Translate

lørdag den 12. februar 2022

Brad Anderson: The Machinist (2004)


TERRAIN VAGUE

K er for Kafka, D for Dostojevskij

Af BO GREEN JENSEN

HAN vejer 49 kilo og har ikke sovet i et år. Allerede første gang kameraet finder maskinarbejderen Trevor Reznik (Christian Bale) kan man se, at noget er galt. Indtrykket bekræftes, da vi næste gang ser ham ved havet, i færd med at slæbe et gulvtæppe ned.
   To fødder stikker ud. En vagt nærmer sig. Panik sætter ind. Reznik skubber tæppet ned og vender sig i lyskeglen. Vi ser hverken manden med lygten eller kroppen, som må have været i tæppet. Kun Rezniks forskræmte, udtærede ansigt.
   Der er en særlig undergenre, den paranoide identitetsfabel, som udspiller sig i en enkelt bevidsthed og solidariserer sig så fuldkomment med den subjektive synsvinkel, at publikum må gøre det samme. Et eksempel – og en forløber for The Machinist – er Christopher Nolans Memento (2000), om en mand med beskadiget korttidshukommelse.
   Hvad der er virkeligt for den centrale person – lad os kalde ham »helten« i mangel af bedre – bliver også sandt for publikum. Vi har ikke andet at holde os til, og kampen mod vrangforestillinger er under alle omstændigheder heroisk. Det er altid sundt at se disse film, fordi man får en akut fornemmelse af, hvad det vil sige at leve på kanten af virkeligheden.




SELV en mand, som er ude at svømme, må have nogle anduvningsmærker. Reznik fungerer i rutinen på fabrikken, bogstavelig talt som en søvngænger. Han betjener maskinerne, omgås sine kolleger, bevarer de patetiske rester af en social berøringsflade.
   Hjemme i lejligheden skriver han sedler til sig selv og skurer hænderne med blegemiddel. Det er ikke godt, men det kunne have været værre. Egentlig skræmmende er kun de sedler, han ikke selv har skrevet. Dén med galgen, for eksempel, som sidder på køleskabsdøren og for hver dag bliver mere udførlig.




HAN har nærkontakt med to individer, to kvinder, som begge vil ham det bedste, men som måske ikke, når det kommer til stykket, er gjort af lige håndgribeligt stof.
   Den prostituerede Stevie (Jennifer Jason Leigh) ville gerne lægge arbejdet fra sig og tage chancen sammen med sin stamkunde. »Hvis du bliver tyndere, vil du slet ikke eksistere,« siger hun til Trevor, hvis taljemål efterhånden er nede i str. 26.
   Præcis det samme siger Marie (Aitana Sánchez-Gijón), der serverer i cafeteriet, hvor Trevor tager hen når han ikke kan sove. Sådan er der i hans bevidsthed. Ordstumper flyder frem og tilbage, billeder bliver gentaget, ting sker og sker så alligevel ikke.



HVORDAN kan man vågne, når man ikke kan sove? Den tynde mand har sine allierede. Han læser Dostojevskijs Idioten, når han ikke bleger hænder eller råber ad spejlet. Den skelsættende arbejdsulykke, som Trevor er skyld i og som koster kollegaen Miller en arm, ligner de pertentlige kausalitetsskitser, som Franz Kafka udfærdigede i sin egenskab af forsikringstaksator.
   Det er i den slags erkendelse, at The Machinist udspiller sig. Sproget er engelsk, men Brad Andersons film er optaget i Spanien, i en forstad til Barcelona. Der er en stedløshed og en gennemgribende usikkerhed over alt i denne verden. Et terrain vague forstørret til at fylde et menneskes virkelighed.




DER går lang tid, før Trevors vinkel bliver så skæv, at vi som publikum må træde tilbage. Da er man kommet til at holde så meget af ham, blive medlidende i konkret forstand, at spændingen om sammenhængen bliver ubærlig.
   Trevor fantaserer om et komplot. Vi forstår, at det ikke kan være sådan, men hvem er den grinende djævel med læderjakke, solbriller og groteske deformiteter? Hvad er det med flugtbilisten i vognen, der har samme nummerplade som Trevors gamle bil? Med servitricen Maria og hendes epileptiske søn, som Trevor tager med i Route 666, en ualmindeligt djævelsk forlystelse? Med fotografierne, hvor ansigter ændres, kommer og går?




VED et gensyn vil man se, at mange interne spor er lagt ud, men virkningen er stærkest første gang, man følger Trevor Reznik frem til den ubønhørligt logiske slutning, som venter i hjertet af labyrinten.
   Her skal intet røbes, men der er grund til at formulere en forsikring: der er i denne film ingen dæmoner, ingen lyssky regeringsagenter, ingen aliens eller andre paranormale fænomener på spil. Alt ved mysteriet er psykologisk betinget, og det er i psykologien, at gåden finder sin løsning. Undervejs vil du føle dig lige så drænet, febrilsk og desorienteret, som Reznik lever meget af tiden.



CHRISTIAN Bale har tabt sig – 28 kilo – til ukendelighed for at spille Trevor. Det er en af hans bedste roller til dato, men hverken sultekunsten eller søvnløsheden er det mest bemærkelsesværdige ved denne film. Styrken sidder i selve historien, som ikke bliver mindre forfærdende konkret, fordi døden til sidst får en årsag. Man følger filmen med alle sanser, for intet er sikkert i denne mands verden. The Machinist må være en af årets bedste film.


The Machinist. Instr.: Brad Anderson. Manus: Scott Kosar. Foto: Xavi Giménez. 90 min. Spanien 2004. Dansk premiere: 21.08.2004 (CIFF); 03.12.2004 (biodistr.).


Fotos: Filmax Group/ Castelao Pictures/ Paramount Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames ikke i DK - i Spanien på Amazon Prime; i Frankrig på Google Play; i UK på iTunes, Amazon Instant og YouTube Movies - Blu-ray fra Tartan Video 2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2004.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar