Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997)

DANSEN OM GULDKALVEN

I begyndelsen var Boogie Nights

Af BO GREEN JENSEN 

DER var engang en verden – i 1970ernes Californien - hvor hedonismen havde sejret. Ungt var in, frisindet florerede, selv i de mest konforme samfundslag, og der syntes ingen ende at være på solen, stofferne og kødets lyst. Musikscenen havde Saturday Night Fever hele ugen, og hver nat satte skarer af samkvemssøgende singles kurs mod discotekernes similisole, på jagt efter det uforpligtende one night stand, som måske denne gang ville leve op til illusionen om the zipless fuck, som ikke mindst Erica Jong promoverede.

   Det var en verden, hvor man tog hvad man ville, uden at tænke særligt over, hvor og ved siden af hvem man vågnede næste dag. Ingen havde AIDS endnu, ingen blev gravide mere, bordet fangede aldrig. Det var solskin i Sodoma og Gomorra, og tilsyneladende var der denne gang virkelig ingen omkostninger forbundet med dansen om guldkalven.

   Af samme grund virkede nedturen hårdere, da bølgen knækkede først i 80'erne. Intet sted var man hurtigere ude med bibelske allegorier om guddommelig gengældelse end netop i Californien.

DET var også i 70erne, at pornofilmen havde sin første storhedstid. I en halv parodi på det gamle studiesystem sprang pornoen ud som en semi-respektabel subkultur med sine egne konger og dronninger. Som Eddie Adams, hovedpersonen i Boogie Nights, udtrykker det: »Everyone has one special thing«. Selv råder han over en penis, som måler 33 centimeter i erigeret tilstand. Han tager derfor kunstnernavnet Dirk Diggler.

   I 1972 skulle også ærbare par se Linda Lovelace i Gerard Damianos berømte Deep Throat, der som noget ganske nyt havde et plot og en stil. Ingen mistænkte dog æstetikken for at være det primære salgsargument: på dansk hed filmen Langt ned i halsen. Damiano signerede siden The Devil in Miss Jones (1973) og var med til at bane vejen for beslægtede auteurer som brødrene Mitchell (Behind the Green Door) og Henry Paris, hvis lifligt betitlede The Opening of Misty Beethoven (1976) betragtes som et af genrens sidste kunstværker.

   For også pornobranchen tog tælling i 80'erne. Måske kunne man forsone sig med hiv-smittens nye version af pesten, men kokainmisbruget slog mange ihjel, og glæden ved filmhåndværket trådte i baggrunden, efterhånden som videoteknologien blev almindelig udbredt. Skal man tro Paul Thomas Andersons sært fascinerende film om miljøet, var det hverken coke eller AIDS, som slog branchen ihjel. Det var VHS-systemet, som for det første fik folk til at blive væk fra biograferne og for det andet åbnede sluserne for en syndflod af talentløse amatører.

DET ville være forkert at kalde Boogie Nights en kærlighedserklæring til pornoindustrien eller et egentlig nostalgisk tilbageblik på 70erne. Vist er Andersons skikkelser nænsomt tegnet, og vist er kameraet åbenlyst lige så forelsket i periodens ekstravagante tøjstil, som lydsiden er i de dunkende hits fra dengang, men dommen som fældes er hård, og den spontane glæde, som en kort tid faktisk florerer i miljøet, da man indser, at det kan lade sig gøre at lave rigtige film, får aldrig lov at stå uimodsagt.

EDDIE (Mark Wahlberg) fra Torrance er 17 år og arbejder som opvasker i natklubben Boogie Nights, da pornoinstruktøren Jack Horner (Burt Reynolds) får øje på hans betragtelige »talent«. Den behagesyge Eddie introduceres til miljøet ved en fest omkring Horners swimmingpool, og vi lærer »familiens« øvrige medlemmer at kende: den modne diva Amber Waves (Julianne Moore) og skolenymfen Rollergirl (Heather Graham), som aldrig tager sine rulleskøjter af. Derfor får hun Melanie Safkas »Brand New Key« som sit musikalske ledemotiv.

   

END ikke hér, i den lyse begyndelse, er idyllen i Sodoma helt uden skygger. Amber er skilt fra sin mand og må ikke se sin datter. Rollergirl prøver at gå til eksamen, men kan ikke få lov at sidde i fred. Det går efterhånden op for os, hvor marginaliserede disse mennesker er. Af samme grund imiterer de instinktivt og ubehjælpsomt de traditionelle familiemønstre. Amber Waves er Rollergirls »mor« og vil være det samme for Eddie, som detroniserer den gamle førsteelsker Reed Rothchild, hvis rigtige navn ingen længere husker.

   Jack Horner er en gudfar for dem alle, men begyndelsen til enden anes allerede ved den første fest. Lyssætteren Little Bill (William H. Macy) kan i længden ikke leve med sin kones promiskuøsitet. Da det bliver nytårsaften 1980 sætter han en effektiv stopper for hendes udskejelser og sin egen selvhadske afmagt. Herfra går det støt ned ad bakke, og skønt filmen aldrig fordømmer menneskene i miljøet, har den intet godt at sige om rammen. De vil alle tage tælling. De vil alle gå ned. Det er i og for sig blot et spørgsmål om tid.

ANDERSON peger selv på tre inspirationskilder. For det første er Jack Horner-skikkelsen og dennes film baseret på ovennævnte Henry Paris' produktion. For det andet er det umuligt ikke at læse et halvt portræt af pornostjernen John Holmes ind i Mark Wahlbergs rørende Dirk Diggler-figur. For det tredje var det instruktørens erklærede ambition at skildre pornomiljøet i en kollektivform, som blandede de bedste sider af Robert Altmans myldrende Nashville og Martin Scorseses paranoide Goodfellas. Det hele er lykkedes ham ganske godt.

   Filmens eneste fejl er dens længde. Over to timer og fyrre minutter får man trods alt rigeligt af dette lurvede liv, og mod slutningen trækkes flere pointer urimeligt i langdrag. En dommedagsklokke runger i bunden af hele 80er-afsnittet, hvor det slår klik for både Dirk Diggler og Rollergirl.

ENDELIG giver Anderson dog idyllen en chance og lader den fortabte søn vende hjem til familien. Ved vejs ende sidder Dirk Diggler atter ved spejlet og prøver at booste sit selvværd. At han i sin tid var Eddie Adams fra Torrance, er sikkert ikke noget han husker overhovedet.

   Nu følger filmens eneste »blå« skud, og som hele tonen i Boogie Nights er det mærkeligt gribende. Før Dirk går på, lyner han bukserne ned og kærtegner sit køn, som også vi længe gransker i spejlet. Han taler til det. Han har bogstavelig talt ikke anden identitet tilbage end den, der sidder i hans »særlige ting«.

   Boogie Nights er en stærk film, som trods emnet aldrig føles flov eller beregnende. Tværtimod lykkes det Anderson at formidle den paradoksale renfærdighed, som disse mennesker lever i og med. Især Wahlberg, Reynolds og Moore yder godt spil i vanskelige roller, men samtlige typer ser rigtige ud.

Boogie Nights. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 155 min. USA 1997. Dansk premiere: 06.06.1998

Teksten står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante 1999) og bringes her for at gøre Anderson-temaet komplet. Mere om bogen på www.bogreenjensen.dk