DET KORTE MØDE
En enkel og evig historie
Af BO GREEN JENSEN
TO gode mennesker lever virksomt i ordnede forhold, da de får øje på hinanden. Før forelskelsen hvilede de i sig selv. Nu går de med et uvejr i sindet og ved hverken ud eller ind. For skal man blive i den gamle verden hos familien, hvor man er elsket, eller skal man søge lykken i en ny virkelighed? Har man overhovedet valget? Sjældent i kunsten, men ofte i livet. Det er altid muligt at bide det i sig og lægge låg på sine følelser. De fleste kender forløbet i en eller anden personlig version.
Af BO GREEN JENSEN
Det er en enkel og evig historie, som Stéphane Brizé fortæller med sjælden takt og gennemført indlevelse i Mademoiselle Chambon. Håndværkeren Jean (Vincent Lindon) er lykkelig i hverdagen med Anne-Marie (Aure Atika), da han forelsker sig i sin søns lærerinde (Sandrine Kiberlain). Tilfældet har en sort finger med i spillet, da det egentlig skulle være Anne-Marie, som hentede Kevin den dag. Imidlertid er hun kommet til skade med sin ryg på fabrikken, hvor hun arbejder. Det er en af den slags franske film, hvor arbejdsprocessen er beskrevet i detaljer.
FRØKEN Chambon, som faktisk hedder Véronique, og den bekymrede far har et øjeblik sammen. Hun ser ham, før han ser hende. Hun beder ham komme og fortælle børnene om sit arbejde, da en anden far melder afbud til Klassens Time. Jean bliver levende, mens han forklarer eleverne om glæden ved at bryde gamle ting ned og bygge nye menneskehjem. Véronique får røde kinder og blanke øjne, mens han taler.
Bagefter ser han bestemt også hende og er usikker på, om han skal sige ja, da hun vil betale ham for reparere et vindue i lejligheden. Det særlige ved frøken Chambon er, at hun rejser fra skole til skole og vikarierer hvert sted i et år. Hun spiller også violin med en følelsesdybde, der udtrykker hendes inderste væsen og seksualitet. Nok skal hun nødes, men da vinduet er færdigt, spiller hun for Jean som tak. De kysser og holder kort om hinanden. Hjemme spørger Anne-Marie, om de skal invitere Kevins frøken til middag. »Hvorfor skulle vi det?« siger Jean. »Vi kender hende jo ikke.«
HAN prøver at lægge følelsen fra sig, men det lykkes ikke i længden. På byggepladsen er han med ét blevet hidsig. Véronique har bedt om en fast stilling på skolen, men trækker ansøgningen tilbage. Netop som hun skal rejse, kommer Jean igen. Han beder hende spille til sin fars fødselsdag. Det valgte stykke er Elgars »Salut d'Amour«, som gør for Mademoiselle Chambon, hvad Mozarts Koncert nr. 21 gjorde for Elvira Madigan. Endelig er de sammen før adskillelsen. »Jeg rejser med dig,« siger Jean. Og næste morgen er han på vej til stationen, da anfægtelserne sætter ind.
HVAD gør en voksen, ansvarlig mand nu? Alle i salen sidder på kanten af stolen, hvis de ejer blot en smule empati. Brizé formår at skildre en ødelæggende lykkelig forelskelse. Ikke ét ord om sagen bliver sagt. Hele filmens dialog handler om vinduesrammer og violinspil. Mademoiselle Chambon er en miniature og som sådan lidt mindre end Je ne suis pas là pour être aimé (2007, da. Ikke her for at blive elsket), som var exceptionelt livsklog og sørgmunter. Men den samme grundkraft driver værket. Også Jean har et nært forhold til sin gamle far.
FILMEN bygger på Eric Holders roman, som jeg ikke har læst. Det bliver derfor tematisk beslægtede film som David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, Det korte møde), Martin Ritts fine Stanley & Iris (1989) og for den sags skyld Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), som jeg kommer til at tænke på. Hverdagsmennesker fanges af styrken i deres følelser og oplever kærligheden som en naturkraft. Der er afgjort også et ekko af Claude Sautets En coeur en hiver (1992, da. Et hjerte af sten) i historien.
GRÆNSEN mellem preciøsitet og prunkløshed er hårfin. Skønt det enkelte steder virker utroligt, at ingen sætter ord på deres følelser, hverken Jean, Véronique eller Anne-Marie, fanger Brizés film hvert gran af sødmen og smerten, uden på noget tidspunkt at ofre sin soberhed eller sin lidenskab. Ligesom de elskende holder igen, gør filmen det kølige snit til en dyd. Alle danske anmeldere har bemærket den plakat for en Hammershøi-udstilling, som hænger på væggen i køkkenet hos Véronique. Man skal næppe fortolke så meget på dét. Trods alt er lejligheden fremlejet.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010
Ingen kommentarer:
Send en kommentar