Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004)

SOM EN DATTER

En sjælden og god boksefilm

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILMEN er en hævdvunden genre, der gennem tiden har frembragt en lang række titler, vi tæller som amerikanske klassikere. Traditionelt er det også en maskulin genre.

   I moralske dramaer som Mark Robsons The Harder They Fall (1956), John Hustons Fat City (1972) og Martin Scorseses Raging Bull (1980) ser vi sindbilledet på martret maskulinitet, når det stolte handyr gradvis forvandles til et misbrugt ringvrag, for måske i den store kamp at rejse sig og slå igen en sidste gang. Det er slutningen, vi alle elsker, skønt den næppe er realistisk. Selv Sylvester Stallones serie om Rocky Balboa (1976-2006) har momenter.

   Ikonet Clint Eastwood (f. 1930), der med alderen blot bliver bedre som filmskaber, har i Million Dollar Baby drejet en række af boksefilmens klicheer, samtidig med at han hylder grundformen og overholder genrens konventioner. For eksempel er fortællingens fighter en kvinde.

   Frankie Dunn (Eastwood) har ikke lyst til at oplære endnu en bokser, da Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) opsøger ham i det skrantende træningscenter. Og slet ikke en kvinde. Hans bedste bokser har svigtet ham for en mere risikovillig – det vil sige hensynsløs – manager. »Det ville ikke være så hårdt, hvis du ikke var så forbandet gammel,« siger bestyreren Scrap (Morgan Freeman), der fungerer som filmens fortæller.

   De to mænds fortrolige tone er en af attraktionerne i Million Dollar Baby. Scrap mistede synet på det ene øje, fordi Frankie ikke standsede hans kamp nr. 109. Kun Frankie føler skyld. Scrap har fundet et helle for verden i klubben, hvor han bor i et baglokale.

MAGGIE er allerede fyldt 30. Hun kommer fra underklassen. Hendes familie bor i en trailer langt pokker i vold og lever helt principielt af socialhjælp. Hun er ingenting og har ingenting. Blot en betingelsesløs vilje til at træne, adlyde Frankie og blive den bedste bokser i verden. Frankie slår sig længe i tøjret, men overgiver sig endelig. Scrap har kapituleret for længst.

   Der er én krølle mere i forhistorien. Eastwoods figur har selv været bokser og må også have sat et ægteskab overstyr. I hvert fald svarer hans datter aldrig på de breve, han sender til Irland hver uge. Så Frankie læser gælisk, mens han træner sine boksere. Han citerer Yeats’ »Innisfree« og giver Maggie kunstnernavnet »Mo Chuisle«, da hendes karriere er undervejs.

   Først i en uforglemmelig scene til slut – det er hér, at netop hårde mænd og alle verdens fædre græder – får Maggie at vide, hvad navnet betyder. Det er en af de scener, man gemmer i krukken med tidløse filmøjeblikke. Det er den forløsning, som hele Million Dollar Baby har bygget op til.

MILJØET er rigt på detaljer; spillet hos den centrale trio er i særklasse hele vejen. Som tilskuer læner man sig tilbage og følger den hårde træning; de første barske kampe, den relative modgang, sejrenes brusende sødme; de ubegribelige øjeblikke, hvor en brækket næse må knækkes på plads; ofrene, alle bringer for sagen, og den voksende tillid mellem den gamle træner og den unge kvinde. Det er klart, at Maggie ser en far i Frankie. Det er klart, at hun bliver som en datter for Frankie. Filmen overdriver dog aldrig motivet. Overhovedet er Million Dollar Baby realiseret med upåklagelig takt.

DER er få overraskelser i filmens første akter. Snarere fæster man sig ved den rituelle kvalitet i skildringen af Maggies vej til toppen, og man har faktisk set en hel film, som sagtens kunne standse og kalde sig færdig, da hun går i ringen til den sidste store kamp i Las Vegas.

   Her sker noget, der udløser yderligere 40 minutter, hvor man ikke er sikker på nogen verdens ting. Det er i opbyggelsen, at Eastwood konsoliderer sin håndværksmæssige teknik, men det er i slutdelen, at han skaber noget for alvor unikt.

MILLION Dollar Baby er en umådeligt tilfredsstillende filmoplevelse, grundig i sin miljøskildring, omhyggelig i sin persontegning og stoisk i sit grundlæggende livssyn, som boksefilmen oftest og som Eastwoods egne arbejder altid har været. Som spiller er han en åbenbaring i denne film. Hilary Swank har den mest fysiske rolle og fremstiller sin skikkelse kompromisløst, men Eastwood bærer et helt livs kompromiser med sig og skaber med Frankie Dunn en af sin karrieres mest overbevisende skikkelser.

MILLION Dollar Baby bygger på flere noveller fra Rope Burns: Stories from the Corner af F.X. Toole, et pseudonym for den irskfødte Jerry Boyd (1930-2002), som kendte boksemiljøet indefra. Det er en i alle detaljer gennemarbejdet film. Eastwood har selv komponeret musikken, der stilfærdigt tilfører filmen dybde uden at diktere vore reaktioner. Efter Unforgiven (1992) og Mystic River (2003) er Million Dollar Baby endnu et sent højdepunkt i den amerikanske mesters filmværk. Den lille film er slet og ret uforglemmelig.

   Million Dollar Baby var Oscar-nomineret i 7 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste instruktion (Eastwood), Bedste kvindelige hovedrolle (Swank) og Bedste mandlige birolle (Freeman).

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); 

Million Dollar Baby. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Paul Haggis. Foto: Tom Stern. 133 min. USA 2004. Dansk premiere: 21.04.2005.

Fotos: Warner Brothers/ Malpaso Productions/ Lakeshore Entertainment/ StudioCanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.04.2005