Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/A White, White Day (2019)

NÅR HIMMEL OG JORD STÅR I ÉT
Der er blod i sneen og mørke i verden

Af BO GREEN JENSEN

»PÅ sådanne dage, hvor alting er hvidt, og der ikke længere er nogen forskel på jorden og himlen, da kan de døde tale til os, som stadig lever.«

   Betragtningen står på lærredet forrest i Hlynur Pálmasons opfølger til Vinterbrødre. Den tilskrives en ukendt forfatter. Måske er det Palmáson selv. I hvert fald forstår vi, at det er alvor, da titlen senere bliver klippet ind over skinger strygermusik: Hvítur, hvítur dagur. Herefter standser musikken. Nu er der bare lyden af vind.

   En bil kører hurtigt ad snoede veje gennem den drivende tåge. Den klarer flere risikable sving, og vi tænker, at chaufføren må være stedkendt. Så drejer vejen igen, men bilen følger ikke med krumningen. I støt fart kører den gennem autoværnet og forsvinder ned i kløften.

DER er stadig ingen mennesker i billedet. Næste scene viser to lave, indhegnede bygninger, som står isoleret i landskabet. Vi ser dem i vinter, forår og sommer, altid fra den samme vinkel og på samme neutrale afstand. De første fem minutter af En hvid, hvid dag er uden dialog og forklaring. Men siger alt i urbilleder.

   Små heste går og græsser. Husene synes at trykke sig ned. Endelig kommer der biler, og vi hører en mand og en pige, der taler. Han viser hende, hvor hun skal være, når han er færdig. Han sikrer strukturen mod alle slags fjender. Det bliver verdens tætteste hus. Hverken Vinden eller Ulven kan hyle det omkuld. Manden bygger huset til sin datter og sit barnebarn. De skal ikke berøves af skæbnen igen.

POLITIBETJENTEN Ingimundur har orlov efter sin hustrus død. Han er vred og i chok over ulykken. Han går til pligtsamtaler hos psykologen, for det har han fået besked på, men han giver ikke meget for terapien. Han bider tænderne sammen og bygger sit hus. Kun når barnebarnet Salka er med, kan han smile.

   En hvid, hvid dag træder langsomt i karakter. Det er en islandsk skæbnefortælling, som arbejder på at blive til film noir, selv om der længe er humor i bunden. Ingimundur lever med savnet. Han kigger i sin kones ting. Han snuser til hendes tøj. Han finder en bog, som ligger i kassen, og ryster på hovedet over omslagscitaterne med anmelderskamros. Så går noget op for ham, og de døde begynder at tale for alvor.

EN hvid, hvid dag er en studie i jalousi. Den er bagudrettet og svær at bearbejde. Reaktionen bliver derfor mere irrationel. Ingimundur får sine værste anelser bekræftet, da han finder hustruens kamera. Samtidig bliver hun levende for ham. Det er en lille by, hvor man kender hinanden. Hver dag ser han manden, som hun var ham utro med. Når de spiller fodbold sammen, bliver der virkelig tacklet igennem.

   Det er bare ikke nok. Jalousi er en selvforstærkende djævel, og frustrationen må forløses i vold. Ingimundur planlægger sin hævn. Han kan ikke tænke på andet. Vi har vænnet os til hans væsen og regner med, at det går over. Han eksploderer hos psykologen og sætter sine kollegaer i arresten efter et klodset, lavkomisk slagsmål. Men også publikum indser, at noget er galt, da Ingimundur bider ad Salka.

HLYNUR Pálmason er en sikker fortæller med en personlig og effektiv stil. Han taler bedst i billeder og forklarer sig aldrig i dialog. I Vinterbrødre kunne det sære miljø bære mange manerer. Her er der mere realisme end myte. Men også En hvid, hvid dag kulminerer i et opgør mellem det bedste og det værste i manden.

   Jeg skal ikke røbe, hvordan det går til, at manden og pigen når det sted, hvor de knuger hinanden på filmens plakat. Det er dog ikke en spændingsfilm på dén måde. Snarere en sej udstedskrimi. Man håber, at barnet kan slukke ilden i manden og få smerten til at gå væk. Det er også den vej, det går – indtil sjuften, som gjorde Ingimundur til hanrej, beslutter selv at tage hævn.

DET er en floskel at fremhæve sagakvaliteten i islandske fortællinger, men filmen har dette særegne snit. Der er blod i sneen og mørke i verden, skønt nutidens udsatte mænd bor i huse, der afviser alle slags rasen.

   Ingimundur og Salka bærer filmen. De bliver fremragende spillet af Ingvar Sigurdsson og Ída Mekkín Hlynsdóttir. Andre karakterer kommer aldrig i fokus. Og fra første scene ved vi, at det skal ende, hvor det begyndte, på vejen, hvor himmel og jord står i ét.

   Med Vinterbrødre satte Hlynur Pálmason sig i respekt. I En hvid, hvid dag bliver han en moden fortæller, som taler med dybde og autoritet.

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017).

En hvid, hvid dag (Hvitúr, Hvitúr Dagúr). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 109 min. Island-Danmark-Sverige 2019. Dansk premiere: 05.12.2020.

Fotos: Joint Motion Pictures/ DFI/ DR/ Film i Väst/ Glassriver/ Icelandic Film Center/ Swedish Film Institute/ Snowglobe Films/ Sena/ RÚV/ Kukl/ MEDIA/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Peccadillo Pictures/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.12.2020