Translate

mandag den 28. december 2020

Michel Gondry: The Science of Sleep (2006) [Fantasien til magten]


ANARKI I CELLOFAN
Drømmekrigerens manifest 

Af BO GREEN JENSEN


DER har altid været delte meninger om brugen af drømme på film. Stålsatte purister, ikke mindst i filmskabernes egne rækker, sværger til en sand realisme, der så vidt muligt kun viser virkeligheden.
   For andre er det oplagt at iscenesætte de film, som spiller i underbevidstheden. Drømme er vel en del af virkeligheden, og filmen kan skildre dem mere livagtigt end de øvrige kunstarter. Hvem ville være foruden Federico Fellinis  (1962), John Schlesingers Billy Liar (1963), Terry Gilliams Brazil (1985) eller Sam Mendes’ American Beauty (1999), der i vid udstrækning foregår i fantasien?
   De fleste filmdrømme er dog netop fantasier, som afvikles i et markeret forløb, så ingen for alvor kan være i tvivl. Typisk formulerer de, i symbolsk eller metafysisk billedsprog, en konkret tematik hos filmskaberen. De kan derfor oversættes til faktiske forhold på en måde, som »rigtige« drømme typisk ikke kan.
   Så man respekterer modstandernes synspunkt. Drømme på film er ofte en drøm i en drøm, og det bliver let at snyde med fiktionen, hvis der går inflation i de fantastiske tableauer. Af samme grund ender mange drømmesekvenser på gulvet i klipperummet, eller de forsvinder ud i intetheden ved det digitale redigeringsbord.



DET er derfor en unik film, som den visuelle troldmand Michel Gondry (f. 1963) har skabt med The Science of Sleep. Bag den uimodståelige titel gemmer sig en lille fortælling om latinamerikaneren Stephane (Gael Garcia Bernal), der kommer til Paris for at bo hos sin mor (Miou-Miou) og arbejde for et kalenderforlag.
   Man har lokket ham med kreative løfter, men han får straks besked på at pakke sit hovedværk – en kalender med en katastrofe for hver måned – så langt væk som muligt og indordne sig som de øvrige undermålere i firmaet.
   I øvrigt er disse forhold af mindre betydning, for Stephane forelsker sig snart i Stephanie (Charlotte Gainsbourg), som bor i lejligheden overfor. Hele The Science of Sleep er for så vidt en kapriciøs bagatel, der skal undersøge, om det er muligt for disse to sjæle at møde hinanden.



DET særlige ved The Science of Sleep er drømmene. Gondry åbner med en transmission fra et æggebakkebeklædt tv-studie, hvor Stephane foran kameraer af papkasser og med stadige afstikkere til et trommesæt i hjørnet tilbereder en rigelig portion drømme i en gryde. De kommer til live på en monitor bag ham, og vil han helt ind i surrealismen, kan han træde ind i en vægstor blue screen. For Stephane er der ingen klar grænse mellem drøm og vågen. Han er ofte i tvivl, og den ene tilstand giver ikke mere mening end den anden.
   Stephanie er i første omgang afvisende, fordi hun ved, at han i begyndelsen var mere interesseret i hendes veninde. Da de lærer hinanden at kende, bliver det dog klart, at de sammen kan drømme så lyrisk og stærkt, som ingen af dem kan hver for sig. Gondrys hverdagsdrømme er gedigent visionære. Stephane ordner Stephanies ponytøjdyr, så Golden Pony Boy virkelig galoperer. Hun planter træer i en papirbåd, og der kommer flydende cellofan ud af hanen, så arken kan sejle på en flod af gnistrende, knitrende kunststof.
   I denne film er cellofan og papir de stoffer, som menneskets drømme er gjort af. Stephane tager en cigaret ud af munden på Stephanie, kaster den ud af vinduet og sætter ild til en mand på fortovet, men flammerne er af rødt rispapir. I drømmene inde i drømmen kan man flyve over byens tage eller ride på Golden Pony Boy i fuld størrelse. På kontoret har man gigantiske hænder, og da ilden i manden på gaden skal slukkes, sker det atter med flydende klar cellofan, mens Stephanie i ånden fra ’68 råber: A-nar-ki i cel-lo-fanet!



GONDRY er en bemærkelsesværdig billedskaber, der har samlet en række faste motiver fra de musikvideoer, han i 90erne skabte for Björk, Daft Punk, Chemical Brothers, Foo Fighters, Rolling Stones og White Stripes. På film har han hidtil arbejdet sammen med den feterede amerikanske manuskriptforfatter Charlie Kaufman, først på den pjankede Human Nature (2001), siden på den forunderlige Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind) med Jim Carrey og Kate Winslet som parret, der har slettet deres forhold af hukommelsen og derfor må begynde på drømmen igen og igen.
   Stephane og Stephanie er romantiske elskende i den samme post-ironiske tradition, men The Science of Sleep har en luftigere konsistens. Som rigtige drømme giver filmens fantastiske scener ikke altid mening. Man kan springe i tiden, spole den baglæns, klæde sig ud som et kaninband og afsynge Velvet Undergrounds »Afterhours« med en ny tekst. Man kaster chefen ud af vinduet og tager sin kollega på kopimaskinen, giver slip på og finder hinanden igen, alt sammen i en flydende virkelighed, hvor også tabet og smerten er virkelige.


   
FILMEN lever stærkt i kraft af sin skæve idérigdom, men først og fremmest fungerer illusionen, fordi Gabriel Garcia Bernal og Charlotte Gainsbourg er søde og troværdige som parret i midten. The Science of Sleep er alle romantiske film om elskende par i Paris koncentreret i én billedramme. Det er også en overbevisende fremstilling af, hvordan drømme bliver til, hvordan de ser ud og hvordan det føles at have dem.
   Alain Chabat (som i virkeligheden er gift med Charlotte Gainsbourg) supplerer med en tour de force som Stephanes profane kollega, og Paris lægger rum til den florlette fabel. Det er ingen demonstrativt væsentlig film, men den er morsom, sød og smuk at se på, så man gentager gerne behandlingen. En lillebitte kultfilm om at forelske sig kæmpestort i hinanden. I virkeligheden har man altid brug for den slags drømme.


The Science of Sleep (La Science des rêves). Instr. og manus: Michel Gondry. Foto: Jean-Louis Bompoint. 107 min. Frankrig 2006. Dansk premiere: 06.10.2006


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]
Filmen streames ikke i Danmark, men er tilgængelig på dvd
Trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar