Translate

onsdag den 6. april 2022

Christian Petzold: Undine (2020)


HAVFRUENS HÆVN
Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.
   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).
   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.



PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.
   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.
   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.



PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.
   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.



DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.
   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.



DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.
   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.



FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.
   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.



CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   
UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.
   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.


Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.


Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv
Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar