Satans kvinder: Akelarre/Coven (2020)

DJÆVELENS MÆRKE

Da mænd satte ild til besværlige kvinder

Af BO GREEN JENSEN

AKELARRE er det baskiske ord for heksesabbat. Egentlig betyder det vist »gedebukkens mark«. Det hed sig – har jeg læst mig til – at heksene i Zugarramurdi mødtes på engen ved Akelarre.

   De kender sikkert Francisco Goyas fremstilling af en sort buk, rank og med imponerende horn, som sidder i græsset omgivet af kvinder. På castilliansk kaldes billedet El Aquelarre. Skønt det er malt i 1798, henviser det specifikt til de baskiske hekseprocesser i begyndelsen af 1600-tallet, da Inkvisitionen gik hårdt til værks i Navarra-regionen.

   Der er megen folklore forbundet med de historiske hekseprocesser. Pablo Agüeros film bruger løs af materialet, men skraber samtidig grundstoffet fri for at skildre en tid, hvor tingene var sat på spidsen. Patriarkatet følte sig truet, og mænd satte ild til besværlige kvinder.

FORNUFTENS søvn avler monstre er titlen på et andet værk af førnævnte Goya. Forskellige perioder har spejlet sig i det historiske vanvid og fundet aktuelle overensstemmelser. Da Arthur Miller skrev The Crucible (1953, da. Heksejagt eller Smeltediglen) om puritanernes standret i Salem, Massachusetts, i 1692, var skuesprocessen et billede på angiveri og dæmoniseringen af amerikanske dissidenter under McCarthyismen.

   For Aldous Huxley, som samtidig skrev om de franske hekseprocesser i The Devils of Loudon (1952, da. Djævlene fra Loudon), var besættelsen en konsekvens af seksuel fortrængning. Der blev skruet helt op for motivet i Ken Russells hysteriske filmatisering fra 1971. Præsten Grandier var en brik, som blev ofret. Nonnernes kollektive psykose legitimerede et politisk drab.

   Heksene kan altså bruges til meget. Pablo Agüeros film er ikke den første beskrivelse af de baskiske processer. Pedro Oleas Akelarre fra 1984 havde fokus på angiveriet, og Franco-tiden var en del af referencerammen. Agüeros version holder sig til historien og beskriver tingene, som de må have set ud.

STORINKVISITOREN Rostegui (Alex Brendemühl) kommer til byen Urtillo sammen med sin rådgiver, juristen Salazar (Daniel Fanego). En læge (Daniel Chamorro) fungerer som praktisk håndlanger. Den nervøse Padre Christobál (Asier Oruesagasti) siger velkommen tre gange og får besked på at holde mund. Mændene bliver indkvarteret i nonneklosteret og klager straks over maden, det bondske sprog og de primitive forhold.

   Rostegui og Salazar har været i mange byer. Somme tider blev torturen ved i måneder, og snesevis af hekse måtte brændes, før Lucifer var trængt tilbage. Rostegui trækker vejret gennem sit parfumerede kniplingslommetørklæde. Modsat napalm lugter brændt kød ikke godt om morgenen.

   Ingen regner med at møde Den spanske Inkvisition. Det vidste allerede Monty Python’s Flying Circus, som gav et af de groveste (og meget få morsomme) bud på historien.* I Akelarre bliver fem unge kvinder arresteret og forhørt efter tur, fordi de har sunget og danset om bålet på sletten ved skrænten. Hvem der har angav dem, er irrelevant. For Agüero handler filmen om misogyni og mulig overlevelse.

KVINDERNE har en slags leder i den 20-årige Ana (Amaia Aberasturi), som forstår sig på strategi. Da to kvinder er kommet blødende tilbage fra forhøret, skønt de samarbejder alt, hvad de kan, forklarer Ana de andre, at det gælder om at komme mændene i møde og give dem, hvad de vil have. For Rostegui er det af mindre betydning, om den enkelte kvinde er heks. Hans opgave er at afsløre og beskrive fjendens metoder. Han brænder efter at at se en heksesabbat. Og han drømmer om at smage lidenskaben.

  

FILMEN svælger ikke i tortur. De fleste grusomheder finder sted off screen. Kun ét overgreb trænger virkelig ind. Kvinderne bliver undersøgt, så man kan finde Djævelens mærke. Præsten hvisker på baskisk til Ana, at mærket er følelsesløst. Hun må foregive intet at føle, når sylen bliver stukket i kødet, hvis hun vil overbevise sin bøddel.

   Lægen stikker. Kødet bløder. Ana synger på baskisk om måger. Rostegui er hurtigt vakt. Salazar skriver ned og er skeptisk, men selv han bliver interesseret, da Ana messer påkaldelsen i en kromatisk skala. Til sidst simulerer hun den orgasme, som Lucifer giver sine kvinder. Følelsen kan ikke beskrives i ord, så Ana demonstrerer. Da er manden solgt til stanglakrids.

   Ana kommer ikke kvæstet retur. Hun bliver tværtimod belønnet med en kjole af gylden silke og vender sejrsstolt tilbage til cellen. Hun har lovet Rostegui at røbe alle detaljer om sabbatens hemmeligheder. Hun finder på efterhånden og hiver alt ned fra hylden: æsler, grise, magisk kød og sataniske metamorfoser. Det er en variation over Scheherazades strategi. Rostegui må høre mere, skønt Salazar prøver at tale ham fra det.

DER er flere politiske lag i Akelarre. Især forholder filmen sig til de baskiske separatisters sag. Når inkvisitorerne kan fare frem så brutalt, er det fordi egnens mænd er på fiskeri ved Newfoundland. Der har været tilfælde, hvor fiskerne angreb kongens soldater, da de kom hjem. Rostegui indser, at Ana vil vinde tid. Sagen skal lukkes, men først må han se en virkelig heksesabbat.

   Jeg skal ikke røbe den fine slutning, hvor mågemotivet igen bliver relevant. Sammen med Lars von Triers Antichrist (2009) og Robert Eggers’ The Witch (2015) er Akelarre den vigtigste film om hekse i lang tid. Vi er milevidt fra stanken i Witchfinder General (1968, da. Heksejægeren) – og så alligevel. Her er kønspolitik, frihedskamp, #MeToo og megen subversiv diskurs. Det er næsten en ny læsning af historien. Og bestemt en hyldest til kvindernes kraft.

HERTIL kommer, at filmen er fortalt med økonomi og uden effekter. I cellen er alting så snavset og mørkt, at en gylden kjole lyser op som et mirakel. Den klimaktiske sabbat belyses alene med fakler og bål. Akelarre var i konkurrence på San Sebastián Festivalen i 2020. Den er blandt det bedste på Netflix p.t.

Se også Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019) og Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996)

*) Anden episode i 1971-sæsonen af Monty Python’s Flying Circus (1969-74) bruger på uforlignelig vis de rødklædte, ondskabsfuldt gnæggende kardinaler som et komisk ledemotiv. Mest banebrydende ved programmet var måske, at de indlagte sketches brød ind i og blødte over i hinanden på multi-metafiktiv vis. Her fører en fast talemåde i en henkastet bemærkning – »I didn’t expect the Spanish Inquisation!« (»Jeg havde ikke ventet et stort krydsforhør«) – til parallelsporet med de sadistiske kardinaler. Det er kardinal Ximénez (Michael Palin), som formulerer det ikoniske »Nodody expects the Spanish Inquisition!« Få kunne slippe godt fra at lave satire på emnet. Ingen andre har forsøgt. Satiren er befriende og syleskarp på samme måde som korsfæstelsessangen i biograffilmen Life of Brian, som Terry Gilliam instruerede i 1979.

Akelarre (Coven). Instr.: Pablo Agüero. Manus: Pablo Agüero, Katell Guillou. Foto: Javier Agirre. 92 min. Spanien/Euskadi-Argentina 2020. Dansk premiere: 11.03.2021 (streaming).

Fotos: Sorgin Films/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Museo Lázaro Galdiano, Madrid [El Aquelarre]/ Museo del Prado, Madrid [Vuelo de brujas]/ Wikimedia Commons

Filmen streames på NETFLIX

Teksten stod – med rubrikken 'Satans kvinder' – i Weekendavisen Kultur 26.03.2021