Otte beskeder fra fædrenes verden
Mørkelagt
Legender om befrielsen
Rigtige drenge
Af BO GREEN JENSEN
Efter skoletid
Mørket skal have været
noget særlig fuldendt og kompakt
De krøb sammen i kældre, på kviste og i hybler
ved ildsteder proppet med dårligt brændsel:
selv kærligheden var rationeret
og de fedtede mærker blev mest brugt til smør.
Jeg siger dig, søn, vi
var rigtige drenge.
I en arktisk vinter uden nåde
kendte hjertet ikke til andet end afsavn
og bagefter var de alle legendariske onkler
som tog deres tørn i den hemmelige hær
Selv onkel Leif der gik over til fjenden
blev nævnt som en martyr for kampen i øst.
Fortæl mig lidt mere, far,
Sig mig hvor længe.
De drak løbesod og rå pullimut
De røg knitrende savsmuld, fynsk tobak
i førkrigspiber af hellig bruyere
Det var cyklernes tid og sirenernes verden
Jorden gik under hvis hun blev gravid
og han lærte at bukke før stemmen blev dyb.
Hvor har du været, knægt,
Hvad har du lært?
Sangen var sentimental hygiejne:
Kæmp for alt hvad du har kært
***
Min mor, ni år, efter bomben
Der er et foto af min mor som står
på gaden i Rønne da bomben har ramt
Hun er ni år og hun rækker tunge
Vi koncentrerer os afsindigt
for at læse ruinernes mønster
bag hendes næsvise troldungesmil
men detaljerne fortoner sig
I dette lys er smilet stærkest
og krigssolen blegner i forhold
Tilbage er blot
denne undren ved afstand
Ved at se hende leve
da verden var ung
***
Den røde hær
Min mor og hendes klasse
beklagede russernes evakuering
for de havde vænnet sig til stemmerne
og de fremmede som gjorde skolen til deres
I biologilokalet brød de skabene op
og drak spritten ren af de høje glas
hvor konserverede dyr og organer
havde ligget og svømmet som vidnesbyrd
om evolutionens princip og metode
Ivan satte naturen til vægs
Han rev bændelormen op af krukken
og smed den fra sig mellem pultene
hvor den lagde sig til at tørre ud
mellem snogen, hjertet, abens hånd
og andre hvide obskøne eksempler på
skaberværkets mangfoldige spektrum
Ivan så knap nok på det døde stof
Han lagde nakken tilbage og drak
For børnene var denne adfærd
indbegrebet af heroisme
De danske mænd var dværge
i forhold til den røde hær
***
Mørkelagt
Mine fædre Mine fætre Mine fæller
Frændeløs kom jeg til landskabet efter
og lærte legenden om Stalingrads forsvar
Den brændte jords sønner og døtre
Lyset som skar os i hjertet af verden
den morgen to sole stod op
Den lækkende esse
De dryppende tørv
Armbind med insignier
Faldskærme fundet i marken
og hviskende skænderier ved
fabriksbygninger og banelegemer
Erotiske regnfrakker
Nøgen hvid hud i en mørkelagt verden
Nylon som selve begærets stof
Bonde tobak og virginsk tobak
Nikotiana rusticum
Nikotiana tabacum
Helbladet moden egnet til omblad
Erstatning for kaffen
Erstatning for straffen
Længslen ved lyden af støjsendersang
Dannebrog hejst foran ventende huse
af drenge som verden lå åben for
de første forjættende uger efter faldet
Stenguns og likvideringspistoler
Feltmadrasser Hipomænd
De som valgte men valgte forkert
De som holdt på den enkeltes ret
De som holdt på massens
De som adlød regeringens påbud
De som trodsede strømmen og frabad sig
al falsk tale til talen blev tilladt
og ingen kunne skelne mere
Nazister anarkister cyklister
Den fjerde og femte kolonne sat fri
Monotonien dæmonisk og genial
De røde enge De nøgne træer
Kains rå alter på Pelegs mark
den yderste dag under dobbelte sole
Der er løbet så meget vand til nu
at den blodige måne ikke kan nå os
Stemmens ældste fornægter tiden
og de nye dyr trækker på skulderen
Mine fædre Mine fætre Mine fæller:
Jeg hilser jer vagtsomt med skrå i min mund.
***
Vægtløs
Det er vinter
Min tatovering bløder
og huden er stiv
men jeg drømmer om fugle
og havet i solen
Jeg drømmer om dig
Om at sprælle og slå
en fuldendt bue over himlen
som en glat fisk i varmen
et stejlt øjeblik
hvor havet ikke holder mig
Jeg vil sætte af fra bunden
og glemme lyset i verden
dér hvor jeg støder
mit liv ind i dig
Det kan holde mig til ilden
Jeg er ligesom Smokey Robinson
Jeg har solskin på en regnvejrsdag
Jeg vil drikke vinen
Jeg vil spise kødet
og lé ad mit vægelsind
lé som en vægtløs
lé af mit liv lige her
***
Bag garagen ude i Kastrup
havde Christian en rigtig tyskerhjelm
En stejl souvenir fra den polske far
som blev arbejder inde på bryggen
Vi begærede stålet og kærtegnede det
Masturberede sammen i hulen
og svor at kæmpe som Battler Britton
Og jeg drømte at jeg havde fået den hjelm
Den lå i mine hænder, varm og glat
og jeg stod i skolens aula hvor solen
stak kiler af lys gennem sitrende støv
i vibrerende sanseløs stilhed
Min pande sprak og min hjerne
flød ud i den hjelm som et blodigt æg
Vi læste i pjecen
fra staten hver dag
Hvis krigen kommer
skal fjenden ikke
tage os på sengen
Knitrende taler
Cubanske signaler
Blokaden i en radio
Forstad 1962
Teaktræ Hestehår
Mønstrede tæpper
året efter muren
Jeg fik krampe i maven
af at drømme om hjelmen
Min mor kom hjem for at strikke
Min far trak vejret tungt
Skibene bøjede af og verden
blev aldrig den samme igen
***
Ivans glas
Historien er blandt andet
en føljeton om værdier
der brydes i lyset og skifter
tusind gange eller flere
før en relativ sandhed aftegner sig
og fremstår som duvende facit
Historien kan drikkes
den kan effektivt dulme en længsel
rulles, ryges og lindre en smerte
Historien er en gift akkurat
som røgen der svier mine øjne i nat
og spritten på bunden af Ivans glas
***
Rigtige drenge
Jeg er næsten fremme ved skakten nu
Jeg har korte bukser på igen
Jeg graver mig vej med en stålkam
og savner ord for den lykke jeg føler
ved atter at lande i tyve tyve
Fortæl mig lidt mere, far,
sig mig hvor længe.
Jeg siger dig, søn, vi
var rigtige drenge.
*
Digtet står i samlingen Vægtløs (Rosinante, 1997) ss. 47-58. Det er nænsomt ajourført til lejligheden. Mere om bogen på www.bogreenjensen.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar