Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]

MODSTANDENS TID
Retfærdighed for kærligheden

Af BO GREEN JENSEN

BAGGRUNDEN for Loving er en sand og forstemmende historie, som trods alt fik en positiv slutning. Richard Loving (1933-75) og Mildred Jeter (1939-2008) kom begge fra beskedne kår i delstaten Virginia. Hun var sort, og han var hvid. Det var, før man brugte korrekte omskrivninger.

   Til gengæld var n-ordet gangbart. Parret forelskede sig på et tidspunkt, hvor såkaldt »blandede ægteskaber« endnu var forbudt i flere sydlige stater. Derfor tog Mildred og Richard til Washington D.C. for at blive gift. Det var i juni 1958. Ved hjemkomsten blev de stillet for retten og idømt ét års fængsel hver.

   Straffen blev gjort betinget under forudsætning af, at Richard forlod Virginia og holdt sig væk i 25 år. Det bizarre tilhold blev nidkært håndhævet, skønt Richard og Mildred forsøgte at leve så stille som muligt og passe sig selv. For de brød selvsagt loven igen og igen.

EFTERHÅNDEN som 60erne udviklede sig, blev forholdet interessant for borgerrettighedsbevægelsen og andre politiske kræfter. Mod Richards vilje rejste Mildred en sag. Pressen blev mobiliseret. Især en fotoreportage i LIFE Magazine gjorde indtryk på offentligheden, men der var nej-sigere til det sidste. Som dommer Leon M. Bazile fra den øverste ret i Virginia formulerede det i sin kendelse:

   »Den almægtige Gud skabte racerne hvide, sorte, gule, malajsiske og røde, og han anbragte dem på forskellige kontinenter. Og var det ikke for menneskers indblanding i hans arrangement, ville der ikke være basis for sådanne ægteskaber. At han adskilte racerne, er en kendsgerning, som vidner om, at han ikke havde til hensigt at lade racerne blande.«

   Det var stærke ord selv i 1964. Dommen blev appelleret, og sagen cirkulerede i alle forgreninger af det amerikanske retssystem. Endelig kom den for Højesteret. Parret vandt i 1967, og Loving v. Virginia skabte præcedens, så alle særlige ægteskabslove blev ophævet med øjeblikkelig virkning. Siden har den 12. juni været markeret som Loving Day.

MAN kan lege med tanken om, hvordan sagen ville forløbe i dag. Jeff Nichols skrev og instruerede Loving, før Donald Trump blev valgt, før gadekampene i Charlottesville, ja selv før Barry Jenkins fik en Oscar for Moonlight. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2016. Fordi ingen distributør turde samle den op, fik Loving premiere i Cinemateket.

   Helt i Loving-parrets ånd er det en undselig og diskret film, som hellere siger for lidt end for meget. Richard ville ikke rodes ind i politik. Mildred forstod, at en sag var nødvendig. Har Loving et tema, er det konflikten mellem at møde alt med åben pande eller følge strudsens strategi. For vist nytter det at kæmpe, men opmærksomheden har sin pris.

JEFF Nichols har på ti år lavet fem af de skarpeste amerikanske film i nyere tid. Take Shelter (2011) – med Michael Shannon som survivalisten, der venter på en bibelsk storm og bliver despot for at beskytte sin familie – og pubertetsdramaet Mud (2012) – med Matthew McConaughey som flygtning og faderfigur – fik begge dansk premiere og megen kritikerros.*

   Derimod har den X Files-agtige Midnight Special (2016) – om drengen med magiske øjne, der bliver jaget både af (salig) Sam Shepards sekt og mænd i sort fra FBI – og Loving været særlige tilbud. Lad mig sige det, så det kan høres: Det er synd at gå glip af Jeff Nichols, fordi man frygter gode genrefilm. Det er faktisk direkte dumt.

FILMEN fravælger alle effekter og stoler på styrken i sin historie. Joel Edgerton og Ruth Negga er eksemplarisk ordinære som parret, der bliver helte og martyrer mod deres vilje. Michael Shannon spiller Grey Villet, som tog de ikoniske fotos til LIFE.

   Sagen har været skildret i en tv-film fra 1996 og en HBO-dokumentar fra 2011. Loving føjer intet til, men den giver et bedre bud på stemningen og sætter følelserne i politisk perspektiv.

   Ikke siden sen-60erne har der været så mange film med et racemotiv: Ryan Cooglers Fruitvale Station, Moonlight, Nate Parkers The Birth of a Nation, Denzel Washingtons Fences, Kathryn Bigelows Detroit. Det er klart, at de taler mindre fortroligt til et dansk publikum. Men sæt de handlede om vores forhold til Islam.

   Det kan ligne opportunisme, men selv hvis det er, siger det meget om kulturen, der bevæger og åbner sig til det bedre. »Time has come today,« sang The Chambers Brothers i 1967. Det er atter blevet modstandens tid, og intolerancen har aldrig holdt fri.

*) TO sydstatsdrenge driver rundt ved Mississippi et sted i Arkansas. Begge er lidt oversete i deres familier, som har andre aktuelle problemer. Eventyret trækker, og Ellis (Tye Sheridan) og Neckbone (Jacob Lofland) har hørt, at stormen efterlod en båd i et træ på den spændende sandø, hvor Mud har et af mange fællestræk med Mark Twains arketypiske coming-of-age-fortælling om The Adventures of Huckleberry Finn (1885).

   Båden venter sammen med Mud (Matthew McConaughey), som er en karismatisk og uudgrundelig mand, der gemmer sig på øen, mens han lægger store planer om at generobre sit livs kærlighed. Denne er, skal det vise sig, ret ligeglad, og der er andre detaljer i Muds historier, som næsten må være noget, han digter. Men drengene sætter pris på den romantiske gestus, og tiden med Mud bliver en sommer for livet.

  Jeff Nichols har sans for at blande drengenes synsvinkel med den voksne udgave af virkeligheden, som er hård og prosaisk. Der er en voldsom scene i filmens slutning, som gør den til andet og mere end en ungdomsfilm. Ligesom Huckleberry Finn har Mud flere lag og niveauer, man kan gå ind i eller lade ligge. I den forstand er det en film for alle aldre.

   Mud var i Cannes i 2012 og er endnu et bevis på, at den amerikanske independent-film lever. McConaughey har udviklet sig til en spiller, der virkelig kan lidt af hvert. Man kunne samtidig se ham som masochistisk jurist i The Paperboy og fandenivoldsk mandestripper i Magic Mike. I 2013 fulgte den ikoniske karakter i Dallas Buyers Club, som indbragte McConaughey en Oscar.

   I andre roller ses Reese Witherspoon, Michael Sheen og Sam Shepard, men det er Mud og drengene, som bærer den stemningsfulde skildring af et evigt og nødvendigt uskyldstab. Tænk Prince of Tides og Dræb ikke en sangfugl. Der er stadig godt nyt at høre fra Syden.

Mud. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 130 min. USA 2012. Dansk premiere: 21.11.2013

Loving. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 123 min. USA 2016. Dansk premiere: 31.08.2017 (Månedens film i Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Raindog Films/ Grey Villet (Life Magazine fotoserie)

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 22.11.2013 + 01.09.2017 

Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013)

AMERIKANSKE EXCESSER

En sanseudvidende skæbnefortælling

Af BO GREEN JENSEN

»OVERFLOD er skønhed,« skriver William Blake i Ægteskabet mellem Himmel og Helvede (1790). Et andet af Helvedes Ordsprog lyder: »Ad den vej, der hedder overmål, kommer man til visdommens slot«.

   The road of excess leads to the palace of wisdom. Det er i dén grad ikke tilfældet, hvis man betragter de excesser, som Martin Scorsese stiller til skue i sin seneste moralitet. Børsmægleren Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio) må eje alt og fortære det hele, mens han er konge af Wall Street. Alligevel bliver hans sult aldrig stillet. Mere vil hele tiden have mere, og visdom er ikke i kurs i finansgaden.

   The Wolf of Wall Street bygger på en erindringsbog, som svindleren skrev om sine bedrifter. Belfort skildrer, med slut skjult stolthed, hvordan det på fem år lykkedes ham at blive direktør for tidens hurtigste investeringsforretning, Stratton Oakmont, et guldrandet navn, som var fuldkommen fiktivt.

   Han ejede huse, biler, fly og en lystyacht. Han elskede penge og stoffer, som for ham var synonymer. Han elskede at strukture sin dag med quaaludes og amfetamin, fejre hver handel ved at puste blow op i endetarmen på endnu en prostitueret fra den lækre kategori, som gav slipsedrengene status. Han stjal fra de rige og gav til sig selv. I sin demokratiske drøm var han Folkets Mand og en succes til det sidste. Han overgav sig aldrig, og han havde integritet. Tåberne fik den nation, de fortjener.

FOR Belfort var Wall Street en slikbutik og en legetøjsforretning. Han blev trænet i faget af en af de bedste, Rothchild-mægleren Mark Hanna (Matthew McConaughey), som lærte ham om vejrtrækning, indianske åndemanersange og forbindelsen mellem adrenalin, aktiehandel og prostitution allerede over den første frokost.

   Det var i 1987, og den lærenemme stik-i-rend-dreng havde endelig fået chancen som provisionsbetalt voluntør hos et firma med traditioner. Desværre debuterede han ved telefonen den 19. oktober, da Dow Jones Indekset faldt 23% på få timer. Bastionen Rothchild gik ned på en dag. Efter Black Monday var ulveungen lige vidt.

   Alligevel rejste han sig og fandt en anden vej ind i huset, der brændte igen i 2008. Også derfor ser Belfort ser sig selv som en helt. Hustruen Teresa (Cristin Milioti), som han vist nok egentlig elskede, henledte hans opmærksomhed på en stillingsannonce. Et lurvet firma søgte mæglere trods krisen. Her mødte Belfort fænomenet pink stock, dvs. aktier i selskaber, som er for små til at blive noteret på Børsen. Provisionen var 50 procent, og myndighederne lod det passere.

BELFORT duperede alle med sin teknik. Kollegerne var fribyttere i træningstøj. Belfort tog de bedste med sig og slog pjalterne sammen med Donnie Azoff (Jonah Hill), en degenereret nabo, som havde børn med sin kusine. De skabte Stratton Oakmont ved snyd og bedrag, solgte dårlige aktier til grådige kunder, som aldrig fik en chance for at se, hvilken skotøjsæske, kontanterne forsvandt ned i.

   De beskidte penge blev vasket i Schweiz, fløjet ned fra London af tante Emma (Joanna Lumley fra Absolutely Fabulous), som afleverede dem til bankieren Jean-Jacques Saurel (Jean Dujardin fra The Artist), som forstod fidusen og sympatiserede. Det var gyldne tider og kronede dage. Teresa var nu skiftet ud med Naomi (Margot Robbie), trofæhustruen, som var så lækker, at Donnie måtte masturbere midt på gulvet, da hun kom til festen i Jordans eksklusive beach house.

   Naomi og Jordan fik en datter, som hed Skylar. Hun lærte sin far den kravleteknik, han fik brug for en aften, da ti autentiske quaaludes (fra før fremstillingsforbudet) slog så massivt igennem, at Jordan gik direkte fra savlefasen til spastikerfasen uden de liflige mellemtilstande. Samme aften kørte han Porschen til rotaryklubben, hvor FBI ikke kunne aflytte samtalen, han havde med sin sagfører. Jordan gik i krampe og lod sig trille ned ad trappen. Han oplevede alt i hyper-slowmotion.

DET samme gør tilskueren, som lader sig forføre. Det er hovedpersonen selv, der fortæller og præsenterer sin verden. Jordan taler ivrigt og anekdotisk, i den rablende form, som er brugt ovenfor. Han er stolt af det hele og har gode minder. Han er uden anger og vildt overfladisk, men også charmerende varm i sin glæde.

   Scorsese fremstiller børsuniverset i samme fart og med samme uvirkelighedspræg, som mafiamændenes verden blev skildret i klassikerne Goodfellas (1990) og Casino (1995). Også virkningen ligner. Det lykkes på én gang at skabe attrå og afsky. Filmen er både et heltedigt og en moralitet. Men glæden smitter mere end foragten. Det er så godt som umuligt ikke at nyde udsigten sammen med Belfort og hans soldater.

THE Wolf of Wall Street formulerer samtidig en kritik af det amerikanske system. Patrioten Belfort er stolt af sit flag. Han vælger navnet Stratton Oakmont, fordi det lyder som noget, der kunne være snittet i Mayflowers skrog. Han forklarer sit hujende personale, at firmaet er et billede på Amerika, når det er bedst. Det gør ingen forskel, om du var blandt de første pilgrimme eller drev i land på et bildæk fra Haiti. Du er i mulighedernes land. Mæglerne producerer intet, udretter intet, handler med skysovs og vindfrikadeller. Så længe kunderne geninvesterer, kan ingen i salen se forskel.

   Over for Jordan er anbragt en modstander med virkelig integritet. FBI-officeren Patrick Denham (Kyle Chandler) bider sig fast, kan ikke bestikkes med kvinder og stoffer, helmer ikke, før Belfort har lovet at nævne navne. »Vil I tvinge mig til at angive mine venner?« spørger Jordan. Juristerne taler udenom , men Denham skærer igennem: »Ja, vi vil have dig til at angive dine venner.« Der er ingen smilerynker nu.

   Belfort råber efter sin nidkære nemesis. Han håber, at Denham husker solen, champagnen og pigerne på lystbåden, når han sidder i undergrunden med ømme testikler og er på vej hjem til sin hæslige kone. Det gør Denham i et tonløst sekund, som Scorsese lader stå. Der er ingen sejrsstolthed at spore, skønt retfærdigheden på sæt og vis er sket fyldest.

FILMEN er stor i absurde sætstykker. Især den første time, hvor Belfort viser sin verden frem, er rig på surrealistiske optrin: dværgkastning i frokostpausen; strippere og marchorkestre; kvindelige kontorfrø, der lader sig kronrage for at få råd til større brystimplantater. 10.000 dollars for ydmygelsen. Miljøets menneskesyn er fantastisk.

   Belfort tjener millioner. Alligevel lader han homofobe kolleger blive Joe Pesci-brutale over for en butler, der har brugt penthouselejligheden til orgier og taget penge i skuffen med sokker. Jordan er inde og ude af fængsler, nødlander på plænen i en helikopter, forliser i en middelhavsstorm, da han vil nå Geneve via Monaco.

   Han er utro i alle ordets betydninger. Alligevel overlever en hengivenhed mellem ham og Naomi, også da hun føder barn nummer to og kræver skilsmisse. Sikkerhedsvagterne gør store øjne til se-men-ikke-røre-ritualet, som udspiller sig på børneværelsets væg-til-væg tæppe. I det mindste er Jordan en libertiner med manér.

FILMEN er skrevet af Terence Winter, som har skabt komplekse, korrupte og kriminelle rollemodeller i tv-serierne The Sopranos og Boardwalk Empire. Der er tre akter, som varer en time hver, sådan cirka. Det bliver en smule ensformigt inde i midten. Thelma Schoonmaker, der som sædvanlig har klippet filmen sammen med Scorsese, kunne have skåret ti minutter i hver og afleveret en strammere film. Men så var quaaludes-scenerne måske endt på gulvet i børneværelset. Det er stor film med gavmilde digressioner, og den bruger det brede format til at ånde. Ved vejs ende er man udmattet, men vil gerne se det hele igen.

   Leonardo DiCaprio er på lærredet i hver scene. Som regel er han også i centrum. Det er hans femte hovedrolle hos Scorsese, og han bærer filmens hjerte med glans. Der er et sobert efterspil, som lader Belfort beholde noget af æren. Wall Street beskrives som gangsternes verden, og DiCaprio holder den i sine hænder. Han er aldrig mindre end karismatisk, og han er ofte adskilligt mere end dét.

ROBBIE Robertson har kompileret musikken, som husker at slutte med McConaugheys »Money Chant«. Der er spor af Brian De Palmas Scarface (1983), Oliver Stones Wall Street (1987) og Ridley Scotts American Gangster (2007). The Wolf of Wall Street er en sanseudvidende skæbnefortælling, et signalflag til Idiotvinden og en kommentar til den aktuelle økonomi.

   Vi lever i liberalistiske samfund, hvor jagten på lykke bestemmes af, hvilken kurs matadorpengene står i. Vi har den struktur – og de finansmænd – vi fortjener. Jordan Belmont må være et pragteksemplar.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Wolf of Wall Street. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Terence Winter. Foto: Rodrigo Prieto. 179 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.

Fotos: Red Granite Pictures/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 14.12.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.01.2014

Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]

DEN SIDSTE RAKET
De mulige hjem er betagende verdener

Af BO GREEN JENSEN

DER er masser af science fiction på film, men de fleste historier er dystopiske fabler om samfundet nu, abstrakte eksperimenter med tiden, horror som i Alien-serien eller kulørt fantastik à la Star Wars. Det er sjældent, at en væsentlig filmskaber bestræber sig på at fortælle en realistisk historie om menneskets mulige fremtid i rummet.
   De ægte visioner kan tælles på en hånd. Nu og da kommer film, som gerne vil ligne: Brian De Palmas Mission to Mars (2000), Steven Soderberghs remake (2002) af Andrej Tarkovskijs Solaris (1972), Ridley Scotts Prometheus (2012). De falder somme tider heldigt ud, men er aldrig på højde med værket, det lykkedes for: Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001).
   Så forventningen før Interstellar er stor. Christopher Nolan skabte en stil med Memento (2000), gav Batman-figuren ny dybde i tre store film, fortalte ontologisk om illusioner i The Prestige (2006) og krængede sindet og verden helt ud i Inception (2010). Nolan laver tænksomme film i en krævende form, der har fået et stort publikum. I Interstellar er ambitionen at skabe hård science fiction af første karat: en tre timer lang film om menneskets sidste forsøg på at finde et hjem mellem stjernerne.

OM 20 år er verden plaget af sult og klimaforandring. USA hærges af støvstorme, der får 1930'ernes dust bowl til at ligne en gryde ved stranden. Enkemanden Cooper (Matthew McConaughey) blev trænet som astronaut, men nu er NASA lukket ned. I skolen lærer børnene, at fortidens rumfart var koldkrigspropaganda. Cooper dyrker majs i Midtvesten, mens hans svigerfar (John Lithgow) passer datteren Murphy og sønnen Tom. Majs er den eneste kornsort, der endnu ikke er bukket under for plantepest.
   Der falder bøger ud af reolen på Murphys værelse. De lægger sig i et mønster, der kan læses som koordinater, og Cooper bliver sendt til et hemmeligt sted, hvor resterne af NASA arbejder videre under ledelse af kvantefysikeren dr. Brand (Michael Caine) og hans datter (Anne Hathaway). Menneskeheden har ét skud tilbage. Der er sendt sonder gennem et ormehul ved Saturn. Tre af pionererne har meldt tilbage om muligvis beboelige verdener. Dr. Brand beder Cooper være pilot på den sidste raket, som skal undersøge, hvor en bæredygtig koloni kan grundlægges.

COOPER siger ja til missionen. Skønt rejsen betyder, at han må forlade Murphy og Tom, er det for børnenes skyld, at han rejser. Sønnen (Casey Affleck) forstår ham og overtager gården i en stadig mørkere fremtid. Datteren (Jessica Chastain) sender ingen beskeder, før hun har nået den alder, som Cooper havde, da han tog afsted.
   Den ældste generation falder væk. I rummet er Cooper og dr. Brands datter ved at undersøge de golde verdener bag ormehullet. Især hér skaber Nolan – og cheffotografen Hoyte Van Hoytema, der har særlig flair for realistisk rumfart – fantastiske billeder og høj, taktil troværdighed. Én planet er kun kværnende vand, og fra en tilfrossen udpost har dr. Mann (Matt Damon) sendt falske rapporter. Hvor tyngden er tættest, bliver tiden elastisk. En time på Vandplaneten svarer til syv år i jordisk tid. Cooper har lovet at hente sin datter. Han opgiver aldrig at vende tilbage.

DEN videnskabelige baggrund er ikke grebet ud af det blå. Fysikeren Kip Thorne har fungeret som rådgiver på manuskriptet, der blev påbegyndt i 2006 som en film, Steven Spielberg skulle lave. Thorne var også konsulent, da Robert Zemeckis i 1997 filmatiserede Carl Sagans roman Contact. Her var alt, hvad videnskabskvinden Jodie Foster foretog sig, et forsøg på at nå en død far. På samme måde bliver kærligheden i Interstellar til et stof og en kraft, der er lige så virkelig som tiden.
   Universet bøjes og strækkes som i Inception, men Interstellar er fortalt i et roligt tempo, der fravælger Nolans sædvanlige hektiske klipning. Filmens svaghed er nok, at den tydeliggør. Dylan Thomas' digt om, at alderdommen må brænde, »Do Not Go Gentle«, så døden ikke får let spil, bliver citeret ti gange. Stadig gentager Michael Caine, at vi må rase imod lysets død. Det bliver også skrevet på hans grav. End ikke Spielberg ville hamre så hårdt.

DET lykkes dog Nolan at give kærligheden et værdigt menneskeansigt. I sin tredje time, da Jessica Chastain som Murphy begynder at løse det store paradoks, som jeg ikke skal ødelægge oplevelsen ved at forklare, kommer filmen endelig også til live i en form, der er genkendelig som Nolans visuelle centrifuge. Som i Contact bliver tingene vist i en form, den rejsende er i stand til at forstå. Men i Contact var højere magter indblandet. I Interstellar er der kun mennesket selv.
   De mulige hjem er betagende verdener. Lang spilletid er en forpligtende luksus, men her er der god brug for alle tre timer. Rejsen gennem ormehullet prøver ikke at overgå den psykedeliske passage gennem tid og rum i 2001. Det er trods alt heller ikke en film i samme urørlige klasse, men bestemt en bevægende oplevelse, som også er visionært tankestof.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]. 

Interstellar. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 179 min. USA-UK-Canada 2014. Dansk premiere: 06.11.2014.

Foto: Paramount Pictures/ Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Syncopy/ Lynda Obst Productionsthers/ SFStudios

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [10th Anniversary Collector's Edition] fra Paramount Pictures 10.12.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.11.2014.