AT LEVE UNDER RADAREN
Far og datter forsvinder i skoven
Af BO GREEN JENSEN
I USAs nordvestlige hjørne, ved Portland i delstaten Oregon, ligger et stort naturområde, der har fået lov at bevare sin oprindelige karakter. Forest Park er en fredet skov på 2.000 hektar. Her, i det sidste vildnis, har Will og hans 13-årige datter, Tom, skabt sig et stille liv uden for tiden.
DEBRA Graniks Leave No Trace er det modsatte af en gængs studiefilm, hvor klare budskaber bøjes i neon. Der er ikke noget strømlinet plot; ingen eksponerende dialog; ingen sexet spændingshistorie. Der er heller ingen helte og skurke. Will og Tom bliver pænt behandlet alle vegne. Selv om systemet vil tvinge dem ind, er der altid en vis forståelse og respekt.
FILMEN er meget smukt fotograferet og fortalt med sjældne kvaliteter som diskretion og årvågenhed. Man må anstrenge sig for at opleve den, men indsatsen bliver belønnet. Der er heldigvis også en håbefuld slutning. Nu er det Tom, som står ved træet og fastgør en pose med forsyninger.
Af BO GREEN JENSEN
De bor i en blanding af telt og bivuak. De samler bær og sætter fælder, koger svampe ved hjælp af solvarme. Will har selv lært sin datter at læse og skrive. De spiller skak og kryber sammen i regnen. Af og til henter Will medicin, som han sælger videre til hjemløse krigsveteraner. De køber ind i et supermarked. Bagefter går de tilbage til skoven og fortsætter med at passe sig selv. Det er sjældent nødvendigt at sige ret meget.
Da en løber passerer på stien, er Tom for længe om at dukke sig. Myndighederne fjerner det interimistiske Eden og vil resocialisere familien. De får en chance på en gård, hvor Will bliver daglejer. Tom lærer andre at kende i skolen. De flygter og lander i et gammelt kollektiv. En kvinde viser Tom det træ, hvor hun hver uge hænger mad til en fredløs. Hun ved ikke, hvem eneboeren er, men posen bliver altid tømt.
Will vil videre, Tom vil blive. Skal de endelig skilles, og vil han give slip?
DEBRA Graniks Leave No Trace er det modsatte af en gængs studiefilm, hvor klare budskaber bøjes i neon. Der er ikke noget strømlinet plot; ingen eksponerende dialog; ingen sexet spændingshistorie. Der er heller ingen helte og skurke. Will og Tom bliver pænt behandlet alle vegne. Selv om systemet vil tvinge dem ind, er der altid en vis forståelse og respekt.
Filmskaberen har specialiseret sig i marginale miljøer. I Down to the Bone (2004) kom en misbruger (Vera Farmiga) på afvænning, forelskede sig i en behandler og havde svært ved at finde hjem til hverdagen. Gennembrudsfilmen var Winter's Bone (2011), en udviklingshistorie fra Ozarks-højlandet i Missouri, hvor en ung kvinde måtte klare sig selv. Her havde Jennifer Lawrence sin første store filmrolle.
DER er ikke langt fra Ree, Lawrences karakter i Winter’s Bone, til pigen Tom i Leave No Trace, som bliver spillet af Thomasine McKenzie. Hendes flygtige far er fremstillet med værdig passivitet af Ben Foster. Will gør aldrig modstand, når han og Tom føres rundt i systemet. Hver gang de bliver adskilt, siger han til datteren, at hun skal samarbejde. Og hver gang venter han kun på en lejlighed til at forsvinde igen.
Det bliver aldrig gjort klart, hvor hans sår kommer fra. Formentlig er også han en traumatiseret krigsveteran. I hvert fald knæler han i marken og udviser alle tegn på et angstanfald, da en helikopter fragter grantræer over plantagen, hvor han og Tom får deres første hus efter livet i skoven.
WILL siger nej til teknik og telefoner, og det er kun i nødstilfælde, at han lader datteren bruge primusapparatet ved deres shelter. Han har dog ikke noget filosofisk program om frihed og overlevelsestræning. Will er ingen profet. Han vil bare leve ubemærket. På den måde ligner han ikke de despotiske fædre i andre film om sociale mønsterbrydere: Harrison Ford i Moskitokysten (1986), Michael Shannon i Take Shelter (2011), Russell Crowe i Noa (2014) og Viggo Mortensen i Captain Fantastic (2016).
Granik har på alle måder et lettere greb og en mere realistisk tilgang til stoffet. Leave No Trace bygger på en roman af Oregon-forfatteren Peter Rock. I bogen, som hedder My Abandonment, er det Tom, som fortæller. Det hører med til historien, at der faktisk var en far og datter, som boede i Forest Park. Man fandt dem efter fire år, og da medierne bragte historien, blev der samlet ind til pigens skolegang. Familien fik et sted at bo. Og fem dage efter forsvandt de igen.
FILMEN er meget smukt fotograferet og fortalt med sjældne kvaliteter som diskretion og årvågenhed. Man må anstrenge sig for at opleve den, men indsatsen bliver belønnet. Der er heldigvis også en håbefuld slutning. Nu er det Tom, som står ved træet og fastgør en pose med forsyninger.
Leave No Trace bliver præsenteret som et kritisk bud på drømmen om at leve i harmoni med naturen. Det er ikke sådan, jeg læser filmen. Will har ingen utopisk dagsorden. Han er bare en mand, som har set alt for meget, og hans datter har ikke set noget endnu.
Se også Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100] + temaet Survival Cinema
Leave No Trace. Instr.: Debra Granik. Manus: Debra Granik, Anne Rosellini. Foto: Michael McDonough. 109 min. USA 2018. Dansk premiere: 17.10.2019 [Cinemateket].
Fotos: BRON Studios/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.10.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar