Translate

torsdag den 2. april 2020

Paul Thomas Anderson: The Master (2012)


HUND OG HERRE
Scientology er sagen i The Master  

Af BO GREEN JENSEN

PAUL Thomas Anderson bliver somme tider sammenlignet med Orson Welles. Det er ikke så søgt, som det lyder. Anderson voksede op i filmmiljøet, og der er det samme egenrådige wunderkind-touch i hans amerikanske epos, som i stigende grad bliver Citizen Kane-historier. I generationen, der tæller filmskabere som Todd Haynes (Sirk) og David Fincher (Hitchcock), giver det mening at se ham som Welles.
   Andersons film har deres styrke i stedet og tiden. De første var hjemstavnshistorier fra San Fernando Valley. Boogie Nights (1997) beskriver pornoindustrien i 1970erne, den korte guldalder før VHS, da sexfilmen havde æstetiske ambitioner. Magnolia (1999) binder en tør buket af absurde vandrehistorier. Punch-Drunk Love (2002) viser Los Angeles og Adam Sandler fra sider, de sjældent har lejlighed til at vise.
   Anderson nåede næste niveau i There Will Be Blood (2007), hvor Daniel Day-Lewis finder olie ved forrige århundredskifte og bygger et goldt forretningsimperium. Han vinder verden og taber sin sjæl. For Anderson er dét den store historie, som han forbinder med Amerikas skæbne. Han fortæller den en gang til i The Master.



THE Master er inspireret af Scientology-stifteren L. Ron Hubbards biografi, både mandens egen, mytisk opskrevne udgave og den mere prosaiske baggrund. Filmen fortæller i mættede scope-billeder – den er skudt på råfilm fra perioden og fremkaldt i det sjældne 65-mm format – om krigsveteranen Freddie Quell (Joaquin Phoenix), som finder en retning i livet, da han møder den karismatiske kultleder Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), der mobiliserer sjæle for »Sagen« i 1940ernes Californien.
   Dodd og hans bevægelse deler så mange træk med Hubbard og Scientology, at man ikke kan se bort fra disse ligheder. Der er dog hverken tale om angreb eller apologi. Quell og Dodd er evige typer og mænd af deres tid. Helt centralt er, at de kompletterer hinanden. Quell er hunden, der finder sin herre. Dodd har brug for Quell, der kan slukke hans tørst. Det gælder helt bogstaveligt. Til Quells talenter hører, at han kan mikse drinks af kemikalier: syre, fortynder, fremkaldervæske.

  

DER er tre lange akter i The Master. Først beskrives Quells tid i Stillehavskrigen. Han former en kvinde af sand og simulerer et samleje. Han sover i riggen og drikker sig svimmel i barbersprit. Farveskalaen er blå, hvid og ren som tidens egen technicolor. Quell er derimod fortabt og ude af trit, da han dukker op i 1950 som kanonfotograf i et stormagasin. Han har varm sex med en model, som han siden forlader.
   Jorden brænder altid under Freddie. Han synes om solen og vinden og regnen i marken, hvor han arbejder som daglejer blandt filippinske immigranter, og filmen bruger billedkompositioner fra Walker Evans og Dorothea Lange. Ved et tilfælde bliver han blind passager på den yacht, som Dodd har lånt af en rig discipel. Da de mødes, er Mesteren således klædt i en velstand, som også duperer tilskueren.



REALISMEN sætter ind i anden akt, hvor fokus forrykkes fra hunden til herren. Dodd har skrevet den første udgave af Planen. En kreds af tilhængere deler hans tanker. Dodd selv bliver holdt i stramme tøjler af hustruen Peggy (Amy Adams), som sørger for, at han ikke forgriber sig på eleverne. Mange sager må dysses ned. Quell deltager i flere lektioner, men lærer aldrig at maksimere sine psykiske energier. Han slår enhver, som bagtaler Dodd. For Mesteren er Quell uundværlig. Alle andre betragter den fordrukne soldat med foragt.



QUELL bærer Dodds udstyr, da Mesteren henter de hellige skrifter. Scenen ligner en psykedelisk parodi på De ti bud. Så må hunden frigøre sig. Vendepunktet er henlagt til ørkenen, hvor mændene kører motorcykel. Quell får besked på at styre mod bjerget. Han kører og kommer aldrig tilbage. Dodd tager det til efterretning. Det bliver hverken fortolket eller forklaret. En væsentlig styrke ved The Master er, at den ikke sætter ord på sine mysterier.
   Quell bliver ikke lykkelig. Dodd får flere tilhængere, da han skriver anden udgave af Planen og lokker med hemmelig indsigt. Man fornemmer, at der går forretning i troen. Det er Peggy, som styrer kontoret i England, hvor hund og herre mødes sidste gang. Scenen er forberedt i to timer. Det er en meget tilfredsstillende slutning.



THE Master ligner ikke mange andre film. Den er mere som en velskreven bog, der lader tvivlen og pauserne stå, mens den udforsker virkeligheden. Anderson forholder sig ikke til Sagen, men til graden af fortabelse, og der er ingen færdig nøgle til strukturen. Der er derimod stofrige billeder, som kan læses på mange niveauer. The Master har sjæl og får én til at tænke. Hvad mere kan en filmgænger ønske sig nu?


The Master. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Mihai Milaimare Jr. 137 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013


Foto: Annapurna/ TWC/ UIP 
Artwork PlanetFab
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 01.02.2013  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar