Translate

onsdag den 3. juni 2020

Kathryn Bigelow: Detroit (2017) [Black Lives Matter 6]



GENERALPRØVE PÅ EN REVOLUTION
Fra Detroit i 1967 til Minneapolis i 2020

Af BO GREEN JENSEN

I DETROIT var sommeren 1967 ikke den magiske »Summer of Love«, som siden er fejret i fælleskulturen. USA’s femtestørste by, kendt for sine bilfabrikker og sjælfulde sorte musik, var tværtimod scenen for nogle af de voldsomste konfrontationer mellem politi og befolkning i nyere tid.
   Det begyndte med en razzia på 12th Street søndag den 23. juli. Bagefter gik tilskuerne ikke hjem i god orden. Først var der demonstrationer. Så fulgte plyndringer, påsatte brande og åben skudkamp i gaderne på Near West Side.
   Systemet satte ikke bare hårdt mod hårdt. Ordensmagten gik aktivt til angreb. Detroits politi fik forstærkninger fra statspolitiet. Byen blev erklæret i undtagelsestilstand, og guvernør Romney udkommanderede Michigan National Guard. Da urolighederne vedblev, satte præsident Lyndon B. Johnson to af hærens luftbårne enheder ind.
   Efter fire døgn var 2000 bygninger ødelagt. Politiet foretog 7.200 arrestationer. I alt var der 43 døde og 1.189 tilskadekomne. Hæren, politiet, hjemmeværnet og brandvæsenet mistede 16 medlemmer. Men de overvejende hvide betjente dræbte 23 og sårede 696 borgere – som for de flestes vedkommende var afroamerikanske.


  
DER var uroligheder hen over hele USA midt i 1960erne. For samtiden lignede Detroit først en gentagelse af urolighederne i Watts i Los Angeles i 1965. Heraf myndighedernes reaktion. Man har siden til hudløshed diskuteret, om opstanden i Detroit havde sit udspring i racehad eller klasseforskelle. Mange hvide deltog i hærværket og plyndringerne.
   Fordi det var 60erne, blev der sunget om sagen. Gordon Lightfoots »Black Day in July« (fra albummet Did She Mention My Name?) beskriver, hvordan »Motor City madness has touched the countryside«. Her er det ikke et spørgsmål om race, men en krig mellem fattig og rig: »Why can’t we all be brothers? Why can’t we live in peace?/ But the hands of the have-nots keep falling out of reach.«
   Den suverænt bedste skildring af uroen står i Jeffrey Eugenides’ roman Middlesex (2002). Mange ser den som slag i en dyne. Andre mener, at protesterne medførte forandring. Der blev bygget bedre huse. Før havde Ford ikke ansat afro-amerikanske arbejdere. Disse forhold ændrede sig efter opstanden, som blev kaldt generalprøven på en revolution.



  
KATHRYN Bigelows benhårde film om Detroit begynder med et historisk rids. Det handler ikke om andet end race, og for hende at se er intet forandret. De første 30 minutter er en rekonstruktion i fuld størrelse. Politiet har et dårligt ry, som det mere end lever op til.
   En håndfuld karakterer plukkes i mængden: Larry Reed (Algee Smith) og The Dramatics står klar til at gå på scenen, da koncerten bliver aflyst. Alligevel synger Larry til de tomme stolerækker. Han har skruet sig op til store bedrifter. Derfor tager han og hans bror ikke hjem, men checker ind på det lurvede Algiers Motel, hvor alle slags stoffer og sex er i spil.
   En festdeltager skyder for sjov med en startpistol. Politiet tror, det er snigskytteild. Da har hæren allerede skudt en 6-årig pige, som så ud af et vindue. Og Phillip Krauss (Will Poulter), den mest aggressive af tre betjente, som siden tager flere liv og terroriserer alle de festende gæster, er blevet indberettet for at skyde en flygtende sort mand i ryggen.
   Krauss medbringer derfor selv falske beviser. Den opskræmte by er et slaraffenland for psykopater. Alt kan forklares som selvforsvar - og bliver det, da sagerne kommer for retten.
   Panikken eskalerer. Statspolitiet fralægger sig ansvaret. Krauss og hans fæller går langt over stregen. To hvide studiner bliver truet på livet, fordi de fester med sorte mænd. Forløbet er autentisk, sådan mere eller mindre. Det bliver en lang og forfærdelig nat.



DEN bliver desværre også et sidespor, som afleder opmærksomheden fra den store konfrontation udenfor.
   Der er elementer af et generisk gidseldrama i Algiers Motel-episoden. Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal lægger ikke skjul på, at de vil undersøge raceaspektet. Det er al ære værd, men strategien reducerer opstanden i Detroit til bagtæppet i et psykologisk teater.
   Bigelow er en blændende filmskaber, den eneste kvinde i Hollywood, som laver spændingsfilm med en politisk dagsorden. Hun var 15 år og boede i Californien, da tv transmitterede fra borgerkrigen i Detroit.
   Hun er kendt for en klar, kønsneutral æstetik. Efter genrestykker som Near Dark (1987), Blue Steel (1989), Point Break (1991) og Strange Days (1995), var det Oscar-vinderen The Hurt Locker (2008) – med Jeremy Renner som udbrændt mineekspert – og den mørke Zero Dark Thirty (2012) om jagten på Osama bin Laden, der satte signaturen fast.
   Detroit bliver paradoksalt kritiseret for at insistere på skildringen af racisme. En anmelder sammenlignede Bigelow med Leni Riefenstahl. En anden kvindelig kritiker skrev, at hun ikke længere var interesseret i hvide kunstneres skildring af sorte amerikaneres smerte.
   Den samme tankegang siger, at kun kvinder må skrive om voldtægt, kun soldater kan skrive om krigen. Det er et forstemmende mistillidsvotum, som underkender værdien af empati.
   Indlevelsen redder dog ikke Detroit fra at være en relativt skuffende film. For overblikket svigter, da Bigelow zoomer ind på Algiers. Detroit begynder storslået, men ender velmenende ordinært.

Andre tekster i temaet Black Lives MatterI Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014) : En film om Martin Luther King



Detroit. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 143 min. USA 2017. Dansk premiere: 24.08.2017


Fotos: Annapurna Pictures/ SF Studios/ 
Weekendavisen Kultur 25.08.2017

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar