Translate

fredag den 27. marts 2020

Den definitive metafilm: Federico Fellinis 8½ (1962)


DEN SMUKKE FORVIRRING
Federico Fellinis 8½

Af BO GREEN JENSEN

DER er i tidens løb skabt mange film om selve dét at skabe film. Den kreative proces er kortlagt, producenternes griskhed er spiddet, stjernernes nykker karikeret. Især instruktørens anfægtelser har affødt episke produktioner, og alligevel fascinerer stoffet stadig. Derfor er metafilm blevet en genre for sig, men endnu har ingen matchet den definitive skildring af mandlig midtvejskrise og kunstnerisk blokering: Federico Fellinis skelsættende 8 ½.
   Efter verdenssuccesen La dolce vita (1960, da. Det søde liv) var instruktøren the man of the hour. Gud og hvermand bød sig til for at medvirke. Fellini kunne stort set få, hvad han ville – der er næppe bygget mere overdådige dekorationer end de fantastiske sætstykker, som Piero Gherardi skabte til 8 ½  og han gik fortrøstningsfuldt i gang med at konstruere en historie. Arbejdstitlen var La bella confusione, dvs. »Den smukke forvirring«.


FELLINI vidste, at den næste film skulle handle om at filme. Imidlertid eskalerede personlige og professionelle stressfaktorer så stærkt, at kunstneren gik i baglås. Da trådte den tvivlende skaber i karakter og skabte en film om at tvivle. Ikke værkets svære fødsel, men selve veerne blev hovedsagen. Og fordi den færdige film, instruktørens niende opus, for så vidt ikke kan blive færdig, hedder resultatet Otto e mezzo.*


OGSÅ målt med Fellinis alen er stærkt fabulerende. Instruktøren Guido Anselmi, som altid spillet af stilikonet Marcello Mastroianni, holder både sin producer og pressen hen med vage udtalelser, når han bliver spurgt om sin kommende film. Han har ladet én kæmpemæssig dekoration konstruere, et rumskib ved en affyringsrampe. Her skal alle til slut gå om bord. Han havde en idé, men han har glemt, hvad den gik ud på. I første scene trækkes han ned fra en drøm om at svæve. Siden er ingen flugt mulig for Guido.

MANDEN gør dog sit bedste. Han pendler mellem hustruen (Anouk Aimee) og elskerinden (Sandra Milo). Han søger tilflugt i varm erindring, seksuelle fantasier og dekadente tableauer, som skiftevis er virkelige og scener i filmen-i-filmen. Han caster og lægger planer, så produktionsapparatet holdes beskæftiget, skønt han véd stadig mindre om, hvor han skal hen. På et kurbad møder han drømmekvinden (Claudia Cardinale) og føler, at hun er den hellige gral. Med Claudia kunne der være et liv og en film, men for det meste er der bare flere og flere som stiller krav.


FILMEN skifter stadig mellem storm og stille, dybe drømme, rene indfald, kapriciøse fantasier, melankolske morsomheder og en gravalvorlig bestræbelse på at skabe. Billedsiden er en surrealistisk konkret åbenbaring af levendegjorde storyboards. Fellini havde en fortid som tegneserieskaber, og det kan i dén grad ses i hans visuelle univers. Der er ikke ét dødt billede i filmen, som Gianni di Venanzo har fotograferet.
   Hvad man for hver gang sætter mere pris på, er måden på hvilken 8 ½ samler alle Fellinis motiver og koncentrerer hans væsen som kunstner. Den blokerede mand sidder fast i trafikken, og Roma (1971) er foregrebet. Trylleremsen »Asa nisi masa« (anima på børnelatin) åbner et erindringslandskab, som er Amarcord (1973) i miniature. Guido svinger pisken over sit harem, og Kvindebyen (1979) begynder. Fellinis 8 ½ er en portal, som forbinder alle temaer i labyrinten.

TIL sidst skal Guidos procession gå ombord i rumskibskulissen, der knejser som et monument over filmen, han ikke kan fuldende. Han tager sit liv under bordet til den groteske pressekonference, som er alle pinlige mareridts moder, men så slutter Fellinis film i stedet med, at processionen – alle filmens medvirkende, men først og fremmest klovnerne, som han siden igen og igen sender ind – kommer ud af det lysende moderskib, hvorved kunstnerens død bliver vendt til en fødsel.


JEG har vel set denne film en snes gange. Første gang var på Filmmuseet, da den kun var ti år gammel, men lignede sort-hvid historie. Sidste gang var i nat, på den suveræne dvd fra The Criterion Collection. Alligevel giver det mening at gense 8 ½ i biografen. Man siger om film, at de kan tåle utallige gensyn, men man mener det sjældent for alvor. Denne kan. Den bliver ved med at afsløre friske detaljer, og endnu er intet blevet manér.



*) En anden og mere prosaisk forklaring er tør og taksonomisk: Fellini havde instrueret debutfilmen Luci del varietà (1950, da. Pigen fra varieteen) sammen med Alberto Lattuada. Han var endelig alene alene på kommandobroen i I vitelloni (1953, da. Dagdriverne), gennembrudsværket La Strada (1954), Il bidone (1955, da. Krapyl), Le notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria) og La dolce vita. Hertil kommer korte bidrag til to af de antologi/portmanteau-produktioner, som var populære i italiensk film på den tid. Amore in città (1953, int. Love in the City) fik ikke dansk premiere. Fellinis segment hedder »Un agenzia matrimonale« (»Ægteskabsbureauet«) og indgår sammen med korte arbejder af Michelangelo Antonioni (»Tentato suicidio), Alberto Lattuada (»Gli italiani si voltano), Carlo Lizzani (»Amore che si paga), Francesco Maselli (»Storia di Caterina), Dino Risi (»Paradiso per 3 ore). Cesare Zavattani er krediteret som medforfatter og -instruktør på alle 6 episoder. Kærlighed i byen fik ikke dansk premiere. Til gengæld var Boccacio ’70 (1962, da. Boccacio 70 eller To uartige piger!) en pikant og lukrativ verdenssucces. Fellinis »Le tentazioni del dottor Antonio« (»Doktor Antonios fristelser«) indgår her sammen med moderne Dekameron-fortolkninger af Vittorio De Sica (»La riffa«), Mario Monicelli (»Renzo e Luciana«) og Luchino Visconti (»Il lavoro«). Fellini betragtede disse lejlighedsarbejder som halve film. Han kom på den måde frem til et facit på .



Fellini’s 8 1/2 (Otto e mezzo). Instr.: Federico Fellini. Manus: Tullio Pinelli, Ennio Flaiano, Brunello Rondi og Federico Fellini. Foto: Gianni di Venanzo. 138 min. Frankrig-Italien 1962.  Dansk premiere: 05.11.1963 (repremiere 07.09.2006).


Fotos: Cineriz/ Francinex/ Embassy Pictures/ CineMaterial/ IMDBpro/ The Criterion Collection
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 08.09.2006. Der er en mere omfattende tekst i Verdens 25 bedste film (1999). Her er filmen selvsagt nr. 8½.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar