Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]

DET SIDSTE BEVIS

En ubønhørlig filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

UNGARN, 1944. Det er krigens sidste år i en lille by ved grænsen til Østrig. To drenge, smukke tvillinger, bliver efterladt hos deres mormor, en ondskabsfuld kvinde, som andre på egnen kalder for »Heksen« og mistænker for at have myrdet sin mand. Sikkert med rette. Som Piroska Molnár fremstiller den brutale, mistroiske kvinde, er hendes sind så forkrøblet af hadefuld erfaring, at hun ville gøre, hvad det skulle være.

   Brødrene er 13 år. De har sagt et hurtigt farvel til deres far, da han var hjemme på orlov, og de spiste en sidste nadver ved bordet i stadsstuen. Det var Far (Ulrich Matthes), som gav dem »det store stilehæfte«, en kartonneret kassebog, og bad dem skrive alt ned, som det var og som det skete, indtil de så hinanden igen.

DRENGENES mor (Gyöngivér Bognár) har ikke haft kontakt med sin mor i mange år. Man aner omridset af en svær forhistorie. Hun efterlader drengene og tager afsted, før den gamle kvinde for alvor kan protestere. De lover Mor at blive ved med at læse og skrive og lære. Heksen kalder konsekvent sine børnebørn »horeunger«.

   Horeunger. Andre i byen siger svin, røvhuller, udskud, krapyl. Drengene begynder at samle på alt, hvad de bliver kaldt. Mormor vil kun give dem mad, hvis de arbejder. Så de arbejder. Dog ikke fordi de er sultne, men fordi de skammer sig ved at se hende arbejde. Hun slår dem. Postbudet slår også. Og læreren. De træner sig i at tåle smerte. De står og slår hinanden, indtil de intet kan mærke.

   En dag sidder en forkommen soldat ved et træ i vinterskoven. Han har ikke spist i fire dage. De spørger, om der er noget, han har brug for. Han beder om mad og tæpper. Så de finder mad og henter et tæppe, men soldaten er død, da de kommer tilbage. De tager hans våben og begraver dem under bænken ved Mormors andet hus, dér hvor officeren bor.

   

SS-OFFICEREN bestyrer lejren ved grænsen. Han er træt til døde af krigen og hæsligheden, som regerer. Han spilles fremragende af Ulrich Thomsen (som også medvirkede i Janós Százs filmatisering af Géza Csáths Opium fra 2007 og må være en lille stjerne i Ungarn). Han hviler ud på gården, hvor lejren ikke kan høres og lugtes. Han fatter sympati for brødrene. Han ser dem slå hinanden. Han synes, de er »søde«.

   Officeren kommer hurtigt på listen over venner. Andre lister tæller døde jøder fra lejren, hunde, tårne og barakker. Brødrene øver sig også i at dræbe uden følelse, for de kan se, at det er en nyttig og nødvendig egenskab. De klistrer døde røde biller ind i stilehæftet. De bliver klogere og dygtige. De begynder at lede efter »beviser«.

   Deres omverden udvider sig og befolkes efterhånden. Pigen fra nabogården har hareskår og bliver deres ven, da hun har lært dem at stjæle. Hun fortæller, hvad præsten har betalt for at se hendes hul. Så de presser penge af præsten, en skinhellig hykler, der lider alle helvedes kvaler – og fortjener det, synes drengene.

DE bliver eksperter i tuskhandel og får en sanselig madmor, med helt hvid hud og helt rødt hår, i præstens unge husholderske, som tager dem med i bad og leger voksne. De ser, hvor Mormor har begravet sin skat. De har henad vejen fået et næsten hjerteligt forhold til Heksen, som drikker endnu mere sprit, end hun plejer, og når at kalde dem »gode drenge«, før hun forsvinder.

   Da har drengene tilegnet sig hendes værdier og er hjerteløse gamle mænd i glatte børnekroppe. Da Mor dukker op med en ny tysk mand og en spæd lillesøster, skal de ikke med hende væk. Mor forsvinder. Heksen, Hareskår og Officeren forsvinder. Endelig kommer Far og vil bare over grænsen.

   Far er ligeglad med stilehæftet. Han dumper til sin afgangsprøve. De lover at hjælpe ham gennem det minerede ingenmandsland ved hegnet til lejren. Deres uddannelse er næsten færdig nu. De mangler kun »det sidste bevis«. Så er der ikke mere at lære. De kan skilles og gå hver sin vej.

TILGIV den opremsende kvalitet i ovenstående skitse. Man får filmens tone og rytme i blodet. Det store stilehæfte handler især om at sætte ord på det usigelige og finde navne for en unævnelig erfaring. Man opdager, at det egentlig kun er drengenes sprog, der giver mening i forhold til rædslerne, som beskrives. Så man gør som de. Man går metodisk frem og laver en liste.

   Drengenes projekt bliver iagttagelsen af lovmæssigheder og formuleringen af sandheder om menneskets natur. De har lært sig at læse og skrive af Bibelen. De efterprøver påstande og argumenter. Til dét formål er statistik mere nyttig end adjektiver. Det filosofiske projekt er taksonomisk. Det handler om at tilegne sig styrke. At føle er forbudt. At græde er både absurd og obskønt.

DET store stilehæfte bygger på første del af romantrilogien Le grand cahier, som forfatteren Ágota Kristóf (1935-2011) blev verdenskendt for, da den udkom i 1986. I La preuve (1988, da. Beviset) og Le troisième mensonge (1991, da. Den tredje løgn) fortæller hun den ene af brødrenes videre historie, og generelt er der flere fysiske detaljer. For eksempel har tvillingerne navne, Lucas og Claus. I filmen er de bare den ene og den anden dreng.

   Ágota Kristóf blev født i Csikvánd i Ungarn, men kom som 21-årig til Schweiz med sin mand, for øvrigt hendes historielærer fra gymnasiet, da Sovjetunionen slog hårdt ned på den anti-kommunistiske opstand i 1956. Kristóf skrev på fransk, skønt hun først lærte sproget i Schweiz. Måske afspejler brødrenes optegnelser – som for enhver pris må være empirisk konkrete – forfatterens egen indlæringsproces.

   På dansk kom trilogien samlet i 1992. Sceneudgaven af Det store stilehæfte havde premiere i 2003 i Mark van der Veldens instruktion hos teatergruppen Teater la Balance. Forestillingen var Reumert-nomineret det følgende år – i kategorien »Årets Børne-/Ungdomsforestilling« – og har siden været opført mange gange, bl.a. på Husets Teater i 2020.

   

DET er sandsynligvis teaterversionen, som Andras Szekér og János Szász har benyttet, da de skrev manuskriptet til filmen. Især er mange seksuelle detaljer fra bogen forsvundet eller begravet. Filmen lægger ikke skjul på, at Ulrich Thomsens karakter er homoseksuel, men hans interesse kan betragtes som platonisk. Det er virkelig muligt at se ham som drengenes »ven«.

   I filmen kærtegner manden de sovende brødres ansigter. Han smiler, må man tro, fordi der stadig findes uskyld af en slags. I bogen urinerer drengene på den ulykkelige SS-officer, hvis masochisme synes at være en kompenserende mekanisme. Han er dog deres ven. Han redder drengenes liv, da de lokale myndigheder er ved at tæske en tilståelse frem efter attentatet på præstens husholderske.

KUN officeren forstår instinktivt brødrenes træning i at tåle smerte. De tre synes også at være de eneste på egnen – og overhovedet i denne udgave af verden – som ikke er anti-semistisk indstillede i en eller anden grad. Brødrene er muligvis amoralske, men de belønner udvist venlighed.

   Den jødiske skomager giver dem forede, vandtætte støvler. Husholdersken råber til soldaterne, at de skal huske at hente skomageren. Hun håner de bortmarcherende jøder. I drengenes bog er der ingen tvivl om balancen. De henter håndgranaterne, som de har fra den døde soldat. Da husholdersken tænder op næste morgen, er der kristen afregning ved kasse ét.

BRØDRENES (u)sentimentale (selv)opdragelse skrider frem med uafviselig logik. Reaktion avler modreaktion hele vejen, og syntesen er en pragmatisk følelsesløshed, som gør dem til voksne overlevere. Man er aldrig i tvivl om, at teksten er en fabel, en lignelse af en slags. Man må dog tro, at dette stilgreb fungerer bedre i romanen. På film bliver alle detaljer konkrete, og troværdigheden strækkes meget langt.

   For eksempel er det, helt banalt og lavpraktisk, fantastisk, hvor meget der kan skrives og tegnes og klistres ind i stilehæftet. Der er heller ingen klar overgang fra de objektive lister til fasen, hvor det gælder om at føre beviser. Med ét er løgnen blevet vigtig. Den ene dreng går mod øst, den anden mod vest. Man forstår, at der venter en politisk uddannelse efter krigen og barndommen, en afprøvning af ideologier. Men det ligger strengt taget uden for filmens præmis og er ikke særlig godt forberedt.

DET store stilehæfte ligner umiddelbart andre af tidens eftertænksomme – og realistiske – film om krigsbørns udsatte opvækst: fra antologifilmen All the Invisible Children (2005), Jean-Stéphane Sauvaires Johnny Mad Dog (2008) og Kim Nguyens War Witch (2012) til Cate Shortlands Lore (2012) og Rick Ostermanns Wolfskinder (2013). Den er dog både noget større og noget mindre. En filosofisk undersøgelse, ja, men ikke en skildring af barndommens væsen.

   I Lore og Wolfskinder er børnene bare børn. Det store stilehæfte er en slags metafysisk matematik, der bruger krigen og lidelsen som kugleramme. Derfor smiler og græder drengene aldrig. Den ene og den anden dreng begynder måske med at være rigtige børn, men ved slutningen er de allegoriske abstraktioner.

   Det bliver filmen ikke svagere eller dårligere af. Det store stilehæfte er en stærk tekst, som János Szász oversætter til ubønhørlige billeder. Men publikum sidder snarere i et absurd teater end i en biograf, der ligger i virkeligheden.

Se også Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn] og Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003).

Det store stilehæfte – Krigsdagbogen (A nagy füzet). Instr.: János Szász. Manus: Andras Szekér og János Szász. Foto: Christian Berger. 113 min. Ungarn-Frankrig-Tyskland-Østrig 2013. Dansk premiere: 16.04.2014.

Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn. Oversat efter »Le grand cahier« (1986), »La preuve« (1988) og »Le troisième mensonge« (1991) af Nina Lautrop-Larsen. 372 s. Rosinante, 2017. 

Fotos: Intuit Pictures/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Husets Teater 2020 (Henrik Ohsten Rasmussen)/ Points editeur/ Rosinante

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 16.04.2014