Hukommelsestabet trives i Tyskland
Af BO GREEN JENSEN
I den første tyske efterkrigstid, da det knækkede land skulle finde en måde at leve videre på, var der intet behov for at angre og analysere. Da lejrene blev åbnet, og de overlevende vendte tilbage, var der ingen, som stillede spørgsmål eller lyttede til deres historier. Ofrene var stengæster, som man helst ville overse og gå forbi.
Af BO GREEN JENSEN
I den første tyske efterkrigstid, da det knækkede land skulle finde en måde at leve videre på, var der intet behov for at angre og analysere. Da lejrene blev åbnet, og de overlevende vendte tilbage, var der ingen, som stillede spørgsmål eller lyttede til deres historier. Ofrene var stengæster, som man helst ville overse og gå forbi.
Sangerinden Nelly tilbragte det meste af krigen i London, men kom hjem i 1943 med sin mand, pianisten Johnny, som ikke var jødisk. Han lod sig skille, da hun blev taget og sendt til en koncentrationslejr i 1944. Hun vender tilbage med en kvæstet krop og et ødelagt ansigt, mere død end levende. Kun fordi hun bliver samlet op af Lene (Nina Kunzendorf) fra det jødiske agentur, er der en eftertid for Nelly Lenz.
Hun føler sig ikke heldig. Efter operationen har Nelly svært ved at forholde sig til det rekonstruerede ansigt, som kun er en grov kopi af det gamle. Det bliver vigtigt for hende at finde og overbevise Johnny, som nu er tjener i natklubben Phoenix og insisterer på navnet Johannes.
Johnny ser, at Nelly ligner, men han genkender ikke sin hustru. I stedet ser han en mulighed for at kræve den konfiskerede formue gennem kvinden, som han vil forme i hustruens billede. Snart øver Nelly på rollen som Nelly. Hun venter på øjeblikket, hvor han ser og forstår. Hun kommer til at vente i lang tid.
CHRISTIAN Petzolds film har altid en historisk og politisk understrøm. Phoenix er løst baseret på Le retour des cendres, Hubert Monteilhets nærmest mørkegrå roman noir, som på dansk hedder Fra asken – i ilden (en G-bog fra Grafisk i 1962). Den blev straks filmatiseret som Return from the Ashes af J. Lee Thompson.
Petzold tager kun præmissen fra bogen. Til gengæld er Phoenix fuld af referencer til to andre film om en formgiven kvinde: Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) og Georges Franjus Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt). Der er for den sags skyld lidt Martin Guerre i historien.
Petzold bruger hverken suspense eller horror. Snarere spiller han på forventningen om, hvad der kunne ske, hvis han gjorde . Der er aldrig tvivl om Nellys identitet, men der er dybde og styrke i hendes begær efter at blive set af manden, som hun måske stadig elsker, skønt han forrådte deres kærlighed.
For Petzold er det vigtige viljen til ikke at se. Nelly siger til Johnny, at hun ikke bare kan dukke op i en rød kjole fra Paris og sige, at hun er tilbage. Man vil spørge hende om lejrene. Du tager fejl, siger han. Ingen vil spørge. Har du ikke set de spøgelser, som kryber rundt? Ingen vil have noget med dem at gøre.
Phoenix er også en umulig erindring om Berlin før nazismen. Nostalgien, som er en bogstavelig hjemve, får udtryk gennem Kurt Weills musik. Nellys signatursang er »Speak Low«, som han skrev i USA til en tekst af digteren Ogden Nash. Når Nelly og Johnny besøger deres gamle steder, hører man Weills »Berlin im Licht«.
NINA Hoss har været Petzolds actrice fetîche, siden hun medvirkede i tv-filmen Toter Man (2000). Med Yella (2007), Barbara (2012) og Phoenix har de sammen skabt en trilogi af tyske kvindeportrætter, som ikke har sin lige på denne side af Rainer Werner Fassbinders samarbejde med Hanna Schygulla.
Yella tog fra Wittenberg i det gamle DDR til Hanover og levede et muligt liv i det nye Tyskland, før slutbilledet dementerede fiktionen. Lægen Barbara ville ud af DDR og blev straffet med forvisning til en by ved Østersøen, hvor hun prøvede at tro på sin chef. Han blev spillet af Ronald Zehrfeld, som i Phoenix er den svigefulde Johnny.
Phoenix er en flertydig identitetsfabel. Karaktererne er mennesker med mange slags motiver, som ofte modsiger og modarbejder hinanden. Skruen strammes mod en slutning, som publikum selv er med til at skrive. Der er ingen store følelsesudbrud. Jo mere der lades usagt, jo stærkere står Nellys smerte og tvivl. Der er endelig også en frihed i vente.
Alt holdes fast. Det er mesterligt gjort.
Se også Christian Petzold: Barbara (2012); Christian Petzold: Transit (2018); Christian Petzold: Undine (2020).
Phoenix. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki og Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 98 min. Tyskland 2014. Dansk premiere: 20.08.2015
Phoenix. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki og Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 98 min. Tyskland 2014. Dansk premiere: 20.08.2015
Fotos: Schramm Film Koerner & Weber/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb, lån eller leje) på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, iTunes, SF Anytime og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.08.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar