Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999)

GADERNE OM NATTEN

Som at komme jod på et brandsår

Af BO GREEN JENSEN

DET er ikke nogen loppetjans at køre ambulance i New York. Frank Pierce (Nicolas Cage) har fungeret som redder i fem år, da vi møder ham i første scene af Bringing Out the Dead, og han har tæret på ressourcerne mindst et år for længe.

   Frank har nået en tilstand af udmattelse, hvor bevidstheden ikke vil give slip, når han skal sove, og hvert mistet liv anfægter ham personligt. Især gadebarnet Roses død går ham på. Frank har vænnet sig til at høre stemmer og have særdeles livagtige hallucinationer. Bristepunktet passerede han for et godt stykke tid siden. Nu er det bare et spørgsmål om, hvor længe en udbrændt mand kan fungere.

   Martin Scorseses film følger Frank over to døgn og tre nervepirrende nattevagter i begyndelsen af 1990erne. Paul Schrader har skrevet manuskriptet på baggrund af Joe Connellys roman om sin tid i ambulancetjenesten. Det er dog ikke en tv-dokumentarisk tone, som den sorte film efterstræber. Intet er håndholdt, grynet eller tilfældigt. Snarere skildres de hårde gader i en stiliseret form, der ligner storbyens svar på Dantes Inferno.

   Enkelte dagscener viser et andet, mere ordinært sted, hvor ingen genfærd truer. Det er om natten, at de døde kommer frem, og både filmen og Frank lever stærkest i mørket, som godt kan være smukt, når det slår gnister.

FILMEN om Frank er den fjerde, som Scorsese og Schrader har skabt i fællesskab. Fordi Bringing Out the Dead handler om en presset mand, der kører bil i New Yorks hårde gader om natten, er den ikke overraskende blevet sammenlignet og sidestillet med signaturværket Taxi Driver (1976).

   Frank Pierce og Travis Bickle har dog kun ydre træk tilfælles. Frank er en god mand, som vil redde liv, og hans omsorg for gadens forkomne eksistenser er ægte. Travis var en traumatiseret sociopat, som det slog klik for. Han ville ikke hjælpe, men »rydde op« i asfaltjunglen. Frank er måske endda bange for at blive som Travis Bickle. Han vil ikke være Guds Ensomme Mand. Han har sikkert set Taxi Driver, da han var teenager. 

   Det undrer ikke, at Frank er i krise. Ambulancearbejdet er selv under de bedste omstændigheder a losing battle, et slag i en krig, som på forhånd er tabt, men i Hell's Kitchen svarer opgaven til at smøre jod på en forbrænding. Tricket er ikke at tage tingene personligt.

   Det er lykkedes for makkeren Larry (John Goodman), den første af de maleriske kolleger, vi følger i selskab med Frank. Larry tænker mest på mad, familien derhjemme og drømmen om at etablere sin egen ambulancetjeneste, så han kan blive radiostemmen, der dirigerer vognene rundt. Siden følges Frank med den livsglade Marcus (Ving Rhames), en genfødt kristen der kører bil som død og helvede. Endelig deler han en vagt med Wolls (Tom Sizemore), som er regulær psykopat.

FÆLLES for makkerne er, at de har en appetit på arbejdet, det næste katastrofetilfælde, den næste situation som kan gøre en forskel. Denne følelse har Frank mistet. Siden Rose døde, ser han hende overalt, i en enkelt scene helt bogstaveligt. Han trænger til at redde et liv, men da han og Marcus forløser et sæt tvillinger, er det Frank som står med den døde pige, mens Marcus kan sole sig i en nyfødt drengs forurettede klynken.

   Frank indser, at hans træning kun gør en forskel i ti procent af tilfældene. »I came to realize that my work was less about saving lives than about bearing witness,« fortæller han. »Jeg indså, at min arbejde ikke var et spørgsmål om at redde liv, men om at være til stede som vidne.«

   Bringing Out the Dead er Franks vidnesbyrd.

DET er en svær og en hård film at se. Man misser mod lyset, da man lukkes ud af Franks mørke, men udbyttet er anstrengelsen værd, ikke mindst fordi Scorsese og Schrader fravælger de genreelementer, et hurtigt thrillerplot, et højt melodrama eller den lutrende »trods alt var ingenting forgæves«-slutning, der kunne løfte oplevelsen, men ville forråde Franks vidnesbyrd.

   En stilfærdig forbindelse opstår mellem Frank og Mary (Patricia Arquette), en reformeret junkie som er datter af den mand, han og Larry med nød og næppe henter tilbage fra døden i første scene. Han svæver filmen igennem mellem liv og død, hjertet chokeres i aktion femten gange, og hvis han lever igen, vil det blive som grøntsag. Men Frank begynder at høre hans stemme, og på Marys sofa kan han for første gang i lang tid falde rigtigt i søvn.

ELLERS er her syrede hjemløse; elegante narkohandlere; overanstrengte læger, pushere og prostituerede. Nicolas Cage er på lærredet i samtlige scener og yder en indsats, der kan måle sig med hans portræt af den døende dranker i Mike Figgis’ Leaving Las Vegas (1995).

   Enkelte elementer er lidt for selvbevidst kunstfærdige, for eksempel den anstrengte situationskomik i Franks samtaler med centralens bestyrer og den digitale åbenbaring, der lader Frank trække genfærd op af stenbroen, så de døde kan leve igen, som det står skrevet.

   Andre scener er simpelt hen perfekt realiseret. Det gælder stort set alle de indblik, vi får i skadestuens groteske rutiner. Frank Pierce er både en anfægtet helt og et troværdigt hverdagsmenneske. Dem er der ikke mange af i tidens amerikanske film.

Se også Martin Scorsese: The Irishman (2019); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: Raging Bull (1980).

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018) og Paul Schrader: The Card Counter (2021).

Bringing Out the Dead (Nattens skygger). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader. Foto: Robert Richardson. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 31.03.2000.

Fotos: De Fina-Cappa/ Paramount/ Touchstone/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på DISNEY+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2000