Translate

søndag den 24. januar 2021

Theodore Melfi: Hidden Figures (2016) [Black Lives Matter 11]


LIGESTILLINGENS ASTRONAUTER

Også nede på jorden tog kampene fart 

Af BO GREEN JENSEN

I 1961 var prestige- og propagandakrigen mellem USA og USSR på sit højeste. Den militære indsats fandt sted på flere fronter og som regel i det skjulte, men ikke når rumkapløbet blev brugt til at vise den nye teknik og formåen.
   Sovjetunionen lå forrest fra opsendelsen af Sputnik i oktober 1957 til Jurij Gagarins jordomkredsning i april 1961. John F. Kennedy holdt sin forpligtende tale om at lande på månen, »fordi det er svært«. NASA knækkede koden i februar 1962, da John Glenn gennemførte USA’s første bemandede togt.
   Apollo-programmet åbnede i januar 1967 (med Virgil Grissoms varmedød). Sovjet begyndte i stedet at satse på rumstationer. Apollo 11 landede i Stilhedens Hav i juli 1969. I 1975 gennemførte stormagterne i fællesskab Apollo-Soyuz-projektet. Dét var måske et større skridt for menneskeheden.
   Hidden Figures handler egentlig ikke om dette. Filmen foregår i de febrilske otte måneder, hvor NASA sætter alt ind på at få en astronaut i kredsløb. Mens landet ser op, hersker racismen. Flere Freedom Rides blev gennemført. Borgerrettighedsbevægelsen tog fart i takt med rumprogrammet. På denne afstand er det fristende at se en forbindelse mellem de himmelstormende initiativer.


DET var også i 1961, at NASA fik sin første »elektronhjerne« fra IBM installeret. Før da henviste ordet »computer« til en person. Der var adskillige afro-amerikanske kvinder i NASA. Hidden Figures skildrer tre: talbegavelsen Katherine Goble, Dorothy Vaughan, som blev den første chefprogrammør, og Mary Jackson, der insisterede på sin ret til at blive ingeniør.
   De tre karakterer virker lidt for generisk repræsentative, men er ikke desto mindre autentiske. Theodore Melfis film bygger på bogen Hidden Figures: The Story of the African-American Women Who Helped Win the Space Race (2016) af Margot Lee Shetterly, som solgte filmrettighederne, før manuskriptet var i trykken. Filmen har været og er ekstremt populær. 
   Den er heller ikke dårlig, men kunne måske have vist lidt flere tænder, der bed fra sig. I 1961 blev køn og racer stadig betragtet som »equal but separate«. Det ændrede sig under rumkapløbet. Også nede på jorden tog kampene fart. Hertil kommer faglige kampe for bedre arbejdsforhold generelt. Der er tre registre af forskelsbehandling i spil. Enten favner filmen for bredt. Eller også ser den rigtigt og siger, at man ikke kan skille tingene ad.


LEDEREN af rumprogrammet hedder Al Harrison, og det er ham, der henter Katherine Goble ind for at knuse de sværeste tal, da Sovjets succes lægger pres på afdelingen.
   Harrison er farveblind. Det er ham ligegyldigt, om matematikerne er hvide eller »farvede«, som man siger i 1961. Men NASA er racistisk funderet. De sorte kvinder sidder i deres egen bygning, hvor den hvide mellemleder (Kirsten Dunst) aldrig kommer. De har deres eget toilet. I begyndelsen må Katherine løbe 20 minutter hver vej, når hun skal besørge.
   Harrison spørger, hvor Katherine bliver af. Hun holder derfor en flammende tale om menneskets ret at tisse. Det er filmens store scene, og den rammer så rent i hjertekulen, at tårerne presser på sammen med glæden, da Harrison henter en hammer og banker Colored-skiltet ned.


ELLERS er alt en parade af klicheer. Forskeren Paul Stafford (Jim Parsons) vil tage æren for Katherines udregninger. Dorothy sniger sig at læse en introduktion til programmørsproget FORTRAN i bibliotekets hvide afdeling. Mary taler dommeren til fornuft. De har kønne børn og gode mænd, der hurtigt bliver vundet for sagen.
   Der er et hierarki af fordomme i spil: køn, etnicitet og klasseforskelle. Alle har held med projektet, fordi de tror på sig selv og på Gud. Det er meget, meget mainstream, men det er også varmt og velment.
   Skuespillerne kan deres typer. Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe er fortrinlige. Kevin Costner investerer al sin demokratiske poster boy-charme i rollen som Al Harrison. Glenn Powell lyser op som John Glenn.
   Produktionen er designet med museal akkuratesse. Det er derfor en skam, når den politiske korrekthed bliver prioriteret over autenticiteten. I 1961 var der tæt tobaksrøg alle vegne – også hos NASA. Her er der ikke en tændt cigaret noget sted.


HIDDEN Figures havde held til at sige noget væsentligt om den racistiske fortid og kampen for ligestilling. Modsat mindre forsonlige fremstillinger – som Ava DuVernays Selma (2014) – valgte Melfi at se positivt på historien. Ikke siden Norman Jewisons In the Heat of the Night (da. I nattens hede) – som fyldte 50 år i 2017 – var en film i dén grad kommet til tiden.
   Kun fire år efter ser man den kuraterede historiefortælling med en anakronistisk og næsten nostalgisk undren. Det er vaniljefarvet mainstream fra en verden, som tror, at det stille og roligt går den rigtige vej. Altså tiden lige før Trump og COVID-19, før urolighederne efter politiets drab på George Floyd i Minneapolis i maj 2020 og systemets reaktion på samme. Det er før mere polarisering, og før Black Lives Matter tog handskerne af. Som sådan er Hidden Figures især et solidt vidnesbyrd om tidsånden i Barack Obamas præsidentperiode.
   Kan vi nå det endnu, vil vi gerne tilbage.

Hidden Figures. Instr.: Theodore Melfi. Manus: Theodore Melfi og Allison Schroeder. Foto: Mandy Walker. 127 min. USA 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.


Fotos: NASA/ Fox 2000/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Instant, Disney+, Google Play, iTunes Movies
Bragt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2017, justeret og revideret 24.01.2021

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar