Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals

FELLINIS SANG

En musical efter 8½

Af BO GREEN JENSEN

ROM midt i 1960erne, tiden for La dolce vita. Den feterede filmskaber Guido Contini (Daniel Day-Lewis) skal påbegynde produktionen af sin niende film, Italia, men har kun denne arbejdstitel i kassen, da det løbende mediecirkus begynder.

   Guidos første film var succeser, som gjorde alt ved Italien moderne. Siden har der været nogle flop, som ingen undlader at nævne, når de roser hans tidlige værker. Nu er Claudia (Nicole Kidman), mesterens actrice fétîchè, på vej for at medvirke i hans nye projekt.

   Penge, cast og teknik er på plads, men Guido har ikke én scene klar. Han er i personlig og professionel krise, svigter alles tillid på stribe og kan ikke forene sin kærlighed til hustruen Luisa (Marion Cotillard) med sit begær efter hundyret Claudia. Han fører imaginære samtaler med sin afdøde Mamma (Sophia Loren) og undgår både pressen og sin producent, mens han søger tilflugt på et kursted og prøver at få nye ideer.

   

DET er ikke forkert, hvis man tænker, at Nine i referat lyder mere som Federico Fellinis 8½ (1963) end som en filmmusical af Rob Marshall, manden bag den succesrige Chicago (2003), som sammen med Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) fik branchen til at tro på den store song and dance én gang til. Nine er hverken mere eller mindre end en musicaludgave af 8½. Intet virkemiddel er sparet, og foruden Day-Lewis medvirker en veritabel stjerneparade af kvinder i stort set alle livets aldre.

   Fellini selv ville have elsket ideen. Det er dog ikke sikkert, at han ville have jublet over resultatet.

NINE har om ikke andet en imponerende indviklet baggrund. Tullio Pinelli og Brunollo Rondi skrev manuskriptet til 8 1/2 på baggrund af ideer, som Fellini havde udviklet sammen med Ennio Flaiano. Mario Fratti skrev med udgangspunkt i dette sceneversionen af Nine, som fik premiere på Broadway i maj 1982 med engelsk tekst af Arthur Kopit og sange af Maury Yeston. Førsteudgaven havde Tommy Tune som instruktør og Raul Julia i rollen som Guido Contini. Den blev opført 729 gange og har været genopsat flere gange, senest i 2003 med Antonio Banderas som Fellinis avatar.

   Det er i sig selv fascinerende, at den samme idé kan forvandles så mange gange, begynde i filmen og via teatret vende tilbage til filmen, nu med sange, mindre dybde og mange flere farver. Samtidig kan mange af filmens problemer føres tilbage til det mudrede ophav. Historien om Guido Contini fungerer ikke uden Fellini-referencen, og Daniel Day-Lewis fungerer især godt i rollen, fordi han kan reproducere den indolent-intellektuelle faktor, som Marcello Mastroianni rendyrkede i sine film med Fellini.

   Disse er uløseligt forbundet med Nino Rotas lækre, lounge-tilsmagte musik, som decideret ikke ligner den kantede, robuste husstil i amerikanske scenemusicals, der igen ligger temmelig langt fra den europæiske smag for rockoperette og kønne ballader i traditionen fra Webber/Rice og Boublil/Schönberg.

NINE er med andre ord mere Chicago og Cabaret, end den er Phantom, Evita eller Les Mis. Læg hertil, at Fellinis univers lige nu kun taler til unge cineaster og et ældre publikum, der stort set er holdt op med at gå i biografen. Man har da i hvert fald en del af forklaringen på den manglende interesse for Nine, som især i USA har været påfaldende.

   Især er Nine præget af Rob Marshalls lærlingeforhold til Bob Fosse (1927-1987), instruktøren og koreografen, som med Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) skabte de sidste for alvor vellykkede filmmusicals, men havde sit daglige virke på Broadway, hvor den unge Marshall fungerede som hans instruktørassistent. Fosse instruerede både scene- og filmudgaven af musicalen Sweet Charity (1966, 1969), som bygger på Fellinis Le Notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). I All That Jazz brugte han netop 8½ som afsæt for sin selvbiografiske fortælling om koreografen Joe Gideons hårde liv og sidste dage.

   Marshall benyttede også i Chicago en eksisterende koreografi af Fosse (med sange af John Kander og Fred Ebb, som skrev både sceneversionen og filmudgaven af Cabaret) og annammede flere af Fosses strategier og fysiske tics. Det samme sker i Nine, især når Dion Beebes billeder følger Day-Lewis i hoftehøjde med en tændt super trouper i synet. På en bagvendt måde ligner Nine nu og da en imiteret italiensk sangudgave af Federico Fellini ifølge Bob Fosse.

PROBLEMET er ikke, at der er sange, men at stilen ikke passer til emnet. Visuelt spektakulære showstoppers som »Be Italian« og »Cinema Italiano« lades i stikken af sange, der lyder mere som Richard Rodgers end som Nino Rota, mere som Broadway til enhver tid end som Rom, Venezia og Rimini i 1960erne. Bedre lykkes filmens ballader, især to bittersødt eftertænksomme numre, som Marion Cotillard fremfører i rollen som Luisa. »My Husband Makes Movies« stammer fra den oprindelige opsætning. »Take It All« har Maury Yeston skrevet til filmudgaven. Det er det enkleste nummer i Nine, men det skaber et ægte filmøjeblik.

DANIEL Day-Lewis er imponerende atletisk i sin sammenbidte fortolkning af »Guido’s Song«, mens Penélope Cruz vrider kroppen dekorativt og forgæves i »A Call From the Vatican«. Fellinis selvopgør med den katolske mands dobbeltmoral er en central del af 8½, men en overflødig faktor i Nine. Scenerne med den 75-årige Sophia Loren som Guidos sexede mor tangerer et ødipalt freakshow. Derimod er den jævnaldrende Judi Dench meget velanbragt som kostumieren Lilli, der altid ved, hvad Guido bærer i hjertet – og ved det før og bedre end ham selv.

NINE er mindre detaljeret i skildringen af Guidos fremmegjorthed og groteske distance. Der er med andre ord skruet ned for surrealismen hos Fellini, men det er i store træk den samme subjektive fortælling om en blokeret kunstner i midtvejskrise.

   Marshall fravælger Fellinis pragtfulde ouverture i bilkøen, men følger ellers 8 ½ frem til det sted, hvor Guido opgiver filmen i filmen. Man savner Fellinis lysende rumskib på stranden, men får i stedet en varm, vemodig epilog, hvor Guido faktisk har lært af sine fejltrin, da alle skikkelserne fra hans fortid, nutid og fremtid mødes på scenen og fylder lærredet ud i den prægtige »Finale«.

NINE er en intelligent musical og en film for voksne mennesker. Den har de nævnte skønhedsfejl, men kompenserer rigeligt for dem med varme, farver og vitalitet. Den er smuk at se på og original. Et ekko af Fellini er bedre end en gentagelse af Chicago, især hvis det ankommer via Bob Fosse.

Se også Store instruktører: Federico Fellini 1920-1993; Fantastiske landskaber: Federico Fellini 100 år; Den definitive metafilm: Federico Fellini's 8½ (1962); Federico Fellini: Casanova (1976). 

Nine. Instr.: Rob Marshall. Manus: Michael Tolkin og Anthony Minghella. Foto: Dion Beebe. 118 min. USA 2009. Dansk premiere: 14.01.2010

Fotos: TWC/ Mis Label/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 PLAY

2K Blu-ray fra Sony Pictures 04.05.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2010

Den definitive metafilm: Federico Fellinis 8½ (1962)

DEN SMUKKE FORVIRRING

Federico Fellinis 8½

Af BO GREEN JENSEN

DER er i tidens løb skabt mange film om selve dét at skabe film. Den kreative proces er kortlagt, producenternes griskhed er spiddet, stjernernes nykker karikeret. Især instruktørens anfægtelser har affødt episke produktioner, og alligevel fascinerer stoffet stadig. Derfor er metafilm blevet en genre for sig, men endnu har ingen matchet den definitive skildring af mandlig midtvejskrise og kunstnerisk blokering: Federico Fellinis skelsættende 8 ½.

   Efter verdenssuccesen La dolce vita (1960, da. Det søde liv) var instruktøren the man of the hour. Gud og hvermand bød sig til for at medvirke. Fellini kunne stort set få, hvad han ville – der er næppe bygget mere overdådige dekorationer end de fantastiske sætstykker, som Piero Gherardi skabte til 8 ½ – og han gik fortrøstningsfuldt i gang med at konstruere en historie. Arbejdstitlen var La bella confusione, dvs. »Den smukke forvirring«.

FELLINI vidste, at den næste film skulle handle om at filme. Imidlertid eskalerede personlige og professionelle stressfaktorer så stærkt, at kunstneren gik i baglås. Da trådte den tvivlende skaber i karakter og skabte en film om at tvivle. Ikke værkets svære fødsel, men selve veerne blev hovedsagen. Og fordi den færdige film, instruktørens niende opus, for så vidt ikke kan blive færdig, hedder resultatet Otto e mezzo.*

OGSÅ målt med Fellinis alen er 8½ stærkt fabulerende. Instruktøren Guido Anselmi, som altid spillet af stilikonet Marcello Mastroianni, holder både sin producer og pressen hen med vage udtalelser, når han bliver spurgt om sin kommende film. Han har ladet én kæmpemæssig dekoration konstruere, et rumskib ved en affyringsrampe. Her skal alle til slut gå om bord. Han havde en idé, men han har glemt, hvad den gik ud på. I første scene trækkes han ned fra en drøm om at svæve. Siden er ingen flugt mulig for Guido.

MANDEN gør dog sit bedste. Han pendler mellem hustruen (Anouk Aimee) og elskerinden (Sandra Milo). Han søger tilflugt i varm erindring, seksuelle fantasier og dekadente tableauer, som skiftevis er virkelige og scener i filmen-i-filmen. Han caster og lægger planer, så produktionsapparatet holdes beskæftiget, skønt han véd stadig mindre om, hvor han skal hen. På et kurbad møder han drømmekvinden (Claudia Cardinale) og føler, at hun er den hellige gral. Med Claudia kunne der være et liv og en film, men for det meste er der bare flere og flere som stiller krav.

FILMEN skifter stadig mellem storm og stille, dybe drømme, rene indfald, kapriciøse fantasier, melankolske morsomheder og en gravalvorlig bestræbelse på at skabe. Billedsiden er en surrealistisk konkret åbenbaring af levendegjorde storyboards. Fellini havde en fortid som tegneserieskaber, og det kan i dén grad ses i hans visuelle univers. Der er ikke ét dødt billede i filmen, som Gianni di Venanzo har fotograferet.

   Hvad man for hver gang sætter mere pris på, er måden på hvilken 8 ½ samler alle Fellinis motiver og koncentrerer hans væsen som kunstner. Den blokerede mand sidder fast i trafikken, og Roma (1971) er foregrebet. Trylleremsen »Asa nisi masa« (anima på børnelatin) åbner et erindringslandskab, som er Amarcord (1973) i miniature. Guido svinger pisken over sit harem, og Kvindebyen (1979) begynder. Fellinis 8 ½ er en portal, som forbinder alle temaer i labyrinten.

TIL sidst skal Guidos procession gå ombord i rumskibskulissen, der knejser som et monument over filmen, han ikke kan fuldende. Han tager sit liv under bordet til den groteske pressekonference, som er alle pinlige mareridts moder, men så slutter Fellinis film i stedet med, at processionen – alle filmens medvirkende, men først og fremmest klovnerne, som han siden igen og igen sender ind – kommer ud af det lysende moderskib, hvorved kunstnerens død bliver vendt til en fødsel.

JEG har vel set denne film en snes gange. Første gang var på Filmmuseet, da den kun var ti år gammel, men lignede sort-hvid historie. Sidste gang var i nat, på den suveræne dvd fra The Criterion Collection. Alligevel giver det mening at gense 8 ½ i biografen. Man siger om film, at de kan tåle utallige gensyn, men man mener det sjældent for alvor. Denne kan. Den bliver ved med at afsløre friske detaljer, og endnu er intet blevet manér.

Se også Store instruktører: Federico Fellini 1920-1993; Federico Fellini: Casanova (1976); Fellini på Broadway: Nine (2009); Fantastiske landskaber: Federico Fellini 100 år.

*) En anden og mere prosaisk forklaring er tør og taksonomisk: Fellini havde instrueret debutfilmen Luci del varietà (1950, da. Pigen fra varieteen) sammen med Alberto Lattuada. Han var endelig alene alene på kommandobroen i I vitelloni (1953, da. Dagdriverne), gennembrudsværket La Strada (1954), Il bidone (1955, da. Krapyl), Le notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria) og La dolce vita. Hertil kommer korte bidrag til to af de antologi/portmanteau-produktioner, som var populære i italiensk film på den tid. Amore in città (1953, int. Love in the City) fik ikke dansk premiere. Fellinis segment hedder »Un agenzia matrimonale« (»Ægteskabsbureauet«) og indgår sammen med korte arbejder af Michelangelo Antonioni (»Tentato suicidio), Alberto Lattuada (»Gli italiani si voltano), Carlo Lizzani (»Amore che si paga), Francesco Maselli (»Storia di Caterina), Dino Risi (»Paradiso per 3 ore). Cesare Zavattani er krediteret som medforfatter og -instruktør på alle 6 episoder. Kærlighed i byen fik ikke dansk premiere. Til gengæld var Boccacio ’70 (1962, da. Boccacio 70 eller To uartige piger!) en pikant og lukrativ verdenssucces. Fellinis »Le tentazioni del dottor Antonio« (»Doktor Antonios fristelser«) indgår her sammen med moderne Dekameron-fortolkninger af Vittorio De Sica (»La riffa«), Mario Monicelli (»Renzo e Luciana«) og Luchino Visconti (»Il lavoro«). Fellini betragtede disse lejlighedsarbejder som halve film. Han kom på den måde frem til et facit på 8½.

Fellini’s 8 1/2 (Otto e mezzo). Instr.: Federico Fellini. Manus: Tullio Pinelli, Ennio Flaiano, Brunello Rondi og Federico Fellini. Foto: Gianni di Venanzo. 138 min. Frankrig-Italien 1962.  Dansk premiere: 05.11.1963 (repremiere 07.09.2006).

Fotos: Cineriz/ Francinex/ Embassy Pictures/ CineMaterial/ IMDBpro/ The Criterion Collection

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF  Anytime

2K Blu-ray fra Cult Films (UK) 03.02.2020 

4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection 10.12.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.09.2006. Der er en mere omfattende tekst i Verdens 25 bedste film (1999). Her er filmen selvsagt nr. 8½.