt navnløse lysfisk på bunden af det kollektive ubevidste. Her kropsliggøres de koblinger, som er renset ud af fornuftens øvrige ligninger. Hvidt kød begærer sort kød og omvendt; ofrene vil undertrykkes; slaveri giver god økonomisk mening og kan sagtens omskrives til demokratiske eufemismer. Det er ikke mindst for at rode i dette nedre, dybeste lag, at von Trier har iværksat sit usa-projekt.

   Det lykkes eksemplarisk at holde alle niveauerne aktive, mens Manderlay på overfladen fortæller sin fortsatte dannelseshistorie om en idealistisk ung kvinde, der kommer til et glemt sted i Syden og prøver at indføre nye tider, frihed, ligeværd, demokrati. Det lykkes også Trier at dreje nogle solide ironiske pointer, som i slutakten tilfredsstiller tilskuerens behov for et pay off. Da også den anden Grace vil forlade et fordærvet sted, som hun i dén grad føler sig færdig med, kommer antiheltinden for sent til mødet med faderens flåde af gangstere. I begyndelsen af filmen har man stemt om, hvad klokken skal være. Det straffer sig således at føre princippet om konsensus for vidt.

OGSÅ Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format. I Cannes blev den solgt til alle territorier, inklusive USA, hvor den næppe vil rydde gaderne i Smallville, men heller ikke vil blive set som en underlig dansk film om Amerika. Den vil blive set som et nyt værk af Lars von Trier, der som den eneste danske filmskaber efter Carl Th. Dreyer har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvor filmkunsten kan og måske bør gå hen. Jantes børn synger p.t. medierne fulde af udsagn om, hvor irrelevant han er, denne opblæste neurotiker, der gebærder sig som en Jean de France. Faktum er imidlertid, at Trier også med usa-trilogien har fået hele filmens verden i tale.

   »Your illustration sure beats the hell of mine,« sagde narren Tom til furien Grace i Dogville, før han blev udraderet sammen med resten af byen. Manderlay er negativet til denne eftertrykkelige illustration. Den er anden del af »The Heart’s Filthy Lesson« og en besk skildring af, hvordan guldhjertet Grace krydser over til den mørke side af Kraften og gør fælles sag med Imperiet. Der er ikke noget at sige til, at Trier p.t. har svært ved at skrive den tredje film, finalen som forener principperne og bringer søstrene Juliette og Justine, den ene og den anden Grace, til vejs ende sammen i Wasington. Det skal til og med ske i komedieform, og formentlig vil fortælleren træde frem og vise sit ansigt.

OGSÅ hvis den sidste film aldrig kommer, er usa-projektet en ting af værdi. Få film har så radikalt diskuteret ideer i en form, som også har kunstnerisk liv. Mellem alle konceptets stiplede linier og streger på gulvet lykkes det disse film at skabe autentiske følelser i konkrete situationer. Det gør ondt at se et sygt barn dø, og smerten bliver ikke mindre, fordi violinerne og kulisserne mangler. Hvis Manderlay støder os fra sig, er det kun fordi vi har vænnet os til, at film skal more og behage. I Dogville og Manderlay bliver den gode vilje dekonstrueret. Korrektheden kommer til kort, der er ikke sten på sten tilbage af glæden ved noget bagefter. Herfra kan vi så begynde at skabe en verden med stumperne.

*) Tv-trilogien om Riget blev gjort færdig i 2022, da miniserien The Kingdom Exodus fik streaming-premiere på Viaplay. Se fodnoten til artiklen om Melancholia (2011), hvor forbindelsen mellem trilogierne er udredt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Manderlay. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 138 min. Danmark-Sverige-Holland-Frankrig-Tyskland-UK-Italien-USA 2005. Dansk premiere: 03.06.2005.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Manderlay/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Ognon Pictures/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2/ Edith Film Oy/ Fjeldabe Films/ Invicta Capital/ Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ NPS/ ADR/ Alan Young Pictures/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.06.2005