Translate

mandag den 20. januar 2020

Federico Fellini: Casanova (1976)




TO GANGE CASANOVA
Fellinis fortegning og Hallströms idyl 

Af BO GREEN JENSEN

FELLINIS Casanova har aldrig været populær, heller ikke blandt mesterens tilhængere. Ved premieren i 1976 fik den en særdeles blandet modtagelse, og hverken det markante produktionsdesign, Donald Sutherlands indsats i titelrollen eller filmens hele karakter af filosofisk og erotisk manifest, kunne overbevise fanskaren om, at Casanova var et hovedværk.
   Fellini var altid mest elsket for sin varme og sit overskud. Tre år efter erindringsstyrken i Amarcord (1973), en på alle måder vidunderlig film, kom kynismen og liderligheden i Casanova som en kold spand vand i ansigtet.
   Da filmen fyldte 30 år, blev den digitalt restaureret. Den eksemplarisk istandsatte udgave blev vist første gang på Venedig Festivalen i 2005. Venezia var Casanovas by, og eftersom Mostraen samme år præsenterede Lasse Hallströms Casanova i sit hovedprogram, var det oplagt at huske netop dén film af Fellini.
   Man kan sagtens finde fejl og mangler ved Fellinis stiliserede og manierede film. Imidlertid har den en stil, et filosofisk grundsyn og en bærende kunstnerisk idé. Det samme kan man dårligt sige om Hallströms solbeskinnede komedie, der dyrker den galante gavtyveside af Casanova-myten og lader Heath Ledger lægge damerne ned, uden at bekymre sig særligt om karakterens indre dæmoner.
   



DEN historiske skikkelse, Giovanni Giacomo Casanova (1725-98), var formentlig en blanding af Fellinis hvidkalkede libertiner og Hallströms vitale rosenkavaler. Han tjente de rige og levede af dem, fuskede med flere af tidens nye videnskaber og gjorde sig på legendarisk vis gældende som »forfatter, kardinalsekretær, officer, violinist, diplomat, historiker, falskspiller, tidsskriftredaktør m.v.«
   Jeg citerer her artiklen i Den Store Danske Encyklopædi. Mest berømt blev manden dog som en umættelig elsker, der i levende live inkarnerede myten om Don Juan. Casanova promoverede selv dette image i sin 12 bind store Mit livs historie (skrevet 1789-97, senest oversat 1962-68). Denne drabelige selvbiografi har med tiden fået status som en af litteraturens store sædeskildringer, en slags subversivt alternativ til Samuel Pepys’ lidt mere lødige Dagbog.
   Her ser den store forfører tilbage på bedrifter, der fandt sted i en tid, hvor han lignede Heath Ledger mere end Donald Sutherlands fugleagtige mand. Men i den sidste nedbrudte periode, da en fysisk og psykisk bankerot er total, lyder Casanovas stemme faktisk som den, der høres off screen hos Fellini: »Jeg er 58 Aar gammel, jeg kan ikke rejse til Fods og Vinteren staar for Døren. Naar jeg tænker paa at tage af sted for at genoptage mit Liv som Eventyrer, ser jeg mig selv i Spejlet, og jeg brister i Latter.«
   Donald Sutherland har beskrevet optagelserne som et rent mareridt. Samarbejdet kom dårligt fra start. Sutherland, som ikke talte italiensk, havde forberedt sig grundigt til rollen, men Fellini kasserede baggrundslitteraturen og forklarede sin stjerne, at han ikke interesserede sig for den Casanova. I stedet ville han bruge figuren til at kritisere en tiltagende følelsesløshed og kynisme i tidsånden.*
   En aktuel forbrydelse havde inspireret Fellini. To rige unge mænd havde voldtaget og dræbt en kvinde. Bagefter lagde de liget i bagagerummet på deres bil og gik til fest. Da liget blev fundet, forklarede mændene, at kvindens død ikke rørte dem særligt, fordi hun ikke var nogen de kendte. Så på en måde kunne de heller ikke forestille sig, at andre kendte hende. De havde slet ingen følelser i forbindelse med deres ugerning.

  

FELLINI syntes ikke om Casanova. Det er naturligvis nøglen til filmen, der anbringer sin indbildske titelfigur i en lang række dekadente tableauer, som føjer den sammen med Satyricon (1969) og Roma (1972). Casanova ser sig selv som en tragisk figur, når han dusker den ene perverse hertuginde efter den anden. I London oplever han for første gang, at han ikke kan få rejsning. Han står da på broen og hyler i mørket, klynker og raser mod de hårde kvinder, der forsvinder ind i tågen.
   Da Sutherland spillede scenen sådan, fik han endelig ros af Fellini. Indtil da havde optagelserne været et langstrakt helvede, fordi filmen som de optog ikke ville stemme overens med filmen, som Fellini havde i hovedet.
   »Han var ikke en seriøs person,« siger Sutherland om Casanova. »Han var et overfladisk menneske, som troede at han var en seriøs person.« Det hårde skudsmål passer afgjort på Fellinis Casanova, som i bedste fald er en tragisk nar, der ikke kan huske, hvad det vil sige at elske. Alligevel bliver han i filmens hjertescene et billede på alle mænd, da han møder sit ideal i form af en mekanisk kvinde, renæssancens svar på den moderne bolledukke, der i sagens natur kan blive ved ligesom han og være lige så følelseskold. Figuren er fremstillet meget fascinerende af Adele Angela Lujodice.


   

CASANOVA har altid udfordret filmkunsten. Hans livshistorie har ligget til grund for bogstavelig talt hundredevis af mere eller mindre slibrige fantasier om den store venetianske forfører. De gode bud kan dog tælles på et par hænder. Et af de mest interessante er den skikkelse, som Frank Finlay skar i Mark Cullinghams britiske miniserie fra 1971. Serien havde manuskript af Dennis Potter, der så Casanova som en seksuel frihedskæmper.
   I Ettore Scolas nyklassiker Il mundo nuovo (1982), der på dansk bliver kaldt både Den nye verden og Natten i Varennes, er Casanova en af passagererne i vognen, som i 1791 fører flere af tidens ærketyper væk fra det revolutionshærgede Frankrig. Casanova spilles her af Marcello Mastroianni. I vognen sidder også Thomas Paine (Harvey Keitel), pornografen Restif de la Bretonne (Jean-Louis Barrault) og Sophie de la Borde (Hanna Schygulla), som var hofdame hos Marie Antoinette.


LASSE Hallströms Casanova er ingen katastrofe. I det mindste er den skudt på gerningsstedet (Fellini genskabte alt i Cinecittà), ser virkelig ud af en masse og repræsenterer et comeback for Lena Olin, der får lov at være sanselig, moden og viis på én gang. Heath Ledgers Casanova er særdeles karismatisk. Sutherlands kulde er til gengæld uforglemmelig.
   Fellini skabte langt vigtigere film, men den mislykkede Casanova knytter faktisk an til den klassiske La Dolce Vita (1960). Begge film betragter de livstrætte døgnvæsener, som ikke har overskud til at elske. Denne syrlige bismag er vigtig at huske, når man hylder sødmen og livsfylden hos den italienske billedmager.

*) Sutherland fortæller i dokumentaren 'Casanova, Fellini, and Me'. Interviewet varer 46 minutter og er standardtilbehør på dvd og blu-ray. Fellini's Casanova udkom senest på blu-ray i 2015 (Mr Bongo Essential World Cinema and Music).



Fellinis Casanova (Il Casanova di Federico Fellini). Instr.: Federico Fellini. Manus: Bernardino Zapponi og Federico Fellini. Foto: Giuseppe Rotunno. 155 min. Italien 1976/2005. Dansk premiere: 22.04.1977.

Casanova. Instr.: Lasse Hallström. Manus: Jeffrey Hatcher. Foto: Oliver Stapleton. 112 min. USA 2005. Dansk premiere: 03.03.2006. 





Foto: Freemantle Media/ Mr. Bongo/ CineMaterial.com
Anmeldelsen stod i Ekko - Magasinet om film og medier #32 marts-april 2006. Her gav man stjerner. Fellini fik fire (af seks), Hallström fik to. Nu var det nok blevet fem til Fellini og bare en enkelt til Hallström.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar