Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016)

NÅR BESATTE MÆND FORELSKER SIG
En blid lille film om den hårdeste sport

Af BO GREEN JENSEN

OLLI Mäki (1936-2019) var en lille finsk bokser, som skabte store overskrifter, da han mødte amerikaneren Davey Moore (1933-1963) i en kamp om verdensmesterskabet i fjervægt.*

   Det skete den 17. august 1962 på det olympiske stadion i Helsinki, og kampen var en fjer i hatten, både for Finland som boksenation og for Mäkis energiske promoter, Elis Ask, der var tidens finske svar på Mogens Palle.

   Mäki vandt ikke kampen. Han blev tværtimod slået ud i anden omgang og måtte høre for det gennem resten af en karriere, som i øvrigt var lang og agtværdig. Alligevel var det »den bedste dag i Olli Mäkis liv«. Her valgte han én gang for alle at sætte nærværet over sine sejre i ringen og træningens krav om splendid isolation.

   Jeg anede intet om Olli Mäki, da jeg så Juho Kuosmanens herlige film første gang. Det var på Cannes Festivalen 2016, hvor den blev vist i Un Certain Regard-programmet. The Happiest Day in the Life of Olli Mäki fik både UCR-prisen og et Camera d’Or for årets bedste debut.

   Filmpriser ligner boksetrofæer: Forgyldte figurer, der står på en hylde og samler støv; bizarre små skulpturer med en relativ symbolværdi. Det er sådan en film, man skal se, før postyret giver mening. I referat er den bare en lille finsk ting.

KUOSMANEN tegner et varmt portræt af bokseren og hans svundne tid, der ligner Danmarks 50ere ikke så lidt. Det sker i fine sort-hvide billeder og med Jarkko Lahti i rollen som Mäki. Eero Milonoff er Elis Ask, som har et sønderslidt familieliv og satser alt på VM-kampen, men filmens livgivende sol er Oona Airohla, som spiller kvinden, der blev bokserens skæbne.

   Olli havde muligvis tabt, også hvis han ikke var blevet forelsket i Raija Jänkä. Efter at have bokset som amatør og vundet EM-titlen i letvægt, måtte Mäki sulte sig og træne ekstremt for at nå ned på de 57 kilo, som er den øvre grænse i fjervægt. Man har set de scener mange gange i amerikanske boksefilm, hvor det aldrig kommer på tale at træde ned og gå sin vej.

DEN rituelle træning findes også hos Kuosmanen, men hans film er gjort af et helt andet stof. Ikke at den underkender sporten eller tager noget fra bokseren, men den har sit hjerte i livet uden for ringen.

   Det meste af titelkampen foregår off screen, og på vej hjem efter nederlaget – der objektivt set er en ydmygelse – passerer Olli og Raija et gammelt par, som støtter sig til hinanden og smiler og hilser. Olli og Raija smiler også. De har endelig fred til at dyrke hinanden.

   Fordi jeg blev siddende og læste de tekniske credits til slut, fik jeg hele rollelisten med. Nederst er anført »et gammelt og lykkeligt par«, som bliver spillet af Olli og Raija Mäki. Jeg forstod for det første, at kampen i Finland faktisk fandt sted. For det andet fik jeg en stor klump i halsen, fordi parret havde fulgtes ad lige siden.

DER er nok en vis nostalgi på spil i skildringen af de spæde 1960ere, som stadig lugter indeklemt af nøjsomhed og efterkrig. Fremtiden ligger langt fra Helsinki – for de fleste at se i et USA, hvor konsumerismen er ved at tage fart.

   Der er pragtfulde scener, hvor Olli bliver gjort til en kejtet talsmand for tvivlsomme og vilkårlige varer. Olli Mäki er ingen James Bond. Den lille mand må stå på en skammel – ganske som filmstjernen i Sofia Coppolas Somewhere – for at virke tilpas viril og dominerende. Noget som bokseren slet ikke er.

   60erne er en historisk provins. De fremstår med en patina, der får én til at huske onklernes tid, seksdagsløb i Forum, tyk cerutrøg, Hudibras, knallertolie, Gunnar »Nu« Hansen og gamle numre af Populær Mekanik. Selv store sportsfolk var halvamatører. Verdenspressen talte fem-seks tykke mænd.

BOKSEREN stammer fra landet, og filmen følger ham hjem med kærlige øjne, da han når et dødt punkt i sin træning. Olli kommer i mål, skønt han vakler. Det er en smuk beskrivelse af, hvad der sker, når besatte mænd forelsker sig, og den handler ikke alene om boksning. Olli Mäki kunne for den sags skyld være kunstner, forretningsmand eller forfatter.

   Vil man dyrke sin disciplin og blive mester eller leve livet til fulde hver dag? Det er, som englænderne siger, et conundrum, et nærved uløseligt paradoks. Kunstneren kan isolere sig og male mesterværket, der måske-måske ikke er værdsat. Eller gå ind i nærværet med sine kære. Olli Mäki og filmen vælger det sidste. Det er en ren fornøjelse at se.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2007); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage til ringen: Grudge Match (2013); Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Mikkel Serup: Den bedste mand/ Pound for Pound (2017); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

*) Davey Moore, som i den finske film bliver spillet af John Busco Jr., døde kun 29 år gammel efter skader, som han pådrog sig i 10. omgang af en kamp med cubaneren Sugar Ramos. Det skete den 21. marts 1963 for øjnene af 22.000 tilskuere på Dodgers Stadium i New York. Ydermere blev kampen transmitteret i tv. Da Moore døde fire dage senere, udløste det en debat om regler og vilkår for professionel boksning i USA.

Også hvis man ikke følger sporten, vil man kende navnet på den døde bokser. Bob Dylan skrev sangen »Who Killed Davey Moore?«, som i samtiden blev særligt populær med Pete Seeger (1919-2014), der synger den på koncertalbummet We Shall Overcome (1963). Det var i protestsangenes store tid, lige før den moderne folkemusik blev elektrisk. Phil Ochs (1940-1976) skrev samme uge »The Ballad of Davey Moore«. Det var en særlig politisk krølle på sagen, at boksning var blevet forbudt i Cuba efter revolutionen. Sugar Ramos »came here from Cuba's door/ Where boxing ain't allowed no more«. Både Ochs og Dylan havde sangene i deres koncertrepertoire, men fravalgte dem, da de indspillede deres første studiealbums. Dylans egen version er samlet op på The Bootleg Series Volumes 1-3 (Rare and Unreleased) (1991) og i en senere optagelse på The Bootleg Series Vol 6: Live 1964, Concert at Philharmonic Hall (2004). Ochs' sang kan bl.a. høres på Live at Newport (1996) og The Early Years (2000).

Pete Seegers ikoniske album er optaget i den amerikanske kulturkanon. Vi hørte det i engelsktimerne, da jeg gik i 1. real på Korsvejens Skole i 1970. Dylans sang om Davey Moore har rødder i børnerimet »Cock Robin«, hvor fuglene en efter en fralægger sig ansvaret. Det samme har Norman Rostens digt om veninden Marilyn Monroe (1926-1962), som var død i august året før. Seeger kombinerer »Who Killed Norma Jean?« og »Who Killed Davey Moore?« i et effektivt medley, så refrænet »How come (s(he) died and what's the reason for?« kommer til at gælde begge unge døde. Jeg kan varmt anbefale boxsættet We Shall Overcome: The Complete Carnegie Hall Concert – Historic Live Recording June 8, 1963 (med en fuld spilletid på to timer), som Columbia Records udgav i 1989. 

Den bedste dag i Olli Mäkis liv (Hymyilevä mies – Den lyckligaste dagen i Olli Mäkis liv). Instr.: Juho Kuosmanen. Manus: Mikko Myllylahti, Juho Kuosmanen. Foto: Janni-Petteri Passi. 92 min. Finland-Sverige-Tyskland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017.

Fotos: Aamu Filmcompany/ MUBI/ Wikipedia (Olli Mäki portrait)/ CineMaterial/ Cineuropa/ Festival de Cannes/ 41Shadows/ Wikimedia Commons/ Columbia Records/ Sony Music

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, YouTube Film

2K Blu-ray fra Atlantic Film (regionsfri) 04.01.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.02.2017