Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013)

AMERIKANSKE EXCESSER

En sanseudvidende skæbnefortælling

Af BO GREEN JENSEN

»OVERFLOD er skønhed,« skriver William Blake i Ægteskabet mellem Himmel og Helvede (1790). Et andet af Helvedes Ordsprog lyder: »Ad den vej, der hedder overmål, kommer man til visdommens slot«.

   The road of excess leads to the palace of wisdom. Det er i dén grad ikke tilfældet, hvis man betragter de excesser, som Martin Scorsese stiller til skue i sin seneste moralitet. Børsmægleren Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio) må eje alt og fortære det hele, mens han er konge af Wall Street. Alligevel bliver hans sult aldrig stillet. Mere vil hele tiden have mere, og visdom er ikke i kurs i finansgaden.

   The Wolf of Wall Street bygger på en erindringsbog, som svindleren skrev om sine bedrifter. Belfort skildrer, med slut skjult stolthed, hvordan det på fem år lykkedes ham at blive direktør for tidens hurtigste investeringsforretning, Stratton Oakmont, et guldrandet navn, som var fuldkommen fiktivt.

   Han ejede huse, biler, fly og en lystyacht. Han elskede penge og stoffer, som for ham var synonymer. Han elskede at strukture sin dag med quaaludes og amfetamin, fejre hver handel ved at puste blow op i endetarmen på endnu en prostitueret fra den lækre kategori, som gav slipsedrengene status. Han stjal fra de rige og gav til sig selv. I sin demokratiske drøm var han Folkets Mand og en succes til det sidste. Han overgav sig aldrig, og han havde integritet. Tåberne fik den nation, de fortjener.

FOR Belfort var Wall Street en slikbutik og en legetøjsforretning. Han blev trænet i faget af en af de bedste, Rothchild-mægleren Mark Hanna (Matthew McConaughey), som lærte ham om vejrtrækning, indianske åndemanersange og forbindelsen mellem adrenalin, aktiehandel og prostitution allerede over den første frokost.

   Det var i 1987, og den lærenemme stik-i-rend-dreng havde endelig fået chancen som provisionsbetalt voluntør hos et firma med traditioner. Desværre debuterede han ved telefonen den 19. oktober, da Dow Jones Indekset faldt 23% på få timer. Bastionen Rothchild gik ned på en dag. Efter Black Monday var ulveungen lige vidt.

   Alligevel rejste han sig og fandt en anden vej ind i huset, der brændte igen i 2008. Også derfor ser Belfort ser sig selv som en helt. Hustruen Teresa (Cristin Milioti), som han vist nok egentlig elskede, henledte hans opmærksomhed på en stillingsannonce. Et lurvet firma søgte mæglere trods krisen. Her mødte Belfort fænomenet pink stock, dvs. aktier i selskaber, som er for små til at blive noteret på Børsen. Provisionen var 50 procent, og myndighederne lod det passere.

BELFORT duperede alle med sin teknik. Kollegerne var fribyttere i træningstøj. Belfort tog de bedste med sig og slog pjalterne sammen med Donnie Azoff (Jonah Hill), en degenereret nabo, som havde børn med sin kusine. De skabte Stratton Oakmont ved snyd og bedrag, solgte dårlige aktier til grådige kunder, som aldrig fik en chance for at se, hvilken skotøjsæske, kontanterne forsvandt ned i.

   De beskidte penge blev vasket i Schweiz, fløjet ned fra London af tante Emma (Joanna Lumley fra Absolutely Fabulous), som afleverede dem til bankieren Jean-Jacques Saurel (Jean Dujardin fra The Artist), som forstod fidusen og sympatiserede. Det var gyldne tider og kronede dage. Teresa var nu skiftet ud med Naomi (Margot Robbie), trofæhustruen, som var så lækker, at Donnie måtte masturbere midt på gulvet, da hun kom til festen i Jordans eksklusive beach house.

   Naomi og Jordan fik en datter, som hed Skylar. Hun lærte sin far den kravleteknik, han fik brug for en aften, da ti autentiske quaaludes (fra før fremstillingsforbudet) slog så massivt igennem, at Jordan gik direkte fra savlefasen til spastikerfasen uden de liflige mellemtilstande. Samme aften kørte han Porschen til rotaryklubben, hvor FBI ikke kunne aflytte samtalen, han havde med sin sagfører. Jordan gik i krampe og lod sig trille ned ad trappen. Han oplevede alt i hyper-slowmotion.

DET samme gør tilskueren, som lader sig forføre. Det er hovedpersonen selv, der fortæller og præsenterer sin verden. Jordan taler ivrigt og anekdotisk, i den rablende form, som er brugt ovenfor. Han er stolt af det hele og har gode minder. Han er uden anger og vildt overfladisk, men også charmerende varm i sin glæde.

   Scorsese fremstiller børsuniverset i samme fart og med samme uvirkelighedspræg, som mafiamændenes verden blev skildret i klassikerne Goodfellas (1990) og Casino (1995). Også virkningen ligner. Det lykkes på én gang at skabe attrå og afsky. Filmen er både et heltedigt og en moralitet. Men glæden smitter mere end foragten. Det er så godt som umuligt ikke at nyde udsigten sammen med Belfort og hans soldater.

THE Wolf of Wall Street formulerer samtidig en kritik af det amerikanske system. Patrioten Belfort er stolt af sit flag. Han vælger navnet Stratton Oakmont, fordi det lyder som noget, der kunne være snittet i Mayflowers skrog. Han forklarer sit hujende personale, at firmaet er et billede på Amerika, når det er bedst. Det gør ingen forskel, om du var blandt de første pilgrimme eller drev i land på et bildæk fra Haiti. Du er i mulighedernes land. Mæglerne producerer intet, udretter intet, handler med skysovs og vindfrikadeller. Så længe kunderne geninvesterer, kan ingen i salen se forskel.

   Over for Jordan er anbragt en modstander med virkelig integritet. FBI-officeren Patrick Denham (Kyle Chandler) bider sig fast, kan ikke bestikkes med kvinder og stoffer, helmer ikke, før Belfort har lovet at nævne navne. »Vil I tvinge mig til at angive mine venner?« spørger Jordan. Juristerne taler udenom , men Denham skærer igennem: »Ja, vi vil have dig til at angive dine venner.« Der er ingen smilerynker nu.

   Belfort råber efter sin nidkære nemesis. Han håber, at Denham husker solen, champagnen og pigerne på lystbåden, når han sidder i undergrunden med ømme testikler og er på vej hjem til sin hæslige kone. Det gør Denham i et tonløst sekund, som Scorsese lader stå. Der er ingen sejrsstolthed at spore, skønt retfærdigheden på sæt og vis er sket fyldest.

FILMEN er stor i absurde sætstykker. Især den første time, hvor Belfort viser sin verden frem, er rig på surrealistiske optrin: dværgkastning i frokostpausen; strippere og marchorkestre; kvindelige kontorfrø, der lader sig kronrage for at få råd til større brystimplantater. 10.000 dollars for ydmygelsen. Miljøets menneskesyn er fantastisk.

   Belfort tjener millioner. Alligevel lader han homofobe kolleger blive Joe Pesci-brutale over for en butler, der har brugt penthouselejligheden til orgier og taget penge i skuffen med sokker. Jordan er inde og ude af fængsler, nødlander på plænen i en helikopter, forliser i en middelhavsstorm, da han vil nå Geneve via Monaco.

   Han er utro i alle ordets betydninger. Alligevel overlever en hengivenhed mellem ham og Naomi, også da hun føder barn nummer to og kræver skilsmisse. Sikkerhedsvagterne gør store øjne til se-men-ikke-røre-ritualet, som udspiller sig på børneværelsets væg-til-væg tæppe. I det mindste er Jordan en libertiner med manér.

FILMEN er skrevet af Terence Winter, som har skabt komplekse, korrupte og kriminelle rollemodeller i HBO-serierne The Sopranos og Boardwalk Empire. Der er tre akter, som varer en time hver, sådan cirka. Det bliver en smule ensformigt inde i midten. Thelma Schoonmaker, der som sædvanlig har klippet filmen sammen med Scorsese, kunne have skåret ti minutter i hver og afleveret en strammere film. Men så var quaaludes-scenerne måske endt på gulvet i børneværelset. Det er stor film med gavmilde digressioner, og den bruger det brede format til at ånde. Ved vejs ende er man udmattet, men vil gerne se det hele igen.

   Leonardo DiCaprio er på lærredet i hver scene. Som regel er han også i centrum. Det er hans femte hovedrolle hos Scorsese, og han bærer filmens hjerte med glans. Der er et sobert efterspil, som lader Belfort beholde noget af æren. Wall Street beskrives som gangsternes verden, og DiCaprio holder den i sine hænder. Han er aldrig mindre end karismatisk, og han er ofte adskilligt mere end dét.

ROBBIE Robertson har kompileret musikken, som husker at slutte med McConaugheys »Money Chant«. Der er spor af Brian De Palmas Scarface (1983), Oliver Stones Wall Street (1987) og Ridley Scotts American Gangster (2007). The Wolf of Wall Street er en sanseudvidende skæbnefortælling, et signalflag til Idiotvinden og en kommentar til den aktuelle økonomi.

   Vi lever i liberalistiske samfund, hvor jagten på lykke bestemmes af, hvilken kurs matadorpengene står i. Vi har den struktur – og de finansmænd – vi fortjener. Jordan Belmont må være et pragteksemplar.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Wolf of Wall Street. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Terence Winter. Foto: Rodrigo Prieto. 179 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.

Fotos: Red Granite Pictures/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO Nordic, iTunes, Netflix, Rakuten TV og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.01.2014