NÅR MÆND SLÅR IGEN
Karakter, kvalitet og personlig moral
Af BO GREEN JENSEN
MARK Wahlberg har i The Fighter sin bedste dramatiske rolle siden Boogie Nights (1997), hvor han først gjorde indtryk som pornostjernen Dirk Diggler. David O. Russells atypisk kropsnære film er en utrolig, skønt autentisk baseret fortælling om baggrunden for den sejr, som den 11. marts 2000 gjorde »Irish« Micky Ward til verdensmester, da han mødte letweltervægteren Shea Neary i London.
Af BO GREEN JENSEN
Den 35-årige bokser havde mange års kampe som »trinbræt« bag sig. Ward var den solide modstander, ikke for sølle og ikke for stærk, som blev brugt på vejen til større kampe, og han havde ry for altid at tabe, når det gjaldt. På mange måder var han en slags Rocky Balboa i virkeligheden.
THE Fighter er fuld af nervøs energi og besidder en dokumentarisk kvalitetet, som især kommer til sin ret, når emnet netop ikke er boksning, men hverdagen i en dysfunktionel storfamilie i bluecollarforstaden Lowell, Massachusetts. Micky har levet i skyggen af sin ældre halvbror, Dicky Eklund (Christian Bale), som engang besejrede Sugar Ray Leonard, men siden gik ned i et frit fald, som crack og kriminalitet hjalp godt på vej.
Ved filmens begyndelse er HBO ved at optage et tv-program om narkokulturen i Lowell. Dicky fungerer som sonde og guide, men har overbevist sig selv om, at programmet skal dokumentere hans comeback.
DER er ni voksne børn i familien, som Alice Ward (Melissa Leo) kontrollerer på hæmningsløs løvindefacon. Det har altid været Dicky først og siden Mickey, som hun også er manager for.
Der er et tavst kor på syv forkælede søstre, og familien er økonomisk afhængig af sporten, hvor man af og til bliver betalt for at tabe og må tage kampe med dårlige odds. Kun bokserens far ser, at sønnen har brug for at gøre sig fri. Da Mickey samtidig møder Charlene (Amy Adams), en bartenderske med et hjerte af guld, får moderdyret kamp til stregen for første gang i sit liv.
DEN amerikanske boksefilm er en hævdvunden genre, som typisk har skildret tabernes kampe, tilskuernes blodtørst, intriger i periferien og omkostningerne ved at have succes.
De bedste film handler om arrangerede kampe: den undertippede kriger, der gør comeback; guddommelige gladiatorer, der ender som desorienterede ringvrag. Somebody Up There Likes Me (1956), Fat City (1972), Raging Bull (1980), Million Dollar Baby (2004). Listen er lang, og The Fighter har lidt af det hele.
Som sportsfilm er den uinteressant. For det første har Mickey en decideret uskøn strategi, som består i at lade sig slå på så længe, at modstanderen åbner sig for et slag, som sættes ind i kampens sidste omgang. Han vinder på stød, der ville diskvalificere ham i en rigtig turnering. For det andet er kampsekvenserne ikke bygget op efter tvekampens dramaturgi. Finalen er dog en relativ undtagelse.
FILMEN lever stærkere på gaden, i fængslet og træningslokalet. Christian Bale stjæler ofte billedet med sin fremstilling af den narkoskadede Dickey, der rejser sig med opgaven og træner sin bror, da det gælder. Det er dog Wahlberg, som selv har produceret og kommer fra samme baggrund som Ward, der bærer filmen ved hverken at være overdrevent rebelsk eller tragisk.
Som det hører med i biopics, ser man under de sidste credits optagelser af karaktererne i virkeligheden. Micky og Dicky ligner i slående grad. Hvad skal man så med historien? Man skal vel lære at føre stødet igennem, også når aftalen ikke er god. Og at tro på kærligheden. Også i dén forstand er det Rocky, som The Fighter kommer tættest på i sin form.
The Fighter. Instr.: David O. Russell. Manus: Scott Silver, Paul Tamasy, Eric Johnson. Foto: Hoyte Van Hoytema. 115 min. USA 2010. 10.02.2011.
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.02.2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar