Philippe Falardeau: My Salinger Year (2020)

EN TROLD I SIT TÅRN
Med Salinger et sted i baggrunden

Af BO GREEN JENSEN

IKKE mange nulevende litterater kan sige, at de har mødt Jerome David Salinger (1919-2010). Den sagnomspundne forfatter til The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) trak sig tilbage til huset i Cornish, New Hampshire, da det blev ulideligt for ham at være i fokus. Her indhegnede han sit komplekse privatliv med både en mur og en høj tjørnehæk.

   Mysteriet blev mere interessant, fordi Salinger skrev hver eneste dag. Han ville bare ikke vise teksterne frem. I 1965 brød han forsøgsvis sin tavshed og lod magasinet The New Yorker bringe novellen »Hapworth 16, 1924«. Den sidste tekst om Seymour Glass var det første nye fra Salingers hånd i seks år. Den blev ivrigt læst og grundigt forkastet. Kritikerstanden var såret og vred.

   Herefter fulgte 50 år med tavshed. Hvis nogen ville skrive om forfatteren, blev de afvist. Der var naturligvis ikke ét interview. Kun Thomas Pynchon og Harper Lee har på samme måde vendt ryggen til verden. Men Lee holdt stort op med at skrive, og Pynchon publicerer ganske flittigt. Blot lader han teksterne tale alene.

DER kom intet nyt fra Salinger, som fik nedlagt fogedforbud og stævnede alle i sigte, hver gang nogen forsøgte at skrive om livet i Cornish. Englænderen Ian Hamilton brugte fire år på at skrive J.D. Salinger: A Writing Life. Salinger trak ham i retten, og Hamilton måtte nøjes med at skrive en bog om processen. In Search of J.D. Salinger (1988) konsoliderede billedet af en trold i sit tårn.*

   Det var ikke muligt at møde legenden. Det lykkedes kun for to, han var tæt på. Joyce Maynard var 19 år, da hun havde et forhold til den 53-årige forfatter. Hun skrev om det i erindringsbogen At Home in the World (1999). Teksten er venlig og kærlig. Salinger gjorde heller ikke indsigelser, da hans datter, Margaret A. Salinger, fik udgivet Dream Catcher: A Memoir i 2000. Her er han slet ikke trolden i tårnet. Blot en urimelig mand med dæmoner.

JOANNA Rakoff var 23 år, da hun ankom til Manhattan i 1996. Hun ville arbejde med litteratur og bankede på alle vegne. Endelig blev hun ansat hos Harold Ober Associates, et traditionsrigt agentur, der havde betjent bl.a. F. Scott Fitzgerald.

   Her fik hun for det første en diktatorisk kvindelig chef, »Margaret«, der var som en blanding af Anna Wintour fra Vogue og Cruella De Vil. For det andet blev hun sat til at besvare de fanbreve, som hver dag kom til stjerneklienten: J.D. Salinger.

   Rakoff traf kun Salinger enkelte gange, men de talte næsten dagligt i telefonen. Hun havde tænkt på hans bøger som noget fra en anden tid. Hun havde ikke læst The Catcher in the Rye. Nu slugte hun samtlige tekster fra det indviklede, autofiktive univers, som teksterne om familien Glass udgør. Hvordan kunne hun ellers besvare de breve med andet end floskler?

   Imens fandt hun sig selv som ung kvinde i byen og begyndte at skrive på sin roman, A Fortunate Age, der udkom i 2010. Samme år døde Salinger. Rakoff siger, at hun følte »a genuine grief«. Hun skrev en lille erindring til Slate Magazine. Sådan begyndte arbejdet med bogen, der handler om Rakoffs første år i New York – ikke om J.D. Salinger, som kommer og går i baggrunden.

DU vil sikkert se My Salinger Year beskrevet som en Hollywood-film. Det er let at få det indtryk, for Joannas chef (som i virkeligheden – vist nok – var Phyllis Westberg) bliver spillet af Sigourney Weaver i fuld kejserindemanér. Det ligger lige for at sammenligne relationen mellem uskyld og erfaring med plottet i David Frankls The Devil Wears Prada (2006), som virkelig var en halvskarp Hollywood-film.

   Imidlertid er det anden slags film. Der er færre penge og mere famlen, men også en lydhørhed i skildringen af perioden, som er decideret uamerikansk. Philippe Falardeau (f. 1968) er canadisk. Han fik også i Danmark et stort publikum, da han instruerede Monsieur Lazhar i 2011. Det var en filmatisering af et skuespil om en gæstelærer fra Algeriet, der bringer nye kvaliteter til skolen i Montreal.

   My Salinger Year er en lille, canadisk-irsk koproduktion, som drømmer om at fastholde tiden. Den tid er ikke 1990rne, men 50rne, hvor både agenten og Salinger har deres rødder. Hvis My Salinger Year ligner andre litterære film, er det James Schamus’ stilfærdige fortolkning af Philip Roths Indignation (2016).

AGENTEN Margaret hader alt ved det moderne. Salinger optræder knap nok i filmen, men han kaster sin skygge. Tim Post spiller trolden, som faktisk er sød på en fjern, distræt måde, da han har vænnet sig til Joannas stemme. I en enkelt scene skal han drikke te med en uafhængig forlægger, som agenten ser ned på med dryppende galde og stor bekymring.

   Margaret frygter hele tiden, at Salinger vil forære noget væk. Hun driver bureauet som en stram tidsmaskine og ejer ikke gehør. Judy Blume er en af de forfattere, som tager sit gode tøj og går. Margaret ænser det næppe. Vi ser Salinger slentre over græsset og smådanse, mens han næsten hører efter, hvad Joanna siger på lydsporet. Han er skildret meget elskeligt, men er i bund og grund en biperson.

FILMENS problem er, at alle forventer en skildring af fabelvæsenet. My Salinger Year var åbningsfilm på Berlinalen i 2020, og der var stort set ingen, som modtog den venligt. Det havde intet at gøre med samspillet mellem Margaret Qualley og Sigourney Weaver, der begge er gode i de to hovedroller. Det skyldtes simpelt hen skuffelsen over ikke at se mere til uhyret Salinger. I England har man taget konsekvensen og ændret titlen til My New York Year.

   Som et værk om at være en ung kvinde på vej ligner filmen både Julie Taymors The Glorias (om Gloria Steinems lærlingetid), en fragmenteret biopic fra 2020, og Siri Hustvedts fortryllende Memories of the Future, en autofiktiv erindringsbog fra 2019, som nogen forhåbentlig filmatiserer.

DER er stadig en stærk aura omkring Salinger. I begyndelsen var han ikke en sær eneboer, men legenden har druknet gennembrudstiden. For eksempel var »Sonny« engang en ung løve, der datede Oona O’Neill og fik sit hjerte knust, da hun giftede sig med Charlie Chaplin.

   I 2021 udkom romanen Sergeant Salinger, hvor Jerome Charyn skildrer den unge mands Stillehavskrig. Der er også et par biopics, som bruger titlen på hans hovedværk. Chris Cooper spiller Salinger i James Steven Sadwiths Coming Through the Rye (2015). Nicholas Hoult spiller manden, som var Holden Caulfield, i sin egen Rebel in the Rye fra 2017.

   Biografierne bliver skrevet henad vejen. Den første, Kenneth Slawenskis A Life, udkom prompte i 2010. De bedste film er Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007). De handler ganske vist om andre familier, men det er Seymours klan op ad dage.

   Salinger opfandt den stemme, som unge har talt med i litteraturen de sidste 70 år. Den er svær at overdøve, fordi den siger sandheden. Det lykkes heller ikke for Joanna Rakoff og Philippe Falardeau. Til gengæld skaber de noget andet: en smuk, stille film om et stort læreår.

*) For Ian Hamilton blev oplevelsen så lærerig, at han skrev en hel bog om tovtrækkeriet mellem biografiforfattere og litterære eksekutorer. Keepers of the Flame: Literary Estates and the Rise of Biography (1992) begynder med John Donne og William Shakespeare og slutter med Sylvia Plath og Philip Larkin.  

My Salinger Year. Instr. og manus: Philippe Falardeau. Foto: Sara Mishara. Canada-Irland 2020. Dansk premiere: 01.97.2021.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ micro-scope/ Parallel Film Productions/ IFC Films/ Another World Entertainment/  William Heinemann Ltd./ Scribner (Simon and Schuster)/ Washington Square Press/ Random House/ Penguin/ Google Images

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021