Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005)

INDE I EVENTYRSKOVEN
En overgjort hyldest til brødrene Grimm

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Tyskland to brødre, som tænkte store tanker om folkeånd og romantiske urmyter, mens de relativt tørt og metodisk skrev eventyr ned i en bog, der blev større og større. Jacob (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859) udgav første gang Kinder- und Hausmärchen i 1812. Samlingen rummede da 86 eventyr og historier, som brødrene havde fået genfortalt. I den 7. udgave fra 1857 var tallet oppe på 210 folkeeventyr.

   Jacob og Wilhelm var under uddannelse som jurister, da samlerinstinktet forlokkede dem. De flyttede fra Marburg til Kassel og blev i første omgang bibliotekarer, mens de grundlagde folkemindevidenskaben som selvstændig akademisk disciplin. Siden kom de til Göttingen, hvor Jacob blev professor i tysk sprog og litteratur. Fra 1837 havde de base i Berlin, hvor begge praktiserede som filologer.

   På vej til eventyrene havde også rim og remser deres opmærksomhed. Især Jacob interesserede sig for forbindelsen mellem mytologi og eventyr. Fra 1835-54 arbejdede han på en germansk mytologi, mens begge brødre 1816-18 stod bag en samling tyske folkesagn. Det må i forbifarten bemærkes, at brødrene også var digtere. Det var i deres detaljemættede versioner, at de fælles historier fik farve og duft, så man siden har læst dem sammen med kunsteventyr af Charles Perrault og H.C. Andersen.

NOK er historien er henlagt til Tyskland i Napoleonstiden, og vist hedder heltene Jacob og Will, men det er ikke virkelighedens brødrene Grimm, som Terry Gilliam (f. 1940) fortæller om i sin længe ventede storfilm. The Brothers Grimm er tværtimod en farvestrålende skrøne om to professionelle dragefældere, heksejægere og dæmonuddrivere, der lever af at rejse fra by til by og hjælpe de enkelte lokalsamfund af med overtroens drabelige uhyrer.

   De tager sig godt betalt for ulejligheden og skriver altid kontrakt med byens borgmester, før exorcismen begynder. Brødrenes motto er: »Ingen forbandelse vi ikke kan ophæve. Ingen fortryllelse vi ikke kan bryde. Ingen dæmon som vi ikke kan uddrive.«

   Er virkeligheden ikke spektakulær nok, konstruerer brødrene selv deres monstre. Will (Matt Damon) er en gæv kavalertype, der smiler og vinder kunderne for sig, mens Jacob (Heath Ledger) er den indadvendte melankoliker, som ruger over skæbnen og bærer på en fortabt kærlighed. Flere myndigheder vil brødrene til livs, hvilket de i og for sig sagtens kan bære, men i byen Marburg sker noget særligt. Her møder brødrene Grimm deres skæbne, da eventyrskoven bliver virkelig.

DESVÆRRE lyder projektet af mere – meget mere – end det er. Terry Gilliam, Monty Python-holdets femte Beatle og gennem årtier en af tidens mest originale billedskabere, har selv kaldt filmen »en eskapade«. Og fordi Gilliams mest excentriske ideer ofte er de mest bæredygtige, har man set frem til hans Brødrene Grimm. Det var hér, at ideerne fra den aldrig afsluttede The Man Who Killed Don Quixote skulle finde et hjem.*

   Gilliam kan noget særligt med kombinationen af humor og mørke. På årets Cannes Festival var der standing room only, da han sammen med Monica Bellucci og produceren Harvey Weinstein præsenterede et sammenklip på tyve minutter af filmen. Til gengæld var skuffelsen til at få øje på, da værket endelig blev afsløret på Mostraen i Venedig.**

PRÆMISSEN kommer kun til sin ret i Eventyrskoven. Her er Hans og Grete fortabte, skændede børn. Her flygter en rødklædt pige fra mareridtsulven og er virkelig skræmt fra vid og sans; der er ingen fejlanbragt sødladenhed. Her ånder Jægeren tungt, før han dræber for sin dronning, og Rapunzels tårn knejser i skoven som en fallisk struktur af levende sten, der vokser op, hvis man skærer den ned. Spejldronningen lever 500 år, men er stadig ung som Monica Bellucci, fordi hun suger liv ud af sine beundrere.

   I disse afsnit fornemmer man glimtvis ideen, som The Brothers Grimm må være begyndt med. En levende urskov af myter og drømme, der er lige så vild, rå, mørk og farlig som baggrunden for Brødrenes Grimms eventyr. Imidlertid stoler Gilliam ikke på styrken i denne vision. Så arketyperne fortrænges af en dumsmart bondefangerhistorie med masser af misforstået situationskomik. Landsbyscenerne minder foruroligende om tilsvarende afsnit i Stephen Sommers’ skrækkelige Van Helsing (2004).

   Resultatet er en overspændt actionkomedie, der vil køre i højeste gear fra begyndelsen. Det støjer svært og bevæger sig broget, men hjertestederne dør uden undtagelse. Så hjælper det egentlig ikke, at menneskene mellem effekterne spilles af brave kapaciteter som Peter Stormare og Jonathan Pryce. Det føjer nærmest bare spot til skade.

TERRY Gilliam er en notorisk ujævn filmskaber. Efter årene i Monty Python har han skabt tre unikke film, Brazil (1985), The Fisher King (1991) og Twelve Monkeys (1995), der gør at man hver gang venter sig himlen. Lige så ofte har han dog skuffet med barokke billeddannelser som The Adventures of Baron Münchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998), som man må være en mor for at elske. Desværre ligger The Brothers Grimm tættere på de sidste end på de første.

   Ireren Neil Jordan filmatiserede i 1984 en Rødhætte-fantasi af Angela Carter, The Company of Wolves. Her blev eventyret foldet helt ud for voksne, med glubsk seksuelle varulve og en udsat lille »Rosellen« på flugt gennem fortrængningernes skov i det kollektivt ubevidste. Den slags film kunne The Brothers Grimm have været, hvis ikke præstationsangst og behagesyge havde fået Gilliam til at klippe værket i stykker.

   Også de kælent dobbeltbundede sange i Stephen Sondheims musical Into the Woods (1986) kom tættere på sjælen i brødrene Grimms eventyr, der er blevet så centrale i kulturen, fordi de formulerer noget vigtigt om menneskers drømme og følelsesliv.***

   Det gør The Brothers Grimm ikke. I enkeltstående øjeblikke har den held til at simulere drømt angst, men for det meste klinger den hult og fortænkt. Til beroligelse skal siges, at Gilliam var stærkere tilbage i Tideland, en psykedelisk Alice bag Spejlet-historie, som samme år fik premiere på filmfestivalen i Toronto.

Se også Matteo Garrone: Tale of Tales (2015); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021 og Pablo Berger: Blancanieves (2012).

*) I 2018 lykkedes det endelig Terry Gilliam at filme The Man Who Killed Don Quixote, som blev præsenteret i Cannes. Adam Driver og Jonathan Pryce har overtaget de roller, som blev spillet af Johnny Depp og Jean Rochefort, da den første produktion måtte opgives. Forløbet blev skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002), som er mere interessant end den færdige film. Gilliam påbegyndte sin Quixote tilbage i 1989, havde finansiering på plads i 1998 og måtte opgive projektet i 2002. Orson Welles gik på samme måde i gang med at filme Don Quixote i 1955 og var stadig ikke færdig ved sin død i 1985. Gilliam kunne prale med at tilhøre en tradition for miskendt og forbandet geni. Det gjorde han med et stort glimt i øjet. Der knyttede sig kolossale forventninger til The Man Who Killed Don Quixote. Filmen kunne ikke undgå at skuffe.

**) Ja, det var den samme Harvey Weinstein, som i 2017 blev sigtet for voldtægt og serielle seksuelle overgreb, der gik tilbage til 1980erne. Weinstein blev dømt i 2020 og afsoner p.t. en fængselsdom på 23 år. Men i 90erne og 00erne var han konge af Cannes og kunne gøre stort set, hvad han ville. Visningen var et stort tilløbsstykke. Christian Monggaard og jeg stod faktisk og talte med Gilliam og Monica Bellucci bagefter. Jeg husker ikke, om Harvey var med. 

***) 

SANS FOR DISSONANS

Mens det europæiske musikteater holder af svulmende romantik, er den amerikanske musical mere abstrakt. Stephen Sondheims Into the Woods (1986) dekonstruerer en række af brødrenes Grimms eventyr og blander dem i en ny fortælling, som i første akt får en (nærmest) lykkelig slutning. Men netop som Askepot bliver gift, netop som Heksen har fået sin skønhed tilbage, bliver riget i anden akt ødelagt.

   Askepot indser, at slottet var smukkere på afstand; bagerens hustru svigter sin mand. Alle blev de forvandlet i skoven, hvor drifterne råder. Der er dog tale om et nyttigt syndefald. Nu kan fædrene tage ansvar. Barnet begynder at blive voksent.

   Den selvbevidste tekst er baseret på Bruno Bettelheims læsning af Eventyrets fortryllelse (1975). Sondheims sans for dissonans har næppe stået stærkere. Filmudgaven befolkes af stjerner som Meryl Streep (Heksen), Johnny Depp (Ulven), Anna Kendrick (en skinger Askepot) og Lilla Crawford (en firskåren Rødhætte).

   Det er smukt og gennemført realiseret – den [i 2015] 85-årige Sondheim har fungeret som musikalsk konsulent – men ville nok være blevet en friskere film tilbage i 1980ernes slutning, da postmodernisme og dekonstruktion var nyheder. Især savner man Bernadette Peters, som gjorde Heksen til sin signatur. Det er dog stadig en stor og vital forestilling, som modbeviser fordommen om, at alle musicals er banale.

Into the Woods. Instr.: Rob Marshall. Manus: James Lapine. Foto: Dion Beebe. 126 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015.

The Brothers Grimm. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Ehren Kruger. Foto: Newton Thomas Siegel. 118 min. Tjekkiet-USA 2005. Dansk premiere: 30.09.2005.

Fotos: Dimension Films/ MGM/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Disney+

Filmen streames på Blockbuster, HBO Max, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 30.09.2005 + 27.03.2015