Bogen og filmen: John Prestons The Dig (2021)

BEGRAVEDE SANDHEDER
Mentalitetshistorisk arkæologi

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder og slutter med jorden i England. Simon Stones meget stilfulde film om The Dig fortæller i sneglefart og med akkuratesse om den arkæologiske udgravning, som fandt sted ved Sutton Hoo i Suffolk i 1939.

   Edith Pretty ville undersøge fire høje, som fandtes på hendes marker. Hendes mands død gjorde det blot mere vigtigt. De havde altid talt om at komme til bunds i, hvad højene, som måtte være menneskeskabte, kunne rumme. Edith kontaktede derfor Basil Brown, en selvlært arkæolog, som kun var tilknyttet Ipswich Museum af nød. Han ville meget mere med sit liv.

   Basil Brown var skeptisk. Selv hvis højene rummede rester af en skibsbegravelse i vikingetiden, var skattene, som de døde fik med sig, sikkert fjernet af røvere for længe siden. Men han forstod, hvorfor projektet var vigtigt for Edith Pretty, og hun betalte ham anstændigt. De delte en underforstået respekt, som bestod gennem hele forløbet, der fulgte.

   Udgravningen begyndte i foråret. Alle vidste, at krigen mod Tyskland kunne komme når som helst, og det gav arbejdet en særlig intens kvalitet. I den største høj var der for det første aftrykket af et 27 meter langt skib. For det andet var der våben, smykker og gyldne brugsgenstande i gravkammeret. Især hjelmen fra Sutton Hoo er markant.

DER var andre skibsbegravelser, både i England og Skandinavien. Denne betød noget særligt, fordi man kunne kalde den angelsaksisk. Charles Phillips fra British Museum overtog arbejdet og satte sine egne folk i gang. Men Basil og Edith stod fast og holdt sammen.

   Disse fjerne ting er emnet for en af årets bedste film. Historien om Sutton Hoo-fundets betydning i den nationale selvforståelse er udredt andetsteds. Også den arkæologiske dybde. Jeg vil her se på filmen og den litterære tradition, som The Dig knytter an til.

 

FOR filmen handler i grunden om alt muligt andet end arkæologi. The Dig bruger faget på samme måde, som Herman Melville bruger hvalfangst i Moby Dick. Alt er korrekt beskrevet og fylder i teksten. Men stoffet stikker dybere.

   Forlægget er en roman af John Preston fra 2007. Det er en raffineret konstruktion, som lader Edith og Basil fortælle på skift. I epilogen er det Ediths søn, den voksne Robert Pretty, som i 1965 ser tilbage og runder af.

   Det gør han i samme elegiske tone som fortælleren i L.P. Hartleys The Go-Between (1953, da. Gudernes sendebud). Det er den super-britiske bog, som begynder med sætningen: »Fortiden er et fremmed land: man opfører sig anderledes dèr.« [The past is a foreign country, they do things differently there.] Harold Pinter skrev manuskriptet til Joseph Loseys ikoniske filmatisering (1971) med Julie Christie. I 2015 instruerede Pete Travis en ny version med Joanna Vanderham og Vanessa Redgrave.

BLANDT andre forfatteren Ian McEwan har lovprist Prestons besnærende bog. Det kunne skyldes, at den har samme (im)puls som hans egen Atonement (2001, da. Soning), både med hensyn til tiden og atmosfæren. Det handler om erindringens væsen og om, hvorvidt historien kan ændres ved kunst. Joe Wright filmatiserede Soning i 2007. Det er for den sags skyld samme blik på det svundne, der forklarer, hvorfor man som læser bliver grebet af den sentimentale metafysik i Brideshead Revisited (1945, da. Gensyn med Brideshead) af Evelyn Waugh.

ALLE disse fortællinger føler en samhørighed med jorden. Når man tilføjer arkæologien som tema, bliver den begravede fortid konkret. Det er selve livet, som afdækkes. Intet er fotogent som et landskab, der røber sine hemmeligheder, når det er sommer. Der er lange dage med dyb arbejdsro. Der er tordenstormen, som kommer brat og truer projektet, mens lige så store kræfter raser i karakterernes sind. Der er klassesamfundet i koncentrat, for nogen skal grave, mens andre bestemmer, hvor der skal graves.

   Processen har altid en lægende virkning. I J.L. Carrs A Month in the Country (1980) bruger to unge mænd deres sommer på at restaurere et kalkmaleri. Året er 1920, og den ene er mærket af krigen. Men i tiden på landet giver traumerne slip. Der er en ufuldbyrdet kærlighed. Hos Carr gælder det en ung præstefrue. Carrs bog blev filmatiseret af Pat O’Connor i 1987. Kenneth Branagh, Colin Firth og Natasha Richardson kan ses i deres zenit.

OGSÅ hvis sigtet er anti-nostalgisk, bliver udgravningen en konkret metafor. Angus Wilson nævner faktisk Sutton Hoo i sin lige så stilskabende Anglo-Saxon Attitudes (1956). Her plages den fremmedgjorte fortæller af sin viden om et arkæologisk falsum, et fallisk idol, som ændrede tidens syn på historien. Men fortællerens ven ville narre sin far. Vennen tog til fronten og blev dræbt. Fortælleren havde et forhold til hans kæreste. Der er gravlagt skyld i lange baner. Anglo-Saxon Attitudes er fremragende dramatiseret. Andrew Davies skrev en solid miniserie til Thames Television i 1992.*

THE Dig kender til disse fortilfælde og ved, at fortællingen skriver sig ind i en tradition. Det gør karaktererne heldigvis ikke. De lever deres liv. Både Basil Brown og Edith Pretty finder trøst i bevidstheden om kontinuitet, men de betragter ikke sig selv som en ouverture til vores tid. De lever og ånder i nuet.

   Simon Stone og Moira Buffini, som har bearbejdet Prestons roman, falder aldrig for fristelsen til at lade Basil og Edith have romantiske følelser for hinanden. Ralph Fiennes er indbegrebet af landlig engelskhed som den solide arkæolog, der ved mere om jorden, end stjernerne fra London gør. Carey Mulligan er for ung til at spille Edith Pretty, som hun mildest talt ikke ligner, men hun er god til at udtrykke sorgen. Drengen forstod ikke alting, da han løb rundt på højene med Basil Brown. Men han forstår det i 1965.

VIST bliver fortrængte passioner afsløret. De er lagt hos Peggy Piggott (Lily James), som i bogen er den fjerde fortæller. Hun og Stuart (Ben Chaplin) kommer direkte fra deres bryllupsrejse for at arbejde ved Sutton Hoo. Stuart var en af Charles Phillips’ elever. Peggy er selv arkæolog. Hun indser for det første, at Stuart er homoseksuel og for det andet, at hun elsker Ediths fætter, Rory Lomax, som også i virkeligheden tog feltfotos.

   I filmen lever disse fotos. Peggy finder modet til at sige fra og gøre sig fri. Det er ovenikøbet Edith Pretty, som råder hende til det i en scene, hvor de foregiver at tale om andre ting, skønt begge ved – og ved, at den anden ved – hvad det gælder.

   Det er frem for alt dét, som er godt i The Dig. Sjældent er det uudsagte formidlet så civiliseret. Det er den britiske faktor i filmen. Fans af den amerikanske skole vil føle, at de sidder i et læskur og venter på bussen. Eller ser på maling, der tørrer i solen.

BASIL og Edith forstår hinandens grunde til at grave og deler kærligheden til jorden. The Dig er nok ikke et nyt hovedværk. Men filmen er et sjældent veludført genrestykke, der kender sin baggrund og virker perfekt. Det er noget af det bedste, som Netflix har sat penge i.

   De må endelig læse John Prestons roman. Og se Sutton Hoo-skatten, når vi begynder at rejse igen. Den overlevede krigen og findes på British Museum. Nu bliver også Basil Brown krediteret for fundet.

Se også Bogen og filmen: Beowulf (ca. 800/2007) og Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/Soning (2001/2007).

*) Anglo-Saxon Attitudes ser gammel og sammenklemt ud 30 år efter. Det gør næsten alt tv fra før den digitale letterboxtid. Især produktioner fra 80erne og begyndelsen af 90erne er præget af de æstetiske valg og fravalg, som fulgte med 1.33:1-formatet. Men det er stadig en dramatisering, som står sig.

   Gerald Middleton spilles som ældre af Richard Johnson (1927-2015) og som yngre af Douglas Hodge. Tara Fitzgerald er den unge Dollie Stokesay i Geralds erindring, mens Dorothy Tutin (1930-2001) er gemt til gensynet i den sidste episode. Strukturen sammenfletter udførlige nutidsscener og kortere flashbacks, der gentages og typisk kommer til Gerald, når han sidder bag i bilen og skal møde den ene eller anden fra dengang i 1912, da grunden blev lagt til de ting, som indhenter og forløser ham i 1950erne.

   Andrew Davies (f. 1936), som bearbejdede Angus Wilsons roman, var en kombineret Peter Morgan/Julian Fellowes for sin tid. Han etablerede husstilen i 90ernes og 00ernes serier. Det var Davies, som i 1990 skrev den første version af House of Cards (baseret på en roman af Michael Dobbs) og fandt på at lade Ian Richardson bryde den fjerde væg og tale direkte til tilskueren. Davies har skrevet henved 50 store britiske serier. Han er 85 år i 2022, men stadig meget aktiv. Senest skrev han Sanditon (2019) og BBC-dramatiseringen af Vikram Seths A Suitable Boy (2020).

   Anglo-Saxon Attitudes har kuriosaværdi: en ranglet Daniel Craig debuterer som 24-årig i rollen som Gilbert Stokesay, der har anbragt det historiske falsum i udgravningen, og en 16-årig Kate Winslet, som er det modsatte af ranglet, medvirker i en selskabsscene. Angus Wilsons bog findes ikke på dansk. Samme forfatters Hemlock and After (1952) udkom i 1953 med titlen Skarn og skarntyde. Fremantle Media udgav miniserien på dvd i 2007. Den bliver desværre ikke streamet noget sted.

The Dig. Instr.: Simon Stone. Manus: Moira Buffini. Foto: Mike Eley. 112 min. UK 2021. Dansk premiere: 29.01.2021 (Netflix).

John Preston: The Dig. 232 s. Viking Press, 2007.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ British Museum/ Sutton Hoo Visitors Centre/ Michael Joseph/ Penguin Books/ Gyldendal

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.01.2021