Translate

lørdag den 20. juni 2020

Store filmatiseringer: Doktor Zivàgo (1957/1965)


EN GYLDEN REFLEKS
Doktor Zivàgo 60 år efter

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere grunde til at købe billet, når David Leans Doktor Zivàgo, årets film i 1965, kan genses i en god biograf. Det er sådan en film, som man ikke har set, før man oplever den på et stort lærred, i en mørk sal, hvor koncentrationen er tæt. Som Michael Haneke har sagt om 70mm-formatet: »På tv bliver det til en lille stribe med myrer midt i billedet«.  
   Doktor Zivàgo er, hvis nogen skulle have glemt det, fortællingen om et russisk liv, der går til i de første forrevne årtier af det 20. århundrede. Jùrij Andréjevic Zivàgo arbejder som læge og digter, mens en verdenskrig, to revolutioner og en borgerkrig ændrer alt ved landet, han kendte. Kun hans kærlighed til Larìsa F’odorovna Guichard er konstant.
   Làra bliver på sin side voldtaget af Viktor Komarovskij (Rod Steiger), en opportunist som uden at blinke konverterer fra zartid til statskommunisme. Hun bliver gift med Pável Antìpov (Tom Courtenay), der begynder som en god bolsjevik, men ender som et fanatisk uhyre. De får en datter sammen.
   Jùrij får en søn med Antonina Gromèko (Geraldine Chaplin), hustruen han elsker som en søster. Først sammen med Lara finder han fred i den kærlighed, som ifølge Leans film er den eneste mening.




DET er en af de sidste store helaftensfilm. Maurice Jarres folkloristiske pastichemusik (filmen skamrider ærligt talt »Lara’s Theme«) spiller som en lang ouverture, mens publikum går ind. I 60erne blev der solgt trykte programmer. Man får en god, lang tur i tidsmaskinen.
   Filmen er et produkt af sin tid, men den hæver sig også op over tiden. Det er muligvis Leans hovedværk. Efter mandehørmen i Lawrence of Arabia (1962) nyder han tydeligvis at instruere et par. Leans gennembrud var Brief Encounter (1945, da. Det korte møde), en sublim hverdagsfilm om en mand og en kvinde. Her er han tilbage i territoriet.
   Omar Sharif spiller rollen, som både Peter O’Toole, Max von Sydow og Paul Newman sagde nej til. Produceren Carlo Ponti købte filmrettighederne, fordi han så sin hustru, Sophia Loren, som Làra. Det fik Lean heldigvis talt ham fra. Det er Julie Christie, som var 24 år og ret ny i faget, der løfter filmen på plads.
   Digitalt restaureret i 4K-opløsning er filmen så smuk som nogensinde – og sikkert også smukkere. Konturerne står så skarpt, at man skærer sig. Især scenografien og Freddie Youngs scope-billeder kommer til deres ret.




FOR det andet er der bogen, som hele verden måtte læse i 1958, da Boris Pasternak fik årets nobelpris. Hvor Leans film blev kritiseret for ikke at være en Borte med Blæsten i russisk regi – den historiske baggrund er mere kompleks – blev Pasternaks bog bebrejdet, at den ikke var en ny Krig og Fred.
   Begge læsninger begrænser teksten ved at insistere på særlige genrer og troper. Robert Bolts manuskript må i sagens natur lade meget af baggrunden ligge, og især er kronologien forenklet. Men filmen prøver faktisk at være loyal mod titelfigurens livssyn, der svarer ret nøje til Pasternaks eget.
   Pasternaks rejse var stort set den samme som Júrij Zivàgos. Han betragtede revolutionen som et godt og retfærdigt projekt, der kunne vende en feudal samfundsorden. I filmen står Júrij og Tòn'a på balkonen og betragter demonstranterne, som siden bliver hugget ned af kosakker. De glæder sig ved ord som lighed, fred og broderskab. Pasternaks forældre emigrerede til Berlin i 1921. Selv blev han i Moskva og tog del i diverse forfatterbataljer.
   Pasternak blev ikke sendt til fronten i 1. verdenskrig. I stedet skrev han sin tredje digtsamling, Min søster, livet, hvor han første gang lyder som Jùrij Zivàgo. Om dagen arbejdede han som kontorist. I 1915 besøgte han Ural-regionen. Bjergegnen blev i hans personlige mytologi til urversionen af Moder Rusland.



  
HVERKEN revolutionerne i februar og oktober 1917 eller de følgende års borgerkrig, som er indgående skildret i romanen, fik Pasternak til at ændre holdning. Det skete først efter Lenins død i 1924, forvisningen af Leon Trotskij og Stalins magtovertagelse i 1928.
   I 1931 blev Pasternak igen sendt til Ural for at rapportere om virkningen af den første femårsplan. Han så, hvad tvangskollektiviseringen havde gjort ved landbruget. Pasternak blev chokeret over den sociale opløsning i regionen. 
   Efter de politiske udrensninger i 1937 var Pasternak kureret for sympatier. I et brev til forældrene sidestiller han Hitlers og Stalins regimer: »De er venstre og højre fløj af den samme materialistiske nat,« skriver han.
   Herefter driver forfatteren ind i en distanceret attitude, som blander desillusion med en stoisk mystik. I et brev fra 1959 skriver han om »en levende, bevægelig virkelighed«, som er i stadig, vilkårlig forandring. Den er »hævet over tiden, begivenheder og personer«. Det er selve denne »stædige, frie, fantastiske flyden«, som Pasternak prøver at holde fast.






  
JÚRIJ og Làra bliver kastet omkring af en udeltagende skæbne. Men i kaos er der varme øer, som kun træder frem, fordi stormen presser vandet tilbage. Romanens bedste sted er dér, hvor parret endelig elsker, og han giver sig til at skrive digtene, som er trykt på de sidste 60 sider i Doktor Zivàgo:
   »Lampens gule skær faldt fredeligt på de hvide ark og flød som en gylden refleks på blækkets overflade inde i blækhuset. Uden for vinduet blånede den frostklare vinternat. Jùrij Andréjevic gik ind i det mørke, uopvarmede naboværelse, hvorfra man havde et bedre udsyn, og kiggede ud af vinduet. Fuldmånens lys gav snemarken samme massive konsistens som sminke eller æggehvide. Frostnattens pragt var ubeskrivelig. Doktoren havde fred i sjælen. Han gik atter ind i den varme, lyse stue og begyndte at skrive.«
   Scenen må siges at være sat. Herefter følger en detaljeret skildring af skabelsesrusen. Man kommer ingen vegne med Doktor Zivàgo, hvis man ser poesi som et anti-patetisk projekt for den ironiske elite.



BOGEN har en fantastisk historie. Manuskriptet blev smuglet ud af Sovjetunionen, da journalisten Sergio d’Angelo besøgte Pasternak i forfatterbyen Peredelkino. Pasternak havde vist uddrag til forlag, aviser og tidsskrifter, men fik alle vegne at vide, at ånden i bogen var reaktionær.
   Journalisten kom på vegne af Giangiacomo Feltrinelli, den legendariske italienske venstrefløjsforlægger, som siden gjorde Che Guevaras Dagbog fra Bolivia til et verdenshit. Han trykte også de første plakater med Alberto Kordas ikoniske helteportræt. Feltrinellis Milano-baserede forlag var modellen for danske initiativer som Rhodos og Tiderne Skifter.
   Feltrinelli var en foretagsom kommunist med moral. Han overhørte alle advarsler om ikke at udgive bogen. Den italienske oversættelse udkom i 1957, og mange andre udgaver fulgte. Som straf blev Feltrinelli ekskluderet af partiet. Det tog han med knusende ro.
   Det amerikanske efterretningsvæsen elskede hele ideen om en systemkritisk kærlighedsroman, skrevet af en anerkendt digter og oven i købet forbudt i sit hjemland. CIA fik trykt en russisk udgave, som blev uddelt – fra Vatikanets stand, til og med – på verdensudstillingen EXPO 58 i Bruxelles.*
   Endnu bedre blev det, da Pasternak fik sin nobelpris. Først sagde forfatteren tak og stod fast, da myndighederne bad ham afslå prisen. Han gav sig først, da man truede med at tage huset i Peredelkino fra familien og inddrage digterens statsborgerskab. Pasternak døde af lungekræft i 1960, lige så tæret og tømt som den »Hamlet«, der indleder digtkredsen til Lara:

Alt forstummer, nu jeg står i døren,
Uvis, endnu lænet til dens karm.
Som et ekko når til mine øren
Langvejs fra, min travle samtids larm

(...) 

Men intrigens mønster og regi
Er på forhånd fastlagt, enden givet.
Ene. Alt går til i hykleri.
Nem er døden, nemt er ikke livet.**




MEST interessant er måske det portræt, som filmen tegner af Sovjetunionen. Revolutionen og borgerkrigstiden er skildret som en uafbrudt række af rædsler, der knuser den enkeltes liv. Men i Robert Bolts manuskript er historien lagt ind i den rammefortælling, som også Pasternak bruger til slut.
   Làra er med til Jùrijs begravelse og beder hans halvbror, Jevgraf Andréjevic Zivàgo, som nu er generalløjtnant i KGB, finde datteren Tanja, som hun fik med Jùrij. Kort efter bliver Làra arresteret og går til et sted i Stalins Gulag.
   Jevgraf, som spilles med isnende empati af Alec Guinness, leder efter sin niece og finder Tanja ved en nyopført dæmning, hvor hun arbejder som vaskepige. Det er uklart, om hun er kærlighedsbarnet.
   Jevgraf viser hende bogen med digtene til Lara, som har klassikerstatus i arbejderstaten. Pigen selv husker intet, men Jevgraf (og filmen) er endelig sikker, da han ser den balalajka, hun har lært sig selv at spille på.
   Sovjetunionen er i disse scener skildret som et samfund, der har lagt rædslerne bag sig. Stalin er død, der er tøvejr i luften. Jevgraf taler sørgmodigt om prisen for at være nået så langt. Billedet af den nye nation er tæt på at være heroisk.







DER er endelig også min egen erindring. Jeg kan med stor sikkerhed zoome ind på det sted, hvor jeg overgav mig til filmen. Det er, da Jùrij og Làra (og Làras og Pashas datter) er sammen i Varykino. Han skriver de første digte til Làra, mens ulvene hyler i sneen, og Maurice Jarres musik tonser ned.
   Det er en direkte dramatisering af romanens fjortende del og et sjældent forsøg på at vise en forfatter, der skriver. Làra læser Jùrijs digt og siger: »Det er jo ikke mig, Jùrij. Det er dig.« Så peger han på hendes navn, og de elsker.
   Næste gang ulvene hyler, siger Jùrij, at de er bange og ikke vil angribe. Han skriver, og datteren sover, da Làra kommer ind. Hun gyser og siger: »This is an awful time to be alive.« »Nej,« siger han og har ret lige dér.
   Jeg var 12 eller 13 år gammel. Det har sikkert været i 1967, da »Somewhere My Love« lå højt på Top 20. Jeg blev ærbart forelsket i Julie Christie, som havde en god tid de næste ti år. Hun var med i Fjernt fra verdens vrimmel, Petulia, Sendebudet, McGabe & Mrs. Miller, Rødt Chok, Shampoo og Nashville. Jeg missede ikke én af de film.



I 2020 er Christie blevet 80 år. Jeg så hende senest i Robert Redfords The Company You Keep, en film om aldrende aktivister (fra den amerikanske Weather Underground Organization) med instruktøren selv i den mandlige hovedrolle. Christie spiller her en anden af de gamle terrorister, som har fået nye identiteter og ligget lavt siden 70erne. Hun har en enkelt scene sammen med Shia LaBeouf, som spiller journalisten, der vil finde de forhenværende Weathermen-medlemmer.
   The Company You Keep blev vist på Venice Film Festival i 2012. Den kom desværre ikke til Danmark, hvor man nødigt beskæftiger sig med Redfords politiske side. Det gjorde til gengæld Sarah Polleys Away From Her (2006), hvor Christie spiller en senil-dement kvinde, der siger farvel til sin mand og indleder en ny relation på plejehjemmet, hvor alle er jævnbyrdigt stillet. Karakteren har adskilligt tilfælles med den, som Ghita Nørby spiller i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Christie modtog en masse priser for rollen.
   Hvad har det nu med sagen at gøre? Det har alt med sagen at gøre. Når man genser gamle film, må man huske de nye og alt, hvad der fulgte. Film er en fantastisk kulturbærer. Den husker også noget, som vi ikke selv kan se. Kald det farve eller tidsånd. Man ser simpelt hen, hvordan tiden trådte frem. Øvelsen giver dobbelt mening, når filmen genskaber noget, der var. Som Rusland i revolutionstiden, som Kastrup Bio i 60ernes morgen.



*) Førsteudgaven af Doktor Zivàgo er den italienske fra 1957. Baggrunden for den amerikanske udgivelse, som CIA sponsorerede, er beskrevet i bogen The Zhivago Affair (2014) af Peter Finn og Petra Couvée. Historien er så god, at Lara Prescott bruger den som baggrund for romanen The Secrets We Kept (2019), der i 2020 er kommet på dansk med titlen Alt hvad vi var. Prescott - der har sit fornavn fra Pasternaks bog - bruger Zivago-affæren til at fortælle en kønspolitisk koldkrigshistorie, der også skylder fiktioner som The Americans og Bridge of Spies en del. Den er oversat til 30 sprog. Der er sikkert en filmversion undervejs.



**) Ivan Malinovkis danske oversættelse udkom første gang i 1961 og er senest genudgivet i 2008. En ny engelsk oversættelse af Richard Pevear og Larissa Volokhonsky (med et nyttigt forord af Pevear) fra 2010 skal være mere nøjagtig, men i det mindste poesien er bedre versioneret hos Malinovski, som bevarer Pasternaks rim (»prosaoversættelser af bundne digte er efter min mening værre end ingenting,« bemærker han tørt, da han introducerer »Júrij Zivàgos digte« til slut i andet bind) og præsenterer digteren sjældent kongenialt.  




Doktor Zivago (Doctor Zhivago). Instr.: David Lean. Manus: Robert Bolt. Foto: Freddie Young. 200 min. USA-UK 1965. Dansk premiere: 06.10.1966. Digitalt restaureret kopi i 4K. Repremiere 14.04.2016



Foto: MGM/ SF Studios
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2016

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar