Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005)

INDE I EVENTYRSKOVEN
En overgjort hyldest til brødrene Grimm

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Tyskland to brødre, som tænkte store tanker om folkeånd og romantiske urmyter, mens de relativt tørt og metodisk skrev eventyr ned i en bog, der blev større og større. Jacob (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859) udgav første gang Kinder- und Hausmärchen i 1812. Samlingen rummede da 86 eventyr og historier, som brødrene havde fået genfortalt. I den 7. udgave fra 1857 var tallet oppe på 210 folkeeventyr.

   Jacob og Wilhelm var under uddannelse som jurister, da samlerinstinktet forlokkede dem. De flyttede fra Marburg til Kassel og blev i første omgang bibliotekarer, mens de grundlagde folkemindevidenskaben som selvstændig akademisk disciplin. Siden kom de til Göttingen, hvor Jacob blev professor i tysk sprog og litteratur. Fra 1837 havde de base i Berlin, hvor begge praktiserede som filologer.

   På vej til eventyrene havde også rim og remser deres opmærksomhed. Især Jacob interesserede sig for forbindelsen mellem mytologi og eventyr. Fra 1835-54 arbejdede han på en germansk mytologi, mens begge brødre 1816-18 stod bag en samling tyske folkesagn. Det må i forbifarten bemærkes, at brødrene også var digtere. Det var i deres detaljemættede versioner, at de fælles historier fik farve og duft, så man siden har læst dem sammen med kunsteventyr af Charles Perrault og H.C. Andersen.

NOK er historien er henlagt til Tyskland i Napoleonstiden, og vist hedder heltene Jacob og Will, men det er ikke virkelighedens brødrene Grimm, som Terry Gilliam (f. 1940) fortæller om i sin længe ventede storfilm. The Brothers Grimm er tværtimod en farvestrålende skrøne om to professionelle dragefældere, heksejægere og dæmonuddrivere, der lever af at rejse fra by til by og hjælpe de enkelte lokalsamfund af med overtroens drabelige uhyrer.

   De tager sig godt betalt for ulejligheden og skriver altid kontrakt med byens borgmester, før eksorcismen begynder. Brødrenes motto er: »Ingen forbandelse vi ikke kan ophæve. Ingen fortryllelse vi ikke kan bryde. Ingen dæmon som vi ikke kan uddrive.«

   Er virkeligheden ikke spektakulær nok, konstruerer brødrene selv deres monstre. Will (Matt Damon) er en gæv kavalertype, der smiler og vinder kunderne for sig, mens Jacob (Heath Ledger) er den indadvendte melankoliker, som ruger over skæbnen og bærer på en fortabt kærlighed. Flere myndigheder vil brødrene til livs, hvilket de i og for sig sagtens kan bære, men i byen Marburg sker noget særligt. Her møder brødrene Grimm deres skæbne, da eventyrskoven bliver virkelig.

DESVÆRRE lyder projektet af mere – meget mere – end det er. Terry Gilliam, Monty Python-holdets femte Beatle og gennem årtier en af tidens mest originale billedskabere, har selv kaldt filmen »en eskapade«. Og fordi Gilliams mest excentriske ideer ofte er de mest bæredygtige, har man set frem til hans Brødrene Grimm. Det var hér, at ideerne fra den aldrig afsluttede The Man Who Killed Don Quixote skulle finde et hjem.*

   Gilliam kan noget særligt med kombinationen af humor og mørke. På årets Cannes Festival var der standing room only, da han sammen med Monica Bellucci og produceren Harvey Weinstein præsenterede et sammenklip på tyve minutter af filmen. Til gengæld var skuffelsen til at få øje på, da værket endelig blev afsløret på Mostraen i Venedig.**

PRÆMISSEN kommer kun til sin ret i Eventyrskoven. Her er Hans og Grete fortabte, skændede børn. Her flygter en rødklædt pige fra mareridtsulven og er virkelig skræmt fra vid og sans; der er ingen fejlanbragt sødladenhed. Her ånder Jægeren tungt, før han dræber for sin dronning, og Rapunzels tårn knejser i skoven som en fallisk struktur af levende sten, der vokser op, hvis man skærer den ned. Spejldronningen lever 500 år, men er stadig ung som Monica Bellucci, fordi hun suger liv ud af sine beundrere.

   I disse afsnit fornemmer man glimtvis ideen, som The Brothers Grimm må være begyndt med. En levende urskov af myter og drømme, der er lige så vild, rå, mørk og farlig som baggrunden for Brødrenes Grimms eventyr. Imidlertid stoler Gilliam ikke på styrken i denne vision. Så arketyperne fortrænges af en dumsmart bondefangerhistorie med masser af misforstået situationskomik. Landsbyscenerne minder foruroligende om tilsvarende afsnit i Stephen Sommers’ skrækkelige Van Helsing (2004).

   Resultatet er en overspændt actionkomedie, der vil køre i højeste gear fra begyndelsen. Det støjer svært og bevæger sig broget, men hjertestederne dør uden undtagelse. Så hjælper det egentlig ikke, at menneskene mellem effekterne spilles af brave kapaciteter som Peter Stormare og Jonathan Pryce. Det føjer nærmest bare spot til skade.

TERRY Gilliam er en notorisk ujævn filmskaber. Efter årene i Monty Python har han skabt tre unikke film, Brazil (1985), The Fisher King (1991) og Twelve Monkeys (1995), der gør at man hver gang venter sig himlen. Lige så ofte har han dog skuffet med barokke billeddannelser som The Adventures of Baron Münchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998), som man må være en mor for at elske. Desværre ligger The Brothers Grimm tættere på de sidste end på de første.

   Ireren Neil Jordan filmatiserede i 1984 en Rødhætte-fantasi af Angela Carter, The Company of Wolves. Her blev eventyret foldet helt ud for voksne, med glubsk seksuelle varulve og en udsat lille »Rosellen« på flugt gennem fortrængningernes skov i det kollektivt ubevidste. Den slags film kunne The Brothers Grimm have været, hvis ikke præstationsangst og behagesyge havde fået Gilliam til at klippe værket i stykker.

   Også de kælent dobbeltbundede sange i Stephen Sondheims musical Into the Woods (1986) kom tættere på sjælen i brødrene Grimms eventyr, der er blevet så centrale i kulturen, fordi de formulerer noget vigtigt om menneskers drømme og følelsesliv.***

   Det gør The Brothers Grimm ikke. I enkeltstående øjeblikke har den held til at simulere drømt angst, men for det meste klinger den hult og fortænkt. Til beroligelse skal siges, at Gilliam var stærkere tilbage i Tideland, en psykedelisk Alice bag Spejlet-historie, som samme år fik premiere på filmfestivalen i Toronto.

Se også Matteo Garrone: Tale of Tales (2015); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021 og Pablo Berger: Blancanieves (2012).

*) I 2018 lykkedes det endelig Terry Gilliam at filme The Man Who Killed Don Quixote, som blev præsenteret i Cannes. Adam Driver og Jonathan Pryce har overtaget de roller, som blev spillet af Johnny Depp og Jean Rochefort, da den første produktion måtte opgives. Forløbet blev skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002), som er mere interessant end den færdige film. Gilliam begyndte på Quixote tilbage i 1989, havde finansiering på plads i 1998 og måtte opgive projektet i 2002. Orson Welles gik på samme måde i gang med at filme Don Quixote i 1955 og var stadig ikke færdig ved sin død i 1985. Gilliam kunne prale med at tilhøre en tradition for miskendt og forbandet geni. Det gjorde han med et stort glimt i øjet. Der knyttede sig kolossale forventninger til The Man Who Killed Don Quixote. Filmen kunne ikke undgå at skuffe.

**) Ja, det var den samme Harvey Weinstein, som i 2017 blev sigtet for voldtægt og serielle seksuelle overgreb, der gik tilbage til 1980erne. Weinstein blev dømt i 2020 og afsoner p.t. en fængselsdom på 23 år. Men i 90erne og 00erne var han konge af Cannes og kunne gøre stort set, hvad han ville. Visningen var et stort tilløbsstykke. Christian Monggaard og jeg stod faktisk og talte med Gilliam og Monica Bellucci bagefter. Jeg husker ikke, om Harvey var med.

***) 

SANS FOR DISSONANS

Mens det europæiske musikteater holder af svulmende romantik, er den amerikanske musical mere abstrakt. Stephen Sondheims Into the Woods (1986) dekonstruerer en række af brødrenes Grimms eventyr og blander dem i en ny fortælling, som i første akt får en (nærmest) lykkelig slutning. Men netop som Askepot bliver gift, netop som Heksen har fået sin skønhed tilbage, bliver riget i anden akt ødelagt.

   Askepot indser, at slottet var smukkere på afstand; bagerens hustru svigter sin mand. Alle blev de forvandlet i skoven, hvor drifterne råder. Der er dog tale om et nyttigt syndefald. Nu kan fædrene tage ansvar. Barnet begynder at blive voksent.

   Den selvbevidste tekst er baseret på Bruno Bettelheims læsning af Eventyrets fortryllelse (1975). Sondheims sans for dissonans har næppe stået stærkere. Filmudgaven befolkes af stjerner som Meryl Streep (Heksen), Johnny Depp (Ulven), Anna Kendrick (en skinger Askepot) og Lilla Crawford (en firskåren Rødhætte).

   Det er smukt og gennemført realiseret – den [i 2015] 85-årige Sondheim har fungeret som musikalsk konsulent – men ville nok være blevet en friskere film tilbage i 1980ernes slutning, da postmodernisme og dekonstruktion var nyheder. Især savner man Bernadette Peters, som gjorde Heksen til sin signatur. Det er dog stadig en stor og vital forestilling, som modbeviser fordommen om, at alle musicals er banale.

Into the Woods. Instr.: Rob Marshall. Manus: James Lapine. Foto: Dion Beebe. 126 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015.

The Brothers Grimm. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Ehren Kruger. Foto: Newton Thomas Siegel. 118 min. Tjekkiet-USA 2005. Dansk premiere: 30.09.2005.

Fotos: Dimension Films/ MGM/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Disney+

The Brothers Grimm streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2020

Into the Woods streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime

2K Blu-ray fra Disney/ Buena Vista 14.05.2018

Weekendavisen Kultur 30.09.2005 + 27.03.2015

Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]

EN VIDUNDERLIG HEKS

Verdens bedste barnepige

Af BO GREEN JENSEN

HUN er praktisk talt perfekt på alle måder. Hun kommer og hjælper familien Banks, da der er allermest brug for hende. Den forvirrede mor har meget at se til. Den travle far har ikke tid til fantasi – tror han. Han passer sit vigtige job i den vigtige bank, men han har glemt, hvordan man sætter en drage op i vinden, når det er Mary Poppins-vejr.

   Han lærer det igen, og han bliver en nærværende far, fordi verdens bedste nanny besvarer børnenes annonce efter en ny barnepige. Til slut går hele familien i parken og synger en sang om at lege med drager. Let’s go fly a kite. Mary Poppins kom med østenvinden. Da blæsten slår over i vest, tager hun væk. Det er på én gang vidunderligt og vemodigt.

FORFATTEREN Pamela Travers, som skabte Mary Poppins, blev næsten 100 år. Hun blev født i Australien i 1899 og døde i London i 1996. Da var Mary Poppins blevet verdensberømt – ikke mindst i kraft af den pragtfulde film, som Walt Disney producerede i 1964.

   Disneys egne døtre havde elsket bøgerne om Mary Poppins. Han prøvede i mange år at få forfatterens tilladelse til at lave en film. Da det lykkedes, havde de mange skænderier og diskussioner. Travers kunne ikke lide brødrene Shermans sange. Hun kunne faktisk ikke lide noget ved filmen, som alle andre holdt af.

   Pamela Travers sagde altid, at Mary Poppins i virkeligheden hjælper de voksne. Og at Mr. Banks på en måde var et portræt af hendes egen far, som døde, da hun var syv år. Det var hendes måde at huske ham på.

   Hun blev aldrig glad for Disneys film. Imens blev den så populær, at der findes en film om, hvordan Disney fik hende overtalt. Du skal prøve at se Saving Mr. Banks (2013), hvis du vil vide mere. Emma Thompson spiller Pamela Travers, og Walt Disney selv bliver spillet af Tom Hanks.

DER er otte bøger om Mary Poppins, men det er kun i de første tre, at historien begynder forfra hver gang. Hun kommer med flyvende med østenvinden i Mary Poppins (1934) og rejser igen med blæsten fra vest, da Mr. Banks har fået livsglæden tilbage.

   I Mary Poppins Comes Back (1943, da. Mary Poppins vender tilbage) tror Jane og Michael (og tvillingerne, for i bøgerne er der fire børn), at de mister deres drage i parken. Michael står med pinden og vikler alt, hvad han kan. Men det er ikke dragen, han trækker ned. Det er:

...en skikkelse, der forekom dem på én gang fremmed og velkendt, en skikkelse i marineblå frakke med sølvknapper og stråhat oversået med tusindfryd. Under armen havde skikkelsen en paraply med papegøjehåndtag; i den ene hånd var der en brun vadsæk, mens den anden hånd holdt fast i dragesnoren.*

I Mary Poppins Opens the Door (1943, da. Mary Poppins kigger ind) er Mary Poppins en af gnisterne i Guy Fawkes-fyrværkeriet den 5. november, som kommer dalende ned. Til slut åbner hun døren i barnekammeret ind til det andet barnekammer. Som er et lysende og magisk sted. Her forsvinder hun igen som en gnist:

For dér, på den anden side af vinduet, var et andet barnekammer, som strålede og lyste. Det strakte sig fra Nummer 17 til muren i Miss Larkins hus. Og alt fra det virkelige barnekammer blev genspejlet i det skinnende rum. Dér var Annabels glimtende seng og bordet, som var lavet af lys. Dér var ilden, som sprang op og strakte sig i luften; og dér var, endelig, den Anden Dør, nøjagtigt magen til den, der var bag dem. Den strålede som en barre af lys på den anden side af haven. Ved siden af stod deres egne refleksioner, og hen imod den, langs med det luftige gulv, kom Mary Poppins’ travende. Hun havde sin vadsæk i hånden; Lygtetænderens blomster og papegøjeparaplyen var stukket ind under armen. Væk gik hun gennem barnekammerets spejlbillede, væk gennem det sitrende genskin af gamle, velkendte ting. Og idet hun gik, gav blomsterne sig til at nikke fra pulden på hendes sorte stråhat.

MAGIEN er der altid, også midt i den leverpostejsfarvede hverdag. Pamela Travers var meget interesseret i eventyr og religion. Hun skabte med vilje Mary Poppins som en heks – men en god og vidunderlig heks, vel at mærke, som véd, hvad børn og voksne har brug for.

   54 år efter Mary Poppins er der endelig premiere på Mary Poppins vender tilbage. I filmen er der gået 30 år, og Jane og Michael er blevet voksne. Jane (Emily Mortimer) blev feminist og politisk frontkæmper ligesom sin mor. Michael (Ben Whishaw) blev boende i huset i Kirsebæralleen nr. 17. Han fik tre børn – John, Annabel og Georgie – med sin elskede hustru.

   Desværre døde børnenes mor. De taler ikke om det, men de savner hende alle fire meget stærkt. Michael er egentlig kunstner, men det er længe siden, at han har tegnet eller malet. Det er svære tider i England. Der er arbejdsløshed og uro. Glæden i huset er næsten forsvundet.

   Børnene er blevet dygtige til at gøre tingene selv. Michael arbejder nu i den samme bank, hvor Mr. Banks var ansat. Han gør, hvad han kan, men han er distræt og glemmer tit at betale sine regninger.

   Banken har fået en ny direktør (Colin Firth), som er meget grådig. Han vil enten have alle pengene, som Michael skylder, eller overtage huset. Det gælder om at finde et papir, som beviser, at Mr. Banks havde aktier i banken. Hvis det lykkes, kan de blive. Men papiret er væk. Der er en frist ved midnat. Hvis de ikke finder det, er alt forbi.

NU er der virkelig brug for Mary Poppins, og heldigvis kommer hun sammen med vinden, da børnene kalder på hjælp. Som voksne har Michael og Jane næsten glemt Mary Poppins. De taler somme tider om alle de ting, der skete dengang. Men de tror ikke på, at det virkelig skete. Det var noget stort og vidunderligt i deres fantasi.

   Så også denne Mr. Banks skal reddes og lære at flyve med drage igen. I 2018 kunne du samtidig se Disney-filmen Christopher Robin (da. Jakob og Peter Plys), hvor dyrene fra Hundredemeterskoven kom og hjalp den voksne Jakob med at få blik for sin familie igen. Steven Spielberg lavede filmen Hook (1995), hvor Peter Pan var blevet voksen og havde glemt, hvem han var.

   Det er den samme rejse, som Jane og Michael foretager i Mary Poppins vender tilbage. Det er sådan, man skriver fortsættelser nu, og det siger vel noget om vores tid. De voksne glemmer, hvad der er vigtigt. De glemmer, hvad fantasien betyder. Men så kommer barndommens eventyrvenner og hjælper dem med at finde tilbage.

DER er spænding til det sidste. Jeg røber næppe en statshemmelighed ved at afsløre: Der er en god chance for, at det ender lykkeligt.

   Marc Shaiman har skrevet de nye sange. De er ikke dårlige, men de prøver at ligne og lyde lidt som musikken i den gamle film. Det gælder for hele filmen. Der er hele tiden ting, som svarer til noget i Mary Poppins. Det er morsomt, smukt og bevægende gjort – men der er ingen nye ideer.

   Emily Blunt spiller Mary Poppins i stilen og ånden fra Julie Andrews. Hun har ikke helt samme solskin i stemmen, men er bedre til at være striks. Det passer faktisk til bøgernes Mary Poppins. Denne gang siger papegøjeparaplyen lidt mere.

   Skorstensfejeren Bert er blevet til lygtetænderen Jack (Lin-Manuel Miranda). I den gamle film tog han Mary Poppins og børnene med på en skovtur ind i et af sine fortovsmalerier. Der var en juleguirlande af pragtfulde scener, som blandede animation og realfilm. Den nye film har et cirkusafsnit, som prøver at gøre det samme. Nu er du bare så vant til at se det.

I DEN gamle film blev Bert spillet af Dick Van Dyke. Han spillede også den gamle bestyrelsesformand i banken, hvor Mr. Banks var ansat. Dick Van Dyke er født i 1925. Han var 93 år, da filmen blev optaget. Han kommer ud af sit kontor, og han synger og danser med glæde – næsten som i 1964. Det er på alle måder godt gået.

   Stemningen er mere dæmpet i Mary Poppins vender tilbage. Admiralen, som fyrer kanoner af fra sit tag, er der stadig. Det hele er der stadig og ser mere virkeligt ud end i den gamle film, hvor farverne var stærke.

   Nu ligger der et støvet lys over London. Men det er stadig en smuk og tidløs fortælling om verdens bedste barnepige. Den gode heks redder familien i midten – som ingen skal genere, hvis det står til Mary Poppins.

Jane og Michael holdt vejret, mens sødmen bruste og boblede i dem. Og det som de ønskede var, at de ville huske Mary Poppins i resten af deres liv. Hvor og Hvordan og Hvornår og Hvorfor – havde ikke noget at gøre med dem. De vidste, at når det angik hende, var der ingen svar på de spørgsmål. Den strålende skygge, som jog gennem luften over deres hoveder, ville altid bevare sin hemmelighed. Men i sommerdagene som kom, og i de lange vinternætter, ville de huske Mary Poppins og tænke på alt det, hun havde fortalt dem. Regnen og solen ville minde dem om hende, og fuglene og dyrene og årstidernes skiften. Mary Poppins selv var fløjet væk, men gaverne hun kom med ville være der for altid. 

*) Citeret efter P.L. Travers: Mary Poppins vender tilbage. Oversat efter Mary Poppins Comes Back (1935) af Rose-Marie Tvermoes. Med illustrationer af Mary Shephard. 224 s. Forlaget Branner og Korch, 1966. Branner og Korch udgav de første fire Mary Poppins-bøger fra 1965-1968. Ida Pangel oversatte Mary Poppins; Rose-Marie Tvermoes oversatte Mary Poppins vender tilbage, Mary Poppins kigger ind og Mary Poppins i parken. Mary Poppins in Cherry Lane Tree (1982) og Mary Poppins and the House Next Door (1988) er aldrig blevet oversat. Ej heller alfabetbogen Mary Poppins from A to Z (1962) og Mary Poppins in the Kitchen (1975). Jeg har selv oversat de to afsnit fra Mary Poppins Opens the Door og Mary Poppins in the Park. Jeg er sikker på, at Rose-Marie Tvermoes gjorde det bedre, men jeg kunne ikke opdrive de danske udgaver. Jeg er derimod den stolte ejer af Mary Poppins og Mary Poppins vender tilbage, som blev indkøbt for egne lommepenge, da filmen var ny. De seks romaner om Mary Poppins er samlet i The Complete Mary Poppins (HarperCollins, 2004). 

Se også Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996

Mary Poppins vender tilbage (Mary Poppins Returns). Instr.: Rob Marshall. Manus: David Magee. Foto: Dion Beebe. 130 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.12.2018.

Fotos: Walt Disney Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ HarperCollins/ Mary Shepard (The Shepard Trust)/ Dancelines.com.au (Valerie Lawson)

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista (UK) 15.04.2019

Teksten begyndte som en anmeldelse i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018 

Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals

FELLINIS SANG

En musical efter 8½

Af BO GREEN JENSEN

ROM midt i 1960erne, tiden for La dolce vita. Den feterede filmskaber Guido Contini (Daniel Day-Lewis) skal påbegynde produktionen af sin niende film, Italia, men har kun denne arbejdstitel i kassen, da det løbende mediecirkus begynder.

   Guidos første film var succeser, som gjorde alt ved Italien moderne. Siden har der været nogle flop, som ingen undlader at nævne, når de roser hans tidlige værker. Nu er Claudia (Nicole Kidman), mesterens actrice fétîchè, på vej for at medvirke i hans nye projekt.

   Penge, cast og teknik er på plads, men Guido har ikke én scene klar. Han er i personlig og professionel krise, svigter alles tillid på stribe og kan ikke forene sin kærlighed til hustruen Luisa (Marion Cotillard) med sit begær efter hundyret Claudia. Han fører imaginære samtaler med sin afdøde Mamma (Sophia Loren) og undgår både pressen og sin producent, mens han søger tilflugt på et kursted og prøver at få nye ideer.

   

DET er ikke forkert, hvis man tænker, at Nine i referat lyder mere som Federico Fellinis 8½ (1963) end som en filmmusical af Rob Marshall, manden bag den succesrige Chicago (2003), som sammen med Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) fik branchen til at tro på den store song and dance én gang til. Nine er hverken mere eller mindre end en musicaludgave af 8½. Intet virkemiddel er sparet, og foruden Day-Lewis medvirker en veritabel stjerneparade af kvinder i stort set alle livets aldre.

   Fellini selv ville have elsket ideen. Det er dog ikke sikkert, at han ville have jublet over resultatet.

NINE har om ikke andet en imponerende indviklet baggrund. Tullio Pinelli og Brunollo Rondi skrev manuskriptet til 8 1/2 på baggrund af ideer, som Fellini havde udviklet sammen med Ennio Flaiano. Mario Fratti skrev med udgangspunkt i dette sceneversionen af Nine, som fik premiere på Broadway i maj 1982 med engelsk tekst af Arthur Kopit og sange af Maury Yeston. Førsteudgaven havde Tommy Tune som instruktør og Raul Julia i rollen som Guido Contini. Den blev opført 729 gange og har været genopsat flere gange, senest i 2003 med Antonio Banderas som Fellinis avatar.

   Det er i sig selv fascinerende, at den samme idé kan forvandles så mange gange, begynde i filmen og via teatret vende tilbage til filmen, nu med sange, mindre dybde og mange flere farver. Samtidig kan mange af filmens problemer føres tilbage til det mudrede ophav. Historien om Guido Contini fungerer ikke uden Fellini-referencen, og Daniel Day-Lewis fungerer især godt i rollen, fordi han kan reproducere den indolent-intellektuelle faktor, som Marcello Mastroianni rendyrkede i sine film med Fellini.

   Disse er uløseligt forbundet med Nino Rotas lækre, lounge-tilsmagte musik, som decideret ikke ligner den kantede, robuste husstil i amerikanske scenemusicals, der igen ligger temmelig langt fra den europæiske smag for rockoperette og kønne ballader i traditionen fra Webber/Rice og Boublil/Schönberg.

NINE er med andre ord mere Chicago og Cabaret, end den er Phantom, Evita eller Les Mis. Læg hertil, at Fellinis univers lige nu kun taler til unge cineaster og et ældre publikum, der stort set er holdt op med at gå i biografen. Man har da i hvert fald en del af forklaringen på den manglende interesse for Nine, som især i USA har været påfaldende.

   Især er Nine præget af Rob Marshalls lærlingeforhold til Bob Fosse (1927-1987), instruktøren og koreografen, som med Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) skabte de sidste for alvor vellykkede filmmusicals, men havde sit daglige virke på Broadway, hvor den unge Marshall fungerede som hans instruktørassistent. Fosse instruerede både scene- og filmudgaven af musicalen Sweet Charity (1966, 1969), som bygger på Fellinis Le Notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). I All That Jazz brugte han netop 8½ som afsæt for sin selvbiografiske fortælling om koreografen Joe Gideons hårde liv og sidste dage.

   Marshall benyttede også i Chicago en eksisterende koreografi af Fosse (med sange af John Kander og Fred Ebb, som skrev både sceneversionen og filmudgaven af Cabaret) og annammede flere af Fosses strategier og fysiske tics. Det samme sker i Nine, især når Dion Beebes billeder følger Day-Lewis i hoftehøjde med en tændt super trouper i synet. På en bagvendt måde ligner Nine nu og da en imiteret italiensk sangudgave af Federico Fellini ifølge Bob Fosse.

PROBLEMET er ikke, at der er sange, men at stilen ikke passer til emnet. Visuelt spektakulære showstoppers som »Be Italian« og »Cinema Italiano« lades i stikken af sange, der lyder mere som Richard Rodgers end som Nino Rota, mere som Broadway til enhver tid end som Rom, Venezia og Rimini i 1960erne. Bedre lykkes filmens ballader, især to bittersødt eftertænksomme numre, som Marion Cotillard fremfører i rollen som Luisa. »My Husband Makes Movies« stammer fra den oprindelige opsætning. »Take It All« har Maury Yeston skrevet til filmudgaven. Det er det enkleste nummer i Nine, men det skaber et ægte filmøjeblik.

DANIEL Day-Lewis er imponerende atletisk i sin sammenbidte fortolkning af »Guido’s Song«, mens Penélope Cruz vrider kroppen dekorativt og forgæves i »A Call From the Vatican«. Fellinis selvopgør med den katolske mands dobbeltmoral er en central del af 8½, men en overflødig faktor i Nine. Scenerne med den 75-årige Sophia Loren som Guidos sexede mor tangerer et ødipalt freakshow. Derimod er den jævnaldrende Judi Dench meget velanbragt som kostumieren Lilli, der altid ved, hvad Guido bærer i hjertet – og ved det før og bedre end ham selv.

NINE er mindre detaljeret i skildringen af Guidos fremmegjorthed og groteske distance. Der er med andre ord skruet ned for surrealismen hos Fellini, men det er i store træk den samme subjektive fortælling om en blokeret kunstner i midtvejskrise.

   Marshall fravælger Fellinis pragtfulde ouverture i bilkøen, men følger ellers 8 ½ frem til det sted, hvor Guido opgiver filmen i filmen. Man savner Fellinis lysende rumskib på stranden, men får i stedet en varm, vemodig epilog, hvor Guido faktisk har lært af sine fejltrin, da alle skikkelserne fra hans fortid, nutid og fremtid mødes på scenen og fylder lærredet ud i den prægtige »Finale«.

NINE er en intelligent musical og en film for voksne mennesker. Den har de nævnte skønhedsfejl, men kompenserer rigeligt for dem med varme, farver og vitalitet. Den er smuk at se på og original. Et ekko af Fellini er bedre end en gentagelse af Chicago, især hvis det ankommer via Bob Fosse.

Se også Store instruktører: Federico Fellini 1920-1993; Fantastiske landskaber: Federico Fellini 100 år; Den definitive metafilm: Federico Fellini's 8½ (1962); Federico Fellini: Casanova (1976). 

Nine. Instr.: Rob Marshall. Manus: Michael Tolkin og Anthony Minghella. Foto: Dion Beebe. 118 min. USA 2009. Dansk premiere: 14.01.2010

Fotos: TWC/ Mis Label/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 PLAY

2K Blu-ray fra Sony Pictures 04.05.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2010