Kvinderne på sjette sal/Les femmes du 6ème étage (2010)

KVINDERNE PÅ KVISTEN

En sædekomedie med mere i ærmet

Af BO GREEN JENSEN

PARIS i 1960. Det er ved at blive bedre, lysere tider, og blandt borgerskabets hjemmegående fruer går der mode i at ansætte spanske husassistenter, som arbejder mere for mindre betaling.

   På den måde ender Maria Gonzalez (Natalia Verbeke) i huset hos familien Joubert, der bor i en stor patricierlejlighed med alle moderne bekvemmeligheder. Hun får et værelse oppe på sjette etage, hvor fem-seks andre spanske stuepiger sover. Her er der ingen bekvemmeligheder.

   Hr. Joubert (Fabrice Luchini) interesserer sig egentlig ikke for dette eller livet i ejendommen i øvrigt. Han har for længst lagt drømmene væk og skynder sig helst på kontoret hver morgen. Når blot ægget er kogt, som han kan lide det, vil han overlade husførelsen til sin køligt korrekte hustru (Sandrine Kiberlain), der synes at betragte parrets sjældne sex som kvittering og betaling.

   Men Maria kan virkelig koge et æg, og Jean-Louis mærker med ét, at han lever. For første gang i flere år går han op til kvinderne på sjette og ser, hvor kummerligt de lever. Han bliver en helt på stedet, da han sørger for, at en blikkenslager renser det kronisk blokerede pedaltoilet. Og han forelsker sig i varmen og fællesskabet hos kvinderne.

FØRST tager Suzanne det med knusende ro. Hun har bedre tid til at feste og gæste, erklærer sig udmattet efter en hård dags shopping og er glad for at være i fred. Men hun fornemmer forandringen i sin mand, og hun mærker især, at han gradvis flytter sit liv op til de spanske kvinder. Da hun vil holde på ham og genfinde varmen, er det lige ved at være for sent.

   Jean-Louis er forelsket og vil lægge sit liv for Marias fødder. Imidlertid er der komplikationer. Så hvad skal det ikke ende med? Hvor går grænsen mellem dramaturgisk ønsketænkning og nøgtern realisme af en slags?

ER det muligvis også lidt synd for Suzanne, skønt hun ligger som hun har redt? Philippe Le Guay har skabt en kvidrende, hjertevarm komedie, som er sørgmunter og politisk årvågen.

   Der er en fin undertone af gammeldags boulevardteater. Som François Ozon i sine sædeskildrende borgerskabssatirer – 8 femmes (2002), Potiche (2010) og senest Dans la maison (2012, da. I de bedste hjem), som bruger Fabrice Luchini i den samme slags rolle – kan Le Guay få den nærmeste fortid til at sige noget vigtigt om, hvordan vi lever nu. Måske er kontrasten mellem fransk berøringsangst og spansk oprindelighed trukket vel hårdt op, men følelsen mere end kompenserer.

KVINDERNE spilles af kapaciteter som Carmen Maura, Lola Duenas, Berta Ojea, Nuria Solé og Concha Galán. Luchini og Kiberlain er uovertrufne. Det er en smuk film, som taler stærkest til voksne, der har ting at fortryde og liv i bagagen. Perioden markeres diskret af Jorge Arriagadas musik og produktionsdesignet ved Pierre-François Limbosch. En stor lillle film med meget på hjerte.

Kvinderne på sjette sal (Les femmes du 6’eme étage). Instr.: Philippe Le Guay. Manus: Jerôme Tonnerre, Philippe Le Guay. Foto: Jean-Claude Larrieu. 105 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 13.10.2011.

Fotos: Vendôme Productions/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.10.2011