EKSISTENTIELLE DETEKTIVER
En svimlende farce om tankesystemer
Af BO GREEN JENSEN
.jpeg)
Kaoskomedien I ❤ Huckabees lider i nogen grad under denne skavank. Tag nu bare titlens preciøse lille hjertesymbol. Imidlertid er der så megen stil over slaget, dybde i løjerne og kød på intrigen, at man ret hurtigt kapitulerer. En stor del af tiden er filmen nemlig lige så morsom og dyb, som giver sig ud for.
HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.
JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.
NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.
»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤ Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:
MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.
Præmissen er krøllet og ganske unik. I en gennemglobaliseret virkelighed arbejder forretningskæden Huckabees - »The Everything Store« - på at blive det førende konglomerat. Samtidig, nede i græsrødderne, har miljøaktivister fra Open Spaces-koalitionen viet deres liv til bekæmpe fænomenet suburban sprawl, dvs. butikscentre, motorvejsarkitektur osv. Huckabees vil eliminere modstanden ved at absorbere den. Mere destruktiv er dog den interne magtkamp, som til stadighed hærger i organisationen.
DEN hæmningsløse Huckabees-mand Brad Stand (Jude Law) og den fødte taber Albert Markovsky (Jason Schwartzman) er rivaler og forbundne skæbner. Brad er lys og karismatisk, mens nørden Albert er trodsig og sortsmudsket. Den ene ser ned på den anden. Den anden foragter den første lige så stærkt, som han misunder ham. Det er Brad, der lever sammen med Huckabees-ansigtet Dawn (Naomi Watts) og er på fornavn med Shania Twain. Albert bliver derimod hånet, når han læser miljødigte højt (»Intet står som denne klippe står«) eller anbringer fotos af sig selv i arkivet, hvor autografjægerne køber portrætter.
HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.
JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.
NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.
Huppert prædiker derimod selvudslettelse ved hjælp af en stor gummibold, som man slår hinanden i ansigtet med. Så det er enten bolden eller tæppet, the blanket or the ball, kvantefysik eller rå nihilisme. Der må selvsagt også være en gylden middelvej, og det er sjælens ubændige søgen efter denne, som Russell behændigt allegoriserer.
»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤ Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:
»Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor karaktererne i de intellektuelle indie-film altid har det så svært og lever i sådan en mørk tilværelse, men aldrig formår at bruge de traditioner, som har eksisteret i evigheder, til at udforske bevidstheden. I vores materialistiske kultur har vi så mange fordomme over for »mørke historier«, hvor alle bare er deprimerede og hvor livet er hårdt. Jeg synes, der bør være andre paradigmer og muligheder.«
MANUSKRIPTET til I ❤ Huckabees kunne da også være skrevet af Charlie Kaufman, den skæve fløjs fejrede hovedforfatter. Russells film står på skuldrene af kæmper som Monty Python’s The Meaning of Life (1983), Being John Malkovich (1999) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind). Der er desværre også en bismag af fartglade ensemblefarcer som Stanley Kramers It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World, der var årets fiasko i 1963, og den lille efterkommer Rat Race, som var årets prut i 2001.
MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.
Se også David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).
I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.
I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.
Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Qwerty Films/ Kanzeon/ Scott Rudin Productions/ N1 European Film Produktions GmbH & Co. KG/ Huckabee's/ Sandrews/ 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YARN (Huckabees .gifs)/ YouTube (Huckabees trailer)
Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.07.2005.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar