Brizé | Lindon: En guerre/ At War/ I krig (2018)

EN FILM OM AT GRIBE TIL VÅBEN
Mens klassekampen udarter i Frankrig

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN fylder virksomhedslukninger ikke meget i tidens bevidsthed. I bunden af skærmen, nede i båndet med rullende nyheder, læser og registrerer vi adspredt, at den-og-den internationale koncern ser sig nødsaget til at indstille driften og flytte forretningen til en anden sektor. Nå ja, tænker den rastløse seer. Den slags sker hele tiden. Det er godt, at det ikke er min arbejdsplads.

   De ansatte bliver afskediget, og en kommunikationsmedarbejder, der som regel er forhenværende journalist, beklager på ledelsens og bestyrelsens vegne. Måske er der vrede protester lokalt, men det er jo markedets vilkår. Klassekamp var noget, man førte i det tyvende århundrede. Før globaliseringen. Det nytter ikke at stritte imod.

EN guerre begynder midt i krigen mellem ledelse og ansatte. En tyskejet virksomhed lukker sin fabrik i Agen i det sydvestlige Frankrig. 1.100 arbejdere står uden job, og lukningen er en katastrofe for regionen. Situationen er særligt anspændt, fordi personalet to år før har accepteret en kollektiv lønnedgang. Til gengæld blev de lovet, at fabrikken – som fremstiller reservedele til biler – ville være der fem år endnu.

   Men tiderne er svære, forsvarer ledelsen sig med. Det er muligt, siger arbejderne under ilter og utrættelig ledelse af talsmanden Laurent Amédéo (Vincent Lindon), men firmaet kan ikke ustraffet svigte sit løfte. Så en bitter og langstrakt konflikt er kørt fast.

   Ingen af parterne giver sig. Der er blokader, forhandlinger og krisemøder, indædt kamp ved fabrikken. Fagbevægelsen engagerer sig i konflikten, politikere går ind i sagen. Da medieomtalen bliver belastende, kommer koncernens øverste chef på besøg. Alle vil angiveligt forhandle, men ingenting forandrer sig. Mens det lokale problem bliver et nationalt anliggende, hægtes Amédéo af efterhånden.

STÉPHANE Brizés film er interesseret i processen. En guerre er som obduktionserklæringen efter et dødsfald. Der er aldrig for alvor håb om, at protesten vil nytte. Vi ser, hvordan de kæmpende arbejdere bliver holdt hen. Ja, der er atter røde flag og blanke øjne i flokken, som nyder at være samlet om en sag. Men kun fortidslevn som Amédéo tror, at modstanden vil føre til ændring. Beslutningen er truffet fra scene ét.

   Strategien er som i enhver nedbemanding. Da processen bliver for besværlig, tilbyder ledelsen en mere lukrativ fratrædelsesaftale. Tag pengene nu og gå jeres vej. Megen lyrisk jargon er i spil. Det lykkes at få arbejderne til at ligne vandaler. Især en aktion i koncernens hovedkvarter udarter. De urbane mellemmænd vasker hænder. Amédéos hær skrumper ind. Stadig flere vil tage imod ledelsens tilbud og se, hvad de kan få ud af situationen.

FØRST da lederrollen bliver taget fra ham, og trykket i sagens natur letter, får vi et indtryk af mennesket Amédéo. Vi ser, at han lever alene og stille. Hans voksne datter venter sig. Det er ikke kun snak, når han siger, at han kæmper for fremtiden. For Amédéo handler slaget især om anstændig behandling og tabt værdighed.

   Vincent Lindon har for fjerde gang hovedrollen i en film af Brizé. Mens kampen bølger frem og tilbage, er han det eneste velkendte ansigt i sværmen. Med alderen bliver Lindon stadig mere troværdig som den jævne franske mand af gammel skole. Han er næsten en Jean Gabin for sin tid.

   I La loi du marché (2015, da. Markedets lov) blev Lindons karakter fritstillet og tog uvant arbejde som opsynsmand i et supermarked, hvor han holdt øje med både kunder og ansatte. Det handlede især om personalets rapserier. Han iagttog, valgte side, greb ind og sagde fra. Han kunne slutte en separat fred med systemet og forlade forretningen med sin ære i behold.

   Laurent Amédéo har hverken denne luksus eller samme grad af selvindsigt. Han er en mand, der lader sig rive med. Han har levet og åndet for kampen. Han kan ikke bare gå hjem til sig selv.

ENDELIG gør Amédéo noget drastisk, som får båndet med rullende nyheder til at standse for et øjeblik. Slutningen er blevet kaldt urealistisk og sensationalistisk, et brud på den dokumentariske tone og et knæfald for melodramatiske kræfter. Den passer dog til Laurents karakter. Det er en stolt samurais sidste handling.

   Der er en særlig stoisk defaitisme på spil i En guerre. Filmen havde premiere på Cannes Festivalen i 2018, 50-året for maj 1968. Samtidig begyndte protestbevægelsen les Gilets jaunes at tage form. De Gule Veste gik på gaden i november og har siden markeret sin modstand. Der kunne sagtens være veteraner fra fabrikken i Agen blandt demonstranterne på Champs-Élysées.

   Muligvis er kravene diffuse. Der er sikkert også rådne æbler i kurven, men aktivisterne har lært af mange nederlag. De forstår, at kun handling udløser handling. Man strejker midt i myldretiden eller går ud og sætter ild til det hele. Det nytter ikke at vente på økonomernes kvartalsrapport. Der bliver aldrig råd til forbedring igen.

FEMTEN år efter Je ne suis pas là pour être aimé (2005, da. Ikke her for at blive elsket (2005) – og tyve år efter sin instruktørdebut, Le bleu des villes (1999) – er Stéphane Brizé (f. 1966) i stilfærdighed blevet en af de sikreste filmskabere i sin generation. På vejen fra Markedets lov til I krig bearbejdede han Guy de Maupassants Une vie (2016), som i en anden genre præsenterer et fuldkommen solidarisk portræt af en overset, uforløst kvindeskæbne.

   La loi du marché og En guerre vidner om, at yngre kræfter står klar til at gribe stafetten, når Ken Loach, Mike Leigh og Dardenne-brødrene forlader scenen. Som politisk drama er filmen en betydelig bedrift. Ikke siden Claude Berris filmatisering af Émile Zolas Germinal (1993) er en strejke skildret så hårdt og empatisk.

Se også Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009) og Brizé | Lindon: La loi du marché/Markedets lov (2015).

I krig (En guerre). Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Olivier Gorce & Stéphane Brizé; Ralph Blindauer, Olivier Lemaire, Xavier Mathieu. Foto: Eric Dumont. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 11.07.2019.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Diaphana (region B) 28.01.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019

Brizé | Lindon: La loi du marché/ Markedets lov (2015)

EN MAND SIGER FRA

En krisefortælling om integritet

Af BO GREEN JENSEN

HVOR langt skal man strække sig for at få job, hvor meget nådsensbrød skal man spise?

   Fabriksarbejderen Thierry Taugourdeau (Vincent Lindon) er stolt og optimistisk, da han og kollegerne bliver sendt hjem. Så går der to år med at søge og få afslag. Han er 51 og i regelen for faglært. Endelig tager han, hvad det skal være.

   Lykken smiler, da han bliver ansat som opsynsmand i et stort supermarked. Jo, verden er fuld af skræmmende og patetiske skæbner, og man kan føle sig som en klasseforræder, når man griber kunderne i at stjæle, men det er svære tider for alle, og tyveri har aldrig været nogen gangbar vej. Thierry går med slips nu og retter sin ryg. Efter en svær tid i vildnisset er han tilbage.

HAN opdager snart, at ledelsen ikke er specielt interesseret i kundernes rapserier. Derimod sætter man stadig flere ressourcer ind på at kontrollere personalets rutiner og forseelser.

   Thierry får indblik i fiduser, der er så sindrige, at han ikke ville have troet, mennesker kunne tænke så småt. For eksempel foregår der en omfattende svindel med rabatkuponer fra tilbudsavisen. Det er, hvad tiden har gjort os til, tænker Thierry. En luvslidt nation af kuponsvindlere.

   Først er han firmaets mand hele vejen. Han lærer at gøre sig hård, da hans tillid er blevet misbrugt. Han ser forstemmende og forbløffende ting. Hans pligtopfyldenhed bliver en maske, og han kan ikke lide, hvad han ser i spejlet. Men det er ham eller de andre. Så meget har han lært efterhånden.

   Der er praktisk talt ingen grænser for ledelsens nidkærhed. Endelig får den en konsekvens, der er tragisk, og Thierry må reagere, hvis han skal bevare nogen form for selvrespekt. Forseelsen er triviel og derfor dybt troværdig. Her er virkelig et sindbillede på, hvad nøden gør ved trængte mennesker.

STÉPHANE Brizés film blander professionelle skuespillere med amatører fra virkelighedens forretning. I 90 procent af scenerne ser den på Thierrys ansigt, mens han genopdager sin menneskelighed og sin samvittighed. I franske film får man altid en grundig beskrivelse af produktionsforhold og arbejdsgange, hvis de foregår i et fagligt miljø. Markedets lov er ingen undtagelse.

   Vincent Lindon fik skuespillerprisen, da filmen blev vist på Cannes Festivalen. I spændingsgenren er han som regel et anskudt handyr, der eksploderer (manden i Pour Elle, for eksempel), men han er fremragende i prosaiske hverdagsroller. Thierry Taugordeau er hans bedste figur siden Welcome (2009), hvor Lindon som bademester i Calais forsøgte at hjælpe en flygtningedreng, der ville svømme til England.

   

HELE Stéphane Brizés undertekst om forvitrende fællesskab og svunden solidaritet er skrevet i Lindons sørgmodige ansigt. Særligt fin er en scene først i filmen, hvor Thierry og hustruen (Karine de Mirbeck) prøver at sælge den campingvogn, som de og den udviklingshæmmede søn har delt et liv af ferier i.

   Det er varm, fransk realisme, når den er allerbedst. En tilstandsrapport, der slutter som en social gyser, men også et nøgternt blik på en værdig mand, der alligevel ikke vil sælge sin sjæl. Brizé brugte skæv romantik og et mumlende lune i Ikke her for at blive elsket og Mademoiselle Chambon. I Markedets lov tager han bladet fra munden. Den rensede tone klæder hans budskab.

Se også Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009); Brizé | Lindon: En guerre/ At War/ I krig (2018).

Markedets lov (La loi du marché). Instr.: Stephane Brizé. Manus: Olivier Gorce, Stéphane Brizé. Foto: Eric Dumont. 93 min. Frankrig 2015. Dansk premiere: 05.05.2015.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra New Wave Films (UK) 09.12.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2015

Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013)

AMERIKANSKE EXCESSER

En sanseudvidende skæbnefortælling

Af BO GREEN JENSEN

»OVERFLOD er skønhed,« skriver William Blake i Ægteskabet mellem Himmel og Helvede (1790). Et andet af Helvedes Ordsprog lyder: »Ad den vej, der hedder overmål, kommer man til visdommens slot«.

   The road of excess leads to the palace of wisdom. Det er i dén grad ikke tilfældet, hvis man betragter de excesser, som Martin Scorsese stiller til skue i sin seneste moralitet. Børsmægleren Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio) må eje alt og fortære det hele, mens han er konge af Wall Street. Alligevel bliver hans sult aldrig stillet. Mere vil hele tiden have mere, og visdom er ikke i kurs i finansgaden.

   The Wolf of Wall Street bygger på en erindringsbog, som svindleren skrev om sine bedrifter. Belfort skildrer, med slut skjult stolthed, hvordan det på fem år lykkedes ham at blive direktør for tidens hurtigste investeringsforretning, Stratton Oakmont, et guldrandet navn, som var fuldkommen fiktivt.

   Han ejede huse, biler, fly og en lystyacht. Han elskede penge og stoffer, som for ham var synonymer. Han elskede at strukture sin dag med quaaludes og amfetamin, fejre hver handel ved at puste blow op i endetarmen på endnu en prostitueret fra den lækre kategori, som gav slipsedrengene status. Han stjal fra de rige og gav til sig selv. I sin demokratiske drøm var han Folkets Mand og en succes til det sidste. Han overgav sig aldrig, og han havde integritet. Tåberne fik den nation, de fortjener.

FOR Belfort var Wall Street en slikbutik og en legetøjsforretning. Han blev trænet i faget af en af de bedste, Rothchild-mægleren Mark Hanna (Matthew McConaughey), som lærte ham om vejrtrækning, indianske åndemanersange og forbindelsen mellem adrenalin, aktiehandel og prostitution allerede over den første frokost.

   Det var i 1987, og den lærenemme stik-i-rend-dreng havde endelig fået chancen som provisionsbetalt voluntør hos et firma med traditioner. Desværre debuterede han ved telefonen den 19. oktober, da Dow Jones Indekset faldt 23% på få timer. Bastionen Rothchild gik ned på en dag. Efter Black Monday var ulveungen lige vidt.

   Alligevel rejste han sig og fandt en anden vej ind i huset, der brændte igen i 2008. Også derfor ser Belfort ser sig selv som en helt. Hustruen Teresa (Cristin Milioti), som han vist nok egentlig elskede, henledte hans opmærksomhed på en stillingsannonce. Et lurvet firma søgte mæglere trods krisen. Her mødte Belfort fænomenet pink stock, dvs. aktier i selskaber, som er for små til at blive noteret på Børsen. Provisionen var 50 procent, og myndighederne lod det passere.

BELFORT duperede alle med sin teknik. Kollegerne var fribyttere i træningstøj. Belfort tog de bedste med sig og slog pjalterne sammen med Donnie Azoff (Jonah Hill), en degenereret nabo, som havde børn med sin kusine. De skabte Stratton Oakmont ved snyd og bedrag, solgte dårlige aktier til grådige kunder, som aldrig fik en chance for at se, hvilken skotøjsæske, kontanterne forsvandt ned i.

   De beskidte penge blev vasket i Schweiz, fløjet ned fra London af tante Emma (Joanna Lumley fra Absolutely Fabulous), som afleverede dem til bankieren Jean-Jacques Saurel (Jean Dujardin fra The Artist), som forstod fidusen og sympatiserede. Det var gyldne tider og kronede dage. Teresa var nu skiftet ud med Naomi (Margot Robbie), trofæhustruen, som var så lækker, at Donnie måtte masturbere midt på gulvet, da hun kom til festen i Jordans eksklusive beach house.

   Naomi og Jordan fik en datter, som hed Skylar. Hun lærte sin far den kravleteknik, han fik brug for en aften, da ti autentiske quaaludes (fra før fremstillingsforbudet) slog så massivt igennem, at Jordan gik direkte fra savlefasen til spastikerfasen uden de liflige mellemtilstande. Samme aften kørte han Porschen til rotaryklubben, hvor FBI ikke kunne aflytte samtalen, han havde med sin sagfører. Jordan gik i krampe og lod sig trille ned ad trappen. Han oplevede alt i hyper-slowmotion.

DET samme gør tilskueren, som lader sig forføre. Det er hovedpersonen selv, der fortæller og præsenterer sin verden. Jordan taler ivrigt og anekdotisk, i den rablende form, som er brugt ovenfor. Han er stolt af det hele og har gode minder. Han er uden anger og vildt overfladisk, men også charmerende varm i sin glæde.

   Scorsese fremstiller børsuniverset i samme fart og med samme uvirkelighedspræg, som mafiamændenes verden blev skildret i klassikerne Goodfellas (1990) og Casino (1995). Også virkningen ligner. Det lykkes på én gang at skabe attrå og afsky. Filmen er både et heltedigt og en moralitet. Men glæden smitter mere end foragten. Det er så godt som umuligt ikke at nyde udsigten sammen med Belfort og hans soldater.

THE Wolf of Wall Street formulerer samtidig en kritik af det amerikanske system. Patrioten Belfort er stolt af sit flag. Han vælger navnet Stratton Oakmont, fordi det lyder som noget, der kunne være snittet i Mayflowers skrog. Han forklarer sit hujende personale, at firmaet er et billede på Amerika, når det er bedst. Det gør ingen forskel, om du var blandt de første pilgrimme eller drev i land på et bildæk fra Haiti. Du er i mulighedernes land. Mæglerne producerer intet, udretter intet, handler med skysovs og vindfrikadeller. Så længe kunderne geninvesterer, kan ingen i salen se forskel.

   Over for Jordan er anbragt en modstander med virkelig integritet. FBI-officeren Patrick Denham (Kyle Chandler) bider sig fast, kan ikke bestikkes med kvinder og stoffer, helmer ikke, før Belfort har lovet at nævne navne. »Vil I tvinge mig til at angive mine venner?« spørger Jordan. Juristerne taler udenom , men Denham skærer igennem: »Ja, vi vil have dig til at angive dine venner.« Der er ingen smilerynker nu.

   Belfort råber efter sin nidkære nemesis. Han håber, at Denham husker solen, champagnen og pigerne på lystbåden, når han sidder i undergrunden med ømme testikler og er på vej hjem til sin hæslige kone. Det gør Denham i et tonløst sekund, som Scorsese lader stå. Der er ingen sejrsstolthed at spore, skønt retfærdigheden på sæt og vis er sket fyldest.

FILMEN er stor i absurde sætstykker. Især den første time, hvor Belfort viser sin verden frem, er rig på surrealistiske optrin: dværgkastning i frokostpausen; strippere og marchorkestre; kvindelige kontorfrø, der lader sig kronrage for at få råd til større brystimplantater. 10.000 dollars for ydmygelsen. Miljøets menneskesyn er fantastisk.

   Belfort tjener millioner. Alligevel lader han homofobe kolleger blive Joe Pesci-brutale over for en butler, der har brugt penthouselejligheden til orgier og taget penge i skuffen med sokker. Jordan er inde og ude af fængsler, nødlander på plænen i en helikopter, forliser i en middelhavsstorm, da han vil nå Geneve via Monaco.

   Han er utro i alle ordets betydninger. Alligevel overlever en hengivenhed mellem ham og Naomi, også da hun føder barn nummer to og kræver skilsmisse. Sikkerhedsvagterne gør store øjne til se-men-ikke-røre-ritualet, som udspiller sig på børneværelsets væg-til-væg tæppe. I det mindste er Jordan en libertiner med manér.

FILMEN er skrevet af Terence Winter, som har skabt komplekse, korrupte og kriminelle rollemodeller i tv-serierne The Sopranos og Boardwalk Empire. Der er tre akter, som varer en time hver, sådan cirka. Det bliver en smule ensformigt inde i midten. Thelma Schoonmaker, der som sædvanlig har klippet filmen sammen med Scorsese, kunne have skåret ti minutter i hver og afleveret en strammere film. Men så var quaaludes-scenerne måske endt på gulvet i børneværelset. Det er stor film med gavmilde digressioner, og den bruger det brede format til at ånde. Ved vejs ende er man udmattet, men vil gerne se det hele igen.

   Leonardo DiCaprio er på lærredet i hver scene. Som regel er han også i centrum. Det er hans femte hovedrolle hos Scorsese, og han bærer filmens hjerte med glans. Der er et sobert efterspil, som lader Belfort beholde noget af æren. Wall Street beskrives som gangsternes verden, og DiCaprio holder den i sine hænder. Han er aldrig mindre end karismatisk, og han er ofte adskilligt mere end dét.

ROBBIE Robertson har kompileret musikken, som husker at slutte med McConaugheys »Money Chant«. Der er spor af Brian De Palmas Scarface (1983), Oliver Stones Wall Street (1987) og Ridley Scotts American Gangster (2007). The Wolf of Wall Street er en sanseudvidende skæbnefortælling, et signalflag til Idiotvinden og en kommentar til den aktuelle økonomi.

   Vi lever i liberalistiske samfund, hvor jagten på lykke bestemmes af, hvilken kurs matadorpengene står i. Vi har den struktur – og de finansmænd – vi fortjener. Jordan Belmont må være et pragteksemplar.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Wolf of Wall Street. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Terence Winter. Foto: Rodrigo Prieto. 179 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.

Fotos: Red Granite Pictures/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 14.12.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.01.2014

David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]

LØGN OVER LØGN

Når to narcissister fortjener hinanden

Af BO GREEN JENSEN

DAVID Finchers tiende spillefilm er en stramt komponeret krimihistorie, som lader to upålidelige fortællere forvirre tilskueren med modstridende versioner af et forløb, der lægges frem i nøje afmålte doser. Hele idéen er, at publikum skal lade sig forføre af først den ene, så den anden fortæller. Man bør derfor vide så lidt som muligt, hvis filmen skal virke efter hensigten. Læs derfor kun videre, hvis du allerede kender den populære thriller af Gillian Flynn, som ligger til grund for Finchers filmatisering.

   Flynn har selv bearbejdet romanen, som fungerer på mange niveauer, skønt præmissen for så vidt er enkel. Nick og Amy Dunne (Ben Affleck og Rosamund Pike) har 5 års bryllupsdag, da han kommer hjem til huset i North Carthage, Missouri, og finder knust glas under vinduet. Til gengæld er Amy forsvundet. Han kontakter politiet og kommer hurtigt til at stå øverst på listen over mistænkte.

KRIMINALFOLKENE Boney (Kim Dickens) og Gilpin (Patrick Fugit) finder blodspor i køkkenet. Der er fejl i Nicks forklaring, vitale informationer, han har udeladt, og fundet af Amys dagbog bliver en særligt belastende faktor. Den fortæller en anderledes mørk version af historien om det gyldne par. Her er Nick en voldelig ægtemand, der har brugt sin hustrus penge på golfkøller og en gigantisk fladskærm. At disse ting står i garagen hos Nicks søster, Margo (Carrie Coon), øger sandhedsværdien af dagbogens udsagn. Amy skriver, at hun frygter for sit liv.

   Der er hans version og hendes version. Længe lytter man primært til ham, mens fortiden eksponeres i flashbacks, som stammer fra hendes dagbog. Begge forklaringer overbeviser; begge forstår at fingere en stemning og konstruere plausible detaljer. Midtvejs bliver der vendt op og ned på alle begreber. Så følger parrets fælles historie, der bliver fortalt i en mere objektiv form. Meget er stadig oppe i luften, men ét står fast: de to ægtefæller fortjener hinanden.

NICK og Amy mødtes på Manhattan i 2007. Begge havde skrivejobs. Begge fandt den anden part befriende forskellig fra hoben af opblæste almindeligheder. Begge nød at spille en spændende og romantisk rolle i filmen, som den anden iscenesatte. Som ægte narcissister var de skabt for hinanden. Som alle narcissister syntes de, at de selv var lidt mere interessante. Det var i hvert fald let at blive et par.

FACADEN krakelerer, da finanskrisen kommer i 2008. Begge mister deres arbejde. Det gør i første omgang ikke så meget, for Amy lever i virkeligheden af royalties, hendes forældre har tjent på at skrive en serie elskede børnebøger om Amazing Amy. Amy hader sine forældre, fordi de stjal hendes barndom. I bøgerne var hun et gyldent barn, som kunne og ville det hele. I virkeligheden var hun en ordinær lille pige.

   Vi ved fra Nick, at Amy er den fødte manipulator. Selv fremstår han som en lidt indolent, men dybest set også gedigen mand, der har fundet det svært at vende hjem til fødebyen. Han har åbnet en bar, som giver underskud. Han underviser i creative writing. Da det viser sig, at han har et forhold til en studerende, bliver hans troværdighed yderligere undermineret. For resten var Amy vist nok gravid. Så hvem manipulerer mest, og kunne Nick være den psykopatiske sjuft, som Amy beskriver?

   Alle viser sig fra deres værste side, da Amys forsvinden bliver varmt mediestof. Filmen har sin virkelige styrke i den satiriske, men ikke urealistiske skildring af tv-stationernes hæmningsløshed, studieværternes standret, groupier, der lægger fotos på Twitter, hele aftrykket af den offentlige mening, når den er værst. Fordi Fincher er en misantrop på niveau og i klasse med Alfred Hitchcock, bliver ingen skånet undervejs: ikke Nick, ikke Amy og absolut ikke publikum. Hér er den mediekultur, vi fortjener.

BÅDE i filmen og bogen taler Nick og Amy med hver sin stemme. Film er dog et mere bogstaveligt medium, og at publikum faktisk ser tingene ske, inklusive de løgne som bliver fortalt, øger troværdighedspræget af begge versioner. Fincher instruerer i sin sædvanlige, klinisk afmålte stil, der er blevet kaldt precision noir. Historien ligger perfekt for hans metode. Det er løgn over løgn til det sidste, og måske er sandheden simpelt hen pillet i stykker, da der ikke er flere bedrag at bestyre.

   Ben Affleck er både tillidvækkende og tilpas uaflæselig som den nødstedte Nick. Rosamund Pike fungerer lige godt som gylden pige, forurettet furie, trailer trash og regulær sociopat. I forbifarten registrerer filmen en kriseramt nation. Sandheden skrives af den dygtigste løgner, og al sympati er til salg for en slik.

   Nick lærer på den hårde måde, at det gælder om at smile på de rigtige steder. På en i øvrigt solid rolleliste gør Tyler Perry særligt indtryk som superadvokaten, der forstår spillets regler og trives med hele det glitrende show.

   Der er meget, man ikke vil røbe af hensyn til historien og måden, som Fincher fortæller den på. Midtvejs ved man, hvad der blev af Amy, men krigen bliver ved til det sidste, og efterhånden er det snarere bedragets omfang, som fascinerer. Filmen er et generationsportræt, en ægteskabsskildring og en sønderlemmende kulturkritik. Den er for resten også en udmærket thriller, omend af den mere vidtløftige slags.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021].

Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Instr.: David Fincher. Manus: Gillian Flynn. Foto: Jeff Cronenweth. 145 min. USA 2014. Dansk premiere: 23.10.2014.

Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt. Oversat efter Gone Girl (2012) af Charlotte A.E. Glahn. 492 s. Forlaget Gad, 2013.

Fotos: Twentieth Century Fox/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Crown Publishing, Forlaget Gad

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [includes Amazing Amy Book] 02.02.2015

Weekendavisen Kultur 24.10.2014