EN PERLE I SANDET
Forholdet mellem kunst og tilskuer
Af BO GREEN JENSEN
GERMAIN (Fabrice Luchini) er gymnasielærer, midaldrende, misantropisk og blasert, så det forslår. I tidernes morgen skrev han selv en roman, som var ganske god, men ikke god nok til at sætte en rynke i stoffet. Siden har han undervist på Lycée Gustave Flaubert, hvor eleverne systematisk bliver dummere og dårligere til at skrive.
Det er helt i overensstemmelse med den generelle tendens i tiden. Ikke meget ville imponere Germain, som har lagt lidenskaben fra sig for længst og ser frem til at blive pensioneret. Han er i øvrigt godt og kedeligt gift med galleristen Jeanne (Kristin Scott Thomas) , som vigende held forsøger at sælge, hvad der for Germain at se er talent- og værdiløs »moderne« konceptkunst af politisk-pornografisk observans.
MEN en sjælden gang finder man perler i sandet. Årets nyhed er, at skoleuniformen skal genindføres på det progressive gymnasium, hvor de fleste elever kommer fra middelklassen. Den første bunke stile – essays over emnet »Sådan gik min weekend« – er om muligt værre, end Germain kunne forestille sig. »Om lørdagen så jeg tv og spiste pizza. Om søndagen lavede jeg ingenting,« er et repræsentativt eksempel.
Som brat torden kommer så stilen fra Claude (Ernst Unhauer), en køn og vist nok socialt udfordret teenager. Han beskriver, hvordan han udså sig klassekammeraten Rapha og gik med ham hjem under påskud af at skulle hjælpe med skolearbejdet. Claude har set Rapha med forældrene, den sensuelle Esther (Emmanuelle Seigner) og den energiske Rapha Sr., som er en karikeret voksenudgave af sønnen.
Claude er en dygtig fortæller, som forstår at vække sin læsers begær. Beskrivelsen af vennens hus er fuld af præcise detaljer. Tonen er ironisk og næsten antropologisk. Claude skriver, at det er »duften af fransk middelklassekvinde«, som drager ham til huset. Han runder sin tekst af med et à suivre, der ægger og lokker Germain. Jeanne læser med og bliver lige så tændt, skønt også mere betænkelig ved konstruktionen.
DET er sådan, det begynder. Germain ved endnu ikke, at den voyeuristiske pagt mellem lærer og elev skal blive den centrale relation i hans liv. At den vil ryste hans inderste væsen og føre ham ud til afgrundens rand. Han er hooked fra første øjeblik, og Claude giver ham mere og mere. I begyndelsen tager eleven mod råd og kritik. Efterhånden skifter forholdet væsen, og det bliver Germain, som lærer af Claude.
François Ozon forvandler historien – der stammer fra et skuespil, Drengen på bagerste række af Juan Mayorga – fra en abstrakt dialog, hvor tilskueren må tænke sig til billederne, til en satirisk og dog alvorlig moralsk komedie, hvor intrigerne i Raphas hus bliver en føljeton, som inddrager samtlige karakterer.
Claude infiltrerer husholdingen og bliver en betroet gæst. Motivationen synes først at være et anarkistisk projekt, der skal destabilisere familien. Så gengælder Esther hans interesse, og relationen bliver mere kompleks. En joker i spillet er, at Claude måske skriver, hvad Germain vil høre. Man kan aldrig vide med sandhedsværdien.
EN fjerde væg i fiktionen nedbrydes, da Germain træder ind i køkkenet, hvor Claude kysser Esther for første gang. Fortællingens rammer og rum bliver porøse. Læreren vil risikere sin stilling for at kende slutningen på historien. Også Jeanne inddrages. Da Claude siger fra, er der ingen vej tilbage – heller ikke for tilskuerne i biografen.
Ozon bruger alle virkemidlerne fra den komisk tonede del af sin produktion (hvor man også finder tragiske og naturalistiske stykker som 5 x 2, Tid til afsked, Le refuge og den kommende Jeune et jolie). Kun sangene mangler i skildringen af den falske idyl hos familien, der har indrettet sig i pang-farvet velstand.
GERMAIN og Claude bliver rebeller og udstødte sammen. De er afhængige af hinandens funktion, og den desperate alliance bliver et billede på relationen mellem forfatter og læser eller filmskaber og tilskuer. Det er meget raffineret skruet sammen. Både fryden og fortvivlelsen er ægte. Publikum inddrages dybt.
Galgenhumoren er ikke helt sort, snarere grå i flere nuancer. Skønt udførelsen er elegant, bliver filmen aldrig selvtilfreds, som der ellers er lagt op til, da elev og lærer finder hinanden i en liflig blanding af begær og foragt for de andre.
DET er Ozons spillefilm nr 13, siden Sitcom fik premiere i 1998. Han hører stadig til tidens skarpeste filmskabere og er en af de sværeste at sætte kritiske klistermærker på. I et tungt kommercielt repertoire svarer Dans la maison til Claudes skolestil. Tilskueren må høre mere og vil om nødvendigt betale den højeste pris.
Se også François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009).
Dans la maison (Selv i de bedste hjem). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Jérôme Alméras. 105 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 15.05.2014.
Dans la maison (Selv i de bedste hjem). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Jérôme Alméras. 105 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 15.05.2014.
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar