James Gray: The Lost City of Z (2017)

EN STORSLÅET BESÆTTELSE
Skåret i stoffet fra Kipling og Kubrick

Af BO GREEN JENSEN

KORTMAGEREN Percival Fawcett var 39 år, da han mødte sin skæbne. Det skete i 1906, da han foretog sin første rejse til Mato Grosso i Brasilien. Han fortalte om fantastiske væsener, han havde set – vennen Arthur Conan Doyle baserede Professor Challengers eventyr i The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden) på Fawcetts research. Og i en lysning, han aldrig siden kunne finde igen, så han resterne af en forhistorisk by, som han kaldte Z.

   Fawcett havde ingen arkæologisk erfaring, da han foretog den første ekspedition på vegne af Royal Geographic Society. Men han havde brug for at gøre en forskel. Efter 18 år i militæret vidste Fawcett, at han aldrig ville stige i graderne på ordinær vis. Han var en dygtig soldat, men blev altid valgt fra, fordi stamtavlen ikke var i orden. Hans far var en berømt cricketspiller, der drak sin hustrus penge op og blev berygtet.

   Fawcett gjorde tjeneste i Afrika, Irland og på Sri Lanka, som dengang hed Ceylon. Her mødte han Nina Agnes Paterson. De blev gift i 1901. Samme år gjorde Fawcett et career move, da han uddannede sig som kartograf. Parret fik to sønner og en datter, mens Fawcett igen og igen tog afsted.

   Han var hjemme i Europa for at kæmpe i 1. verdenskrig. I alt var der otte ekspeditioner. På den sidste forsvandt han sammen med sin ældste søn. Det var i 1925. Et kompas og et navneskilt dukkede op, men sløret havde lagt sig. Siden har Fawcetts skæbne været en myte på linje med Amelia Earharts forsvinden. Begge lever videre i fantasien.*

I JAMES Grays film om Fawcett bliver eventyreren fremstillet af Charlie Hunnam. Han er skildret som en dedikeret person, der ruger og reflekterer konstant. Familien er altid loyal, også når Fawcett bliver latterliggjort, og finansieringen tangerer det desperate.

   Hustruen Nina (Sienna Miller) støtter hans stræben; sønnerne undrer sig over den udtærede far. Gray sidestiller krigsoplevelserne med den dybe, grønne, forførende fred, som Fawcett finder i junglen. Gradvis går han rogue og native. Erobreren skifter side og lader regnskoven lukke sig bag ham.

   Virkelighedens Fawcett var efter alt at dømme en mere vidtløftig person. Flere af hans »opdagelser« hører hjemme i sensationernes rige. Fawcett blev ven med Henry Rider Haggard (1856-1925), der havde skrevet om Kong Salomons miner, Hun og Tågefolket. Fawcett kunne sikkert se en version af helten Allan Quatermain i sig selv. Det var de farverige skrøners tid.

GRAYS film er stemt i et mørkere register. Her er kaptajnen konstant på vej op ad floden og dybere ind i sig selv. Der er metaforiske møder, som forbinder filmen med Joseph Conrad og Rudyard Kipling. Raiders of the Lost Ark møder Apocalypse Now.

   Det gælder helt bogstaveligt. Rejsen på floden i Lost City of Z er struktureret som i Francis Ford Coppolas magnum opus. Båden bevæger sig gennem koloniseringen og imperialismens historie, før sejladsen slutter i mørkets hjerte hos landskabets oprindelige befolkning, der i begge fiktioner udfører »unævnelige« ritualer i en evig, før-kristen forestillingsverden.

   Hos Coppola er den franske Indokina-fortid repræsenteret ved besøget på en fransk plantage, hvor Willard overnatter hos Aurore Clément. Der er to møder med de strippende playmates, som optræder for soldaterne. Senere møder besætningen på Erebus dem efter en storm nede ad floden.

   I The Lost City of Z overnatter ekspeditionen hos Baron de Gondoris, en portugisisk adelsmand, hvis gummiplantage dublerer som handelsstation og er den sidste udpost før junglen begynder. Her opfører skuespillere og tjenestefolk i karikeret version en komedie, som svarer til det første møde med Playboy-pigerne i Apocalypse Now. Afsnittet om den franske plantage indgår kun i den lange version af Apocalypse Now. Og gensynet er fjernet fra det final cut, som nu er standard.

   Gray henviser naturligvis til dem alle. Cineasten har selv nævnt Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982) – som et skræmmende eksempel på instruktøren, der forvilder sig – og sagt, at The Lost City of Z er som »David Lean med en lidt mere hallucinatorisk fornemmelse. For manden tog til junglen og gik nærmest fra forstanden«. Mærkeligst af alt er nok, at det hele vokser ud af en sandhed. Og at Fawcetts forsvinden ligger mindre end 100 år tilbage i tiden, der bestemt bliver ved som en flod.** 

JAMES Gray ( f. 1969) er en af 4-5 instruktører, der kandiderer til en status som den nye Stanley Kubrick. Han har kun lavet syv film på 25 år.

   I Danmark er han bedst kendt for tre kriminelle epos om ære, der samtidig udgør en hjemstavnshistorie fra instruktørens kvarter i New York: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007). Både den spinkle Two Lovers (2008) og periodedramaet The Immigrant (2013) var tilløbsstykker i Frankrig. Fem af Grays film er åbnet i Cannes. I 2019 kom han til Venedig med Ad Astra, en far/søn-fortælling i sci-fi format, der kan ses som hans bud på en Rumrejsen år 2001.

ROBERT Pattinson spiller Curtin, Fawcetts trofaste assistent. Som sønnen Jack Fawcett ses Tom Holland. Der er ingen effekter. Selv kannibalerne er ægte. Darius Khondji har fotograferet lyset i junglen med den samme flair, han sædvanligvis giver mørket i byen. Der er en gammel Douglas Sirk-film, som hedder Magnificent Obsession. Det er, hvad Fawcett bliver over tid: offer for en storslået besættelse.

   Så til slut lader vi jægeren finde det sted, hvor han så den forsvundne by første gang. Et helt liv er gået tabt, mens han ledte. The Lost City of Z er på én gang anakronistisk og klassisk. Det er en af de særeste, flotteste film, jeg har set.

NOTER

*) Piloten og flypioneren Amelia Earhart (1898-1937) var den første kvinde, som fløj alene over Atlanterhavet – som passager i 1928, på en soloflyvning i 1932. Hun skrev om sine oplevelser, arbejdede for lige vilkår i faget og var en folkehelt i sin tid. I 1937 forsvandt hendes fly – et specialbygget Lockheed Electra 10E – over Stillehavet mellem Howland Island og Papua New Guinea. Ombord var også navigatøren Fred Noonan. Mysteriet har pirret fra begyndelsen. Countrysangeren Dave McEnery skrev »Amelia Earhart’s Last Flight« i 1939. Der er talrige film om Earhart. Rosalind Russell (1943), Susan Clark (1976), Diane Keaton (1994), Hilary Swank (2009) og Amy Adams (2009) har alle spillet rollen. En skov af teorier verserer: Var Earhart på mission for militæret? Blev hun og Noonan taget som japanske fanger? Og blev de henrettet? Earhart blev officielt erklæret død den 5. januar 1939. Hun er siden blevet »set« mange gange, på samme måde som Elvis Presley og Jim Morrison. Min personlige interesse stammer fra Plainsong-albummet In Search of Amelia Earhart, som Iain Matthews og Andy Roberts indspillede i 1972. Matthews bruger sangen fra 1939, sin egen »In Search of Amelia Earhart« og gospelsangen »I’ll Fly Away« til at skabe et (fremragende) semi-konceptalbum. Også Joni Mitchell har skrevet om Earhart i sangen »Amelia« fra Hejira (1976). 

**) James Grays film er baseret på David Granns essayistiske beretning i The Lost City of Z: A Deadly Obsession in the Amazon (2009, da. Jagten på den forsvundne by), der begyndte som en artikel i The New Yorker fra 2005. Grann har gjort historisk true crime, farverige personer som Fawcett og mysterier som hans forsvinden til sit speciale. Der er flere i The Devil and Sherlock Holmes: Tales of Murder, Madness, and Obsession (2010). Mange andre har skrevet om Fawcetts ekspeditioner, mere eller mindre sensationalistisk, og flere er rejst i hans fodspor. Brian Fawcett, næstældste søn, samlede sin fars optegnelser i Exploration Fawcett: Journey to the Lost City of Z (1953), som i USA hedder Lost Trails, Lost Cities, og fik selv finansieret flere ekspeditioner. Arne Falk-Rønne (1920-1992), den danske journalist og forfatter, som skrev adskillige rejseskrivelser og var en god formidler, men sjældent et stort sandhedsvidne, giver sit bud på Fawcetts skæbne i Dr. Klapperslange (1977) og Klodens forunderlige mysterier (1991). Til de mest eksotiske bud hører Rob McGregors pasticheroman Indiana Jones and the Seven Veils (1991), bind 3 af 12 i serien Indiana Jones: Prequels  (1991-1999). Det giver fuldkommen mening, at Indiana Jones tager til Amazonas for at finde manden, der inspirerede George Lucas og Steven Spielberg. Der er bred enighed om, at Fawcett havde ret i sin påstand om junglebyer.

The Lost City of Z. Instr. og manus: James Gray. Foto: Darius Khondji. 141 min. USA 2016. Dansk premiere: 10.08.2017

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 11.08.2017