Bogen og filmen: L'écume des jours | Dagenes skum (1947/2013)

DAGENES SKUM

Jazz, sex og surrealisme 

Af BO GREEN JENSEN

TUSINDKUNSTNEREN Boris Vian (1920-59) var en ener: forfatter, kritiker, skønånd; ingeniør med diplom, (selv)ironisk eksistentialist og helt sikkert surrealist af en slags. Han skrev digte, sange, film og teater. Vian kunne også spille jazz og skrive krimier efter den hårde amerikanske model. Det skete under pseudonymet Vernon Sullivan. Under eget navn skrev han tre romaner, som har bevaret deres kultstatus. Den første var L'écume des jours (1947), som på dansk hedder Dagenes skum. 

   Michel Gondrys filmatisering fik herhjemme titlen En nuance af blå. Det må være, fordi den amerikanske version hedder Mood Indigo, ikke The Spray of Days eller Froth on the Daydream, som er romanens engelske titler. Mood Indigo henviser til Duke Ellingtons musik, som for Vian var en guddommelig kraft. I bogens forord hedder det: 

   »Der findes kun to ting: elskov med kønne piger på alle mulige faconer og New Orleans musik – eller Duke Ellingtons. Det øvrige burde forsvinde, for det øvrige er grimt. Og de følgende siders bevisførelse får al sin vægt fra den kendsgerning, at historien er sand helt igennem, da jeg har opdigtet den fra ende til anden. Dens konkrete udførelse består hovedsagelig i en nedfældning af virkeligheden under en skæv og overophedet synsvinkel på et forvredent plan, der bølger sig uregelmæssigt. Som man ser, er det en fremgangsmåde, man kan være bekendt, om nogen.«* 

ROMANEN begynder besnærende let. Den fortæller svimmelt om dandyen Colin, der har ansat kokken Nicolas, som kan tilberede fantastiske retter (ålepostej eller vestindisk kødpølse i moskusaromatiseret portvin). Nicolas kærtegner køkkenets mus og oplærer på en time sin herre (han insisterer på De og tredje person, for man kan kun være dus, når man har jaget piger sammen) i at danse buglemi. Dansen bygger på sindrige fysiske principper af samme beskaffenhed som Vians æstetik.

   Colin selv er ikke uden talenter. Han har opfundet en pianococktail, der blander drinks, mens man spiller:

Til hver tangent svarer en alkohol, en likør eller et krydderi. Til fortepedalen svarer pisket æg og til pianopedalen is. Sodavandet er en trille i de høje toner. Kvantiteterne står i ligefremt forhold til varigheden: til en fire og tresindstyvendedels node svarer en sekstendedels portion, til en fjerdedels node svarer én portion, til hele noder fire portioner. Når man spiller en langsom melodi fungerer et reguleringssystem, så portionerne ikke forøges - hvilket ville give for rigeligt med cocktail - men kun alkoholprocenten. 

COLINS ven Chick (Gad Elmaleh) er forelsket i Alise (Aïssa Maïga). Han bruger sine penge - og siden også Colins - på at købe sjældne udgaver af Jean-Sol Partres værker. Parodien på Jean-Paul Sartre er præcis og ganske ondskabsfuld.

   Colin vil også være forelsket. Det bliver han, da han møder Chloë, og de danser buglemi - eller Glopåmig - til Duke Ellingtons Chloë. Men farven skifter med lykken, da Chloë får en mislyd i brystet. Hun har en åkande i lungen - tal så om les fleurs du mal - som den blaserte doktor Skaftesluger behandler. Også musen i køkkenet sørger, mens Chloë begraves i blomster, der skal dræbe den parasitære åkande.

NU er historien slet ikke let. Chick bliver ruineret af Partre. Colin må søge arbejde for at betale Chloës medicin. Lejligheden gror til og bliver mindre. Colin får job på et gartneri, hvor gendarmernes våben dyrkes i jorden. Det er endnu et absurd system, som Vian gør sig umage med. Kun jordvarme giver den rigtige form. Arbejderen skal ligge nøgen på højen, men Colin kan ikke gøre det rigtigt. De forkrøblede falliske våben peger i retning ad William Burroughs, som man ellers ikke forbinder med Vian.

   Virkeligheden bliver totalitær. Få har elsket som Colin og Chloë, men der er ingen kur for hendes sygdom. Alise tager en skrækkelig hævn over Partre. Colin affyrer de skæve våben mod søens åkander. Verden er endelig helt uden farve. Glæden fra første kapitel er væk. 

MAN glæder sig til at se Gondry sætte billeder på Vians fantasi. Hvis nogen kan, må det være instruktøren bag værker som Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) og The Science of Sleep (2006). Gondry har den samme sødme og uskyld, som ikke bliver mindre, fordi mørket i verden er tiltagende.

   Protestsangeren Phil Ochs fik skyld for at svigte, da han begyndte at spille en anden musik. Han skrev et svar til stemmerne, som sagde: »You must protest, it is your diamond duty.« Det lød: »But in such an ugly time, the true protest is beauty.« Vian kunne have svaret det samme. Trods alt skrev han også balladen om »Le Déserteur«.

   Forventningen stiger endnu nogle grader, fordi Colin og Chloë bliver spillet af Romain Duris og Audrey Tautou. Omar Sy (fra De urørlige) er Nicolas. Partre fremstilles af Philippe Torreton – og filmen trækker alt, hvad den kan ud af Sartre-karikaturen. Historien skrives på en fabrik, hvor samlebåndet kører skrivemaskiner forbi de smilende sekretærer. Colin og Chloë flyver væk i en bil, der ligner en sky. Disse ideer er Gondrys egne. Man tænker, at det ser lovende ud.

   

DERFOR er skuffelsen større, da de første mange scener – romanens energiske sætstykker – bliver til selvoverbydende grimasseren. Gondry tager teksten bogstaveligt og illustrerer den i forholdet 1:1. Det gælder maden i køkkenet, musen i væggen, klaveret med drinks og Duke Ellington-dansen. Det ligner en film af Terry Gilliam, når Gilliam er værst. Begyndelsen er ikke det oplagte stof, som den ligner.

   Heldigvis finder filmen sit fodslag, da Colin og Chloë møder hinanden. Det er romantik, som romantik skal være, og da Chloës sygdom sætter ind, er tonen endelig nænsom og mørk. De sidste tanker om filosofiens fallit og fascismen fungerer faktisk ikke i bogen. Det gør de hos Gondry, som lader glæden dø ved at filme verden i sort-hvid. Alise tager hævn med en hjertetang, som stammer fra en anden bog af Vian. Man kunne tude over slutningen – som ikke skal røbes – hvis prologen ikke var så hysterisk, at chokket stadig sidder i kroppen. 

MUSIKSIDEN er formidabelt opfindsom. Paul McCartney har doneret samtlige baslinjer, og Duke Ellington bliver brugt med manér. De obskøne ornamenter er helt i bogens ånd, der reproduceres ned til detaljer som musen med blødende poter, der vil skrabe mørket af ruderne inde hos Chloë. Her forbinder Nicolas dens poter. Hvor ser man ellers den slags? En nuance af blå er et kærligt misfoster med mange ideer. Det er ikke helt den film, man har håbet, men varmen i stoffet er virkelig nok.

   Filmen deler sit publikum skarpt, og der er sikkert flest af nej-sigerne. På det amerikanske marked, hvor Mood Indigo er uden distributør, har man lanceret den i en kortere form, der fjerner 40 forrykte minutter. Det må dog ødelægge balancen. Jeg var overvældet på flere måder. Det er en krævende film med adskillige knaster. Jeg tror nok, at jeg gerne vil se den igen. Om ikke andet for Partre, musen og Chloë. 

*) Dagenes skum er citeret efter den første danske udgave [Boris Vian: Dagenes skum. Oversat efter »L'écume des jours« (1947) af Jacques-Louis Ratel og Elsebeth Juncker. 159 s. København: Hans Reitzels Forlag, 1966]. Ratel/Juncker-versionen blev i 1985 genudgivet i forlagets Fremads serie 12/20, som jeg havde fornøjelsen af at redigere. Der findes en nyere udgave [Boris Vian: Dagenes skum. Oversat efter »L'écume des jours« (1947) af Lone Teglskov.199 s. København: Løvens Forlag, 2012], som sikkert er mere mundret. Den indgår i serien »Glemte mesterværker« sammen med Fjodor Dostojevskijs Foma, Flakkende fugle af Rabindranath Tagore og Jules Vernes En verdensomsejling under havet (i uforkortet version). 

En nuance af blå (L'Écume des jours). Instr.: Michel Gondry. Manus: Luc Bossi og Michel Gondry. Foto: Christophe Beaucarne. 125 min. Frankrig 2013. Dansk premiere: 07.11.2013.

Fotos: Brio Films/ StudioCanal/ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Google Play

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.11.2013

Slipstream | Michel Gondry: The Science of Sleep (2006)

ANARKI I CELLOFAN

Drømmekrigerens manifest 

Af BO GREEN JENSEN

DER har altid været delte meninger om brugen af drømme på film. Stålsatte purister, ikke mindst i filmskabernes egne rækker, sværger til en sand realisme, der så vidt muligt kun viser virkeligheden.

   For andre er det oplagt at iscenesætte de film, som spiller i underbevidstheden. Drømme er vel en del af virkeligheden, og filmen kan skildre dem mere livagtigt end de øvrige kunstarter. Hvem ville være foruden Federico Fellinis 8½ (1962), John Schlesingers Billy Liar (1963), Terry Gilliams Brazil (1985) eller Sam Mendes’ American Beauty (1999), der i vid udstrækning foregår i fantasien?

   De fleste filmdrømme er dog netop fantasier, som afvikles i et markeret forløb, så ingen for alvor kan være i tvivl. Typisk formulerer de, i symbolsk eller metafysisk billedsprog, en konkret tematik hos filmskaberen. De kan derfor oversættes til faktiske forhold på en måde, som »rigtige« drømme typisk ikke kan.

   Så man respekterer modstandernes synspunkt. Drømme på film er ofte en drøm i en drøm, og det bliver let at snyde med fiktionen, hvis der går inflation i de fantastiske tableauer. Af samme grund ender mange drømmesekvenser på gulvet i klipperummet, eller de forsvinder ud i intetheden ved det digitale redigeringsbord.

DET er derfor en unik film, som den visuelle troldmand Michel Gondry (f. 1963) har skabt med The Science of Sleep. Bag den uimodståelige titel gemmer sig en lille fortælling om latinamerikaneren Stephane (Gael García Bernal), der kommer til Paris for at bo hos sin mor (Miou-Miou) og arbejde for et kalenderforlag.

   Man har lokket ham med kreative løfter, men han får straks besked på at pakke sit hovedværk – en kalender med en katastrofe for hver måned – så langt væk som muligt og indordne sig som de øvrige undermålere i firmaet.

   I øvrigt er disse forhold af mindre betydning, for Stephane forelsker sig snart i Stephanie (Charlotte Gainsbourg), som bor i lejligheden overfor. Hele The Science of Sleep er for så vidt en kapriciøs bagatel, der skal undersøge, om det er muligt for disse to sjæle at møde hinanden.

DET særlige ved The Science of Sleep er drømmene. Gondry åbner med en transmission fra et æggebakkebeklædt tv-studie, hvor Stephane foran kameraer af papkasser og med stadige afstikkere til et trommesæt i hjørnet tilbereder en rigelig portion drømme i en gryde. De kommer til live på en monitor bag ham, og vil han helt ind i surrealismen, kan han træde ind i en vægstor blue screen. For Stephane er der ingen klar grænse mellem drøm og vågen. Han er ofte i tvivl, og den ene tilstand giver ikke mere mening end den anden.

   Stephanie er i første omgang afvisende, fordi hun ved, at han i begyndelsen var mere interesseret i hendes veninde. Da de lærer hinanden at kende, bliver det dog klart, at de sammen kan drømme så lyrisk og stærkt, som ingen af dem kan hver for sig. Gondrys hverdagsdrømme er gedigent visionære. Stephane ordner Stephanies ponytøjdyr, så Golden Pony Boy virkelig galoperer. Hun planter træer i en papirbåd, og der kommer flydende cellofan ud af hanen, så arken kan sejle på en flod af gnistrende, knitrende kunststof.

   I denne film er cellofan og papir de stoffer, som menneskets drømme er gjort af. Stephane tager en cigaret ud af munden på Stephanie, kaster den ud af vinduet og sætter ild til en mand på fortovet, men flammerne er af rødt rispapir. I drømmene inde i drømmen kan man flyve over byens tage eller ride på Golden Pony Boy i fuld størrelse. På kontoret har man gigantiske hænder, og da ilden i manden på gaden skal slukkes, sker det atter med flydende klar cellofan, mens Stephanie i ånden fra ’68 råber: A-nar-ki i cel-lo-fanet!

GONDRY er en bemærkelsesværdig billedskaber, der har samlet en række faste motiver fra de musikvideoer, han i 90erne skabte for Björk, Daft Punk, Chemical Brothers, Foo Fighters, Rolling Stones og White Stripes. På film har han hidtil arbejdet sammen med den feterede amerikanske manuskriptforfatter Charlie Kaufman, først på den pjankede Human Nature (2001), siden på den forunderlige Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind) med Jim Carrey og Kate Winslet som parret, der har slettet deres forhold af hukommelsen og derfor må begynde på drømmen igen og igen.

   Stephane og Stephanie er romantiske elskende i den samme post-ironiske tradition, men The Science of Sleep har en luftigere konsistens. Som rigtige drømme giver filmens fantastiske scener ikke altid mening. Man kan springe i tiden, spole den baglæns, klæde sig ud som et kaninband og afsynge The Velvet Undergrounds »Afterhours« med en ny tekst.* Man kaster chefen ud af vinduet og tager sin kollega på kopimaskinen, giver slip på og finder hinanden igen, alt sammen i en flydende virkelighed, hvor også tabet og smerten er virkelige.

FILMEN lever stærkt i kraft af sin skæve idérigdom, men først og fremmest fungerer illusionen, fordi Gabriel Garcia Bernal og Charlotte Gainsbourg er søde og troværdige som parret i midten. The Science of Sleep er alle romantiske film om elskende par i Paris koncentreret i én billedramme. Det er også en overbevisende fremstilling af, hvordan drømme bliver til, hvordan de ser ud og hvordan det føles at have dem.

   Alain Chabat (som i virkeligheden er gift med Charlotte Gainsbourg) supplerer med en tour de force som Stephanes profane kollega, og Paris lægger rum til den florlette fabel. Det er ingen demonstrativt væsentlig film, men den er morsom, sød og smuk at se på, så man gentager gerne behandlingen. En lillebitte kultfilm om at forelske sig kæmpestort i hinanden. I virkeligheden har man altid brug for den slags drømme.

*) Jean-Michel Bernard har skrevet musikken til La science des rêves (og filmen om Golden Pony Boy inde i filmen). Lou Reeds »Afterhours«, som Maureen »Mo« Tucker synger til slut på det tredje album med The Velvet Underground (1968), bliver i Gondrys film til »If You Rescue Me (Chanson des chats)«. Det er mere end værd at investere i det kuraterede soundtrack, som udkom på Gaumont/Partizan i 2006. Albummet streames bl.a. på Spotify, TIDAL og Apple Music. 

Se også Christopher Nolan: The Prestige (2006); Leós Carax: Holy Motors (2012) og Michel Gondry: Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

The Science of Sleep (La Science des rêves). Instr. og manus: Michel Gondry. Foto: Jean-Louis Bompoint. 107 min. Frankrig 2006. Dansk premiere: 06.10.2006

Fotos: Partizan Films/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Canal+/ TPS Star/ Mikado Film/ Warner Independent Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ YouTube (original trailer + clip)

Filmen streames ikke i DK – i Frankrig og øvrige EU på Amazon Store, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Gaumont (regionsfri) 01.03.2008

Anmeldelse trykt første gang i Weekendavisen Kultur 06.10.2006

Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

VIRKELIGHEDEN BAG VIRKELIGHEDEN

Forelskelsen ifølge Charlie Kaufman og Michel Gondry
 
Af BO GREEN JENSEN
 

DE sværeste forhold gør dybest indtryk og lever videre, når vi har afsluttet dem. Derfor kan man aldrig begynde på en frisk. Man vænner sig måske til tanken, men der vil altid være besværlige rester, one or two hard feelings, at bære med sig i erindringen. Erfaring er selvsagt et dæknavn for disse, og erfaring kan nok være nyttig. Men tænk, hvor enkelt alt ville være, hvis man øjeblikkeligt og fuldkommen smertefrit kunne få slettet sin erindring om den elskede. Alt ville da være ukompliceret som evigt solskin i et pletfrit sind.
   En almindelig morgen et sted i New York vågner ungkarlen Joel Barish (Jim Carrey) med en ubestemmelig længsel i kroppen. Han tager sig sammen, står op og skynder sig til stationen. Ud af det blå beslutter han at pjække og tager et tog i modsat retning, ud til vinterstranden ved Montauk, hvor han går rundt som en slukøret hund. Som altid skriver han ting om sit ikke-liv ned i dagbogen, der rummer en blanding af banale notater og ret gode skitser. Joel spørger, hvad det hele skal til for. Og hvorfor bliver han altid afgrundsdybt forelsket i kvinder, som viser ham bare den mindste interesse?

TAG nu den kønne og frodigt småskøre Clementine Krucynski (Kate Winslet), som han ser flere gange på stranden og siden følges med i toget på vej hjem til trøstesløsheden. Det er hende, der lokker ham ud af kokonen, men Joel stritter strengt taget ikke imod. Hun byder ham på cognac, da de er sammen første gang. »Det gør hele forførelsesprocessen langt mindre ubehagelig,« forklarer hun. De leger i parken, kigger stjerner og laver engle i sneen. Før nogen ved af det, er de et par, og elskeren Joel er atter i omløb, mod bedre vidende, ganske vist, men glad nok og kåd som en hvalp.

   Idyllen tangerer et kejtet og slidt, men samtidig meget sympatisk glansbillede fra det store hovedlager i det fælles ubevidste. Det er det gode sted på kærlighedsfilmen. Vi har sikkert selv prøvet at leve det lidt og under de elskende tiden som venter. Hvorfor sidder Joel så i bilen og græder på næste billede? Hvorfor er der noget vagt bekendt ved Clementines farver allerede første gang han ser hende, og hvorfor mangler der sider i journalen fra den svære tid, som han mærkelig nok ikke husker helt klart? Hvorfor vil hun ikke kendes ved ham og har vendt sig til en anden mand, da han opsøger hende på biblioteket? Hvorfor er erindringen underlig blank?

FOR at give en anelse om, hvad der venter, er man nødt til at røbe den halve præmis. Eternal Sunshine of the Spotless Mind er ingen science fiction-film. Tværtimod foregår den i en genkendelig hverdag, hvor alt er lowtech og meget realistisk i sin mangel på formål. Der er dog strategiske forskelle. For i filmens forstæder tilbyder Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans betroede medarbejdere fra firmaet Lacuna en slags pletrens af hukommelsen. Der er ikke tale om egentligt nedbrud. Man bliver tilbudt en personlig løsning, en nænsomt tilrettet amnesi, som sletter de svære detaljer om, hvad det end er, som man ikke vil huske. Bagefter burde man være som nyfødt.
   Det bliver ret hurtigt klart, at Clementine har fravalgt sine erindringer om Joel. Men hvorfor? Og skal han ikke bare gøre det samme? Vel skal han så, hun fortjener ikke bedre, men hér begynder problemerne for alvor. Noget dybere nede i Joel holder fast, og mens tidsfornemmelsen skrider, bøjer af, trækkes ud og styrter helt sammen, prøver Joel og Clementine – kvinden som han husker hende og som hun inderst inde også må være – at gemme sig i den erindring, der ligger længst nede i hukommelsen. Folkene fra Lacuna, sekretæren Mary (Kirsten Dunst) og teknikerne Stan (Mark Ruffalo) og Patrick (Elijah Wood), zapper løs efter røde pletter på skærmen, men hver gang finder Joel og Clem et nyt sted.

DET lyder velsagtens vagt thrilleragtigt, men heller ikke denne genres krav bliver honoreret. Evigt solskin i et pletfrit sind er i bund og grund en ener, sin egen film og sin egen genre. Scener gentages og skifter væsen. Somme tider savner karaktererne ansigtstræk og ligner posefolk på René Magrittes maleri.* Intet er sikkert i erindringen eller drømmen om erindringen, men jagten på et sted at være menneske giver filmen lejlighed til at anbringe sine emblematiske elskende i surrealistiske drømmesekvenser, som ofte er besnærende smukke. I en dobbeltseng i sneen på stranden. I stuen hos Joel, hvor regnen falder tæt indendørs. På isen under stjernerne og til selskabet, hvor de mødte hinanden.

   Noget af teknikken er for snurrig, lidt for meget som Storm P. på stoffer eller Terry Gilliam til økonomipris, men ellers har man kun ganske lidt at udsætte på filmen. Selv spillelængden er tilpas. Jim Carrey er uden sine sædvanlige manerer og har sin bedste rolle siden Peter Weirs The Truman Show (1998), der byggede på en beslægtet præmis om virkeligheden bag virkeligheden. Kate Winslet har endnu aldrig trådt helt forkert, når hun valgte sine roller.
   Pointen er naturligvis, at kærligheden ikke kan slettes, når den er dyb nok og hvis den ikke selv vil. Også internt på Lacuna er der romantiske forviklinger. Flere end man tror har taget kuren. Flere end man tror har fundet sammen igen. Som Joel og Clem. Eller måske som du og jeg? De fleste tanker er erindringer, og hukommelsen bedrager. Hvem kan sige om noget har været? Det findes jo kun i erindringens fluxus.

CHARLIE Kaufmans filmmanuskripter er modangreb på den glatte mainstream, som foretrækker regelrette computerudskrifter, der er kemisk renset for paradoksale indfald og andre løse ender. Kaufmans arbejder nærmest består af løse ender. De er sære, labyrintiske skuffedarier med masser af marginalia, gule huskesedler og krøllede beskeder i plettede kuverter, som er stukket ind allerbagerst i genbrugte ringbind. Sådan noget man typisk finder i døde mænds arbejdsværelser og kasserer mere eller mindre en bloc. Der er ofte en masse excentrisk pynt, men på bunden af den kinesiske æske er der altid en hård, original idé, som ingen andre for alvor har fået.
   Derfor er der rift om den kontrære amerikaner, som første gang gjorde sig bemærket med Being John Malkovich fra 1999. Spike Jonze instruerede den svært beskrivelige identitetsfabel, hvori man mod betaling kunne få adgang til John Malkovichs bevidsthed. Man kom ind ad en underlig halvdør på en hemmelig mellemetage og blev bagefter spyttet ud i græsset ved motorvejen. Inden længe stod alle, bl.a. skuespilleren selv, i kø for at få én på opleveren. Malkovich blev så forskrækket, at han lagde sit liv om, blev marionetfører og modtog Nobels Fredspris. Imens var kønne stjerner som John Cusack og Cameron Diaz forvandlet til almindelige mennesker. Det hele gav en absurd form for mening.

VIA Being John Malkovich kom Kaufman i kontakt med franskmanden Michel Gondry, som instruerede den skuffende kultursatire Human Nature (2001). Patricia Arquette led af ekstrem behåring og barberede sig nat og dag for at tækkes adfærdsforskeren Tim Robbins, som prøvede at pille aben ud af manden Rhys Ifans, der var vokset op hos dyrene. Til slut tog alle tøjet af og vendte tilbage til junglen, men Monty Python-holdet havde været der før og gjort det bedre. George Clooneys instruktørdebut, Confessions of a Dangerous Mind (2002) var baseret på desperadoen Chuck Barris’ erindringsbog af samme navn. TV-produceren Barris udtænkte quizshows og reality-programmer, som endnu hærger den globale sendeflade, men i sin selvbiografi hævder han endvidere at have været lejemorder for CIA.**

   Den paranoide anretning var ikke oplagt stof for Kaufman, som har svært ved at løse bestillingsopgaver, da det volder ham problemer at holde sig til sagen. Det blev der gjort en dyd af i Spike Jonzes Adaptation (da. Orkidé-tyven) fra 2002. Kaufman skulle omplante New Yorker-journalisten Susan Orleans bog om orkidéjægeren John Laroche fra trykte sider til levende billeder, men afleverede i stedet en fabel om en skriveblokeret forfatter, der ingen vegne kommer, mens hans frejdigt debuterende tvillingebror går på kursus hos guruen Robert McKee og får Hollywood til at savle over et skabelonmanuskript. Nicolas Cage spiller begge svedige brødre – ham med blokeringen hedder Charlie Kaufman – mens Meryl Streep er journalisten i resterne af den oprindelige historie. Resultatet ligner ikke meget andet, man har set.

FILMENS stærkt billeddannende titel er ikke et psykedelisk påfund fra i forgårs. Strofen stammer fra en tekst af englænderen Alexander Pope (1688-1744). Følelsen er for så vidt den samme. Klassicisten, som skrev hele verden om til mekanisk rimede, såkaldt »heroiske kupletter«, vidste godt, at drømmen om blank fred er farlig. I digtet »Eloisa to Abelard« (fra Works, 1717) lader han Héloïse skrive til den elskede Pierre Abelard. Hun misunder Antikkens vestalinder, som ikke kendte til fysisk begær. Hun ved dog selv, at følelsen er illusorisk. Der er tale om et futilt hjertesuk:

How happy is the blameless vestal’s lot!

The world forgetting, by the world forgot.

Eternal sunshine of the spotless mind!

Each pray’r accepted, and each wish resign’d.

(Hvor lykkelig er ikke den ulastelige vestalinde!/ At glemme verden, at være glemt af den som hende./ Evigt solskin i et pletfrit sind!/ Hver bøn anerkendt, hver længsels pibe stukket ind.)

   

Både Confessions og Adaptation gjorde indtryk. I Evigt solskin har Gondry og Kaufman derfor haft et betydeligt budget og en håndfuld rigtige stjerner til deres rådighed. De kvitterer for den viste tillid med en tankevækkende kærlighedsfilm, som både besidder fortrolig sødme og et ganske skarpt perspektiv. Erindringsforskydning forekommer typisk i spændingsfilm med mareridtskygger og dystre utopiske fremtidslegender. Her er kærligheden som i virkeligheden, lille og stor, besværlig og nødvendig på én gang. Som bekendt er livet a pain in the ass. Men vi har kun det samme og hinanden at leve det med.

Se også Slipstream | Michel Gondry: The Science of Sleep (2006); Bogen og filmen: L'écume des jours | Dagenes skum (1947/2013).

Se også Slipstream | Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008); Slipstream | Charlie Kaufman: Anomalisa (2015).

*) René Magritte malede to billeder med titlen Les Amants i 1928. De har samme format (54 x 73 cm) og datering. Det er som regel Les Amants 2 – hvor skikkelserne kysser gennem stoffet, som kan være lagen eller ligslør – som reproduceres i diverse billedværker. Det var vist også dét, jeg tænkte på, da jeg anmeldte Eternal Sunshine of the Spotless Mind for 16 år siden – og det var helt sikkert dét, som jeg tænkte på for 35 år siden, da jeg skrev digtet »Sandspillet« til samlingen Stedernes mening (1985). Les Amants hænger på National Gallery of Australia i Canberra; Les Amants (2) tilhørte samleren Richard S. Zeisler. Zeisler opbyggede en samling på 110 værker af moderne mestre som Francis Bacon, Max Beckmann, Vassily Kandinsky, Magritte, Juan Miró og Pablo Picasso. Ved Zeislers død i 2007 var samlingen vurderet til 100+ millioner dollars. Han fordelte den på 16 amerikanske museer. Les Amants 2 endte på Museum of Modern Art i New York City. 

 

**) Charles Hirsch Barris (1929-2017) var vært på The Gong Show og udviklede konceptet til The Dating Game og The Newlywed Game. Han begyndte som assistent for Dick Clark på musikprogrammet American Bandstand. I sin formentlig autofiktive erindringsbog fra 1984 hævder Barris, at han samtidig var agent og hitman for CIA. Det svarer til, at Erling Bundgaard eller Jarl Friis-Mikkelsen stod frem og erkendte at være spioner. I Clooneys film bliver han spillet af Sam Rockwell, mens instruktøren selv har rollen som hans CIA-kontakt. Det er til det sidste uklart, om Barris fantaserer eller fortæller det, som det var.    

Evigt solskin i et pletfrit sind (Eternal Sunshine of the Spotless Mind). Instr.: Michel Gondry. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Ellen Kuras. 108 min. USA 2004. Dansk premiere: 30.04.2004

Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ NGA/ MoMA

Filmen streames på NETFLIX og YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Kino Lorber 26.07.2022

Anmeldelse trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.04.2004