EN OVERDÅDIG UVISHED
Af BO GREEN JENSEN
DET er hverken suspense eller et genialt plot, der gør Burning til en eksistentiel spændingsfilm. Det er heller ikke
effekter og gimmicks. I sin kerne er filmen et erkendelsesprojekt, der afprøver
virkeligheden. Ikke for at låse billedet fast, men for at udforske
usikkerheden.
Den unge Jongsu går alene omkring, da han møder barndomsveninden Haemi. Hun
står på gaden i Seoul og fungerer som blikfang i et lotteri. Faktisk lader hun
ham vinde et ur, som senere får empirisk betydning. Faktisk husker han ikke Haemi.
Han bliver stille, når hun taler om deres tid i Paju. Hun siger, at han sagde,
hun var grim. Hun siger, at hun faldt i en brønd. Det skal nok være rigtigt.
Han husker bare ikke episoden.
Men Haemi er forfriskende selskab. Jongsu er i byen for at følge med i
retssagen mod sin far, der igen har overfaldet en nabo. Hans far kunne aldrig styre
sin vrede, derfor rejste Jongsus mor. Sagføreren henter ham ind til en snak. Jongsu
er alene på gården ved grænsen. Det er bare ikke bonde, han vil være. Jongsu
vil skrive tekster, som bliver trykt og
læst.
Haemi vil spille teater. Hun giver ham en hurtig lektion i at mime. Hun
skræller en imaginær nektarin og spiser den stykke for stykke. Hun siger: »Det
har ikke noget at gøre med talent. Det gælder ikke om at tro på, at frugterne
er der. Det gælder om at glemme, at de ikke
er der.«
JONGSU forstår ikke helt denne sondring. Det gør han måske senere, men
nu går de hjem til Haemi og er sammen. Fra sengen ser han solen, der spejler
sig i et glastårn. Ellers kommer den aldrig i rummet. Han lover at fodre Haemis
kat, mens hun er på rejse i Kenya. Det gør han ganske trofast, skønt katten aldrig
viser sig. Men der er efterladenskaber.
Hver gang Jongsu fodrer katten, onanerer han tænksomt og længselsfuldt. Eftermiddagen
bliver hans bedste tid. Han svarer ivrigt, da hun ringer og siger, at hun er
tilbage. Men fortryllelsen forstøver, da hun ankommer sammen med Ben: en karismatisk
livskunstner, som til og med er venlig og har penge. Forfatterspiren hader ham
på stedet.
Burning bygger på en lille novelle
af Haruki Murakami, som Lee Chang-dong forstørrer til en film i tre akter. I
teksten siger fortælleren, at Ben har noget Gatsby-agtigt over sig. Han
henviser til den romantiske aura og mysteriet om Bens profession. I så fald bliver
Haemi til Daisy Buchanan.
Ben og Jongsu er »venner« som Gatsby og Nick Caraway (eller Christopher og
Max i Cabaret). Ben fortæller Jongsu
noget, som ryster hans verden i fundamentet. Ben er aldrig rystet. Heller ikke,
da Haemi forsvinder. Jongsu frygter, at Ben har dræbt hende. Han tilstod det jo.
Eller er det ligesom med nektarinen og katten? Det gælder ikke om at tro på, at
frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.
DER er flere nøglesteder i Burning, men filmens hjerte sidder i
scenen, hvor Ben »betror« sig til Jongsu. Han oplyser, at han somme tider sætter
ild til drivhuse og betragter flammerne, mens de brænder ned. I novellen er det
lader, som går op i røg, men indramningen er den samme.
De tre har spist og drukket og nyder øjeblikket. De ryger pot og bliver
bløde og tunge i kroppen. Pigen sætter et Miles Davis-album på og danser. Så bliver
hun træt, låner fortællerens t-shirt og falder i søvn ovenpå. Da han kommer ned
i stuen, er det en vals af Strauss, som drejer på grammofonen.
Fortælleren (der ligner Murakami som yngre – i novellen er han 31, mens pigen er
20; de er ikke barndomsvenner, og der er ingen seksuel relation) husker et
skuespil, som de opførte i skolen, da den anden mand bryder ind i hans tanker
med bemærkningen: » - somme tider sætter jeg ild til lader.«
»Undskyld?« siger fortælleren. »Somme tider sætter jeg ild til lader,«
gentager den anden. Han giver sig til at lovprise den indiske marihuana. Han
holder røgen nede i ti sekunder. Den snor sig fra hans mund »som ektoplasma«.
Han siger, at den forbedrer »erindringens kvalitet«, men nu vil fortælleren
have besked. »Jeg vil gerne høre om laderne,« siger han.
»Laderne venter på at blive brændt. Det erkender jeg. Jeg bemærker bare
noget, som er der allerede. Det er ligesom regnen. Regnen falder. Floden
svulmer op. Noget bliver taget af strømmen. Foretager regnen et valg? Jeg gør ikke
noget umoralsk. Jeg har min egen moralske kodeks.«
HOS Lee Chang-dong er øjeblikket
strakt til en lang, hypnotisk sekvens, som bogstaveligt får publikum til at
glemme tid og sted. Også her kommer Haemi og Ben på besøg. De spiser og ryger,
mens solen går ned. Paju ligger ved grænsen til Nordkorea, og Jongsu har
allerede forklaret, at det er propaganda, som bliver transmitteret fra
grænseposten.
Haemi tager sin bluse af og danser i, hvad der virker som en evighed,
til »Générique« med Miles Davis. Imens bliver skumringen ved.
Pressematerialet oplyser, at sekvensen med »tilståelsen« blev optaget
over en måned. Lyset havde kun den rigtige kvalitet i 10-15 minutter hver dag.
Her kan vi zoome ud og betragte de mange lag i filmens struktur. »Générique«
er det tema, som Davis improviserede på stedet til titelsekvensen i Louis
Malles Elevator til skafottet (1958).
Burning er som nævnt inspireret af Murakamis
novelle »Barn Burning« fra 1992. Den står i samlingen The Elephant Vanishes og ville hedde »At sætte ild til lader«, hvis
den var oversat til dansk.
Murakami selv tager sin titel fra William Faulkners novelle »Barn
Burning« (1939). Der er en indavl af inspiration og motiver. Det bliver næppe
mere postmoderne.
Det er både i novellen og filmen et tema, om tingene sker eller egentlig
er der. Der er en sindrig undertekst, som man godt kan give sig til at analysere
på. Det er noget med et porøst liv i en ustabil virkelighed, vil jeg tro. Og en
kategorisk sandhed, som er absolut umulig.
Pointen er dog snarere, at filmen gør sig fri af denne kontekst. Det er
dét, som den bruger det lange format til. Lee Chang-dong og fotografen Hong
Kyung-pyo skaber et nøje forberedt øjeblik og lader det leve i virkelig tid. Der
er bare de tre, musikken og solen og dansen, det vævede, vævende liv, der bliver
ved.
HER kan filmen noget, som sproget ikke
kan. Burning er en palimpsest. Den
oprindelige tekst er skrabet ud, og en ny tekst er skrevet ovenpå. Ordbogen
angiver også en ny anvendelse for det gamle ord: »Tekst læst dels som bevidst,
dels som ubevidst udtryk for forfatterens psykiske og sociale problematik.«
I begyndelsen følger filmen sit
forlæg. Så begynder den at fabulere og ekstemporere. Det er der luft til og god
mening i. Murakamis tekst er på små tyve sider. Lee Chang-dongs film varer to
en halv time.
Jongsu kan ikke få mistanken ud af sit hoved. Han bliver besat af at
finde de brændte drivhuse. Men så er han sikker. Vi er med ham i salen alle som
én. Publikum og Jongsu handler sammen. Endelig gør han noget ekstremt, som der
ikke står et ord om i novellen. Det betyder ikke, at der ikke er belæg.
Burning efterlader tilskueren
i en overdådig uvished. Der er mange muligheder. Brændte drivhusene? Dræbte Ben
de piger? Hvem er sociopaten? I novellen holder fortælleren op med at lede og
konstaterer, at han bliver ældre hver dag. I filmen går han til modangreb og falder
måske i en fælde.
»Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at
glemme, at de ikke er der. Det er det
hele.«
Murakami er en enkel forfatter med mange lag i. I Lee Chang-dong har han
fået sin store fortolker, som er meddigter snarere end illustrator.
Burning (Beoning). Instr.: Lee Chang-dong. Manus: Oh Jung-mi og Lee Chang-dong). Foto: Hong Kyung-pyo. 148 min. Sydkorea 2018. Dansk premiere: 20.12.2018
Foto: Pine House Film/ Camera Film
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar