Translate

mandag den 15. marts 2021

Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016)


JO MERE VI ER SAMMEN
Et fællesskab i lyst og nød

Af BO GREEN JENSEN


TI gode, danske mennesker finder sammen i et stort, gammelt hus og prøver at leve en anden slags liv end det gængse og foreskrevne, hvor idealet om kernefamilien er knæsat, og alt bliver puttet i kasser.
   1970erne var kollektivernes storhedstid. Ideen om et fællesskab, der forener utopi og praktik, var ikke længere forbeholdt modkulturens fortropper. I to årtier var storfamilien virkelig et reelt alternativ til den borgerlige livsform, som både socialismen og kapitalismen har hyldet.
   I tilbageblik ligner det en guldalder. I samtiden blev der tisket og hvisket og set skævt til det hele. Man var skeptisk med hensyn til økonomien og pirret af tanken om fri erotik. Der var vilde historier om, hvad der gik for sig.
   Lige nu er tiden mere til utopien om at bygge en hytte langt ude i skoven. Normen er stadig ligusterfascisme. Et lærestykke fra mellemtiden, hvor faste værdier var oppe i luften, kan nok være nyttigt at tage i betragtning.


HISTORIERNE om den politiske hverdag er typisk blevet fortalt af afhoppere og bitre børn, som føler, at de hverken kunne sige til eller fra. Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) er de grove filmeksempler.
   Thomas Vinterbergs Kollektivet er både en varm erindring om tiden, en tillidserklæring til grundtanken og et slet ikke urealistisk portræt af de mennesker, som lever i og med fællesskabet. Ingen bliver latterliggjort.
   Vist er der udfordringer, og især er der situationer, hvor fællesskabet kommer til kort, fordi kærligheden og døden er naturkræfter, der ikke tager hensyn til, hvordan man bor. Men generelt er ånden positiv.



ERIK (Ulrich Thomsen) er arkitekt; Anna (Trine Dyrholm) er landskendt som ansigtet, der læser aftennyheder i tv-avisen. Han arver huset efter sin far. Det er en herskabsvilla på 450 kvadratmeter, nabo til Hellerup Sejlklub og tennisbanen fra barndommens land.

   For Erik er der ingen tvivl om, at huset skal sælges. Når han underviser på Arkitektskolen, er han en brutal pragmatiker, der ikke vil høre på vævende indlæg om tipistrukturer og Le Corbusier. Det skyldes måske, at han kompenserer for drømme og visioner, som han brænder inde med i halvfærdige konkurrenceoplæg. Men det er også bare sådan, man gør. Og man bliver væk fra hinanden i store huse.
   Eller måske bliver man lille af at bo småt? Anna ser en mulighed for at prøve noget andet og gøre livet og hverdagen større. Huset skal fyldes med spændende mennesker. Erik synes ganske vist ikke, at kammeraten Ole (Lars Ranthe) er et spændende menneske, men han bliver overtalt.
   Erik og Anna har datteren Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen), som ofte er publikums øjne. Ole flytter ind, og via ham kommer Ditte (Anne Gry Henningsen) og Steffen (Magnus Millang) med sønnen Villads (Sebastian Grønnegaard Milbrat), som lider af en hjertefejl.



KERNEGRUPPEN holder optagelsesmøder, hvor de udspørger kandidater som Allon (Fares Fares), en stolt mand, der har let til tårer, og den frodige Mona (Julie Agnete Vang), som nægter at være nærig med sin krop.
   Her ligger al den lavpraktik og situationskomik, man forventer af kollektivfilmen. Fællesskabet bliver fejret i fine montager, hvor alle går i vandet sammen og mærker livet og hinanden. De går i samlet trop hen ad hovedgaden i en atmosfære af sejr og solidaritet (som astronauterne i Kold marv eller skræmmerne i Monsters Inc.) For de er fortroppen, og de er livet. Det er os mod alle andre og huset i midten af verden.
   Efter forelskelsen bliver det hverdag. Ølregnskabet stemmer aldrig, og Ole brænder tøjet, der ligger og flyder. Det kan godt være svært at blive hørt ved de obligatoriske fællesmøder. Men der er liv og varme hver eneste dag, for børn såvel som for voksne. Skildringen af den første jul, hvor man ender med at danse om en stige, koncentrerer alle de gode egenskaber.



KRISEN kommer fra to sider. Villads bliver syg, og Erik forelsker sig i den studerende Emma (Helene Reingaard Neumann), som fælleskabet prøver at finde plads til. Anna vil – men kan i længden ikke –
 rumme sin egen reaktion.
   Det er ikke, fordi utopien bliver indhentet af virkeligheden. Forandringerne ville komme og ramme lige så hårdt, uanset hvordan man bor. Men det er nok en pointe, at fællesskabet har grænser. For Ditte og Steffen er der støtte at hente i en kærlighed, som er større, fordi de er flere. Men kollektivet kan ikke absorbere det chok, som følger, da Anna begynder at gå i stykker.


STRUKTUREN i filmen er episodisk. Kollektivet begyndte sit liv som et skuespil, som Vinterberg og Mogens Rukov skrev til Burgtheater i Wien. Der er to akter, et gyldent, blomstrende før og et stille, forvitrende efter. Før fokuserer på kollektivet. Efter er en studie i, hvad tabet af kærlighed gør ved et menneske.
   Tidsfarven er fint lagt på, man er ikke til udklædningsfest. Bortset fra, at der bliver røget alle vegne, især på Annas arbejdsplads i den gamle DR-by, er det ikke som at være i en helt anden tid. Det ligner faktisk dén, man kan huske.


VINTERBERG er og bliver en mesterlig personinstruktør. For så vidt har filmen jo dårlige odds. Han er selv vokset op i et kollektiv, og kan vi tro på karakterer, der bliver spillet af veteraner fra dogmegenerationen? Det lykkes mere eller mindre alt sammen. Man føler for og med disse mennesker.
   Her er ingen regnskaber, der skal gøres op. Ej heller en konstant markering af ideologiske positioner. Vist handler filmen om, hvordan vi var, men især demonstrerer den, hvordan vi er. Her er alle vore dage - i kærligt koncentrat, til og med.
   Lukas Moodyssons Tillsammans har i 15 år været den gode film om 70ernes kollektiver. Her er den naturlige afløser.

Se også Thomas Vinterberg: Druk (2020); Thomas Vinterberg: Kursk (2018) og To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015)

Kollektivet. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Foto: Jesper Tøffner. 111 min. Danmark-Sverige-Holland 2016. Dansk premiere: 14.01.2016.



Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zentropa Entertainments/ NFD
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Noric, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies, Viaplay Rent & Buy
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar