Translate

søndag den 10. april 2022

Murakami | Hamaguchi: Drive My Car (2021) [Oscars 2022]


FORANKRET I STILHED
En mesterklasse i slow cinema

Af BO GREEN JENSEN

STILLE og langsom er sjældent salgsargumenter, når en film skal anbefales. Japaneren Ryûsuke Hamaguchi (f. 1978) har dog baseret sit arbejde på disse kvaliteter. Filmskaberen følges med sine karakterer i en fortrolig og uudgrundelig form, der er renset for eksponerende stof.
   Hamaguchi begyndte som dokumentarist. Hans første lange fiktionsfilm, Happy Hour fra 2015, brugte fem timer på at beskrive, hvordan fire unge kvinder gennemgik et kursusforløb. Det er siden lykkedes ham at justere spilletiden. Drive My Car er kun tre timer om at fortolke en novelle af Haruki Murakami. Teksten står i samlingen Mænd uden kvinder fra 2014.


TEATERMENNESKET Yûsuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), som både instruerer og optræder selv, er gift med forfatteren Oto (Reika Kirishima). Hun har specialiseret sig i tv-manuskripter med erotisk atmosfære og fokus på kvindelig seksualitet. Oto får sine bedste ideer, når de har elsket. Hun fortæller ham historien, som han reagerer på, hvis han ikke er for træt.
   Her har parret et hemmeligt helle, og forholdet ligner en god symbiose. Imidlertid har alt i Drive My Car en forhistorie – selv forhistorien. Det er ikke noget, de taler om – begge ved jo, hvad det gælder – men parret har mistet en datter, som døde, da hun var fire år.


OTO og Yûsuke bor i Tokyo og har travlt i hver sin del af kulturfaget. En aften, da Yûsuke har medvirket i sin egen opsætning af Venter på Godot, kommer Oto ind og præsenterer en beundrer. Kimura (Toshiaki Inomata) er den feterede unge skuespiller fra tv-serien, hun arbejder på. Yûsuke fornemmer vel et eller andet. Som de fleste af Murakamis mænd er han en høfligt forekommende person, der nødigt forholder sig aktivt til noget.
   Yûsuke har allerede bilen – en rød Saab 900 – som bogstaveligt bærer historien i Drive My Car. De har med tiden udviklet en øveteknik. Oto indtaler et bånd med stykket, Yûsuke arbejder på. Hans egne replikker er udeladt, og indtalingen er timet, så han kan indsætte dem, mens han kører.
   Sådan går tiden i bilen. Sådan skaber skuespilleren sin karakter. Og sådan kommer publikum gennem mange scener, der lader dialogen fra Tjekhovs Onkel Vanja overlappe i hele og halve versioner, mens landskabet passerer.
   En dag skal Yûsuke på teaterfestival i Vladivostok. Oto sender ham kærligt afsted, men flyet er aflyst, og han kører hjem. Han låser sig ind – Murakamis mænd er altid diskrete – og hører kærlighedslyde fra stuen. Vi ser kun Otos elsker fra ryggen. Yûsuke går ud fra, at det er Kimura.


TO ÅR SENERE kører Yûsuke til Hiroshima, hvor han har påtaget sig at instruere Onkel Vanja. Det er efter Otos bratte død. Hun ringede til teatret og sagde, at de skulle tale alvorligt. Yûsuke kom hjem og fandt hende livløs. Naturligvis caster han Kimura som Vanja, da han ser rivalen blandt ansøgerne.
   Men sig mig: Vil han bare referere hele filmen? Sådan kan jeg høre læseren spørge. Svaret er nej – vi er endnu ikke ved titelsekvensen med navne, som Hamaguchi endelig skriver på lærredet efter 40 minutter. Først da præmissen er fuldt etableret, lader han fortællingen sætte i fart.
   Det sker, da arrangørerne i Hiroshima insisterer på, at Yûsuke får en chauffør. Det er en fåmælt ung kvinde, som har sin egen tragiske tilgang. De to skal lære hinanden at kende og indlede et subtilt sorgarbejde.
   Der er gået en ordinær films spilletid, før Misaki (Tôku Miura) henvender sig. Da bliver Drive My Car en film om sorg og skyld og kærlighed, men ikke af den romantiske slags. Yûsuke regner sig frem til, at Misaki må være 23 år. Hun har den alder, som hans og Otos datter ville have, bemærker han.


MEN hvad går al tiden med, hvis ingen siger eller gør noget særligt? Den går med at prøve på Onkel Vanja, der i Hiroshima bliver opført i flersproglig udgave. Skuespillerne taler japansk, koreansk, kinesisk, engelsk, tagalog og indonesisk. Kvinden, som spiller Sonja, er stum og bruger tegnsprog.
   Drive My Car er således både forankret i stilhed og tynget af negativ tavshed. Det lykkes Yûsuke og Misaki at bryde den tavshed. Det lykkes Yûsuke at vende tilbage til scenen og gøre Onkel Vanja til en succes. Men især lykkes det Hamaguchi at spille sin trumf, som tangerer en manierisme: Sonjas lange slutreplik bliver fremsagt på koreansk tegnsprog.


SÅLEDES er vi som knyttede hænder, der nu og da vover at åbne sig lidt. Hamaguchi bruger rammen fra Murakamis novelle, men det er Tjekhovs arier af fortrydelse, der giver filmen resonans. Fotografen Hidetoshi Shinomiya får fantastisk meget ud af at vise bilen fra luften, når den kører langs kysten ved Hiroshima. Der er kun dén røde genstand. Vi ved altid, hvor dramaet er.
   Drive My Car er en mesterklasse i slow cinema. Filmen modtog årets Oscar for Best International Feature og har i forvejen 70 festivalpriser. Den skal være varmt anbefalet. Hamaguchi når sine små forløsninger uden at gribe til patos og sentimental konstruktion. Det er en tilkæmpet, kompromitteret katarsis.


DER er også scener, hvor stilheden næsten bliver selvsmagende. Koreaneren Lee Chang-dong lavede Burning (2018), og vietnameseren Tran Anh Hung fik et stort melodrama ud af Norwegian Wood (2010). Efterhånden kunne man ønske sig, at der var en filmskaber, som fandt ind til varmen og humoren hos Murakami.

Drive My Car var Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Picture (Teruhisa Yamamoto); Best Director (Ryûsuke Hamaguchi); Best Adapted Screenplay (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe); Best International Feature Film. 



Drive My Car. Instr. og manus: Ryûsuke Hamaguchi. Foto: Hidetoshi Shinomiya. 179 min. Japan 2021. Dansk premiere:31.03.2022.


Fotos: Bitters End/ The Match Factory/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.04.2022.
Indsendt af kl.
Etiketter: , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)