HUND OG HERRE
Scientology er sagen i The Master
Af BO GREEN JENSEN
Andersons film har deres styrke i stedet og tiden. De første var hjemstavnshistorier
fra San Fernando Valley. Boogie Nights (1997) beskriver pornoindustrien i 1970erne, den korte guldalder før VHS, da
sexfilmen havde æstetiske ambitioner. Magnolia (1999) binder en tør buket af absurde vandrehistorier. Punch-Drunk Love (2002) viser Los Angeles og Adam Sandler fra
sider, de sjældent har lejlighed til at vise.
Anderson
nåede næste niveau i There Will Be Blood (2007), hvor Daniel Day-Lewis finder olie ved forrige århundredskifte og bygger
et goldt forretningsimperium. Han vinder verden og taber sin sjæl. For Anderson
er dét den store historie, som han forbinder med Amerikas skæbne. Han fortæller
den en gang til i The Master.
THE Master er inspireret af
Scientology-stifteren L. Ron Hubbards biografi, både mandens egen, mytisk
opskrevne udgave og den mere prosaiske baggrund. Filmen fortæller i mættede scope-billeder – den er skudt på råfilm
fra perioden og fremkaldt i det sjældne 65-mm format – om krigsveteranen
Freddie Quell (Joaquin Phoenix), som finder en retning i livet, da han møder
den karismatiske kultleder Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), der mobiliserer
sjæle for »Sagen« i 1940ernes Californien.
Dodd
og hans bevægelse deler så mange træk med Hubbard og Scientology, at man ikke
kan se bort fra disse ligheder. Der er dog hverken tale om angreb eller
apologi. Quell og Dodd er evige typer og mænd af deres tid. Helt centralt er,
at de kompletterer hinanden. Quell er hunden, der finder sin herre. Dodd har brug
for Quell, der kan slukke hans tørst. Det gælder helt bogstaveligt. Til Quells
talenter hører, at han kan mikse drinks af kemikalier: syre, fortynder,
fremkaldervæske.
DER er tre lange akter i The
Master. Først beskrives Quells tid i Stillehavskrigen. Han former en kvinde
af sand og simulerer et samleje. Han sover i riggen og drikker sig svimmel i barbersprit.
Farveskalaen er blå, hvid og ren som tidens egen technicolor. Quell er derimod fortabt
og ude af trit, da han dukker op i 1950 som kanonfotograf i et stormagasin. Han
har varm sex med en model, som han siden forlader.
Jorden
brænder altid under Freddie. Han synes om solen og vinden og regnen i marken, hvor
han arbejder som daglejer blandt filippinske immigranter, og filmen bruger
billedkompositioner fra Walker Evans og Dorothea Lange. Ved et tilfælde bliver
han blind passager på den yacht, som Dodd har lånt af en rig discipel. Da de
mødes, er Mesteren således klædt i en velstand, som også duperer tilskueren.
REALISMEN sætter ind i anden akt, hvor fokus forrykkes fra hunden til herren. Dodd har
skrevet den første udgave af Planen. En kreds af tilhængere deler hans tanker.
Dodd selv bliver holdt i stramme tøjler af hustruen Peggy (Amy Adams), som sørger
for, at han ikke forgriber sig på eleverne. Mange sager må dysses ned. Quell deltager
i flere lektioner, men lærer aldrig at maksimere sine psykiske energier. Han
slår enhver, som bagtaler Dodd. For Mesteren er Quell uundværlig. Alle andre betragter
den fordrukne soldat med foragt.
QUELL bærer Dodds udstyr, da Mesteren henter de hellige skrifter. Scenen
ligner en psykedelisk parodi på De ti bud.
Så må hunden frigøre sig. Vendepunktet er henlagt til ørkenen, hvor mændene
kører motorcykel. Quell får besked på at styre mod bjerget. Han kører og kommer
aldrig tilbage. Dodd tager det til efterretning. Det bliver hverken fortolket
eller forklaret. En væsentlig styrke ved The
Master er, at den ikke sætter ord på sine mysterier.
Quell bliver ikke lykkelig. Dodd får flere tilhængere, da han skriver
anden udgave af Planen og lokker med hemmelig indsigt. Man fornemmer, at der
går forretning i troen. Det er Peggy, som styrer kontoret i England, hvor hund
og herre mødes sidste gang. Scenen er forberedt i to timer. Det er en meget
tilfredsstillende slutning.
THE Master ligner ikke mange andre film.
Den er mere som en velskreven bog, der lader tvivlen og pauserne stå, mens den udforsker
virkeligheden. Anderson forholder sig ikke til Sagen, men til graden af
fortabelse, og der er ingen færdig nøgle til strukturen. Der er derimod
stofrige billeder, som kan læses på mange niveauer. The Master har sjæl og får én til at tænke. Hvad mere kan en filmgænger ønske
sig nu?
The Master. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Mihai Milaimare Jr. 137 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013
Foto: Annapurna/ TWC/ UIP
Artwork PlanetFab
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 01.02.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar